Brev

Astrup, Nikolai til Bukdahl, Magnhild Ødvin
1927 (sommer)

Transkripsjon:

Turid Hagelsteen

Side

  • 1,
  • 4,
  • 5,
  • 6,
  • 7,
  • 8,
  • 9,
  • 10,
  • 11,
  • 12,
  • 13,
  • 14,
  • 15,
  • 16,
  • 17,
  • 18,
  • 19
Transkripsjon
Oversettelse

Brev

Astrup, Nikolai til Bukdahl, Magnhild Ødvin
1927 (sommer)
Brevs.709-66349, Nasjonalbiblioteket

17 sider

Transkripsjon: Turid Hagelsteen

Transkripsjon

                Kjære frú Ødvin!

Tusend tak for deres venlige breve og for den 

prægtige artikkel i "Samleren". – Den var jo

skrevet med en slig digterisk flugt, – – og det

var saa vakkert og fint alt sammen (ja, 

bare saa altfor godt for mig), – saa at

jeg magter ikke at sige noget om artikkelen

eller takke Dem rett. – Jeg tænkte at sende

Dem noget som en liden takk: – et træsnit

(eller et lidet maleri), – vilde De nævne et af

de træsnit, De har seet af mig? Med hensyn til

malerier – saa syntes jeg det var saa daarligt

alt det lille, jeg for öieblikket havde af kùnst

i hùset, – at det var ikke noget at sende Dem. – 

Et maleri faar være til der blir mùlighed for 

en större udstilling af mine ældre ting, – hvor jeg

kunde faa samlet nogenlùnde alt – eller iallefald

det vigtigste af min prodùktion. – Da – vilde De

der mùligens finde ùt et bestemt motiv, som

(hvis det var i privat eie) maatte kùnne ùdlaanes

og "gjentages" i et nyt billede. – Jeg copierer jo

nödig mine egne ting (har vist bare gjort det en – 

eneste gang), – men jeg "gjentager" ofte et motiv

Side 2 og 3 mangler.

                                 4

lille gaard og kunde snart faaet baade gaard og

hùse til at rase ùd, – og da jeg ikke havde raad 

til at leie folk til at gjöre noget med det, har

jeg maattet "staa i" baade dag og nat med gröfte-

graving og "mùr forbygning" – (ja slik er det: det

eneste sted i bygden, som ingen andre vilde bo paa,

det var passeligt for mig, – det var det eneste, som

jeg kùnde faa for en rimelig pris; – (andre steder

angrede man paa salg og havde som ægte vestlæn-

dinger ordnet det slik med kjöpekontrakt et.c.,

at de kùnde gjöre mig tilværelsen saa sùr, at jeg

maatte römme derfra efter at ha brùkt baade egne

og laante penge paa hùs bygning og opdyrkning – . Men

her sitter jeg da "trygt" for onde mennesker – selv

om jeg ikke sitter trygt for natùrens lùner; – men

langt bedre det sidste.).

Efter dette intermezzo maa De da meget ùndskylde

at min takk kommer saa sent, – og De maa 

ïkke tro, at jeg er ùtaknemlig, – jeg kùnde have

lyst at sige saa meget rosende og smigrende

om Deres artikkel, – men slikt passer jo daarligt

(det blev jo da næsten "selvros") naar artikkelen gjælder mig selv og min kunst. –

De gjorde mig glad, – og da kan jeg ikke sige

noget mere om artikkelen – nogen kritik – finder

jeg ingen grùnd til nogen steder; – en eneste ting

var der at kritisere, men det troede jeg var

5

en "trykfeil", – like til jeg for en tid siden fik bladet "Urd" – 

med samme artikkel – noget omarbeidet, – og der findes

ogsaa samme "trykfeil": "Epletyvene i vaarnatten" – (skal

natùrligvis være: "Epletyvene i höstnatten (i maaneskin); – thi andre

"frùgt"-tyver end "höityvene" har vi ikke om vaarnætterne, 

men de har rigtignok været slemme hos mig i vaar; – 

Ja potetes-tyver og hasselnödtyver findes ogsaa om

vaarnætterne her – men skjeldnere; – (iaar var der det

mærkelige tilfælde at hasselnödderne som bar rikt

paa enkelte steder i bygden ifjor for en del kastede sine

nödder, för de blev plùkket af eierne, og nù udover vaaren

efter sneens bortgang har der været ivrige nöddeplùkkere

ùte om nætterne). Ja ùndskyld denne parallell med

"trykfeilen".

       Mine venners foto- og avis artikkel-ùtklipp har

det ingen hast med at tilbakesende. Den eneste som har

spùrgt efter dem er han, som har foto af "Martzstemning";

men jeg har sagt ham, (hvad jeg glemte at sige Dem), at

fotograf Rùdi Oslo har sikkert platen til fotoet, – de

andre foto – (med ùndtagelse af "sidste sommerdage" – eller 

kanske "förste höstdage": pigen ved træet ("apallen") som Rùdi

ogsaa har) disse andre daarlige fotos, – veed jeg ikke

hvem, der har "taget"; dem – (det som jeg selv havde af

"Trollebotnen" var forstörret efter et lidet kodakbillede,

som min ven overlærer Halvorsen (bror af maleren) havde

taget.)

6

De beder mig svare paa, om De skal tale med 

Blomqùist eller "Kùnstforeningen" for mig om

utstilling. – De mener at "Kunstnerforbùndet"

har forliten plads. – Som medlem og gammel

"aktionær" i "Forbùndet" bùrde jeg vel holde

mig der, – og pladsen – tænker jeg er stor nok.

Men man kùnde jo ùnderhandle med de

andre ùtstill.-lokaler ogsaa kanske.

Men det haster jo ikke. Blomqùist har det

bedste lokale, – og jeg har tidligere faaet flere 

forespörgsler om at utstille der, (man tjente

jo bra paa mig der i gamle dage engang).

Kùnstforeningen har jeg ogsaa flere indbydelser

fra om ùtstilling – senest nù i vinter –

(en indbydelse, som jeg desværre ikke har besvaret

endnù). Men jeg vilde gjerne, förend jeg bestemmer

mig faa ùnderhandle lidt med de forskjellige

kùnstlokaler: – Jeg er bleven klok af skade!!

Blomqùist – blandt andre – gjorde mig et pùds sidst:

jeg forlangte nemlig at have utstillingen hængende

der mindst en maaned, – da der var flere af mine

venner her vest, som da gjerne vilde tage sig en

Oslo-tùr forat se min utstilling, og da ùtstillings-

dagen (aabningsdagen) – ikke kunde bestemmes saa

7

akurat, – saa lang tid i forveien, saa blev det for

disse vestlændingerne nödvendigt at have lidt tid

at "löpe paa", saa de kunde ordne sig til reisen. – 

Dengang var Bergensbanen endnù ikke færdig saa

man maatte reise rùndt kysten med to dampskips-

omstigninger herfra til Bergen og saa derfra til Oslo

med ventetid et par dage – saa kanske "skodde" (taake) og 

anden forsinkelse, – saa man kùnde regne mindst

8-10 dögn herfra (jeg brùgte en höst 13 dögn – paa dæks-

plass.)

Men saa "stænger" plùdselig Wasteson (Blomqùist)

efter 14 dages forlöb – ùten at tale med mig

derom, – og med den fölge, at mine venner

vestlændingerne kom forsent til ùtstillingen

og kùn fik se "levningerne" i Wastesons bak–

gaard (eller "pakkrùm"), – det meste var nemlig

da sendt til kjöperne – (da omtrent rùbb og stùbb

var solgt).

I Bergen var man mere hensynsfùld mod

mig, – da jeg fremsatte samme forlangende (om

1 a 2 maaneders varighed for ùtstillingen)

8

(NB. Jeg ùtstiller jo ikke bare for byfolk – jeg

vilde meget hellere ùtstille bare for landsfolk

thi de kan kùn helt ùt forstaa mig, – og jeg 

havde ingen börn sidst jeg udstillede i Oslo – og

nù har jeg voksne börn – saa længe er det siden).

I Bergen var man som sagt "hensynsfulde";

thi da jeg sa: "heller ingen ùtstilling – end en

kortvarig!" – saa tilböd man mig, at jeg

skùlde faa have den hængende 4 maaneder, hvis 

jeg vilde tage den "döde sæson" – altsaa tiden

fra mai til aùgùst (sommermaanederne) og

det havde jeg intet imod, – hvorfor fanden

skal man absolùt vælge "markedstider i kùnst", 

(september, december og martz-april) til ùtstilling!

Men i Bergen dengang blev desværre mine billeder

bortsolgt förste maaned, – saa der næsten ingen 

var igjen ved utstillingens slùtt. Men flere af

mine sambygdinger fik dog dengang anledning

at se det vigtigste af min kùnst – ("skrapet"

gaar som regel först paa en utstilling – folk

9

har ikke bedre forstand – selv de bedste). – 

"Skrap" i egentlig forstand har jeg dog ikke lavet – tror jeg.

Men der kan jo være bedre og mindre gode ting.

Nù har der fra tid til anden været mange her

hos mig og ytret önske om, at faa en lignen-

de anledning til at se en ùtstilling af mine

ting samlet – helst i Bergen. Det er jo 

ikke alle, som kan slippe fra sit arbeide

og sit hjem i en hast – og hensynet til

disse har mere at betyde for mig end alverdens

"kùnstkritikere", – som i regelen ikke forstaar mere

af kunst end den smùle inspiration, de har

faaet paa en natlig rangel med sine venner blandt

malerne (jeg tænker bl.a. paa "Tidens Tegns" kùnst-

kritiker Langgaard, som ikke "ùndser" sig for at

sige om Henry Roùseaù – : "at han aldrig

kom forbi diletantismens standpùnkt", – den

störste kùnstner som verden har frembragt siden 

Goyas tid – jeg kùnde have lyst at sætte ham ved

siden af Michelangelo, som epoke skapende kùnstner.

10

En mand som Roùseaù, – der gav fanden i

all "flitterstads" som "neoimpressionismen"

væsentlig bestod af paa hans tid, og som i steden

skapte noget virkeligt nyt i kùnsten:

"Abstraktionen". Dermed blev han "far"

for alt, som kom efter: baade Kùbis-

men og alle de andre "ismer", – 

og (det var Picazzo’s store fortjeneste

at han opdagede dette hos Roùseaù, –

dette som ingen andre helt forstod). 

Selv Gaùgein forstod (ham) det kùn instinktivt,

men det var jo for hans vedkommende nok; – 

thi han gik – som fölge deraf – den rette vei, – 

ellers havde han alle sine dage kùn blevet en

kjedelig neoimpressionist á lá Pizzarro.

Nei nù begynder jeg at "forfalde" til kùnst-filosofe-

ringer og plager Dem.

Altsaa – den eventùelle utstilling bör vare

11

en stùnd; – jeg har ogsaa en anden "baktanke"

med dette mit forlangende: jeg kùnde mù-

ligens da faa anledning til at forsöke at skjære

nogle træsnit – efter enkelte af mine gamle

ting; – thi denne eventùelle utstilling vil da

sikkert blive sidste gang, jeg faar anledning

at se mine ting samlet.

Desuten vilde jo en længere varighed af utstillin-

gen være heldig for fotografering og reproduk-

tioner til Deres bok, – (hvis De efter utstillingen fremdeles

skulde have interesse af en slik opgave).

Ja, det er rigtigt; – jeg har nok faaet brev fra 

Mads Nygaard om illùstrering af Kinck, –

ligesaa fra Kinck’s dötre, ––– det gjælder

först en novellesamling og saa verket "Driftekaren"

(og mùligens fortsættelsen "Rùdalslægret"), som Kinck

saa stadig bad mig om, – men som jeg altid

fölte mig for liten til at magte. Vi to samtal-

te jo ofte om illustrationerne, – om hvilke mo-

tiver, som skulde vælges, og om hvorledes de skùlde

12

ùtföres; – vi havde megen glæde af slike sam-

taler, men mere blev det desværre ikke til, –

og hans sidste brev til mig (8 dage för han döde)

var nærmest en mild bebreidelse, fordi jeg end-

nù ikke havde vist ham nogle pröver paa illù-

streringen, – som jeg vistnok have lovet (en viss

person havde ogsaa dengang indbildt ham at jeg nù 

var bleven "lei af" "Driftekaren", – efter at jeg hav-

de gjort nogle forsök paa illùstrering; – dette var

"grebet rent ùt af luften", – hvis der ikke ogsaa laa

værre bevæggrùnde bak – ogsaa).

Jeg fik ikke anledning at fortælle Kinck

at dette var lögn; – jeg holdt jùst paa

at skrive et længere brev til ham, da jeg

fik telegram fra hans dötre, om hans död.

Da Kinck ved nytaar 1912 skrev til mig og

bad mig om at illùstrere en af hans noveller,

saa svarte jeg straks – ja, – og jeg gik igang med

"ùtkast", – og efter samraad med ham blev

de da til disse förste, – nù bortkomne illùstrationer

13

til: "Raùdvselje-tjùven". Det var i alt 10 illùstra-

tioner og et maleri (som Kinck skùlde have, naar

det var benyttet – til reprodùction – af forlaget). –

Det var min gamle ven maleren Brynjulf Larsen

(overlærer ved kgl. kùnst og haandtværkskole), som ùn-

derhandlede med mig paa forlagets vegne, – (han

var vistnok ansat der i forlaget som (konsùlent) chef for

all slags illùstrering). Brynjùlf Larsen skrev til 

mig, at han ikke kùnde love mig noget bestemt

honorar paa forhaand, – men jeg skulde blive "godt

betalt" – sa han. Da jeg havde arbeidet vaaren og

sommeren 1912 med disse illùstrationer, sendte jeg dem

til forlaget og skrev samtidig til Brynjulf Larsen

og sa, at jeg vilde ikke være ùrimelig med hensyn til

honoraret – bare jeg fik maleriet og illùstrationerne

tilbake, – naar de var benyttede. Samtidig forlangte

jeg at maleriet skulde reprodùceres i farver, – saa-

ledes, som det var foreslaaet af forlaget paa forhaand,

(forlaget önskede nemlig at en af illùstrationerne

maatte ùdföres i {... ...} farver i maleri eller aqùarel –

– [for reprodùction i farver], – hvad jeg da ogsaa gjorde)

14

Og jeg sa ogsaa "ùdtrykkelig" til Brynjùlf

Larsen, at denne illùstration var utelùkkende

beregnet paa farvereprodùktion, – og hvis ikke det

blev gjort, – havde jeg liden interesse for hele illù-

streringen; – iallefald forlangte jeg, at maleriet i saa

fald ikke blev benyttet til en "sort-hvidt" reproduc-

tion, – da virkningen isaafald vilde være helt ödelagt.

Jeg blev i den tid alvorlig syk og laa længe i

lùnge betændelse (som jeg dengang havde for 3de gang)

og jeg troede, at jeg aldrig mere skùlde staaet op af

sykesengen, – og under min sykdom fik jeg da

brev fra Brynjulf Larsen – (og fra forlaget); – – han

og forlaget var da meget begeistret over mit arbeide,

"men" sa han "dù har nedlagt for stort og for-

meget kùnstnerisk arbeide paa disse illùstratio-

ner til at forlaget kan betale dig et honorar,

der staar i noget somhelst forhold til arbeidet." – 

"Forlaget var fortiden "fattigt" – "havde tapt penge" o.s.v.

man havde bare raad at byde mig 150 kr., – men

gik jeg med paa dette, skulde jeg faa maleriet og illù-

15

strationerne tilbake, naar de var benyttede. Jeg var

for syk til at "prùtte" eller protestere, og jeg skrev

bare et par ord om, at jeg vel var nödsaget at

modtage tilbùdet, – da jeg haardelig trængte nogle

skillinger – (min familie led nöd ùnder min

sykdom). – Imidlertid fik jeg ikke engang

heftet tilsendt – da det udkom, (jeg var lovet

20 exempl.), men Brynjùlf Larsen skrev en

slags ùndskyldning til mig for at man trods mit

forlangende, dog havde seet sig nödsaget til at

reprodùcere mit maleri i "sort og hvidt" – (af mangel

paa plads i heftet til farvereprodùction), – "men"

skrev han "forlaget agter med tiden at udgive flere

af Kincks noveller samlet, og det blir da dù, som

kommer til at illùstrere dem alle, da Kinck har

sagt, at han ikke önsker at nogen anden skal

illustrere hans noveller". Disse noveller skùlde da

först udkomme i lignende hefter med mindre illù-

strationer (og ùdstyr) og senere blive samlet i större format

med större reprodùktioner – nær orginalstörrelserne.

16

Endvidere – skrev Brynjulf Larsen – skulde

jeg faa et större sk honorar senere.

Saa fik jeg da se heftet hos en af mine

venner: – det sletteste utstyr! og den mind-

ste formindskelse som tænkes kùnde – rene visit-

kort – en 8de part af orginalstörrelsen omtrent! –

og maleriet var rent ödelagt ved at reprodùceres i

"sort-hvidt" uten gùlfilter endog.

Jeg skrev indigneret derom til Brynjulf Larsen

og forlangte illustrationerne tilbake, – og han svarede

med mange ùndskyldninger: – at det alt skulde

blive rettet paa naar novellerne efter at være

benyttet i disse hefter blev samlede i en större

pragtudgave, – noget som Kinck og forlaget agtede

at gjöre senere, – og jeg maatte derfor lade forlaget

beholde illùstrationerne og maleriet til den tid.

Saa kom de to andre hefter, som jeg ogsaa illù-

strerede for en ùssel betaling – med löfte om

bedre honorar senere. Men saa traf jeg Kinck,

som benegtede nogen aftale om en samlet ùdgave

af hans noveller fra samme forlag (Fabritiùs & Sönner);

og da jeg fortalte Kinck om maleriets elendige re-

17

production og om illùstrationerne, som jeg ikke

havde faaet tilbake, saa gik Kinck directe ned

i forlaget og forlangte disse ùdleveret, – men da

svarede forlaget ham, at de ikke kùnde være

ansvarlige for slige ting, – da det var skik der

i forlaget at "medarbeiderne" tok, hvad de

likte af "illùstrations-stoffet", – og det vilde være

rent ùmùligt for forlaget at opspore slikt nù

flere aar efterpaa. Kinck skrev til mig senere, at

der maatte kùnne "reises sak" paa dette særlig for

maleriets vedkommende, – da dette jo ikke engang 

var benyttet efter sin hensigt (til farvereprodùction).

Forlaget havde dog lovet Kinck at söke at op-

spore illùstrationerne og sende mig, hvad de kunde

finde af disse (fra 1912), – og iallefald skulde

jeg faa tilsendt det hefte, hvori disse visitkort-

reprodùktionerne stod. Ligeledes skulde jeg ogsaa faa

tilsendt de to andre hefter, hvori mine illustratio-

ner var lidt bedre illustreret reprodùceret. Jeg

har imidlertid endnù ikke faaet hverken hefterne

illustrationerne eller maleriet; – bare dette sidste var jo 

mere end dobbelt saa meget værd som de stakkars

150 kr., som jeg fik for illustrationerne.

18

Nù er der vel intet at gjöre ved saken; thi selv

om jeg tilbyr at frafalde all eiendomsret til

baade illustrationerne og maleriet, hvis jeg bare kùnde

faa laane dem ùd til en "gjentagelse", – saa er det

vel bare alt for sandt, som forlaget sa, : at det

er ùmùligt for dem at opspore noget af dette nù, –

i allefald for de mere værdifulde illùstrationers ved-

kommende, – de kommer kanske först frem i lyset

om 20-30 aar – som jobbe artikkler i en ny op-

gangsperiode, – de er vel benyttet som presenter til

venner og bekjendte og er solgte og spredte til ùkjendte

eiere; – men forlaget skulde jo gjennem sine böker

vite, hvem der har været deres "medarbeidere" og

saaledes kunne finde ùd, hvor de var havnet. – 

Men "hefterne" kan jo ikke være aldeles ùtsolgte,

saa dem kùnde man idetmindste sendt mig nogen

exemplarer af. "Jùl i Norge" kunde i det mindste 

spendere nogle jùlehefter paa mig for snyderiet.

Kjender De nogen i samme forlag, kan De gjerne lade

dem vide min mening, – og kan De faa ùdlaant nogen

af illustrationerne, kùnde jeg jo kanske gjennem Dem faa

laane disse, – gjerne ùnder deponeret sikkerhed eller garanti

for tilbakelevering. –

19

Nei mit brev begynder atter at svùlme, – trods

tidligere fo löfte om, at det ikke skulde ske, og trods

mine af legemligt arbeide skjælvende fingre.

Jeg vil da bare atter faa sige Dem min

hjærteligste tak baade for hvad De har

gjort, og hvad De vil gjöre for mig.

Og angaaende en ùtstilling om 2-3 aar saa

tænker jeg vi holder os til "kùnstnerforbundet",

hvis dette da vil gaa ind paa en "maaneds- (eller 2 maaneds-) ùtstilling"

i vaarmaanederne – med efterùtstilling (om sommeren) i Bergen.

Jeg har forresten indbydelser fra næsten alle kùnstfor-

eninger i landet, og en rundreise med utstil-

lingen vilde jo da kanske lade sig gjöre, om

eierne vil ud undvære sine billeder saa længe; (der

maa jo underhandling til – kanske ùdlaan til eierne af andre billeder

i mellem tiden, – billeder som jeg da maatte vide maalet

eller störrelsen paa, saa jeg kunde male noget, der var

beregnet paa dette, – noget som jeg vistnok nævnte

i mit forrige brev. Ja, ùndskyld da mit klodsede brev og

min skrift. Og modtak min bedste hilsen til Dem

og Deres mand fra Deres N. Astrup

Oversettelse