Brev

Astrup, Nikolai til Bukdahl, Magnhild Ødvin
1927

Transkripsjon:

Turid Hagelsteen

Side

  • 1,
  • 2,
  • 3,
  • 4,
  • 5,
  • 6,
  • 7,
  • 8,
  • 9,
  • 10,
  • 11,
  • 12,
  • 13,
  • 15,
  • 16,
  • 17,
  • 18,
  • 19,
  • 20,
  • 21,
  • 22,
  • 23,
  • 24,
  • 25,
  • 26,
  • 27,
  • 28,
  • 29,
  • 30,
  • 31,
  • 32,
  • 33,
  • 34,
  • 35,
  • 36,
  • 37,
  • 38,
  • 39,
  • 40,
  • 41,
  • 42,
  • 43,
  • 44,
  • 45,
  • 46,
  • 47,
  • 48,
  • 49,
  • 50,
  • 51,
  • 52,
  • 53,
  • 54,
  • 55,
  • 56,
  • 57,
  • 58,
  • 59,
  • 60,
  • 61,
  • 62,
  • 63,
  • 64,
  • 65,
  • 66,
  • 67,
  • 68,
  • 69,
  • 70,
  • 71,
  • 72,
  • 73,
  • 74,
  • 75,
  • 76,
  • 77,
  • 78,
  • 79,
  • 80,
  • 81,
  • 82,
  • 83,
  • 84,
  • 85,
  • 86,
  • 87,
  • 88,
  • 89,
  • 90,
  • 91,
  • 92,
  • 93,
  • 94,
  • 95,
  • 96,
  • 97,
  • 98,
  • 99,
  • 100,
  • 101,
  • 102,
  • 103,
  • 104,
  • 105,
  • 106,
  • 107,
  • 108,
  • 109,
  • 110
Transkripsjon
Oversettelse

Brev

Astrup, Nikolai til Bukdahl, Magnhild Ødvin
1927
Brevs.709-66347; Brevs.709-66350; Brevs.709-66348, Nasjonalbiblioteket

109 sider

Transkripsjon: Turid Hagelsteen

Transkripsjon

Med blyant er tilføyd: II fra Bull – 31 b

1a)

Kjære Frù Magnhild Ødvin!

Undskyld min sene besvarelse, – jeg blev syk,

straks efter at jeg havde faaet Deres sidste brev, –

og min kone og vore 8 börn har allesammen

været syke – vor tjenestepike mest, – hùn maatte

endog reise hjem til sine forældre; – det har været 

end ondartet influenza, – som for fleres vedkom-

mende har holdt paa at gaa over til lunge-

betændelse. Her er da ogsaa et helvedes

klima her i denne fjeldbygden om vinteren, – havets ùmid-

bare nærhed med aaben rende mellom fjeldene

ud mod vest gjör det raatt, – samtidig er 

det næsten höifjeld med kuldegufs fra

Jostedalsbræen: – den raa luft blir saa kald

som vandholdig luft kan blive – ùden at blive

til regn; – ikke for det, – det regner sagtens nok

ogsaa; – vi har landets störste regnmængde, (den

ligger som bekjendt midt mellem bùnden af

Sönfjorden og Jostedalsbræen, – og jeg bor omtrent

akkurat i dette pùnkt – lidt indenfor midt-

punktet – nærmere bræen). Den ene dag har vi da

gjerne fjeldlùft – klar og skarp med mange kulde-

-grader og för dagen er ende – eller næste dag,

er det gjerne storm, – snestorm, som lùrer

sig ind i gjennem alle sprækker i hùsene,

saa man vaagner med snedryss over 

sengklædene; og et par timer efter, at man

med möie har arbeidet sig over tùnet fra

hùs til hùs gjennem höie snefonner, har

vi gjerne silende regn med skred i fjeldene 

og flere varme grader, – og saa pludselig, –

förend marken endnù er helt snebar og veie-

ne er dækket af jùkler, – klarner det op med 

mange kuldegrader igjen; – og det er akkù-

rat i disse "overgangene", at lùften er raaest.

Derfor dör her flere af tùberkùlose her end 

andre steder. Men det var ikke om sligt, jeg skulde

skrive til Dem. Frostskodde og sygdom er ikke hyggeligt.

Deres förste brev (eller rettere Deres andet), som

gav mig at stùdere paa, – mere end jeg i en fart kan

sige, – gjorde mig först og fremst glad, – jeg tænk-

te; her har jeg kanske endnù en anledning

igjen til at blive kjendt med et menneske, som 

vil og kan hjælpe mig med at finde en "ord-

ning" – en "orientering", eller hvad jeg skal kalde

3)

det, – som vil hjælpe mig til mùligens en

gang endnù at faa samlet det meste eller

vigtigste af min prodùction til en retrospec-

tiv ùdstilling, – saa jeg endnù engang kunde

faa anledning til at faa se mine egne ting

samlet. Hvad det har at betyde for for en

maler, er det jo faa som ahner. –

Professor Francis Bull opsökte mig engang

her og bad mig om at faa forsöke en slik

orientering, – – han vilde skrive til alle,

som mùligens endnù ikke havde solgt de billeder,

som de engang i tiden havde kjöbt af mig, – – 

og om de var solgte igjen – da forsöke at

finde den endelige eier – og saa bede "vedkom-

mende" holde ham a joùr med billedets 

videre sjæbne, saa man stadig kunde vide,

hvor det var – i tilfælde af en eventùell retro-

spectiv ùdstilling. – En saadan "Astrùp–ùdstil-

ling maa vi ha!" sa han.

Nù ja, – dette var vel kanske noget – "i stemning

sagt" – af professoren, – tænkte jeg; – jeg hörte

i allefald aldrig noget mere fra ham – (med ùnd-

tagelse af, at han sendte nogle "prospekt-fotogra-

grafier, som han havde taet her fra gaarden 

og dens beboere, – (flere af dem havde vi ingen

ahnelse om, at han optok). Jeg angrede paa,

at jeg ikke havde tilbùdt ham et maleri (som

han var meget begeistret for), – som en slags 

midlertidig betaling for et sligt forsök paa

en samling af mine endnù "gjenlevende" arbei-

der. Jeg har senere ikke villet plage ham

med at minde ham om hans tilbùd, – naar

han ikke selv har nævnt noget derom – siden da. –

Derimod korresponderede og talte jeg flere

gange med professor C. W. Schnitler, som har 

været en af mine ivrigste beùndrere fra förste

gang jeg ùdstillede i 1901. Han var ved siden

af Hans E. Kinck en af mine oprigtigste venner, – 

han holdt mig stadig lidt a joùr med, hvor

jeg havde mine modstandere, – og det var ikke, 

– som De kanske tror, – östlandsmalerne; thi de

var omtrent alle mine venner og beùndrere – 

Henrik Sörensen, – som De muligens sigter til med ordet

"enevolds-konge, – han har været en virkelig ven

mod mig, – en bror kùnde ikke været bedre. Der

var nok en klik der öst mod mig i gamle dage: –

jeg snappede jo et par smaa stipendier fra dem, – 

men flere af disse har senere vist mig, at de

5)

gjerne vilde gjöre gammel ùret god igjen, – 

flere af disse fra denne gamle bande er jo

ogsaa længst ude af sagaen – döde eller glemte.

Og de af de ùnge "östlandsmalerne", som man

"regner med" nù, – tror jeg ikke er mine mod-

standere, – jeg ùndtager da en pöbel som

Peder Deberitz – ("Dette 3 alen store tap for

det norske stenbryterarbeide", – som Ravensberg

kalder ham), – jeg kùnde fortælle Dem meget

om hans behandling af mig, – men det er jo ikke

sladder jeg skal fare med her, – jeg skal kùn 

kortelig nævne, at han bl.a. holdt mig ude fra

deltagelse i "Göteborg udstillingen".

Heller ikke havde jeg de gamle östlandsmalerne

imod mig, – de var alle mine beùndrere, – 

med ùndtagelse af Werenskiold kanske, – 

han skrev rigtignok om mig i anledning en

stipendie ansökning; "Nikolai Astrup er den af

de ùnge norske malere, der fremfor nogen – bör

stöttes i sine stùdier". Men i realiteten var han

vistnok (hemmeligt) imod mig. Da jeg engang

paa en udstilling af mine ting spùrgte ham

aabent om at faa höre hans kritik af mine

arbeider – for om mùligt at lære noget deraf, –

saa "ùndvek" han det helt med at sige:

6) 

"Aa De kan ikke tro, hvor min kone

er begeistret for Deres billeder". Og saa

udbredte han sig i det vide og brede om,

hvad hùn havde sagt om dette og hint af

mine billeder; – saa jeg forstod, at han vilde

ùndgaa at sige sin egen mening. Jeg fölte

tydelig, at han havde faaet ùvilje mod mig;

derfor holdt han heller ikke sit löfte om

at tage sig af mine afairer, dengang ved den

skammelige stipendie fratagelse; – (da var

Holmboe bedre, – han sporede da op aarsaken); –

(men selv han solgte jo – uden "trang" – det bille-

de som, han havde kjöbt for næsten ingenting hos mig; – 

– nù ja – sligt er tilgiveligt). –

Men naar Werenskiold ikke vilde sige sin mening

saa var det selvfölgelig, fordi han paa forhaand

havde sagt sin mening inden den saakaldte

"artistiske" klike, – som han dengang tilfældigvis

favoriserede, – det var jo en mani hos han dengang:

altid at "tage standpùnkt" mellem de ùnge;

og jeg hörte desværre til modpartiet, – enda jeg

aldrig havde tilhört noget parti, – men hans

antipoder tog mig tilfældig vis ùnder armene,

og gjorde mig derved en björnetjeneste.

Werenskiold har jo altid været "kùnstpolitiker". 

7)

Der er mùligens ogsaa en anden aarsak til

Werenskiolds ùvilje mod mig; – en aarsak

som jeg kùn saavidt – dùnkelt kan ahne.

Men den er nærmest tragi komisk. – 

Der var en ùng "vestlandsmaler: Olaf Tjöttö

længst glemt – og mùligens död; – ja han var

egentlig en "sörlandsmaler" (fra Jæderen); – men

disse "sörlandsmalere" finder jo nù for godt

at kalde sig "Vestlandsmalere", – de ogsaa.

(De har jo ingen "farve" – er nærmest J’aú dé Francés)

Denne ùnge maler var misùndelig paa mig

for den lykke, jeg gjorde med min förste ùd-

stilling, – og en liden veninde af ham, –

(som jeg ogsaa blev kjendt med), – fortalte mig,

at han var aldeles rasende paa mig og sa:

"Denne Astrùp har malet akkurat det, som

jeg var tænkt at male, – han har ödelagt 

alt for mig; – men jeg skal sörge for at

ödelægge ham paa höiere hold. – Jeg skal 

gaa op til Lysakermalerne og til "paven" (det

var den tids navn paa Werenskiold), – og saa skal

vi se;– kan hænde Astrup kommer til at

forsvinde sporlöst ogsaa". – Ja, pigebarnet

8)

troede, at han agtede at dræbe mig, – og da

hùn var lidt glad i mig, – varslede hùn mig.

Jeg skal ikke negte for, at jeg siden blev lidt

nervös, – da jeg en dag sad paa mit atteliere

og raderede og Tjöttö plùdselig stod ved

siden af mig – eller næsten bag mig; – jeg

"kvapp", fordi han var kommen aldeles lyd-  

löst gjennem dören (som kanske havde staaet

aaben). Jeg forsögte at ignorere ham og rade-

rede videre, – men jeg holdt dog samtidigt et

öie med ham – og hans bevægelser. Han gik da

bort til et bord, hvor jeg havde alle mine

tegninger liggende. Der bladede og rodede han

omkring i disse – tok op en fyldepen og

rablede tykke linjer tvers over disse: Da han

kom til et "pigehoved", som jeg for alt ikke

vilde have ödelagt, – reiste jeg mig og gik

bort til ham og stirrede ham ind i öinene

saa stygt –, som jeg bare kùnde, – uden at sige

et ord, – og idet han stadig trak sig tilbake, – 

fulgte jeg ham slik rùndt attelieret indtil

han gik paa dör, og da sa jeg bare: "De tror

nok, at De skal ærgre mig lidt. Han svarede:

De er nok den eneste af de ùnge, som nù "sælger"

9)

billeder, – men jeg er godt kjendt med

Lysaker malerne, og saa faar vi se om

der ikke kan rettes på det". Jeg stængte dören.

"Lysakermalerne" var dengang de mæg-

tige og styrende paa kùnstens omraade, – og

de dannede – med Werenskiold i spidsen – 

den fornemt afsondrede klike: "Gruppe I" – 

bestaaende af ca. 30 norske kùnstnere, – de

absolùt bedste. – Ved statens udstillinger

dannede de eliten, – og hvert aar kùnde

der ved afstemning optages 1 – et nyt

medlem – i det höieste 2; – jeg blev

samme aar optaget som yngste med-

lem; – (jeg var dengang i 24-25 aars alderen)

og dette forögede mine fienders tal. –

Samme aar deltog jeg derfor ogsaa i "den förste

norske udstilling, som denne "Gruppe I" 

holdt – i Danmark. Dengang var jeg ikke

personlig kjendt med nogen af Lysakermalerne.

Jeg havde saavidt hilst paa Dem i hast ved

en kùnstner sammenkomst. Jeg havde ikke

raad til at reise sammen med "Grùppe I"

til Danmark; – men reisens ùdstillingens udgifter fik jeg

jo lov til at være med at betale (ca. 50 kr.)

10) 

Jeg boede jo ogsaa saa langt her vest, – og

"Bergensbanen" existerede ikke dengang.

Men jeg korresponderede meget med "Lys–

akermalerne – baade med Eilif Pettersen

(som var min særlige beùndrer af de gamle,

han kjöbte ogsaa et billede af mig) – og med

Mùnthe og Werenskiold – særlig med 

ham. Thaùlow fik jeg aldrig svaret paa

hans brev; thi han döde dagen efter at han

havde skrevet til mig (se katalogen). Men som sagt, jeg

korresponderede meget med Werenskiold, – 

da han nemlig vilde have mig til at illùstre-

re Björnsons noveller, – og havde anbefa-

let mig til Gyldendahl. – Ernst Bojesen

havde nemlig raafört sig med Werenskiold,

om hvem han vilde udpege af de ùnge

norske kunstnere til at udföre dette hverv.

Ja, jeg arbeidede jo næsten et aar med dette,

men kom aldrig overens med Ernst Bojesen,

som vilde have mig til at tegne nöiagtig 

som Werenskiold. Jeg skulde have et

honorar paa 400 kr., enten mine tegninger

blev "antagne" eller ei. – Jeg skulde begynde

11) 

med novellen: "En glad gùt"; – jeg blev

altsaa paa en maade ansat "paa pröve", –

og hvis jeg blev "godtagen", skùlde jeg have 

Kr. 100 for hver godtagen illùstration;

dette hörtes jo i de dage ùd som et glimrende

tilbùd. Men ak, – jeg maatte tegne om igjen

og om igjen, – aldrig syntes Ernst Bojesen,

at mine at mine tegninger lignede Weren-

skjold’s nok, (et par af dem, som lignede Weren-

skiold lidt – var han meget fornöiet med).

Da jeg havde tegnet ca. 40 tegninger, – og kùn

4 stykker, som lignede Werenskiold, var

gode nok, – opgav jeg det hele, – ja jeg

blev endog snydt for de stakkars 400 kr.,

som jeg var lovet paa forhaand, (hvordan

"pröven" end faldt ùd). I flere aar sögte

jeg at faa disse penge, – som jeg skulde have

"i alle tilfælde", – men forgjæves, – og tilslut

var jeg fornöiet, – bare jeg fik mine tegninger

igjen, – og jeg lovede: ikke at kræve oftere,

hvis jeg fik 20 exemplarer af et jùlehefte,

hvori nogle andre af mine tegninger var gjengivet

12)

(Jeg vilde have jùlehefterne til jùlepresent til

mine venner i bygden. Jo, jeg fik 15 hefter!

Det var altsaa hele min fortjeneste paa den

afaire.

Siden blev illùstreringen af Björnsons novel-

ler overdraget til Henrik Sörensen, – som

fik tegne akkurat som han havde lyst. – – 

Havde det ikke været min kjære ven Sörensen, 

som fik det, – saa havde jeg nok "brùgt kjæft"

paa forlaget, – selv om jeg da jùst – alt havde

fraskrevet mig det krav, – som jeg troede var

"ùerholdeligt". – (Det er mærkeligt, – – jeg faar

stadig i senere tid sympathi-udtalelser om min

kùnst – med et mere eller mindre begrùndet:

contra Sörensen; – det skùlde se ud, som om han

havde modarbeidet mig, og det veed jeg aldrig

af – tvertimod! – han forærede mig endog en

gang et af sine billeder).

Mine illustrationer til Björnson blev jeg nodt at

realisere til billigste priser i Bergen, – (fik dog lidt

over 400 kr. for dem, – og nogle forærede jeg til mine

venner blandt malerne) saa nù er de spredt for alle

vinde. Statsminister Joh. Ludv. Mowinckel skal vistnok 

have et par, – men de fleste gik vist nok i Bergensbrand{...}

13)

En del af illùstrationerne kom ogsaa bort ùnder

en af mine mange flytninger fra sted til sted, – 

(jeg er ræd de af vanvare blev brændt sammen 

med en del "rùsk", – for jeg havde glemt igjen en del

saker et sted, og da jeg skulde tilbage og hente dem,

havde de nye leieboere brændt "rùsket" efter mig).

Ja i mine yngre aar blev jo alt mit arbeide be-

tragtet som "rùsk" her i bygden, – nù er det an-

derledes, – nù kommer de gjerne og gjör bestillinger

paa "sig og familie med hùs og heim – (kanske

en del inventar med ogsaa) i "fùld legemsstörrelse", – 

som det heder hos bromidagenterne – : "ja dù 

teke no vel inkje so mykkje, so dei, – som har 

kosta seg sleke dyre maskine te aa trækkje av

folk med", siger de: (dù tager vel ikke saa megen

betaling som de, der har bekostet sig slike dyre

maskiner til at "trække af" – (afbilde) folk med).

Og naar jeg siger, at jeg desværre kommer til at blive 

lidt dyrere, – tror jeg –, saa svarer de: "Ja, men dù

har daa inkje kosta deg maskine, – dù gjære

da daa no med handa", – og naar jeg saa frem-

deles protesterer og gjör sammenligninger med

maskinarbeidede og haandsyede sko, – saa svarer de:

"Ja, dù teke no vel aldreg meir held tvo krone"

(dù tager nù vel aldrig mere end to kroner)

De hùsker sikkert historien hos Kinck, om den

Side 14 mangler.

15) 

sætter jeg meget mere pris paa – (han er virkelig en

sakkyndig expert paa det omraade), – end Hr. Boje–

sens kritik. Ernst Bojesen kùnde nemlig 

ikke forstaa, at jeg sökte at skape min egen

stil – lidt i slegt med de gamle naive og

religiöse billeder træsnit e.t.c., som i gamle

dage sparsomt prydede de faa böker, som

fandtes hos bönderne, – og som delvis gik igjen

paa deres "bùa vægger" og indvendig paa

kistelaagene, – det var jo – ved siden af et par

gamle kirkebilleder – den eneste aandelige föde,

de havde paa den bildende kùnst’s sit omraade.

(ja jeg opdager her, at jeg skriver saa udpræget "vestlandsk"

"rigsmaal", at det kan blive uforstaaeligt, – det skal 

selvfölge hede: "den bildende kùnsten’s omraade", – men

dette med at brùke "sin" og "sit" istedenfor genitiv’s S,

er saa indgroet i os vestlændinger, – at jeg kan ikke

forstaa, at en mand som Kinck har klaret at <und>

undgaa det; – paa bygdemaalene her brùkes næsten

aldrig genitiv’s S, – det er: sin, si – og sit i

de tre kjönn, – eller man bruker præpositioner: "til", [te]

"aat" – "paa" (skjeldnere) – eller man brùker et pronomen

i genitiv "ataat").

Björnson havde jo ogsaa hentet sine novelle-

motiver her vest, – og han siger ogsaa i dette – 

som angaar "Bukken" (Øivinds dröm): "Vorherre

sad med langt skjæg – ligesom i katekismen

16)

"bukken stod paa en sky" o.s.v. (en natùralistisk

ùmùlighed fra Bojesens synspùnkt) – – – 

Jeg synes Björnson der har greit antydet

folkefantasien i den tid, – jeg erindrer jo fra

min barndom, – förend antiquites samlere drog

af bygden med alt gammelt, – hvorledes bön-

derne naivt efterlignede sligt og blandede det

med sit eget i sine ùdskjæringer paa æsker,

skrin og lign. – "Vorherre med engler skyer og

dyr; – ùndertiden endog djævelen, – som altid blev

til et trold; – her i bygden havde han dog som regel

altid bukkeskikkelse, – djævelen var ogsaa det

eneste trold i deres bildende kùnst; – thi mær-

kelig nok – "troldene", som levede saa sterkt

i deres litherære fantasi, – har de dog aldrig

forsökt eller tænkt paa at gjengive i sin billed-

kùnst. Paa gaarden Kjössnes her, – skulde

der rigtignok i gamle dage findes et "trold"

som hed "Gù-doden" (det "kvakk" ordent-

lig i mig, da gamlingen paa Kjössnes fortalte mig

dette en mörk höstkveld ved ilden fra "röykomnen".

Det var som om jeg steg ùt for en dörstok og sank

ned gjennem baade "dansketid", og "middelalder"

og like ned i svart "oldtid"; – dörene til "kove" og

ùtgang (der var bare en ùdskaaren stok mellem disse)

stod aabne, og naar jeg saa ùt i svarte mörket,

17)

ventede jeg næsten at faa se den "en öjede"

komme ind over dörstokken, – saa levende

fortalte gamlingen om dette "trold", som man

i gamle dage der paa «gaarden» var nödt til

at lave "eit liknelse" (billedhùggerarbeide) af

og sætte i en baas paa fjösen, – for at dette

"troldet" ikke skulde gjöre skade. – Gamlingen

havde seet dette "liknelse", da han var gùt (og

han var næsten 100 aar, da jeg talte med ham), – og

dette "liknelset", havde vel staaet der paa

gaarden den dag i dag, om ikke en gammel præst

havde faaet höre om det og fik det brændt;

men samme præst angrede sin misgjerning saa

sterkt siden, – at han aldrig mere tùrde komme

til Kjössnes, saa længe han levede. Han hadde

nok seet "eitkvart", da han brændte "Gù-doden"

Det skulde være troldets öie, som spratt ùd af

ilden i den aabne röykomn og rùllede hen

over gulvet og ùd dören. "Gu-doden" hadde

"eit stögt aùe", sa gamlingen, – "nett so da vore

levandt": (akkurat som om det var levende). Börnene

tùrde ikke se længe paa ham, for det hændte, at han

"rængde" (snùdde) öiet.

Men denne ùndtagelse kan ikke henföres til folkets

"bildende kùnst" egentlig, og heller ikke var det vel

et "trold", det gjaldt, – men et gammelt afgùdsbillede.

18)

Heller ikke "dragen" ("drakjen") var egentlig noget

"trold" – det var nærmest et dyr – en orm med

vinger og födder, – den var vel og "sterkt importeret" i 

vikingetiden. – Nei folkets billeder af trold

var indhùgget i fjeldhamrer og lign. af naturen

selv, – gygrerne ("Gjövra") sitter der jo endnù, – 

de som blev til sten, – da solen overraskede dem.

Men jeg kommer helt bort fra historien om 

Werenskiold Olaf Tjöttö og mig. – Det var altsaa

i den tiden, jeg havde faaet dette illustations hverv –  

og Tjottö havde faaet vide om dette arbeide, – (ja

det var jùst nogen af disse arbeidene mine,

han rablede over med sin fyldepen, – som för nævnt.)

Nù veed jeg ikke stort mere om Tjöttö i den tiden,

end at han begyndte at lùske omkring paa Lys-

aker og sneg sig ind hos Lysakermalerne – 

(særlig hos Werenskiold), – hvor han, efter hvad

jeg senere har hört gav sig ud for at være Astrup.

Sikkert er det at der vankede en, som kaldte sig 

Astrup i den tiden paa Lysaker, – og jeg har

ikke været paa Lysaker, siden jeg gik paa frk.

Backer’s malerskole (i 19 aars alderen) denne 

"falske" Astrup skulde söke raad hos Werenskiold

i anledning sine illustrationer til Björnson, (han

havde i allefald talt med Werenskiold om dette, og

19)

og Werenskiold, som ikke kjendte mig nærmere –

personlig, – troede det var Astrup. –

Hvad hensigt Tjöttö egentlig havde med at spille

denne "falske" "Astrup-rolle", har jeg ofte ùndret

mig paa, – jeg troede först, at det var for derved

at opnaa at faa sig udbetalt noget af de

penge, som Werenskiold dengang havde faaet

til "hemmelig" ùddeling blandt "værdige – træn-

gende – ùnge kunstnere" (af en mand som «ikke

önskede sit navn nævnt"). Tjöttö troede vel, at

jeg var sikker paa at faa nogen af disse

penge, – da jeg alt var bleven optaget i "Gruppe I

"Grùppe I". Og det er ogsaa höist sandsynlig,

at denne "falske" Astrup ogsaa virkelig fik

nogen af de pengene, som blev ùddelt, straks

efter at han var begyndt at vanke paa

Lysaker. Maleren Wiegdehl, som ogsaa var

meget paa Lysaker – efter i 2 aar at have boet

hos mig og været min elev her, – han paastod, at

det var aldeles sikkert; – thi han havde hört

Werenskiold sige til en anden, at "Astrup fik

störste portionen", – og jeg fik i virkeligheden

ingenting dengang; – jeg var reist vestover, da den 

"falske" Astrup forsögte sig paa Lysaker, – og jeg

20)

fik först mange aar senere rede paa

dette gjennem Wigdehl, – og det var ikke saa 

rart om Werenskiold troede, det var den rette Ast-

rùp, thi Tjöttö havde gaaet paa frk. Backer’s 

maler skole ligesom jeg, og kùnde "hærme" eller

repetere frk. Backers ord ganske godt, – og han

malede jo ogsaa lidt deroppe paa Lysaker, – 

og han kunde ogsaa "tale" om mine (eller "sine") illùstra–

tioner til Björnson (som han havde seet hos mig,)

og gjennem mig kjendte han lidt til den kor-

respondence, som Werenskiold og jeg havde fört om

illùstrationerne, – og da var det jo ùmùligt, at

finde paa at tro, at han kùnde være saa fræk 

at ùdgive sig for en anden, end den har var;

saa jeg undskylder Werenskiold helt, – og efter det

som senere hændte, har jeg ikke engang villet

nævne det for Werenskiold.

Men Tjöttö havde nok ogsaa andre hensigter

med sin rolle, end at faa tak i disse pengene. – 

Denne "falske" Astrup lùskede altsaa omkring der

paa Lysaker og tillod sig alle slags friheder, han

var fræk som bare fanden (som "Jærbùen" ofte er),

og plagede malerne og opförte sig tilslùt saa

pöbelagtig og gjorde sig saa ùmùlig, at dörene

blev stængte for ham, og man tænkte paa at 

henvende sig til politiet – indtil Wigdel kom til Lys-

aker, – da forsvandt han plùdselig fra Lysaker.

21)

Han blev vel rædd for at Wigdehl, som kjendte

baade ham og mig særlig godt, – skulde röbe

ham. Men ikke desto mindre, var han fræk

nok til at komme tilbage et par aar senere

og dukkede da op paa Lysaker ùnder sit

rette navn. Wigdehl, som dengang ikke rigtig

forstod sammenhængen, blev höist forbauset, 

da den ene efter den anden af Lysaker-

folkene sa: "Nei, hvor De ligner Astrup!"

Paa denne maaden fik jo den "falske" Astrup

og dermed ogsaa den rette – jeg selv – skylden

for alle Tjöttö’s gamle synder, – og det var

kanske hans hensigt?

Et par aar senere traf jeg Werenskiold, og

han kùnde da ikke faa det ind i sit hoved

at jeg var Astrup. – "Ja, jeg har seet Dem för",

sa han – "men det var da ikke Dem, – den

ùnge maler, som var paa Lysaker og talte

med mig om Björnson-illùstrationerne" –

"Nei det kan det ùmùlig have været," svarede 

jeg; – "thi jeg har ikke været paa Lysaker hos 

Dem, siden jeg gik paa malerskolen". "Det var

da besynderligt", sa Werenskiold, – "der var da

en Astrup oppe hos mig og talte med mig om

illustrationerne, – og den Astrùp er kanske Deres

slegtning?" – "Han lignede i paa faldende grad

22)

den ùnge maleren Tjöttö." – Da begyndte jeg

at ahne lidt af sammenhængen, – jeg hav-

de da jùst faaet et "nyss" derom gjennem

Wigdehl. – Siden traf jeg Werenskiold 

igjen, og i det han hilste sa han: "Godag

Tjöttö!" og da jeg protesterede, sa han – 

"ja men hvem er Astrup, og hvem er Tjöttö".

Jeg forklarede ham da, det lille jeg vidste

om sammenhængen, – men det saa ud til at

han ikke forstod det. Tjöttö havde et ansigt som "glemtes"

Saa traf jeg Werenskiold paa min udstilling

1911 og hilste paa ham og atter var det:

"Godag Tjöttö!" – "Nei De forvexler nok stadig 

Tjöttö og Astrup, sa jeg, – "der findes jo ingen-

som helst likhed mellem Tjöttö og mig, saa jeg

kan ikke forstaa, at en forvexling kan være

mùlig". Tjöttö var nemlig {…} tynd og

smalskùldret med et lidet rùndt "pigehode"

– eller rettere – et ganske vakkert, rùndt "dùkke-

hode", – medens jeg var bredskùldret og nær-

mest havde et magert aflangt "faunefjæs og et af-

langt hode. "Jeg forstaar ikke dette" – sa Weren-

skiold. "Jo, sa jeg "det er lett sak, – det er jeg

som heter Astrup, – der er ingen anden Astrup,

som maler,– og det er jeg, som udstiller her

23)

nù, – og da kan her jo ikke længer være

mùlighed for nogen forvexling".

"Nei", sa Werenskiold "jeg forstaar ikke, at 

jeg har kùnnet forveksle Dem og Tjotto; thi

der findes virkelig ingensomhelst likhed"; –

og saa sa han (ligesom for at redde sig 

ùd af forvirringen): "Jo, jo, der maa være

en likhed, – jo, det er den likhed, at

De brùker lorgnet, og han brukte briller!"

Da kùnde jeg desværre ikke holde mig fra

at le höit, – det kom nemlig meget mere 

pùdsigt og komisk, end jeg kan fortælle det

igjen her; – dertil kom, at jeg i det samme

mindedes nogen mærkelige formaninger,

som jeg ùnder vor tidligere korrespondence

havde faaet fra ham – bl.a. om, at jeg havde

været seet i slett selskab – "hùsk at slett sel-

skab fordærver gode sæder!" slùttede han et

af sine breve med. – Jeg ùndrede mig dengang

over, hvilket "slett selskab" jeg vel skùlde været 

i heroppe i Jölster – næsten alene med min kone,

som rigtig-nok bare var 15 aar, da vi giftede os, – 

men jeg syntes ikke, hùn derfor kùnde kaldes "et

slett selskab"; – men nù fik jeg altsaa

oplösning paa denne og andre gaater. Det var

24) 

selvfölgelig stygt og "ùopdragent" af mig at le

slik himmelhöit af en gammel ærværdig 

maler, – og det værste var at nogen af de

omstaaende lo med – (latter kan jo være smit-

som), og jeg tror at Werenskiold blev fornær-

met. – Jeg forsökte at forklare det rolig for

ham, – men naar jeg hùskede paa alle for-

maningerne i hans breve om "at blive et bedre 

menneske" o.s.v., saa kùnde jeg paanyt ikke

holde mig alvorlig, naar jeg tænkte paa Tjöttö,

som altsaa var gaaet helt glipp af disse

formaninger, som var saa velmente, og 

som muligens havde gjort ogsaa ham til et

bedre menneske, om han havde faaet dem.

Men jeg havde saaret Werenskiold, – han

vilde ikke höre paa mig, – det var jo ogsaa

midt i folkestimmelen paa min ùdstilling. – 

Derfor var det vel og, at han svarede mig slig,

som han gjorde, – da jeg senere bad ham om en

kritik af mine ting. – Og dette gjorde mig

ondt fordi Werenskiold var den, jeg var mest

glad i af "de gamle", – selv Chr. Krohg,

som havde været min lærer, var jeg ikke saa

glad i, – han "skjæmmede" mig ùt med sin

altfor store ros over mit arbeide; – thi det

25)

virker ikke heldig paa en "gut" i 20 aars-

alderen at faa höre sligt, som Krohg bl.a

sa til Nils Collet Vogt, da han presenterede ham

for mig i Paris 1901: "Astrùp er saa begavet, at

jeg skammer mig over at skulle agere lærer

for ham".

Altsaa det er ikke fra de gamle "östlands-

malerne" jeg har mödt ùvilje. Men nù 

kommer jeg endelig til det, – og det var derfor

jeg tok med den langtækkelige historie om

Tjöttö, som sikkert har sat Deres taalmod

paa haard pröve, – ùden at faa nogen oplösning

paa mysteriet – jeg har forresten ikke selv

"oplosningen". Men det er altsaa fra disse 

vestlændingerne – og halve vestlændingerne

og sörlændigerne blandt malerne, – at

ùviljen og hatet mod mig kommer – :

Bernhard Folkestad er pladsemands sön fra

vestlandet – ja hans far havde en liden gaard

her i "Fjordane" (i Sondfjord), men den gidded

han ikke drive og reiste rùndt som emisær.

Saa at denne emisær-sön, – denne lægpredi-

kant-sön er saa god vestlænding som nogen

kan være, trods all den haan mod os vestlændinger, (som

26) 

han serverer i "Tidens Tegn". – Og Kavli er

ogsaa egentlig vestlænding (nærmest Bergenser),

– han var min værste fiende för, – men vi

har en gang törnet sammen, og der er "væb-

net nöitralitet" mellem os for tiden.

"Det 3 alen lange tap for det norske stein-

bryter arbeide" er nærmest "sörlænding". – 

Tjöttö var ogsaa sörlænding ("jær-bù").

Nils Kranz er vestlænding, – han er vel den,

som forfölger mig sterkest for tiden.

Og saa er der en hel skok Stavangermalere,

som ogsaa vil kaldes "Vestlandsmalere", og de

sparer ikke at rakke mig ned, naar de kan

komme til, – og de er mest "personlige" og

ondskabsfulde. Der lùskede en af disse 

ùnge stavangermalerne engang efter mig, da

jeg gik paa gaten i Kjöbenhavn, – han forfulgte

mig halve dagen, og da jeg tilfældigvis traf konsul

Joachim Grieg og hilste paa ham og var kom-

men et stykke forbi ham, saa roper Grieg 

paa mig. Det var midt i den sterkeste opgangs

tid lige efter krigens begyndelse. "Hör her

Astrup<!>", sa Grieg "det billede, jeg kjöbte af

27) 

Dem ifjor, fik jeg jo altfor billigt, – pengene

er jo ikke værdt halvdelen af, hvad de var, og

De kommer vel ikke langt med pengene

her nede nù. – Kan jeg ikke faa lov at betale 

noget mere for billedet? – Kan De ikke

laane nogen hùndrede af mig, hvis De

liker det bedre saaledes" – "Jo tak!" sa jeg, – jeg trængte

nok godt til et laan, – (men jeg var ogsaa

forberedt paa at have klaret mig ùden) – "men

dette ser jo ud, som om jeg "slaar" Dem," sa jeg,

i det jeg kikkede efter Stavangermaleren, som 

ogsaa var standset op i nærheden. "Nei men

kjære, det er da jeg som "slaar" Dem" svarede Grieg

Dagen efter vidste hele den norske og svenske

koloni der nede, at "Astrup hadde forfulgt

Grieg paa gaten og plaget ham – og til slut

"slaaet" ham for mynt, – ja det var endnù

mere ondskabsfùldt fortalt.

Nù ja, Schnitler gav mig mangt et vink, – om

jeg bare havde fùlgt det: – om naar det var beleilig – 

at udstille for mig – mellem "mode-rierne" o.s.v.

Han vilde ogsaa arbeide for mig for at faa sam-

let mine ting til en retrospectiv ùdstilling; – men

nù döde han, forinden vi endnù havde faaet

lagt en ordentlig plan. – Professor Revold

28)

og hans "Contrapart": Onsager (de er vel venner nu?)

har begge ymtet om at arbeide for en udstil-

ling af mine ting.

Og nù kommer De. Jeg kan altsaa ikke

klage over at have manglet "besögelsens tid".

Ja det er vel egentlig ikke en retrospectiv

udstilling, De tænker paa? Men en bok.

Ja hvad skal jeg sige Dem til tak? Det er

jo saa ubetalendes snildt af Dem at ville

skrive en bok om denne lùs fattige maler og

pladsmand her vest, – der ikke har andet

end en viss personlig frækhed at sætte op

mod gjæld og anden ùnderkùelse baade i

kùnsten og livet, (jeg svinger jo stadig mellem

stormandsgalskab og den mest spyttende

selvforagt). – "Et ùmùligt menneske"

vil De sikkert have hört frù Höst sige –

og har hùn ikke sagt det, saa sig ikke mine

ord igjen! Onde Nils Krantz bl.a. menneske, som var mis-

ùndelige over vort venskab, – har löiet og

sladret saa længe, at de har magtet at öde-

lægge alt venskab mellem familien Höst og mig.

Og naar disse elskelige mennesker heller

29)

vil tro deres egne fiender – end mig, – saa

har jeg intet andet at gjöre end at trække

mig endnù bedre ind i mit "Sniglehùs", og

at gjemme mig endnù dybere i min hùle.

Nù ja – lad dette være mellem os, – (om Höst’s)

Ja det kan vel hænde det er en feil af mig

dette at trække sig slig tilbake fra verden, – 

(min ven prof. Revold kalder mig bare "kjære

hùleboer", – naar han skriver til mig, – det er nok

bare en venskabelig spök fra hans side, – men jeg

faar jo ogsaa stadig höre det fra andre kanter, at

det er: "nervösitet" – "feighed" – "folkeskyhed" – ja

endog "dovenskab" (aandeligt). – Og jeg indröm-

mer ogsaa, at det kan være farligt i længden at

bo slig ùdenfor: – man blir mistænksom, – fordi

man blir misforstaaet: – der kommer jo stadig

en og anden og opsöker en og "bringer videre", hvad

"huleboeren" har sagt; – ord, som er ment helt

anderledes, blir fordreiet; – men disse folk blir dog altid

"troet" bedre end ens egne breve, – fordi de

er jo "öienvidner", disse som skröner ivei.

Og der danner sig sagn, – ja hvorfor ikke sige lögne, –

– om ens person. Den skurk-maleren Fol-

kestad har jo endog ikke sparet mig i "Tidens

Tegn". – Jeg har tænkt engang at refse ham

30)

korporlig, – slig at han skal lære mig at kjende

fra en anden kant, – end den gang, jeg hjalp

ham med penge, – da han holdt paa at blive

kastet ud av sit atteliere i Berlin, – sligt

bùrde man jo ikke snakke om, – men det

er fristende, naar man blir slig "tiltrakket;" – 

ja pengene fik jeg jo aldrig igjen, men det

venter man sig sjelden af en kollega, – 

men jeg havde ikke ventet mig, at jeg til

tak skùlde faa et sjofelt caùseri i "Tidens

Tegn"; – rigtignok betegner han mig som

"den store vestlandsmaleren", – men det sa han jùst

ikke for at rose, – men for at kjendetegne mig

end yderlige, – uden at nævne navn; – og for

at ingen skulde være i tvivl om, hvem det

var, ùdstiller han samtidig et karikaturpor-

trait, som han havde malet af mig, – og hvor

han löi mesteparten:, – han skildrer mig som par-

venùen – narren, – som klær sig lige broget som

en neger:, – han laver en höirod snip paa mig – 

noget jeg aldrig har eiet, – (jeg havde en hvid

snipp som var röde striber i, – og det har vel

saa l mange brugt til en kùlört sjorte; og at

denne var "skinnende gùl" det var næsten sandt,)

for saavidt som sjorten var af raasilke, – et sort

slips – var vel heller ingen forbrydelse, – og det

31)

havde jeg nok, – men saa kommer vel for-

brydelsen: jo, jeg havde en grön vest, – og hvad

værre var, – den var endog til af silke! –

Ja desværre, jeg maa indrömme, at alt dette

var sandt – (naar hensyn tages til mine

smaa berigtigelser med hensyn til snippen og

skjorten). Men antagelig har han ikke

fùndet alt dette tilstrækkelig kùrieust, – og

saa tilsættes nye ting: – ùdenpaa den slemme 

grönne vest iklæder han mig en "smoking" – 

eller var det en "snipkjole" – "redingote" – ja

jeg husker ikke, hvad han fandt paa; – (det

var en almindelig sort engelsk jakke jeg havde, – 

men der var rigtignok nogen sorte silkekantinger

og knaphùlsnorer o.s.v. paa den). Mine bùkser

var gjevnt graa, – men det var jo for ensformigt

hvorfor ikke like saa godt gjöre dem sort og

hvidstribede (som de bùkser tukthùsfangerne

bruker) – tænkte Folkestad. Paa fötterne

havde jeg i virkeligheden nogle lave sko, som

frk. Kitty Kamstrùp i Kùnstnerforbùndet

havde kjöbt for mig i Rosenkrantzgaten; – jeg

skulde skynde mig til ùdenlandstoget, men

maatte först se over regnskaberne fra min sidste

udstilling, – og imedens jeg saa gjennem bökerne

sprang frk. Kamstrup ùd og kjöbte mig et par sko

for at spare tid for mig. De var altsaa ganske

32) 

ordinære; – ja det, gik jo ikke an at brùke i caùseriet; – men 

hva skulde han lave?; – Jo, et par vældige

elefantsko – "laùparsko" med taasnùder og

andet tilbehör – vilde gjöre sig godt; – 

men da det manglede ham nogle slike

til model, – saa fik han ikke fuldföre

sin karikatur neden til – ("lauparsko" har

vistnok ikke været i handelen paa mere

end 10 aar förend Folkestad skrev sit

Caùseri); – ja hvad skùlde han gjöre? – 

"Jo", tænkte vel Folkestad – "det man ikke

klarer at male, kan man jo skrive om" –

(det er jo det han pleier ellers ogsaa), – og saa

bare skrev han da om skoen disse laùparskoe-

nes kolosale störrelse, – og skar billedet 

(karikatùrportrættet) af ved knæerne, –

saa kunde folks fantasi forstörre dem i

det ùendelige, – det var jo meget "symbolsk"

og lurt at skjære billedet tvers over, – folk

fik da en forstaaelse af at de skoene var saa store,

at de aldrig vilde have faaet rùm paa

lærredet, hvorfor fordi de ùdvidede sig stadigt, saa

at maleren i tide maatte skjære lærredet

af – tvers over knæerne, – for at skoene ikke

skulde vokse ham over hovedet. – Ja ùndskyld!

33)

Undskyld mig frùe<!> – at jeg paa sidste halve 

side har tilladt mig at skrive paa samme 

"flaasede" manèr som Folkestad – selv! –

man fristes til karikatur, naar man selv

blir karikeret.

Men forresten var jo Folkestads "karikatur- ("Papegöien")

portrait" ganske harmlöst – ; thi, at man

laver en snip rödere end den er, og et skjorte-

bryst gùlere end det er, – det er jo bagateller,

som ikke er at ærgre sig over.

Da var caùseriet i avisen værre; – for det förste

burde ikke Folkestad tale om narre-agtig

klædedragt – og aller mindst om fodbe-

klædningen; – thi han vakte selv opsigt ved

at gaa i pösregn paa Bergens sölede gater

med hvide gamasjer – "med manchetter paa

beina", – (de var da rigtignok ogsaa temmelig

tilsölede) – og jeg synes sligt maa komme

endnù nærmere det, "at klæde sig som en neger";

thi jeg har virkelig en gang i Afrika seet en

neger, som gik med veritable manchetter paa

benene. Men naar Folkestad talte om de

vældige "laùparsko" (gammeldagse skisko),

saa havde han noget at "fare i"– fra gamle

dage: – jeg eiede nemlig et par slike, men

34)

det var 10 aar, för jeg traf Folkestad i Berlin.

Jeg var ivrig skilöper, – og at have to par sko,

– et til at have paa gaten – og et paa Frog-

nersæteren og i Nordmarken eller ude i Asker

og Bærùm, – det havde jeg ikke raad til,

og saa traskede jeg i mine "lauparsko" (om

saa var paa selveste Karl-Johan) – (hvor ma-

lerskolen laa). Men den synd begik vist saa

mange andre i den tiden (1902) ogsaa.

Men naar Folkestad begynder sit caùseri med

at fortælle om et folkeoplöb paa gaten i Berlin,

i anledning en fuld mand, som löb rùndt

en gaslygt som en karùsel og sang "kjærringa

med staven", og at det viste sig at være "den store

vestlandske maleren", – hvem Folkestad da, – 

som den reddende engel, – i sidste öieblik fik

reddet fra politiets klör, – ja da blir han

jo rent ondskabsfuld, – og saa er det opspind

ogsaa fra ende til anden. – Jeg havde en

dag været langt ùden for Berlin, og kom meget

sent ind til byen og tok derfor en drosche til mit 

hotel, og idet jeg skulde gaa de par skridt tvers

over fortauget, – fra droschen til gatedören, – 

kommer der en mand hùjende og ropende

Astrup! Astrup! Om han var fuld eller

ikke, skal jeg ikke ùdtale mig om, – jeg skal

35) 

vogte mig vel for mùligens at gjöre gjen-

gjæld: – og lyve paa ham; – han blev i alle-

fald meget "oprömt" ved at se en nordmand,

som han kunde "slaa" for nogen penge, saa

han slap at blive jaget fra sit attelier, hvor

han var skyldig for hùsleien. – Vi havde da

begge været i Berlin et par maaneder, uden at vi

havde seet hinanden för. Jeg vilde ikke have

ham op med mig paa mit hotel, – for jeg "tro-

ede" han var "fùld" (men jeg vil altsaa ikke paa-

staa det). Han foreslog mig da, at jeg skulde

fölge med ham op paa hans atteliere, hvor

han boede om natten ogsaa. Vi gik da did. –

Det var over midnat – og vi blev siddende og

prate til langt ùd paa morgenen.

Ja her ser De, to höist forskjellige beret-

ninger om et möde og samme möte. –

Endvidere skriver Folkestad: (ja, jeg har ikke Fol-

kestads "artikkel", – men hùsker den sagtens) "og da "den

store vestlandsmaleren" ikke hùskede, hvor han

boede, og det var forsent at faa tag i et hotel-

værelse til ham, – maate jeg indrette mig en

improviseret seng paa gùlvet og overlade sen

min seng til ham o.s.v.     

Saken var, at Folkestad var saa optagen af at

skryte over de vældige bestillinger, han havde,

at vi blev siddende saa længe udover nat, – han fortalte

36)

og hvor mange penge, han snart skùlde tjene, – 

– om et stipendiùm, han vented paa hver dag o.s v.

Alt beregnet paa at stemme mig gùnstig sindet

for et "laan", – og han var beskeden i sine

fordringer kùn ca. 40-50 kr., saa han fik da

det, – og vi skilltes ùd paa morgensiden som

gode venner, ùden at nogen af os havde 

været i seng oppe hos ham, – alt det andet

han skrev om sengen o.s.v. og mit brede

bygdemaal, (som forresten var hans egen hjem-

bygds dialekt), alt dette var opspind, – vi

talte almindelig "riksmaal", som jeg altid

gjör, – naar jeg er sammen med byfolk, – da

talte Folkestad betydelig bredere end jeg; thi

han havde ikke saa lidet af bredt Dram-

mens maal. Hans far – emisæren eller lægpredi-

kanten – havde jo "paa grùnd af sine fortjenester

i "indremissionens" tjeneste faaet ansættelse

som fattigforstander i Drammen. Denne ca-

morra – denne "bande" – denne "stat i staten",

som kaldes "Indremissionen" soper jo ind

millioner af "synde penge" om aaret og har

sagtens raad til at skaffe sine tjenere fedt

og makeligt levebröd, – den er den værste

fiende for virkelig kultur og frit aandsliv

i Norge. Det virker jo

37)

lidt irriterende paa os vestlændinger

at höre Folkestads "haan" og brede "hær-

ming" efter vestlændingerne, – naar vi

veed, at han er en ægte bondegut – baade

paa fars og mors side – fra det svarteste 

"emisær-redne" Söndfjord, – og det er jo

nettop i egenskab af saadan, at han har

saa meget kjendskab til Vestlandet, – at han

med sin bredeste dialekt kan haane os mer

eller mindre "halve"-vestlændinger – os "ba-

starderne", som han nok synes er – som

"bondetamper" at regne for – mod ham selv,

den fine emisærsönnen "med hvide manchet-

ter paa beina", – ja vi skal være "Paria"-

klassen her vest nù, vi embedsmændsön-

nerne (og de andre "bastarderne"), – selv om

vi kan före vor stamtavle og (iallefald 

vore danske) forfædre over 600 aar tilbake

i tiden – (som jeg til exempel kan): – jeg 

kjender jo hver eneste af disse mine forfædre, –

deres födsels og daabs dato, – deres handel og 

vandel, – deres arbeide med at holde tropper

for Danmark mod tyskerne eller andet folk

sydover. Astrùpperne nedstammer (omkring 1270)

fra en adelsmand i Syd-Slesvig. Paa grund

af en dùel, hvori han dræpte en anden adelsmand

blev han nödt til at flygte for at ùndgaa

38)

forfölgelse af den dræbtes slegtninge. Han

flygtede til Nord-Slesvig, hvor han havde

en gammel ven – Astrup, som eiede det

daværende Astrup gods (stedet heder saa den

dag i dag, – der ligger nù to byer "Astrup" og "Brönns"

Denne flygtning heed Winther Rantzaù – og

han blev gift först med den ene og saa med

den anden af dötrene paa Astrup godset, (der

var da ingen andre arvinger paa godset, end de

2 dötre, – saa Astrup slegten – den gamle – holdt

paa at "gaa ùd"); – han arvede saa godset og

navnet og "alle privilegier", – og hans 

sön, som derfor regnes for vor egentlige

stamfar af Astrup-navnet; han heed:

"Hr. Niels Troels Winther To Astrup". (Paa grav{..}

Jeg har seet hans gravsten i Brönns, hvor

Astrùpperne byggede og eiede kirken, (som er pry-

det med frescomalinger). Fra denne stamfar

har vi, som nævnt, ikke alene alle efterkommernes

födsels- daabs og dödsdatoer, men ogsaa deres

papirer – "skjöder" – handelkontrakter, – processer;

baade medens de sad paa godset, og efter at

vor gren – som embedsmænd (foged Nikolai Astrup)

for ca. 300 aar siden kom hid til landet.

I disse 300 aar, maa der vel være kommen ad-

skilligt norsk blod ind i slegten, – hvis "midt-

39)

-linje – jeg og mine börn danner (regnet fra d{…}

förste Astrup, som kom til landet: den för

nævnte Foged Nikolai Astrup paa Söndmöre) –

Vi er nemlig alt kommen i "14de ledd", med{…}

alle andre Astrùpper bare er i 11te 12te og 

13de slægtsledd). (Astrùpperne har alle været sent gifte)

Nù ja sligt med "ahner" og lignende vyrder 

jeg lidet om; – jeg kjender bare 2-3 af min slægt men naar man offentlig

blir haanet (som en idiotisk bondetamp

eller lignende) af en slik som Folkestad,

saa kan man jo faa en forfængelig trang til

at mindes – og nævne sligt: (at man dog

har kultùrblod i aarerne). Forresten er her

i denne bygden slægter af rent bondeblod (an-

tagelig) – (lid islet af embedsslægter findes vel over-

alt her paa vestlandet) – slægter, som staar saa

höit i kultùr, at jeg sætter dem over mange

saakaldte gamle slægter med kùltùrblod og 

mange ahner.

Men det er jo for en stor del bleven slik med

kultùren her i landet, – at det er efterkommer-

ne efter pladsemænd, "emisærer" og anden

paria, – som kanske har gjort sig ùmùlig paa

landsbygden, (hvor der för har været en viss kultur), – 

det er disse, som er flygtet ind til byerne for

tyverier og andre "brotts værk"; – det er disse,

40)

som skal "repræsentere" kulturen, – det er disse,

som er "snobbene" – de ivrigste "riksmaals-

fanatikerne", – det er disse, som sidder paa

"Speilsalen og i theaterkafeen til stadighed – 

og "gaar med manchetter paa beina".

Ja det gjör godt at faa skrive fra sig sin "bedsk-

hed" en og anden gang, – man blir et bedre

menneske efterpaa, for man angrer kanske,

naar en tid er gaaet, – et og andet stygt ord –

og blir mere forsonlig stemt, – det værste

er nù, at jeg sætter Deres taalmod paa haard

pröve ved at brùke Dem som "hùggestabbe".

Og værre blir det, naar jeg nù kommer til

ting, som berörer Dem selv, – jeg har bare

benyttet Folkestad og diverse andre, som en

indledning til besvarelsen af Deres andet – 

eller rettere "tredje" brev (angaaende redaktören).

   Jeg er – som alle vestlændinger desværre – noget

mistænksom, og da sligt som historien med

Tjöttö, Folkestad o.a har hændt mig flere 

gange, – saa var min mistænksomhed, straks

paa færde igjen overfor denne danske redak-

tören; er dette et nytt ùdslag af forfölgelse?,

Skal jeg atter stilles offentlig i "gapestokken"?

Skal dette brev, som jeg skrev, – offentlig gjöres, og

41)

benyttes imod mig for at trække mig med magt

ud fra min tilbaketrukkenhed – for at "röke

mig ut" af min hùle. Og – staar der

muligens nogen af mine gamle fiender

bak, – ùden at de gode dansker ahner det.

Om mit brev blev offentlig gjort i en dansk

avis: – – jo, jeg syntes alt jeg hörte

snakket her i Norge: "Tænk at gaa med

sligt sladder til en dansk avis", – – og

jeg hörte tydelig en af maalmændenes

stemme: "Ein ùt av deim so skite i {…}

sit eigjet reir" eller "som syner fram kona sit skitnety"

Selvfölgelig varede denne mistanke bare et

öieblik, – for jeg læste jo, hvad De skrev i

slùtten af Deres brev,: at "Hr. Fugl er et godt

og hjærteligt og trofast menneske", – og da

trodde jeg det ogsaa fùldt og fast, – men, men, – 

ja, – hvorledes skal jeg klare dette "men",

uten at "stöde" Dem. Dette Deres for-

slag synes at vise mig, at De mùligens er

opvokset i Danmark, om De end som De 

siger er af norsk slægt, hvad jo ogsaa navnet

viser. De er kanske tidlig kommen til Danmark

eller er opvokset mellem dansker her i Norge.

42)

Ja jeg kan jo tage feil, – men jeg tror der er –

"en ting" – hos det norske folk, som De ikke

er fùldt ùd opmærksom paa, – eller

kanske De har klaret at være saa aande-

lig overlegen, at De har kùnnet ignorere det, –

baade hos Dem selv og andre. Jeg veed

ikke, om jeg tör sige det like ud til Dem,

hvad jeg sigter til; – thi De vil mùligens ikke 

tro mig eller De vil faa ùvilje imod mig

derfor. Der findes nemlig neppe den nord-

mand saa ærlig, – at han tör sige Dem det.

Alle nordmænd er nemlig hyklere overfor

de dansker de træffer.

Nù ja – jeg har sagt saa meget, at det kan mis-

forstaaes – værre end det er; – lad mig da sige

det like ùt: Der findes neppe en nordmand

som – hvis han skal være helt ærlig – ikke maa

indrömme dette: at der – (kanske vel skjùlt

og halvt ùbevidst), – findes noget paa bùnden

af hans sjæl, som ligger der, som en næsten ù-dræ-

pelig mistro og ùvilje mod Danmark og 

danskerne.

Udtrykkene "mistro" og "ùvilje" er for sterke, – jeg

er opmærksom paa det, – men sproget eier ikke

mildere ord for de samme begreber, – saa vidt

43)

jeg veed; – jeg kunde sige: "en smùle mistro

og en smùle ùvilje", – men da blir begreberne

saa lett bare af en "forbigaaaende" art, – og det

er nettop det, de ikke er; – det kan nok være 

rigtigt at sige "en smùle", – men da maa

man tilföie: "som næsten aldrig vil gaa vækk".

Om man sa: "En smùle antipathi", saa vil 

det ikke dække hin mystiske fölelse; thi der er

jo saa ùendelig meget, baade hos land og folk, som

man her saa helt ùd sympathiserer med; og

ikke bare en ting – som Slesvigaffairerne för krigen, men

meget andet gjör, at vi föler Danmark som

"Vaktposten" mod syd – mod Europa.

Men alligevel er den der – denne mystiske fölelse,

og man kan spörge sig selv,: "hvor af kommer

den?" – og man kan svare sig selv, at det er bare

noget slùdder – "den findes ikke længer hos mig!" –

Og saa kan man plùdselig ved given leilighed opdage

og gribe sig i:, – at den er der i underbevidstheden

alligevel, – og man kommer tilbake til dette: "hvorfor"?

Hvorfor er det dog saaledes? Hvor af kommer det?

Ja, for at kùnne "ùdrede" dette, – kunde man vist

skrive tykke böker, uden at komme saken stort

nærmere: tusend smaa ting, – og mange

större, som alt i skolen – ja selv i "smaaskolen", – 

og senere gjennem historie og litheratur o.s v og gjennem

de voksnes samtalerstadigt og sùksesivt optages

44)

i barnets sjæl – indsùges som morsmelken – gaar 

i blodet – blir en del af mennesket selv, som

man siden vanskelig kan rive helt lös fra sin

ùnderbevidsthed.

Omflakkende dansker i Norge – kan vel

ogsaa have bidraget sit til dette; – det

har jo ikke altid været gùds bedste börn, som kom

hid op fra Danmark, – og de fleste nordmænd

har nok en eller flere ubehagelige erindringer

om disse bekjendtskaber; – men dette kan dog

ikke have været av overveiende betydning, dertil

har danskerne her været været for faa i antal ogsaa, – 

medens vi jo alle dage har havt en vældig stor

invasion af svenske "rallare" og "grùbeslusk"

samt allermest den saakaldte "veieslusk" fra

hvilke der stadig har staaet en masse "staak" med

"fyld", slagsmaal – ja ofte og mord; – uten at

at der dog findes noget, som kan kaldes

"mistro" – "ùvilje" eller antipathi mod Sverrige

– eller svenskerne – hos nogen nordmand. Tvertimot

Selv i fjor, da svenskerne blandede sig ind i den

norske kùnststrid, – noget der jo endog berörte vor

regjerings eller vort departements bestemmelser, –

selv da, var der ikke maate paa höflighed i de

milde bebreidelser, som et par norske kùnstnere

rettede imod "vore svenske brödre". Noget lignen-

45)

-de som det, svenskerne gjorde, vilde aldrig

være bleven taalt fra dansk side – (og det

vilde nærmest været "oplagt tap" for det parti, 

som fik dansk stötte); – men saa vilde

vi vel aldrig have resikeret noget slikt 

fra dansk side heller, – danskerne har mere

diplomatisk takt, – og de fölte kanske selv 

at en indblanding fra deres side vilde virke

modsat sin hensigt. – Der staar mere "kùlde"

mellem dansker og nordmænd – end mellem

svensker og nordmænd – trods den næsten hùnd-

redaarige kamp i politikken; – ja selv ùnions-

tidens "mare" over det norske folk – formaaede

ikke at skape en tilsvarende mystisk fölelse – som

den vi instinktivt nærer mod danskerne; – det

er kanske större forskjel i karakter og "lynne" o.sv. som

gjör det.

Ja, jeg sa "vi"; thi naar jeg gransker grùndig

i mit eget hjærte, – kan jeg ikke sige mig

helt fri for at have "en rem af hùden", – 

tiltrods for min danske afstamning, (der er

endnù antagelig hos mig som hos alle "gamle embeds-

slægter" i landet – mere dansk end norsk blod). – 

Nù kan vi jo "snù tingen om" og tænke os, at det 

er noget gjensidigt, – at danskerne altsaa kan

have samme næsten ubevidste fölelser overfor

Norge og nordmænd; – og de mange nordmænds

daarlige opförsel i Kjöbenhavn, – hvor de stadig

46) 

maa "slaa sig lös", – kùnde kanske give god

grùnd til lignende fölelser; – men jeg har

aldrig kùnnet mærke noget slikt; (men dan-

skerne er vel (som vi nordmænd) ikke helt ærlige, 

naar man kommer ind paa et sligt hjærtespörgs-

maal); – – min opfatning er iallefald:, at de

bare "morrer sig" rent harmlöst over de "gale",

naive – og kuriöse nordmænd. Noget lignende

sa iet-hvert-fald den ùnge danske maler Viggo

Madsen, (den eneste danske jeg er bleven helt

glad i efter nærmere bekjendtskab; – (men saa

kjender jeg jo ogsaa saa faa dansker) for tiden – og

de dansker jeg har kjendt i gamle dage, vil jeg helst

ikke mindes; – danske kùnstnere i Paris og

andre steder "ùde" – "ribber" jo stadig fattige norske

kunstnere for deres stakkars skillinger: – snyder,

laaner og betaler aldrig igjen, – og hovererer og ler

frækt efter paa, naar den ùlykkelige ùnge nord-

mand maa gaa til broder svensken og laane; – 

men sligt kan jo tilgives; – hvis man ikke er

alt for ùng, veed man jo om dette paa forhaand – 

og kan "passe sig" baade for danske kùnstnere og

"Globetrottere" – og andre danske eventyrere, som

man jo möder overalt ùde i verden. Men sligt

glemmes. Men jeg har engang havt en kjær ven

– en danske – , – det er som et aabent saar,

der aldrig vil gro, – bare at mindes det, – han og

jeg var forelsket i to söstre, – vi kùnde altsaa nær blevet

47) 

"svogre" ogsaa; – – jeg kùnde ikke troet mine

egne brödre eller min far bedre end ham, – og – 

saa viste han sig at være mere end trolös, – 

rent en skùrk, – en satan, – ja jeg kùnde endog

faaet ham straffet; – men det "orker" man jo

ikke overfor en, som engang har været ens ven).

Men alt sligt forklarer ikke denne "bùndgrodde"

fölelse, som man har, endog för man kommer i be-

röring med dansker, – den kan være svak, – men

den er der. – Men med disse næsten medfödte 

fölelser mod en nation, kan man dog, – og kan-

ske nettop derfor, blive dobbelt glad i "den

ene ùndtagelse", som til exempel Viggo Madsen

er bleven for mig.

Jeg brùkte ordene "mistro" og "ùvilje"; – men overfor

mine egne fölelser, er de iethvertfald for sterke.

Jeg kan kùn udtrykke mine fölelser med de ord:

at der er "noget": et "contra", som ligesom er nedlagt

i "instinktet" – i underbevidstheden.

Efter alt det ùbehagelige, jeg nù har sagt Dem, vil De forstaa

at en nordmand nödig gaar til Danmark for

at "faa ret": for at söke hjælp mod den ùrett,

han har lidt af sine egne; – han maa da helst

bosætte sig i Danmark og blive "helt dansk"; –

thi ellers vil han altid saart föle sine landsmænds

48)

foragt, – om de end ikke offentlig röber denne: –

han vil föle sig selv som en forræder;

maleren Karsten var en af dem, som fik föle

det, – (da han i kunstnerstriden lod sit "skarn" falde

paa Onsager fra sit trygge "stade" i Danmark – 

selv vi (Karstens) hans venner reagerte.

Man gaar da heller til Sverrige og Tyskland

(eller bliver en J’e an de france – en narr som

søker at indbilde sig selv og andre at have faaet

sin <razon>); – thi sligt föler man – "tilgives" en. –

De forstaar nù ogsaa sikkert, hvorfor jeg ikke kan

tillade, at mit brev offentlig gjöres i en dansk avis.

Vil De, kjære frùe, engang i tiden – i en norsk avis –

offentliggjöre et lignende, men bedre skrevet brev,

saa vil jeg være Dem meget taknemling, – (jeg kan

forresten ikke forsataa, at det var "godt skrevet" – hint brev)

Men fortæll nù ikke – til andre nordmænd – alt

dette, som jeg har været lösmùndet nok til at 

sige Dem; – om De vilde fortælle det til andre

og kanske spörge, om det var sandt, – saa vil

vedkommende, – om han er helt ærlig, – maatte

sige; "Ja, desværre – det er sandt; men at han (a.)

virkelig har kunnet faa sig til at sige det til en

danske." ("Aa det kommer vel af hans danske

afstamning", vil de sige ved sig selv. Dette sidste

49)

om "ein ætting av danske fùtarne" o.lign.

fik jeg jo stadig höre i gamle dage,: – det var i

en af de perioder, da "maalstriden" var "kvass"

endog mellem maalmændene indbyrdes, – og

jeg skrev lidt i de smaa "maalbladene" her vest

og modarbeidede "normalformi". Jeg vilde 

bare söke at faa folk til at forstaa, at vi maatte

vælge "et bestemt bygdemaal", en dialekt 

at samle os om – som normalform; – (likegyl-

dig om den "afvek" sterkt fra de fleste andre

dialekter), – til exempel den centrale "Vest-tele-

mork"-dialekten; – jeg mente, at vi maatte

bygge paa en dialekt – et bygdemaal, som til

stadighed fik have sin rod i behold – "i fred".

Et bygdemaal, som havde tradition med sagn

eventyr og viser – stev og lign., som endnù

levede, og som fik leve videre, ùden at blive en mùse-

ùms gjenstand. Et sligt bygdemaal, – hvortil 

man stadig kùnde "ty hen" – for at korrigere

landsmaalet og normalformen, naar skrift-sproget skeiede

ud; – thi ellers var jeg rædd, at det vilde

gaa den vei, at "landsmaalet" eller "normalformi"

med tiden helt ödelagde alle dialekter; thi

paa grùnd af sin likhed med disse, – vilde "de

yngre" optage "normalformi" helt, – endog i sit

talesprog, – og tilslut helt glemme sit bygdemaal.

50)

Altsaa, – jeg mente at "normalformi", – (som til-

dels var kùnstig lavet) – vilde ödelægge dialekterne,

noget som dansken og riksmaalet aldrig

har magtet – og aldrig vilde magte, – da de

laa for langt fra de fleste dialekter.

Nù – ca. 25 aar senere, – indser de fleste (her i byg-

den i allefald), – at dette havde været det eneste

rigtige; – men de, som arbeidede for "normalformi"

dengang, var fanatiske, – de havde hastværk, –

og de, som mot-sa dem, blev mistænkte for

at arbeide for "dansken", – enten de var "ættingar

fraa danskefùtarne" eller ikke, – men nu ser de 

det, – fordi her er bleven en babels forvirring

paa alt "skriftsprog" i landet, – og ikke mindst

paa riksmaalet, – (jeg for min part veed

aldrig, naar der skal brùkes haarde og blöde

konsonanter, og brùker dem derfor ganske in-

konsekvent – "om hinanden") (som De nok har mærket).

Der findes jo ingen konsekvente regler, – jeg finder

det saaledes meningslöst, at man skal skrive:

"at kjöpe", – men "en kjöbmand"; – jeg gidder

derfor ikke lære slige meningslöse regler, – jeg er

for gammel; – men saa straffer det sig dette

og: – ikke at fölge med; thi man læser jo böker,

aviser o.s.v. og faar indprentet i sin "netthinde"

(om ikke andre steder), at slik eller slig skrives

dette eller hint ord, – og man blir altid ùsikker.

51)

Paa grùnd af denne Babels forvirring har nù

landsmaals skolerne her vest begyndt at ind-

före "dei valfrie formarne", – og det var jo det

eneste rigtige, som nù var at gjöre, – efter at

skaden var skeet; (man skaper altsaa et

"Kaos" tilgagns; – men "af Kaos skal der (jo)

födes en stjerne", – vi faar haabe, at denne

stjerne blir det "endelige" norske sprog engang).

Men dette kùnde man sparet sig, om man hadde

taget en dialektet bygdemaal til "normalform".

Men her findes endnù gamle haardkogte

maalmænd, – særlig lærere fra slutten af 90-

aarene, – som "pùkker" paa at: "me hev fengje

normalformi fyr aa brùka ho". (Paa Jölstra-

maal: "Vi har faatt normalforma for aa 

brùka hinne"). – Selv brùker jeg altid indenbygds

Jölstramaalet baade i tale og skrift (i sidste til-

fælde efter Aasens "retskrivning" omtrent); – men mine börn

kan næsten bare landsmaal – delvis efter "normal-

formi" og delvis efter "dei valfrie", – og de "fùsker"

stadig – som alle yngre her i bygden, – naar de

taler sit bygdemaal ("Jölstramaalet"); – de har alt 

"glemt" en mængde gamle ord og udtryk, som

brugtes i min barndom.

Nei jeg kommer rent ud paa viderne nù, – langt

52)

bort fra det, som De i Deres (andet brev) förste brev skrev om.

Naar man skjelden eller aldrig taler med folk,

blir man lett "snakke-salig", naar man mö-

ter sympathi – fra ùventet hold; – man vil

gjerne aabne dören til sit indre for en even-

tùel ny ven – og forsöke at være ærlig, – 

især naar denne sympathi kommer fra en

der er "dansk" eller – halvt dansk;

ja, taler jeg ikke her, – som om jeg var sikker

paa, at De var mere eller mindre "dansk"? –

Kanske, naar det kommer til stykket, saa er De

mere norsk end jeg? –

Ja, er De "dansk", maa jeg bede Dem ùndskylde

min paatrængende aabenhjærtethed! – og vil 

De fremdeles, – efter alt det "snakk", jeg nù har

fört, – endnù – interessere Dem saa meget

for min kunst, at De vil skrive en bok om

mig – eller söke efter mine forsvùndne bil-

leder, – saa har jeg jo mere end almindelig

grùnd til at være Dem taknemlig, – og jeg

skal gjöre mit bedste i retning af det, De

beder mig om; jeg skal rode i min daarlige hukom-

melse og "notere ned" og saavidt mùligt besvare

de spörgsmaal, De har sendt – saavel som eventù-

elle senere spörgsmaal. Og hvis De da er "dansk", 

tror jeg, at De vil komme til at staa for mig som

"undtagelse" No 2 af dansker, – altsaa ved siden af

53)

Viggo Madsen (som et par andre norske malere – er meget mistroisk overfor); – ja ved nærmere bekjendtskab, 

vil De sikkert komme til at staa foran

ham ogsaa. – Jeg har ikke faaet tak i

Bùkdahl’s bok endnù, – men efter det,

jeg har seet gjengivet af den i aviser og

tids skrifter, – tror jeg sikkert, han kommer

til at staa for mig som en af de virkelig

bedste dansker – en af de "gode ùndtakelserne",

– ja ikke bare for mig, – men for alle 

nordmænd som læser ham; – han "skriver

sig jo ind" i det norske folks hjærter. –

Bukdahl viser, at han er stor nok til at

kùnne kaste bort helt – en mùlig ùvilje, – 

om den kan tænkes – ogsaa at existere hos 

dansker – overfor nordmænd.

                         

Men altsaa til saken: Deres eventùelle bok om mig.

De önsker, – at jeg "hver gang (jeg) hùsker et

billede – skriver det op til (Dem)". Det skal gjöres.

Jeg har nù ogsaa forsögt, – saa meget som plads-

sen tillader det – at udfylde Deres spörge-

skemaer eller Deres bilag til "Foto"-nùmrene.

At sige noget om farverne – er jo vanskeligt, da

der jo er tusindvis af nùancer, – og naar jeg et

par steder har gjort "tillöb" til at svare paa

54)

sporgsmaalet om farverne, – saa er det bare det

mest dominerende jeg har nævnt.

At hùske alle sine billeder og deres eiere – er

heller ikke lett, – da de fleste, som för nævnt, har

skiftet eier. Mange af mine malerier veed

jeg jo med sikkerhed har skiftet eier, – for manges

vedkommende – "tror" jeg det bare.

Om mange af billederne veed jeg ogsaa med

sikkerhed, at de ikke existerer længer, – flere gik

i Bergensbranden, – der gik ligeledes flere af 

mine bedste – af malerne ùdvalgte – træsnit,

som jeg havde foræret malerne Kaland og Kranz.

Kranz havde ogsaa nogle malerier for mig

i op bevaring dengang, – (og de var selvfölgelig

ù-assurerede).

Jeg nævnte vist sidst, at jeg flere gange har

gjort forsök paa at lete efter mine billeder, – men at

jeg har maattet opgive det, – jeg fandt ut, at det

kanske vilde koste mig mere at lete efter enkelte

aldeles bortkomne ting, – end det i gamle dage

kostede mig at male dem.

Og selv om det engang skal lykkes mig – 

(om bare engang –) at faa laane alle – eller de fleste af

mine gamle billeder ud – til en udstilling, – saa

er jeg rædd for, at de med afhentning, pakning,

kasser og fragt frem og tilbake, – samt assùrance –

55) 

vil koste mig mere end det doble af

det, jeg i gamle dage fik for samme bil-

leder; – det var jo dengang priser fra 5 –

og op til 10–15–20 Kr. – Og naaede man

op i 25 eller 30 kr., saa havde man naaet

toppen; – det var jo det elendige tidsrùm – efter

forrige jobbeperiode i slutten af 90 aarene.

General Thaùlow kjöbte et billede af mig:

"I Rùnnen", ca. 1 kvadratmeter – for Kr 13,50.

Men forinden jeg forsöker at lave en liste,

maa jeg faa lov at gjöre Dem opmærksom paa

en ting – : Skulde De – ùnder Deres eftersök-

ning af billeder – komme over ting, som ty-

delig viser, at de ikke er malede i Jölster,

Söndfjord eller i det heltaget "Fjordane"

(altsaa det egentlige "Vestland" – (til exem-

pel om De finder bybilleder), saa maa De ikke

offentlig gjöre dem med fotografier – forelöbig – ;

thi jeg har engang i glemsom hed sagt, at "jeg

har aldrig malet og har heller ikke villet

male noget her i Norge – ùtenfor Fjordane";

(jeg hùskede da ikke, at jeg havde malet et par

bybilleder andensteds). Nù faar jeg stadig 

höre af mine fiender, : "at jeg lyver – , fordi

56)

jeg kanske glemmer en bagatell; – og de "hænger

straks paa"; – og dette har gjentaget sig, saa jeg

nù maa passe paa som en smed, – forat de

ikke skal faa noget at hænge hatten paa.

Jeg har ogsaa andre grùnde til at bede Dem

om dette, – grùnde, – som jeg senere skal 

komme tilbake til.

Jeg tror da, at det vil være bedst, at jeg

nummererer, hvad jeg hùsker, – og for

en ordens skyld – kùnde jeg da til en begyn-

delse benytte samme nùmmere, som i ved-

lagte katalog fra Bergens ùtstillingen 1908.

Denne katalog blev lavet af min ven Einar Aar-

stad-Olsen, – en begavet vestlands digter, – han 

vilde skrevet om mig i katalogen; men jeg fik hind-

ret ham fra det like för trykningen, – nù angrer

jeg det næsten. Denne Aarstad Olsen var en

bror av socialistföreren Kyrre Grepp, – og han

havde tæring likesom denne og döde tidligt. –

Vi ventet os alle meget af ham og elsket hans

digte, – men han fik det fixe indfald –

dagen för han döde, – at brænde alle sine manù-

skripter: – "for naar jeg tager alt med mig i

dödsriget, og intet efterlader mig her, – saa

vil jeg faa komme igjen og arbeide videre med

det samme stof, – og kanske faa det helt godt".

57)

Han boede meget her i Jölster, og vi var

meget sammen paa fjeldtùrer og op i en

fjordbotten, som han var saa glad i, at han

bare önskede, han maatte faa "gaa igjen" der

alle dage – efter han var död.

Da jeg skùlde holde utstilling (1908), ledte

han igjennem alle mine papirer skisser o.l.

for at finde ud, hvad han syntes, jeg skulde

have med paa utstillingen, og saa fandt

han ogsaa frem en del gamle avisutklipp

og "ùdtalelser", – og saa fandt han paa at lave

en katalog for mig af disse – og vilde – som 

sagt – ogsaa skrevet lidt om mig og mit liv

oppe i Jölster, – men jeg fik altsaa hindret det.

Jeg ser, at de skemaer, som De har sendt mig

til ùtfyldning, er blevne saa overfyldte med mine

oplysninger, at de kanske er næsten ùlæselige –

for andre, end mig selv, – De har ogsaa brùkt

romerske tal, og det er vel af hensyn til "foto"-

bilagene. Men det er vel bedst, naar jeg nù skal

lave en slags "orientering", at jeg da bruker al-

mindelige (arabiske) tal, – (der kunde jo med tiden

blive mange billeder og store tal)? Flere af kata-

logens nùmre er jo sikkert forsvùndne, – (men kunde

kanske (males paa nyt) "gjentages"), (og jeg har derfor beholdt dem).

1) Hvor flere titler har været brùgt paa samme billede 

(paa forskjellige ùtstillinger), er disse titler sat i parentes ùnder.

Katalogisering.

No 1

"Skyggesiden af Jölsters præstegaard

Eier: Frù Höst

Meltzers gt. 7. Oslo

No 2

"Raa Novembermorgen".

(af Frù Höst kaldet "Kollen".)             

Eier: Rasmùs Meyers samling

Bergen

No 3

"I bærtiden"

("Ribsplùkkere")

        

Eier: Ukjendt, – mùligens

theatermaler Jens Wang

eller aùktionarius Wang

No 4

"Kold vaarnat og Hæggetræ"

              

Eier: Maleren Henrik Lùnd

Drammensveien No 100 ( ? )

Oslo

No 5

"Priseld"                  

(Det er böndernes navn på St. Baal)  

                                                                                                                            

Eier: Cand. Aslaksen Oslo

Frk. Kamstrup i "Kùnstnerfor-

bùndet" kjender sikkert hans

adresse, da han var en fælles

ven af os.

2) No 6

"Lys jùninat i Jölster".

("Bleg juninat")

Eier: Meyers samling – Bergen

No 7

"Den sidste sommernat för slaatten".

Eier: Jeg er ikke sikker

paa, om det er Einar

Lùnde Lillehamar eller

Cand. Aslaksen (se No 5)

No 8

"Julimorgen Kl. 4".

Eier: Bergens branden.

Kan vanskeligt gjentages,

men et andet billede kan

kanske gaa ind i pladsen

for nùmmeret med samme "tittel"

No 9

"Regn" skisse

Eier: Inger, – datter af fru Höst

No 10

Portrait skisse (min far).

Eier. I min families besid-

delse

No 11

"Vaarnat – ved Maaneopgang".  

Eier: Rasmùs Meyers samling.

 

No 12

"Vaarnat og seljetræ"

Eier: Advokat Knùdsen. Bergen

(Nù hans arvinger – se No 41)

3) No 13

"Vaarnat i haven"

Eier: "Bergens Billedgalleri"

No 14

"Dagbrækning ved Jölsters præstegaard". 

Eier: Skal være i 

Aalesùnd et steds – 

udloddet af "Bergens

kùnstforening" 1908. –

No 15

"Vaarkveld og Regnbùe".

Eier: Konsùl Joachim Grieg

Bergen

No 16

"Maaneskin i Aakeren".

Eier: Frù Ritmester Astrup

(födt Wedel Jarlsberg) – (död?)

No 17

"Vaarstemning ved en hùsmandsplads".

("Hùsmandspladsen "Krampen" i Jölster")

                                     

Eier: Capt. H. J. Meyer

Vetrlidsalmenning 27

Bergen

 

No 18

"Sommernats skùmring i haven". 

Eier: Overretsakförer Carl Stig-

ler (Carl Stiegler) Bergen

No 19

"Præstegaarden i regn"

Eier Olav Rùsti – Maleren

er död, men hans enke lever:

(Malerinden Frù Frida Rusti Bergen)

4) No 20

"Jùlinat i skogens ùdkant". 

Eier: ùkjendt, – da billedet

blev solgt til Danmark; men 

dette nùmmer kan kanske om-

byttes med General Thaulows

billede: "Jenta i Rùnnen". 

("jente i skogen" (ùng skogen)

No 21

"Kold sommernat i Fjeldbygden"

("Blaa sommernat og hanekam")  

            

Eier: En slegtning af mig,

(mùligens nùværende stortings-

mand Astrùp i Oslo eller

han søster –

No 22

"Studie til Jonsoknat"

Eier: ùkjendt, men orginalbil-

ledet "Jonsoknat" eies af

maleren Henrik Lùnd, og dette

billede kan da gaa ind istedet.

No 23

"Regnstemning ùnder trærene ved 

Jölsters præstegaard       

Eier: O. J. Larsen Bergen

En forfængelig gammel narr, som

vil agere kùnst-skjönner, digter, me-

cenat o.s.v. "Holbergklùbbens fader"; –

var en tid formand i "Bergens kùnstforening"

var gift med forfatterinden Bolette

Pavels Larsen og vil derfor selv gjælde

for en stor digter. Han er et helt igjen-

nem lögnagtigt menneske, som blev

saa fornærmet paa mig, fordi jeg ikke

vilde paatage mig et "tvivlsomt" ar-

beide for ham, – at han stadig lyver

paa mig og nægter at laane mig

dette billede, som han fik for

den billige pris Kr. 100 (det stod for-

resten i den pris i katalogen)

5) No 24

"Trist graaveirsdag"

("Bleikvollehaùgen")

Eier: ùkjendt desværre, men kunde

kanske opspores gjennen bökerne i

"Bergens kunstforening", – da det blev ud-

loddet der i 1908 eller 1909.

No 25

"Höstkveld skumring

– Eier: Jacob Höst (svoger af frù Höst)

Oslo

No 26

"Vaarstemning ved Jölstervandet".

"Vaar og oldertrær ved Jölstervandet")

Eier: Skibsreder Thorvald

Halvorsen – Bergen

Denne mand, som kanske er

Norges störste skibreder, og som har

givet 100000 kr. til Norges krigsflaate

og tusender til andre ting, og hvis store

paladser i og udenfor Bergen er "prop-

fulde" af kunst, (næsten bare svenske

kjæmpelærreder – Liljefors bl.a), – denne

mand nægter en fattig kunstner, som 

mig, at laane et billede til en ùtstil-

ling. Han eier billedet: "Kvennagongs-

vatten" (se No 83) og flere af mig.

No 27

"Vinternat paa fjeldstöilen". 

Eier: Professor Schetelig

Bergen

6) No 28

"Jùninat og et gammelt

vestlandstùn"

("Soleier")

Eier: Alexander Birger Grieg

Bergen

Billedet blev kjöbt af Rasmùs

Meyer til hans "galleri", – og fordi det da

skùlde være i en samling solgte jeg det 

for 200 kr. til ham, – endskjont jeg paa

forhaand var bùden 500 Kr. af Grieg,

som da blev rasende paa mig. "Er ikke

mine penge saa gode som Meyers?" sa han.

Mange aar senere fik han byttet det

til sig af Meyer – mod et andet billede af

mig. Meyer havde da bedt mig male flere

udgaver af samme motiv; thi han blev

aldrig helt fornöiet med dette, – förend jeg

havde malet det om igjen 5 gange for ham.

Disse 5 billeder var omtrent lige store,

med ùndtagelse af en mindre "studie". 

Nù er ingen af billederne i "galleriet"

"Meyers samling"; thi det 5te, som endelig

blev "godkjendt", – har Meyers familie

taget ud af samlingen. – Alt mit 

stræv med de 5 billeder var saaledes 

forgjæves. De andre billleder, som Meyer

ikke "godkjendte", vilde han dog beholde

til billig pris, – "da det jo var "stùdier" – 

sa han – "til hans billede" (det var nù bare et – 

– det lille, som kùn var "studie"); – og saa

forærede han sine venner disse saa-

kaldte "studier". – Meyer var en lùs som 

pruttede i 14 dage paa 1 hùndred kr; da han

engang fik 7 billeder for 1300 kr. Men 

samtidig betalte han flere tùsend for at faa

bo i et værelse ved siden af den tyske

kronprins paa et hotel i Kairo.

Der findes i alt 7 höist forskjellige udgaver af dette

motiv (se No 656667 – 68 – 69 og 70

8) No 36

"Fra Præstegaardshaven i Jölster".

Eier: Eierindens navn kjender

jeg ikke, men frù Höst veed sikkert,

hvad damen heder. Hùn var vistnok

enke – gik i allefald i sörgedragt – og 

var en meget vakker dame.

Flere av malerne – bla.a. Henrik Lund, – 

sa om dette billede, at det var mit

mest "koloristiske" billede, (jeg har jo skjel-

den været helt "kolorist" – (i den maler-

tekniske brùk af dette ord, – som forresten

stadig skifter betydning). – Dette billede 

var desværre malet paa en (meget stor)

papplate (paa grùnd af fattigdom, – 

havde jeg ikke raad til lærred dengang,)

og denne papplaten havde "bùlket sig",

saa det kan være tvivlsomt, om bille-

det "holder sig", – særlig da det ogsaa

var malt med tempera farver. Frù Höst

fortalte mig ogsaa:, at vedkommende dame

var "skùffet", "misfornöiet" eller lignende, 

da hùn fik billedet paa sin væg, – (kanske

fordi billedet var paa pap)? Jeg har tænkt

paa, (om jeg kan faa vide hendes adr. –)

at spörge hende, om at faa kjöbe det 

igjen eller faa bytte det til mig eller ialle-

fald faa lov at forsöke en copi i olje.

Skulde De faa vide damens adr. og kanske

træffe hende, kùnde De kanske være saa

venlig at foreslaa hende noget sligt. –

Jeg vilde jo gjerne redde billedet fra

ùndergang ved at male det om i et

solidere stof. Damen kùnde da faa det nye,

– om hùn vilde.

9) No 37

"Sùr höstaften ved Jölsters

gamle og nye præstegaard"

Eier: Bergensbranden. Men

en slegtning af mig – Meka-

nikùs Ole Johannesen – Nöstet

Bergen, – har faaet stùdien til dette

billede, som altsaa vil kunne

gjentages.

No 38

"Et Jölster-tun i væde og höstregn". 

Eier: "Meyers samling"

No 39

"Begravelses dag i Jölster". 

Dette billede har jeg aldrig faaet et rödt

öre for. Professor Schetelig, som er eier

byttet det til sig eller kjöbte det hos Skagen, som

var vaktmester ved "Bergens kùnstforening"

Skagen var en gammel skinhellig hykler med

stort hvidt profetskjæg. Da jeg holdt paa at 

tage ned en ùdstilling i Bergen, sa han til mig: 

Nu skal jo De Astrup holde udstilling i Xania,

og da trænger de mange kasser til Deres billeder;

her i Kunstforeningens kjælder staar en masse 

kasser efter malere, som har solgt billeder, – 

nù kan de faa hos mig saa mange af disse

kasser, som De behöver, og jeg skal afhente og

pakke alle Deres billeder og ordne fragt assurance

o.s.v., og saa faa jeg dette billedet for det. Ja jeg 

slog til – (i tillid til hans profetskjæg); – og

Skagen gik blot tvers over gaten til "Irgens

Transportbureaù" og lod bùreaùet udföre

alt sammen; – og först lang tid senere, – 

efter at jeg var reist til ùdlandet, – fik jeg 

en stor regning fra Irgens bureaù. – Det 

eneste Skagen gjorde var at pakke Höst sine

billeder i en kasse, som stod hos Höst – (han 

var jo fagmand i at pakke). Kan hænde Höst betalte ham og.

10) No 40

"Sommernatsvind i slaattetiden"

Eier: Maleren Henrik Lùnd

No 41

"Martsstemning ved Jolstervandet". 

Eier: Advokat Knùdsen

eller hans arvinger – 

(Om dette billede – se bilag til

"Foto II". "Hasselen", som De siger

– er en "graa-older" med "hùldre-

sopling", (som det kaldes her)

No 42

"Portrait studie af en gammel mand" 

Eier: Inger – datter af Höst

No 43

"Halvnöken kvindestùdie. 

Eier: Rasmùs Meyers samling

No 44

"Jùlimorgen kl. 3 ved Jölsters præstegaard. 

Eier: Frù Höst

Et lidet höidebil-

lede med halvraad-

dent hö paa hesje

i forgrùnden.

No 45

"Sommervind over Jölsters præstegaard". 

Eier: Dr. Loennichen? Bergen

Jeg er ikke aldeles sikker

paa, om dette er eieren, men

se Deres bilag til "Foto IV". Som

nævnt der, syntes Inger Höst, at

det var mit bedste billede den-

gang, – (jeg var ikke enig), – men

kanske denne omsstændighed finder eieren.

11) No 46

"Vaarstemning med kveldsol efter uveir". 

Eier: ukjendt (det var en af

mine förste billeder (1902).

Maleren Karsten var særlig begeist-

ret for dette lille billede, – der

havde en intens stemning). Det blev

solgt for næsten ingenting i "Ber-

gens Kùnstforening" 1908 – Mù-

ligens var det til Jens Wang

eller Aùktionarius Wang

No 47

"Hvidt hùs i skùmring og regn". 

Eier: Meyers samling

No 48

"Et Jölstersagn om: Vaarnatten"

("Jölstersagn II)"  

Eier: Einar Lùnde Lillehamar

(se bilaget til Deres "Foto III"

No 49

"Soveværelse interieùr"

("Soveværelse i den gamle præstegaard")

("Barneværelse i den gamle præstegaard")

Eier: Capt. H. J. Meyer Bergen

Vetrlidsalmenning 27

No 50

"Portrait" (min mor)

Eier: I min families eie.

No 51

"Vaarvind ved Jölstervandet"

Eier: Professor Schetelig Bergen

12) No 52

"Fra Svanöen"

("Svanöbugten")

Eier: Oprindelig maleren Th. Holmboe,

som kjöbte det af mig for Kr. 25. Han

kjöbte ogsaa nogle andre (smaa) billeder

for Kr. 5 og 10. Dette billede er et af

de faa, jeg har malt ùdenfor Jölster, (men

er dog i Söndfjord) – jeg er födt der ude i

havskjærene. Werenskiold syntes, det

var mit bedste billede, – (jeg er selvföl-

gelig ùenig). Holmboe solgte det flere

aar senere til Rasmùs Meyer, – og jeg

har altsaa i dette tilfælde ingen ret-

færdig grùnd til at beklage mig over

Meyers familie, som ogsaa tok det ùd

af samlingen. Hvor det nù er havnet, veed

jeg ikke. En kunstinteresseret person: Aùg.

Mohr – Bygrændsen Bergen paastod at have

seet det hos en ved navn Dè Beer i Oslo –

jeg veed ikke hvordan navnet skrives: De Bear?

No 53

"Fra Seinen – Paris"

("Nat ved Seinen Paris")

Eier: Maleren Th. Holmboe, som kjöbte

denne tegning (farvetonet) for Kr. 5. –

Om han har den endnù, veed jeg ikke.

"Skisse" No 54

("Vaardag")

("Vaarkveld")  

Eier. Maleren Th. Holmboe, som kjöbte

den for 10 – kr. Om han har den

endnù vides ikke.

14) No 60

"Vaarregn og kirsebærtrær".

Eier: Cand. Aslaksen Oslo.

Et lidet billede, men friskt. Cand.

Aslaksens adr. kjender sikker frk.

Kamstrùp i "Kùnstnerforbùndet"

No 61

"Höstkveld i haven"

(""Vassen" – höstkveld i haven")

Eier: frk Holm, – nù fru Beyholtz

                    Björndalen Bergen

Billedet anser jeg selv for et af

mine bedre, – jeg tilböd det engang

til "Nationalgalleriet" for den bil-

lige pris af 200 Kr., – men fik afslag

I steden kjöbte man et billede, som

jeg havde solgt til Elif Pettersen, – han

gav mig dog avancen.

Frk. Holm – nù Frù Chr. Breyholtz

fik billedet til en gebùrtsdagspresent.

Vi har været gode venner i over 20 aar

og hùn har faaet flere ting af mig

til meget billige priser, hvilket hùn

skyter af og det er jo ùheldigt for mig.

No 62

"Vaarnat i haven"

("Vaarnat arbeide i havemùlden")

Der skal findes – i allefal en

"forfalskning" af dette motiv –

det blev solgt paa aùktion i Oslo. En kopi

av et træsnit af samme motiv. 

Eier: Frù Höst (oprindelig maleren

Robert Vik, som der staar i katalogen,

men jeg byttede det til mig igjen, for at

frù Höst skulde faa det. – Der 

findes 4 noksaa ùlike variationer af

samme motiv (se No 7172 og 73)

No 63

"Törrveirsdag i löen": Eier: Hans E. Kinck – eller nù hans döttre

Den kjære, kjære Kinck, – som jeg aldrig fik lavet noget ordentligt

billede til – jeg syntes aldrig, jeg fik noget godt nok til ham. – Jeg synes

jeg har mistet en del af mig selv, siden han döde bort fra vort 22 aarige <venskab>

15) Ja det er slutt paa den gamle trykte katalog, og jeg maa

pröve at rùske op i min daarlige hùkommelse:

No 64

"Höstregn i fjellbygden".

Eier: Malerinden frù Helga-Ring-

Reùsch – (frù Professor Hans Reùsch)

Lysaker Oslo

Jeg veed ikke, om hùn lever. –

Billedet var det förste, jeg ùdstille-

de – malet 1899-1901 – utstillet 1901

Jeg var 19 aar, da jeg malte det, og jeg

synes ofte, – (men det er vel indbildning);

at jeg aldrig senere har kùnnet male

og föle saa intenst overfor natùren –

(ùten at copiere denne). Desværre var

billedet malet med de billige 15 öres-

amatör farvetùber, – saa jeg er bange

for billedets holdbarhed. Skulde De

træffe eieren, – vilde De da være saa

venlig at spörge, om jeg fik lov at copi-

ere det? Jeg klarer det selvfölgelig ikke,

og det er kanske alt "tapt sig" meget.

No 65

"Juninat og soleier"

Eier: Ole J. Stang, – hans adresse er mig

ùkjendt, – (da jeg engang laante billedet til en

utstilling, kom brevet frem bare med adr: Ole J.

Stang Xania). Det skùlde interessere mig at faa

vide, om De finder frem til ham, – da han ogsaa 

har et andet af mine (ældste) billeder: "Höst-

skumring i haven" No 74. – Dette "soleiebillede"

hos Stang er det ældste af alle 7 variationerne.

(Se No 28656667 – 68 – 69 og 70)

16) No 66

"Jùninat og et gammelt

Jölster-tùn"

Eier: Oprindelig Rasmùs Meyers

samling. – Nùværende eier vides ikke; –

mùligens Rasmùs Meyers svigerson: 

Nyquist, – der har en kemisk fabrik og

farvemölle i Oslo, – (hvis ikke han ogsaa er

fallit). Billedet var altsaa "det 5te", som 

endelig fandt naade for Meyers öine –

(se ùnder No 28), og det skulde da være

som et resùme af alle de andre

höist forskjellige variationer. Det var

imidlertid malet friskt efter naturen,

og er vel ogsaa det bedste af alle vari-

ationerne, – men selv vilde jeg helst havt

det förste (Ole J. Stangs) No 65, om jeg kùnde vælge.

Men dette No 66 er det störste – og altsaa "det ùdvalgte"

No 67

"Lördagsnat og soleier"

Eier: antagelig Statsminister Joh. Ludv.

Mowinckel. Dette billede hùsker 

jeg næsten ikke igjen, – man kan jo "gaa sùrr"

i det, – naar man skal male saa mange af

samme motiv, – selv om man "varierer",

– og hver gang stùderer natùren omigjen. –

Der blev jo endog nye huse paa gaardene, i fra

jeg malte det förste og til jeg malte det 7de.

Frù Höst troede at Mowinckels billede var

det samme som O. J. Stangs "soleier", – og at Stang

havde solgt det til Ammeln, (som hængte sig); – 

men efter hvad en, som kjender min kùnst godt, – 

har fortalt mig, kan det ikke være tilfældet.

Det maa være et af "de 5" som Meyer kjöbte,

og saa har foræret sin ven Ammeln, (paa hvis

döds-fallit-bo Mowinckel kjöbte billedet).

17) No 68

"Stùdie til Soleienat".

Eier: ukjendt (solgt paa Finn Meyers

konkùrsaùktion). Rasmùs Meyer

beholdt 2 "Soleiebilleder" i sin samling,

da han fandt dem saa vidt forskjellige.

Dette billede var det mindste, – og hùsene

og gaardene var ùforandret som for 100 aar

siden omtrent. – Det andet (No 66) var det

störste af variationerne, – og der var et nyt

hvidt hus med i den gamle hùs klyngen.

(Smnlgn No 65)

No 69

"Stùdie til Soleienatten"

(Det var ikke "stùdie", men

"færdigt" billede; – men Meyer

kaldte det "Studie" – for at faa

det billigt).

Eier: M{...}. Allan (pùrser pa

DS. "Meteor".– Dette er ikke blandt

"de 5", som Meyer kjöbte; thi da han

kaldte dem "stùdier", – tok jeg dette billede

tilbake og solgte det til min kùsine (gift med Allan)

No 70

"Vaarnat og soleier"

(en "studie" som jeg ligesom  

det foregaaende NR. "ùndrog"

Rasmùs Meyer).

Eier: Capt. H. J. Meyer Vetrlidsal-

menning 27. Bergen. Han er ikke i

slegt med Rasmùs Meyer, – han har al-

tid behandlet mig pent og har flere ting af mig.

Ogsaa dette billede (stùdie) "ùnddrog" jeg altsaa Meyer

No 71

"Vaarnat i haven"

("Studie")

(se 62)

– Eier: Meyers samling. – Meyer bytted

det til sig hos Alexander Birger Grieg

Billedet bùrde ikke vært i galleriet (svagt)

No 72

"Vaarnat"

(se ùnder No 62

og smnlg. 71)

– Eier: "Bergens Billedgalleri". Billedet er

et forsök paa den mere "slörede – drömmeag-

tige vaarnatstemning, – som er meget skjelden

her i Jölster, – (da fjeldlùften er saa klar, at alle ting synes

skarpe – selv paa afstand – i de lyse nættter). Men dette billedes

stemning kan ogsaa forekomme; – (efter varme dage).

18) No 73

"Vaarnatarbeide i Gromùlden".

Eier: ukjendt – Frù Höst

solgte det for mig til en mand paa

Lillehamar; – det er en variation

af de andre "Vaarnætter i haven"

(No 62No 71 og No 72). Billedet

var malt med en blanding af

"Tempera"- og oljefarve, – vistnok

en tvivlsom blanding, – men som

i den tiden var paa mode, – og som

skùlde være meget "saliggjörende"

Holdbarheden er derfor tvivlsom.

74

"Hostskumring i haven.

– Eier: Ole J. Stang. Oslo. Som

för nævnt – (ùnder No 65) er det et

af mine ældste malerier – malet 1902

Jeg skulde gjerne engang i tiden önske

at faa laane det for at forsöke at

skjære et træsnit efter det. At copiere

det er ùmùligt. En radering, som jeg

gjorde efter det, – blev ödelagt af vand

sammen med alle mine andre radèr-

plater – ùnder mine mange flytninger,

förend jeg fik mig fast bosted. Dette

billede er fra den gamle præstegaardshave

No 75

"Vindù med kjör"

("Kjörene ùdenfor vindùet")

("Naivisme")

Barnestemning

Eier: Maleren Henrik Lùnd

Dette er det eneste billede, jeg som er igjen

fra en bestemt "periode", et par fra

samme tid gik i Bergens branden.

No 76

"Röd nat"

– Eier: Desvære ogsaa Bergens branden, men

Cand. Aslaksen tror jeg skal have skissen,

(som jeg gjorde – förend billedet). – jeg tror han

fik det som tak <renter> for et laan paa 100 Kr, – da jeg betalte disse

tilbake

19) No 77

"Vaarnat ved Smidjehæggen"

– Eier: Jeg er ikke sikker paa

det. – Det blev ùdloddet i Bergens

kùnstforening 1911, – og jeg tror det

ble vùndet af en apotheker med 

et lignende navn som Schwensen –

eller Svenzen – eller Svendsen.

No 78

"Mor og barn ved havebordet".

Eier: Vistnok den amerikanske 

konsùl i Bergen, men jeg er ikke

sikker. Frù Breyhotz, som solg-

te det for mig, vil nok vite det.

Jeg blev haanet af mine "elever" i

"vestlandsmaleriet" for dette billede.

De havde da lært for meget af mig

slik at de var begyndt at hate

mig. Jeg kan jo ikke hjælpe, at de for-

spiste sig paa mine grönne farver.

No 79

"Ved kirsebærtræet i præstegaardshaven".

("Naar kirsebærene modnes")

Eier: ukjendt. Billedet

blev kjöbt af Bergens kùnst-

forening 1912 og blev ùdloddet

1912 eller 1913. Ogsaa for dette

billede blev jeg haanet af mine 

fordùms elever, og jeg har siden 

aldrig villett sælge noget til

Bergens kùnstforening, som jùst

i den tiden kom i disse folks hænder.

No 80

"Jonsoknat i Jölster".

(Bestilt til Meyers samling

men paa grùnd af Meyers död –

blev det i steden solgt til Grieg.)

Eier: Konsùl Joachim Grieg Bergen.

som nævnt ùnder bilag til "Foto I" er det

et större billede (ca. haltredje meter hver vei)

(eller omtrent 2 meter langt og 1½ bredt).

Professor Revold var meget begeistret over

dette billede. Det skùlde være arbeidet mere paa,

men var bestilt af Meyer, og da han skùlde se paa

det ùnder arbeidet – kùnde han ikke det, – for han hadde skaaret halsen af sig.

20) No 81

"Soleier og Regnbùe".

Eier: Frù Breyholtz Björndalen

Bergen

Ogsaa en af de billeder, som jeg blev

hatet for af de föromtalte mennesker.

No 82

"Portrait af frk. Holm"

Eier: Ingenieùr Chr. Breyholtz

Bjorndalen Bergen

Er portrait "fra de ùnge aar". – – –

No 83

"Kvennagongsvatten".

("Kverngangsvæte var

kanske bedre tittel?)

eller bare:

"Kvenna-vatten"

Eier: Skibsreder Thorvald Halvorsen

                                          Bergen

Som nævnt (ùnder No 26) – er det

et af de billeder, jeg selv sætter pris

paa, – men fiendskabet fra mine tid-

ligere elever – havde da næsten naaet

toppùnktet, – og de ùdklækkede en listig

plan for at skade mig mest muligt. – Jeg

skal senere fortælle Dem mere udförligt om

den. De valgte til sit forehavende maleren 

Nils Krantz – til at udföre det. – Han er en

af dem, som jeg bare har gjort velgjernin-

ger imod, som jeg har hjùlpet med penge

efter fattig leilighed, – som har boet gratis

hos mig med sin frùe hele sommeren,

(jeg holdt endog bryllup for dem), – ja

jeg malede endog paa hans billeder,

for at han skùlde faa istand en ud-

stilling i en fart. Denne mand har

delvis ladt sig brùke af andre, – og delvis 

af egen drift har han forfùlgt mig paa

alle maater med bagvaskelser og nedrakning.

21) No 84

"Jenta ùnder det blomstrende æpletræ".

Eier Thorvald Halvorsen

Skibsreder. Bergen

No 85

"Gromùld, ùngbjörk og snefjeld".

Eier: Cand. Aslaksen Oslo

(Hvis adr. Frk. Kamstrup kjender

No 86

"Apal i blomst mod

hvidt hùs og graa vaarnat

– . Eier: ukjendt. Billedet er

ogsaa en af dem, som var

kjöbt for meget billig pris

af Rasmùs Meyer, men som

familien senere har taget ud

av samlingen. Det var det 

störste billede, jeg havde i det

galleriet (ca. halvanden m (130 cm)

Det er mùligens hos Nyquist

(Meyers svigersön). Maleren Rusti

sa, at det var mit bedste billede. – 

Kinck var ogsaa mest glad i dette

billede. Det er kanske det, som er 

mest af den gamle præstegaards-

stemning over. Men jeg synes ikke det er 

mit bedste billede.

No 87

"Groveir paa Sandalstrand"

Eier: Maleren og gravören Per Kra-

mer Vestre Muralmenning 9

Bergen

("Sandalsstrand" heder den lille 

gaarden, jeg har paa Sandal, (som jeg 

bor paa). (Min kone og barna ser

paa at det spirer <i jorden>)

22) No 88

"Höstvæte og "vandrende" kornstaur"

Eier: Malerinden frù Aagot

Kramer. Nùbbebakken 7 ved

Bygrændsen Bergen

(Det samme som Per Kramers

private adr. – Frù Kramer er

en af mine elever, som ikke 

hater mig; – dette billede var

ikke færdigt, men frù Kramer

bad mig saa inderligt om ikke

at "gjöre mere paa det". Saa

forærede jeg hende det som, det var da.. Men

jeg faar jo höre, at det er en

flok "sjöfolk i oljehyre", som

vandrer hen over aakeren.

No 89 a. og b.

a 

"Sæterhaùgen ved Jostedalsbræen":

b

("Sæter paa Morænehaùg")

(Jeg har skjelden malt  

stùdien og det endelige

billede saa like hinanden

som med disse to her. De er

begge at betragte som "færdige".

Eier a.: Apotheker Th. Rùùd

                          Hedemarken og

og b. Eier: Skibsreder Eie – Bergen

Disse to har jeg betegnet med "a" og

"b", fordi de er nogenlùnde like.

"A" er et stort, og "b" et lidet

billede, – det er hele forskjellen.

        hver af dem har sine fordele.

No 90

"Interior-stilleben fra "stova"

paa Sandalstrand"

Eier: Skibsreder E. Engelsen

Bergen

Billedet er kanske mit bedste

i denne genre.

No 91

"Interiörstilleben med

stor blaa krùkke"

Eier: Frù Konsùl Mohr – Fjösanger

Bergen

Noget i slegt med foregaaende No 

23) No 92

"Vaar og islösning ùnder Kollen"

Eier: Frù Konsùl Mohr

Fjösanger Bergen

Billedet er malet fra samme

sted næsten – som "Raa novem-

bermorgen" ("Kollen") i "Meyers

samling" (se No 2); – men er 

altsaa i en helt anden stemning, – 

da dette er vaar og "Kollen" höst (vinter)

No 93

"Fra "mistbænk-haùgen" paa Sandalstrand. Eier: Frù Konsùl Mohr

Fjösanger Bergen

No 94

"Helg"

– Eier: Rasmùs Meyers samling – Bergen.

Dette billede konkùrerer med No 90 om at være

det bedste i denne genre af min kùnst.

No 95

"Sommervind og lekende börn"

("Kjærringa med staven")

Eier: Rasmus Meyers samling

Lignende motiv som "Mörkt

solskin (No 96) se bilag til

"Foto V". – Meyer sökte for-

gjæves at faa kjöbe "Mörkt solskin

og bad mig derfor male noget lignende

 

No 96

"Mörkt solskin"

("Mörk solmystik")

Eier: Frù Arthùr Mathiesen Fredrikstad

Det er dette billede det daarlige "Foto V" viser.

Farverne: Dyp ultramarin himmel med lidt

store perlemoragtige skyer. Brùnvaat, nyplöiet aker

Soleier – Mod de "blindgraa" hùse og andre "blændede" far-

farver (aker) staar en skingrende höiröd kjole (paa en jentùnge)

Matt grön aker og en blaa og hvidstribet "bùsserùl" (paa en gutùnge).

Næsten svart fjelskygge. Et gammelt siljetræ fyldt af solvarmens stövtùnge luft

blandet med gult – i sin sölvagtige krone. Billedet skal desværre ha forandret sig.

25) No 97

"Ved havestùedören i regnveir".

Eier: Frù Konsùl Mohr

Fjösanger

                             Bergen

(Min kone og min söster betragter regnveirets tristhed).

No 98

"Dokkehùset":

Eier: Dr. P. C. Kreyberg – Bergen. Det er 

en stor penne tegning. – Som vistok för nævnt –

tænkte jeg at lage en barnebok engang;

men paa gùnd af gjæld og fattigdom blev

jeg nödt at sælge tegningerne og farve-

plancherne efter hvert enkeltvis, – og de

fleste af disse, veed jeg nù ikke hvor de er

havnet, – da de blev solgt for mig gjennem

en ven af mig, som nù er död.

Den her angjældende tegning har jeg dog faaet

löfte om af eieren om at faa laane til reproduk-

tion, om jeg senere vil forsöke noget lignende.

No 99

"Den store "priselden" byggest".

Eier: Dr. P. C. Kreyberg, Bergen

Billedet er nævnt flygtigt under

bilag til "Foto I". – Det er jo ikke egent-

lig noget "St. Hansbaal", – da det "store" baal

endnu er ùnder bygning; – det er et mindre

baal (ved siden af det "store"). Dette lille baal

kaldtes "Varskùaren" (varsleren). Man

varslede altid paa denne maade andre –

– fjernere – St. Hansbaal-brændere – (ligesom folk

nede i bygden) om, at her var der St. Hansbaal

ùnder bygning, – og at man snart var 

færdig til at tænde ("kveikje"). Det gjaldt

nemlig om at tænde nogenlùnde sam-

tidig med andre i bygden – eller allerhelst

i rækkefölge – slig at et baal tændtes – <naar et "döde">

26) No 100

"Rabarbra-plùkkerske"

Eier: Dr. P. C. Kreyberg – Bergen

Egentlig en studie til et endnù ufær-

digt arbeide (blir kanske alle dage ufærdigt)

No 101

"Sommernat med gaas og Rabarbra"

Eier: Dr. Leif Kreyberg Oslo

(sön af Dr. P. C. Kreyberg, – han

er vistnok paa Rikshospitalet)

Ja, "nù er 101 – "hùndred og et ute" – og jeg tænker da

det er bedst, jeg slutter og, – jeg har sikkert plaget

Dem nok. – – Jeg mindes nok mange skisser og bil-

leder endnù, – men det er vistnok mindre vigtige

ting; – kommer jeg i hù noget af mere betydning senere,

skal jeg sende "fortsættelse i nærste nr.", – om De

da önsker det; – men jeg vil paa ingen maade plage

Dem med at söke at opnaa ùdlaans-tilladelse for

en eventuell retrospectiv ùdstilling; – naar jeg fik vite

eiernes adresser, – kùnde jeg jo skrive selv til disse;

thi Deres tid er vel knap. De har jo materiale for

en tid, om De vil fotografere, det De kan finde gjennem

de oplysninger, jeg alt har givet. Og hùsk paa, hvad 

jeg nævnte om billeder ùdenfor mit "jagt-terrain", –

– jeg kùnde saaledes nævne et billede som: "Tyskebryggen"

Eier: P. C. Kreyberg Bergen. Dette billede hörer altsaa til

dem, som jeg ikke önsker fotograferet eller omtalt, –

til trods for at det er et godt billede, – saa godt, at 

maleren Ravensberg (Kincks bedste ven) sa:, at "det bùrde været

27)

b) i et galleri og ikke hos en privatmand 

Men som jeg tidligere har nævnt, passer mine fiender

paa mig som smede – og har pressen her vest i sin

magt – (baade i Bergen Throndhjem og Stavanger), – og det

vilde ikke vare længe förend der kom en artikkel –

(hvis slige billeder fra min haand blev offentlig gjort)

– kanske en artikkel med overskrift: "Maleren

Astrup har löiet". Kan hænde, jeg senere kommer

til at male flere "bybilleder", – særlig har jeg mange

motiver i Bergen. Men först, naar jeg engang er 

"ovenpaa" tör jeg det. (hvis jeg da nogengang blir det mere)

Og da skal jeg nok tage med dette og andre lign.

billeder paa en utstilling. Forelöbig "törr" jeg det

simpelthen ikke: – nogle "Bergensmalere", som 

har taget patent paa motiverne der – vil sörge

for, at jeg blir slaaet ihjæl, – jeg er simpelthen

rædd deres leiede lazaroner. Naar jeg engang 

finder for godt at male Bergen, – saa maa jeg

först söke at blive saapas fri min tyngende gjæld,

at jeg kan have raad til at holde en politikonsta-

bel i nærheden af mig stadig. Saa maa jeg bede 

Dem være saa venlig ikke at omtale til eieren af

dette bybillede eller andre, – at jeg forelöbig ikke önsker

dem offentliggjort. (eierne vil da lett tro, at billederne

er daarlige, – hvad de slett ikke er), – jeg har ikke nævnt

dette til nogen andre för, – ikke en gang til min ven

maleren og gravören Per Kramer, som ellers kjender

mit liv ut og ind, og som ogsaa kjender til flere af

maleren Krantz sine meritter. Hvad jeg har nævnt om

28)

b) disse bybillederne – gjælder ogsaa en hel mængde

smaabilleder fra "Schleswig", (som det hed dengang). –

Disse "skisser" – (samt et meget stort billede) – fra

"Astrup" – og omegn hörer jo heller ikke ind ùnder

rammen af min kunst. – Men det kan jo hænde, jeg

tager det store eller et par af de smaa med paa en

eventuell retrospectiv utstilling, hvis de ikke "stikker

for meget af. – Capt. H. J. Meyer – Vetrlidsalmenning 27

Bergen – har en (2) af de smaa skisserne fra selve Astrup-

gaarden – ligesaa min bror Presten P. Astrup.

Et stort interiör fra en "röykstove", – en af mine

förste ting, – har jeg heller ikke taget med, fordi jeg

dengang nærmest betragtede det som et övelsesar-

beide "studie" eller et slags skolearbeide (1900) – 

dette kan jo have lidt kùltùrhistorisk interesse, – da jeg

er den eneste, som har malt en vestlandsk "röykstove";

der findes ingen igjen af dem nù, og disse bygde-

mùseerne bygger dem jo rivende galt, – naar de skal

sætte op den gamle "röykomn".

Mangt og meget andet husker jeg og, men det faar være denne-

gang.

           Det vanskeligste ved en eventuell retrospectiv

utstilling er billedeiernes vrangvilje til at ville laane

ut billederne, – enkelte nægter bestemt, – andre er

villige for en "kort" tid, – saa kort, at det er ùmùligt at

faa samlet alle paa den tid. – Jeg har imidlertid

29) 

b) tænkt mig en maate til at opnaa dette paa {…}  

at faa de gjenstridige billedeieres tilladelse til 

ùdlaan: Jeg har opdaget, at en hovedgrùnd ligger

deri til deres vrangvilje ligger deri, at de – særlig

de rikeste – (med lùxurieust ùdstyrede saloner, hvor

alt er indlempet og "inddæmpet" i milleùet for

farve, former o.s.v. – med en viss smag kanske – paa de

oftest overlæssede vægge) – plùdselig opdager, at der

bliver et "hùl i væggen" – efter billedets plads

(naar de tager dette ned). En mand havde endog

aldeles sikkert lovet ùdlaan af et billede, som der-

for var opfört i ùdstillingens katalog; – men da han

fik se "hùllet" blev han "sta" med engang og næg-

tede bestemt; – billedet maatte paa plads igjen. –

Dette "hùl i væggen" kan have mange aarsaker: – 

man vænner sig jo til et billede paa sin væg – og er

kanske glad i det, – og iallefald er det gjennem aare-

nes löb blevet en del af ens hjem, som straks

faar en liden dissonans, – bare noget er vække; – 

men ofte er dette "hùl i væggen" rent bogstaveligt,

fordi tapeter, væggemaling og lign. har "falmet"

eller lysnet omkring billedet, – ligeledes vil som 

bekjendt næsten all maling, som stadig er dækket

eller staar i mörke – ogsaa "mörkne" (de tyske mal-

res udtryk: "Nachdùnckeln") (dette gjælder endog

malerier, – men de lysner i regelen atter, naar de en

tid udsættes for sterkt lys. Ofte er det ogsaa ikke

30)

b) gjort i en hast at "fylde" "hùllet" med noget,

og selv om man finder noget "tilfældigt" at

placere der, saa vil man stadig gaa og ærgre sig

– hver gang öiet möder dette tilfældige og ùvante

paa billedets gamle plads.

For nù at ùndgaa dette "hùl" – har jeg tænkt paa

fölgende: jeg faar opgivet billedets störrelse nöi-

agtigt, (sörgeligt, at jeg ikke altid har noteret de

forskjellige billeders störrelse), og saa maler jeg da 

en del "midlertidige" billeder og tilbyder disse

vrangvillige billed-eiere, at de skal faa "laane"

et andet billede af samme störrelse "midlertidigt" – til  

at dække billedets plads med – , slik at de ùndgaar

noget "hul i væggen", medens jeg laaner deres bil-

leder, – det kùnde jo hænde, at somme endog

vilde finde det at være en afveksling, – saaledes

at have et andet billede der for en stund; – 

det vanskeligste ved denne plan blir ramme-spörgs

maalet, – det vil baade koste penge og være van-

skeligt at finde samme sort og stil, som vedkom-

mende har för, – og saa vil det jo koste mig tid

ogsaa, – særlig da jeg ùnder udarbeidelsen af

disse "midlertidige billeder" maa tage lidt hen-

syn til billedets farve, dybde og höide i lys o.s v. –

for ikke at forstyrre "harmonien" i de gode spids-

borgeres saloner. Ja hvad synes De om denne idè?

31)

b) Jeg har ikke nævnt den til andre. Nù maa 

De ikke haane mig for dette, som sikkert alle mine

venner vil gjöre, om jeg nævner det til dem. "Dù er

altid saa vidtlöftig og ùpraktisk", siger de. –

Og jeg hörer saa godt, hvad de videre vil sige:

"Sælg da hellere de nye billeder og dækk din gjæld

og lad de gamle billeder være hvor de er!"

Ja saa lidet forstaaelsesfùlde er de, hvor snilde

de end kan være mod mig.

Nù kùnde jeg jo delvis ogsaa gjöre det slig,

at jeg for hvert nyt billede, jeg skal male herefter, vælger

jeg en störrelse, som passer et eller andet af de

gamle billeder, – som jeg önsker ùdlaant. – Paa

den maaten kùnde jeg slippe at "lave" formeget

"fyldekalk" eller daarlige billeder til disse "hul"-

"plastere".

I fald De ikke har tid at ùndersöke og finde disse 

billedeieres adresser, kùnde De kanske være saa

venlig at overlade professor Francis Bull – eller

en anden, som vilde interessere sig derfor, – en liste

med de aller nödvendigste oplysninger, – saa kan-

ske de skrev og opsporede adesserne og ùnderhand-

lede med billedeierne. Professor Francis Bull tilböd

sig iallefald dette, men hans tid er vel nù kostbar.

Der er ogsaa en ùng forfatter, som vil arbeide for noget

i denne retning "til min 50 aardag", som han siger, og han

vil ogsaa skrive noget og vil have mig til (sammen

32)

b) med ham) at udgive en bok med reprodùctioner – 

af alle mine billeder i farvetryk og sort og hvidt, og

mellem disse vil han pùtte ind en hel del sagn

og lign. her fra bygden (folklore), som jeg samlede 

lidt af i mine ùnge dage, – han vilde hjælpe

mig med udformning af den litherære del: "ordne stoffet"

og skrive lidt selv hist og her o.s v. Han har vist

alt talt lidt med Aschehoùg om dette, – han er 

en god ven af Mads Nygaard (eller hvad han

nù heder sönnen i firmaet). Men lad endelig

dette blive mellem os; thi jeg vil nödig have

noget med ham at bestille – da jeg alt er advaret

af Kinck; – et par dage för han döde; men vedkom-

mende er en farlig mand at have til fiende, har 

jeg hört, – derfor beder jeg Dem om taùshed.

Jeg er nemlig ræd for, – hvad Kinck ogsaa i 

sit brev til mig antydede, – at dette samarbeide

vil blive noget "lapskaùs" – noget stil-löst

"roteri"; thi skal jeg engang ùdgive sagnene og

lidt af det, jeg husker om bygden fra min barn-

dom, saa maa det være noget for sig selvmed

illùstrationer, som bare er beregnet derpaa og bare

i sort og hvidt – mest træsnit; – (og kùn foran og

bak i boken kanske kùnde der anvendes et eller

to "orginal-farvetræsnit." Altsaa ingen farve-

reprodùctioner. Det sidste vilde da passe bedre til

Deres bok, om De altsaa vilde skrive om mig, – 

– noget, som jeg ifölge Deres önske, ikke skal nævne til en sjæl.

33)

b) Men saa er det jo dyrt dette med "farve-

reprodùktioner"; – et forlag vilde kvie sig for det, 

tænker jeg, selv om bare halvdelen af illùstrationerne

skùlde være i farve. Jeg har en idè, – og De som

er erfaren i boktrykning og forlags-arbeide et.c kan

jo bedst sige, om den er realisabel: Jeg faar stadig

forespörgsler fra jùlehefter – sportsreklamehefter og

lign. om tilladelse til at reprodùcere dette eller hint

af mine malerier, – men da jeg bor saa langt 

ùndaf med daarlige postforbindelser o.s.v., og jeg

ofte ikke er hjemme, – (men andensteds i bygden),

saa kommer jeg ofte forsent med mit svar, – saa

det har ikke blevet saa svært mange billeder som

er bleven reprodùcerede i farve – til denne tid.

Om jeg nù næste gang, jeg faar slike forespörgsler, – 

forlanger at faa reprodùktionsplaterne eller 

allerhelst forlanger et större oplag trykt særskilt

til mig (det kùnde jo da kanske være tale om at maatte

betale noget extra for papir, trykning e.t.c, hvis op-

laget skùlde være stort, – noget som De maatte bestem-

me, – jeg vilde jo gjerne være med at yde lidt ogsaa 

efter fattig leilighed), – – om jeg altsaa kunde

opnaa noget sligt, – vilde da disse plater – eller

tryk deraf – kùnne benyttes til Deres bok? Vilde det

skade boken, at illustrationerne – for en del farvetryks

vedkommende – havde staaet i et sligt "dögnprodukt" – 

som et jùlenùmmer? Vilde den ùgjevne störrelse

34) 

b) gjöre det vanskeligt at samle dem i en bok?

Disse jùlenùmrenes farvereprodùktioner har jo en

störrelse som kan variere fra 19 cm. x 25,5 – 21 x 26

21 cm x 27,5 – 22,5 cm x 27,5 – 18 cm. x 28 ja

like til 24 x 31, som er det störste format, jeg

har fùndet i jùlehefter, – men et saadant format

vilde vel blive for stort for en bok som Deres,

og man kan vel ikke godt paa forhaand for-

lange at jùlehefterne skulde indrette sit format

efter, hvad der passede os, – og da vil vel jùle-

hefternes farvereprodùctioner i regelen blive for

store, – især naar der skal tages hensyn til en del

margina rùndt reprodùctionerne.

Ja, De smiler vel bare af mit paafùnd.

Har Aschehoùg kanske et bestemt firma, som

trykker deres "farvelystryk" – og ùdförer reprodùctio-

nerne kanske? Isaafald kan forlaget kanske ikke

gaa ùdenom dette lystryks-reprodùctions-firma.

Kanske Aschehoùg har egen lystryks-reprodùctions-

anstalt?

Ja nù er De vel mere end træt af mig. Men der 

var endnù noget, De nævnte i Deres brev: De bad

mig om at "skrive op" til (Dem) – "forskjelligt om 

(mit) liv og mine arbeider". Ja sligt vil jo være

vanskeligt at gjöre objectivt, – (naar man selv skal

gjöre det). Men nù veed jeg det: Dog lad endelig

35)

b) dette – "blive mellem os", – saa ingen her i

bygden faar greie paa det: Ja, jeg maa da

först fortælle noget, som jeg nylig har faaet

vide (ved den rene indiscretion af et komù-

styre medlem her i bygden, – altsaa næsten "sladder").

Det var i 1914 – ùnder "jùbilæùms-rùsen", at komù-

nerne i landet blev enige om, at gjöre noget for sin

bygd det aar, – noget som til alle tider kùnde

staa som et minde om, at komùnerne, hver i sin

bygd, – det aar havde tænkt "fremover" – og ud-

rettet noget i jùbilæùms aaret i den retning, – – 

noget, som ikke blev glemt, – men som særlig 

vilde mindes ved næste hùndred "jubilæumsaar"

– – (altsaa i 2014). Enkelte komùner i landet 

anlagde da veie til fjeldgaarder i bygden, – andre

plantede mange maal skog, – eller de "braùt upp"

mange maal jord paa komùnens regning. Men

Jölsters komùne var fattig og havde ikke raad til

slikt, – man fandt da paa en ganske orginal

idè. Der skùlde laves en meget stor (haandskre-

ven) bok, hvori alle personer i bygden, som paa

en eller anden maade havde gjort sig bemærket

(i god eller daarlig retning), – "orginaler" og lign. – 

skùlde have sit kapitel. Og, for at boken

skulde blive saa "sandfærdig" og objectiv som

mùlig, – uten nogen hensyntagen til nùlevende – slegt o.s v.,

saa blev det bestemt, at de mænd, som fik i opdrag

36)

b) at skrive de forskjellige kapitler, – ikke

maatte fortælle nogen nùlevende noget om,

hvad de skrev om, – eller hvem de havde faaet

i opdrag at skrive om; naar alt materiale

saa var samlet og indkommet til lensmanden,

skùlde det lægges i en forseglet box og op-beva-

res ùaabnet i bygdebankens "stenskap" ("hvælv")

indtil 2014. I denne bok skùlde

jeg da ogsaa have mit kapitel, – og ved den

nævnte indiscretion af et komùnestyremedlem

(som er en god ven af mig), fik jeg vite dette, som

jeg selvfölgelig ikke maa röbe til nogen i bygden, – 

og jeg fik ogsaa vite, hvem, der skùlde skrive

om mig; – det var en gammel skolemester,

(som jeg forresten desværre skylder penge; – vi boede

nemlig en tid lige ved siden af hinanden med 

"langt til folk" paa begge sider, – og han var da

god at "ty til" mangen gang, – selvfölgelig har 

jeg, – siden jeg fik ovennævnte at vide, – ladt

ham forstaa, at jeg har alvorlige hensigter med

at betale min gjæld, – (noget jeg virkelig har baade 

overfor ham og andre), – men naar gjælden hænger

trùende som en kvernsten i en traad over ens hode,

saa er det ikke saa greit at holde ord i en fart, – 

især da kreditorerne forlanger efter hvert, det lille,

man klarer at lave af kùnst, – jeg arbeider tùngt i 

senere tid, – de (kreditorerne) forstaar jo, at det er langsigtig og

vanskeligt at faa penge hos mig; men det blir jo

en daarlig betaling, man faar for sit arbeide paa

37)

b) den maaten. – Da finder man ùt, – at det er intet, 

som er dyrere end at være fattig, – (ja det koster

forholdsvis mest at være fattig) – som til exempel

bare det, at jeg maa kjöbe 3-4 gange saa meget

brændsel, som andre, skal jeg holde den strenge

vinterkùlde ùte i disse hùsene mine, som jeg paa

grùnd af fattigdom ikke har havt raad til at bygge

"tætte" nok, – jeg byggede nemlig i den dyreste tid nù 

ùnder "hoikonjungtùren".

Men denne mand, som skal skrive om mig: – 

Skolelærer Anton E. Fond – adr. Myklebùst

i Jölster – Söndfjord, – har imidlertid været meget

tålmodig med mig – og har aldrig "krævet mig".

– han maa derfor antagelig endnu – trods

alt – have en viss sympathi for mig fra den

tid, vi var naboer – og til dels foretok expeditioner

paa höifjeldet isammen, – han var ogsaa sam-

men med Kinck og mig paa vore ùdflùgter rùndt i bygden.

Kinck kaldte ham altid "El capitano", – baade paa

grùnd af hans störrelse, og fordi han styrede vor

lille motorbaat her paa Jölstervandet, – og hvor-

med Kinck, Fond og jeg – samt ikke at forglemme

Ravensberg – streifede rùndt baade nat og dag en lys 

sommer; – (ak ja, denne motorbaad havde jeg ogsaa

"aktier" i, og da jeg ikke kùnde betale, blev Fond nödt

at löse mine aktier ùd, – det er ligesom det værste,

jeg har paa samvittigheden overfor ham). –

Men trods alt, – er jeg da glad for at det blev

denne Fond, som blev valgt til at skrive "Astrup-

38)

b) -kapitelet" i komùnens bok, (endskjönt, det jo

har liden betydning for en selv, hvad folk faar

höre om ens liv 100 aar herefter.

Nù kom jeg til at tænke paa denne mand, – da

De skrev dette "om mit liv og arbeide"; – thi han

kjender mig jo "ùt og ind" – mine lyder og dyder 

og omtrent alt, hvad der har hændt mig her, og

han saa jo stadig, hvorledes mine arbeider blev

til, (indtil han ogsaa selv fik lyst til at male – 

men – mellem os sagt – nogen stor kùnst blev

det jo ikke af det – i begyndelsen var det fint og föl-

somt, men senere, da jeg flyttede fra ham, – stivnede

han i methoder "teknik" – og har nù ikke malt paa

mange aar.) – Om De nù skrev til ham og gjorde

ham spörgsmaal, – saa vil han sikkert kùnne

give Dem de oplysninger, De behöver eller önsker.

(Jeg vil jo paa denne maate kanske ogsaa faa

et lidet "glytt" ind i fremtiden og erfare noget, – 

noget om mit "eftermæle"; – man er jo lidt nyss–

gjærrig ogsaa – men jeg skal ikke provocere.)

De kan godt sige til ham, at De havde bedt mig

om at give Dem oplysninger om mit liv: – forexempel

til brùk for en avisartikkel eller lign., – og at jeg da

hadde svaret med at henvise Dem til ham, for-

di han var en af dem, som havde været mest sam-

men med mig og derfor maatte vide mest om mig –

– kanske mere end jeg selv, – man ser jo nemlig ikke sig selv.

39)

b) Jeg skal gjerne tale med ham om dette, og

da skal jeg selvfölgelig ikke sige noget om, at det 

skal være til en bok, – naar De ikke önsker det, –

jeg faar da heller brùke den halve lögn: at sige,

at det skal til en avis-artikkel, som en dansk

dame skal skrive om mig – eller lign. – som De be-

stemmer. – Forresten er Fond en mand, som

aldrig röber, hvad der fortælles ham, – saa De

kan for den sags skyld trygt sige ham dette om 

"boken" ogsaa, – han kommer ikke til at fortæl-

le det til mig engang, hvis De beder ham derom.

Han benyttes altid i bygden, naar testamenter og an-

dre hemmelige kontrakter o.s.v. skal skrives – for-

di alle veed: "at paa ham kan de stole trygt, hvad 

taùshed angaar."

Men en ting maa De love mig aldrig at fortælle ham,

– og det er: hvad jeg har faaet vite om hans be-

fatning med den "komùnale bok", som först skal aab-

nes om 100 aar.

Fond kjender ogsaa lidt til de forfölgelser, jeg har været

udsat for bl.a. af Nils Krantz. Denne mand som

jeg för nævnte havde været min elev og har boet

hos mig i længere tid, og som besögte mig aar efter

aar, ùden at jeg ahnede, at han stadig bagtalte mig

og modarbeidede mig i Bergen. Jeg nævnte lidt om

ham (ùnder No 83) i min omtale af billedet "Kvenna-

gongsvatten". Kranz havde dengang faaet rede paa, at

40)

b) jeg havde faaet en bestilling fra en af Bergens ri-

keste mænd (dengang), – en kùnstsamler, (hvis navn

jeg dog vil holde ùdenfor – og bare kalde ham "rikmanden")

Kranz kom da straks op til Jölster og boede her

hos mig en 3 ugers tid og malede lidt – og gik stadig

og saa paa mine billeder og skröt frygtelig, – særlig

valgte han ùt et nemlig "Kvennagongsvatten", som

han ikke noksom kunde rose, – det billedet maatte

jeg sende ind til Bergen til "rikmanden", og han

selv (Kranz) maatte faa lov til at være den, som

overbragte "rikmanden" billedet, – for han (Kranz)

var den eneste, som "med forstaaelse kùnde tale

om billedets gode "egenskaber", – "ingen anden kunde

"forstaa" – det", slik som han, som havde været

saa meget her i Jölster hos mig, og som kjendte mig

og min kùnst og naturen her – som ingen anden o.s.v.

Jeg troede straks at "lùkte lùnten": han vilde

gjerne selv blive kjendt med denne "rikmanden" og

faa sælge til ham, – og det ùndte jeg ham saa gjerne, – 

– men jeg ahnede ikke hele den djævelske plan, som

han i samraad med andre misùndelige "vestlands-

malere havde lagt op mod mig. – Han var i den

tiden for en del paa min anbefaling bleven indvalgt i

"Bergens kùnstforenings" styre – og opholdt sig næsten hele

dagen paa kontoret og i korridorene der, – og "hùket

fat" i alle de rikfolk, som kom der, – det var jo i "guld-

flommens" tid, – han vilde saa gjerne dele med disse

rikfolk lidt af sin overflod paa visdom i kunsten, –

han blev tilsidst den selvbestaltede styrer baade for 

kùnstforening og publikùm, – den, der alene kùnde be-

41)

b) stemme, hvad der skùlde indkjöbes til kunstfor-

ningen, hvad naadigst kùnde blive udstillet, og

hvad puplikùm kunde faa lov at kjöpe o.s.v.,

man maatte konsùlere ham, – ellers brùkte

han slik höiröstet kjæft, at alle folk römte

fra kùnstforeningen. Nù var han bange for, at

jeg kùnde sende billedet diecte til rikmanden,

og saaledes gaa hans næse forbi, saa han ikke

fik givet mit billede den medfart, han lystede – 

men sligt ahnede jo ikke jeg, – og da han bad

mig sende billedet ind til kùnstforeningen, og

saa ùnderrette "rikmanden" og ham selv samtidig,

– "for at han kùnde være tilstede og overbringe bil-

ledet og varetage mine interesser o.s v. ja,

saa gjorde jeg det i god tro. – Men der möter 

Kranz op med en mand – en "sakkyndig", – en mand 

som i den tiden var "hùnden" til Kranz – nemlig kon-

servator Lexow, – som Kranz i den tid havde "prei-

ket" aldeles rùndt, – saa han aldrig tùrde have

nogen anden mening end Kranz, – og disse to i 

fællesskab rakker da ned mit billede for "rik-

manden", som efter slikt "sakkyndigt" ùtsagn –

ikke tùrde kjöpe billedet, – (han har angret paa det

siden), – derimod kjöpte han fire billeder af Kranz.

Men dette var ikke det værste. Efterpaa stiller

man ikke engang ut – mit billede, – nei, det blev 

"i smùg" overantvordet til en stakkars forkommen

joùrnalist, – en i Bergen for sin drukkenskab meget

berygtet person, – og saa lover de ham at faa beholde

en god slump af det, han kan faa for billedet, hvis

42)

b) han vil gaa rùndt i byen og falbyde billedet

ved folks döre, – altsaa en ren tiggergang hos 

rikfolkene i Bergen.

Jeg havde jo nok af bestillinger, – nok af kjöbere,

som jeg selv kunde solgt til privat, – flere be-

stillinger, end jeg kùnde ùdföre, – da jeg ofte var

syk i den tiden; – og det vidste Kranz og hans

venner, som styrede i kùnstforeningen, – saa at

dette var det mest ùtspekùleret djævelske, de

kùnde finde paa, – den ùsle fillede fordrukne

journalist, – som, naar folk ikke vilde kjöpe

billedet, dog maatte faa lidt hos dem for sin

uleilighed; – til slik tiggergang skulde mit

billede nedværdiges; – og folk blev mistænksom-

me: "Er ikke Astrups billeder mere værd , end

at han maa leie en fattig fordrùkken stakkar

til at gaa rùndt med dem – for at faa dem solgt, – 

törr han ikke længer ùdstille sine billeder paa van-

lig vis? – kan de ikke staa sig for offentlig kritik? – da

maa det være gaaet svært nedover med Astrups

kùnst," – sligt og lignende, sa man, – og det var jo klart,

at ingen da vovede at kjöpe billedet, enda journalisten

slog det ned i næsten halv pris. – Endelig fik han 

da solgt det til Thorvald Halvorsen, og jeg fik mær-

kelig nok noget af pengene. Jeg var jo rasende og

skrev ùforskammede breve baade til "rikmanden" og

kùnstforeningen, som jeg tænkte paa at anlægge sak

mod; thi da billedet var adresseret did, maatte jo

kùnstforeningen være ansvarlig for det; – men saa vilde

det jo bare gaaet ud over den fattige joùrnalist; thi de

43)

b) "styrende" i kùnstforeningen paastod alle, at

han havde streng ordre til ikke at sælge ùnder min

pris (som var lav nok), – – "han skulde forlangt "overpris"

sa de, – det var overprisen, som skùlde været hans

fortjeneste. Kjækleriet dem inbyrdes kan være

saken likegyldig, – De splittedes; thi Kaland skilte lag med Kranz af hensyn til mig – men han begik feil, det var ikke det "jùridiske", det 

her kom an paa, – det var den ondskabsfulde og

pöbelagtige maate, – og journalisten paastod,

at de löi, – og jeg syntes ikke, jeg kùnde lade et saa-

dant "vrak", og en saadan fattig djævel, – en

ren "Lazarus" ùndgjælde, – naar de andre rottet

sig sammen, – han var forresten langt mere værd

end de andre, – han var sympathisk i mangt og

meget og virkelig begavet, – saa begavet, at han jùst

derfor ikke "slog an" hos det brede publikum (ja

der gaar mange begavede joùrnalister i hùn-

dene – igrùnden gaar alle bega-

vede journalister i hùndene,

hvis de ikke i tide kan berge 

sig over i noget andet, – det er

kùn de "ùbegavede" – journalistikken har

brug for.

44)

b) Denne historie – og mine rasende og "blinde" 

"slag i lùften", (ja man kan jo gjöre dùmheder,

naar man slik blir op-arget til det yderste),

alt dette drog andre historier efter sig, – slik

at jeg endog fik nogen af mine bedste venner

til fiender; thi da disse mine venner fik vite,

hvordan jeg var bleven behandlet, reagerede de jo, –

men da skyndte rikmanden sig at sende

1000 kr. "til bestilling paa to nye billeder" og

Kranz & co. gik til mine venner, som de frygte-

de – og fremstillede saken paa sin vis og löi

en hel masse ihop (om hvad jeg antagelig skùl-

de have sagt om mine venner), – og rikmanden löi ogsaa – og, sa til mine venner at han havde givet mig 1000 i "erstatning" og naar man

bor langt ùdenfor "folkeskikken", kan man jo 

ikke fölge med og heller ikke forsvare sig i tide.

Men jeg gaar ùd fra en god sandhed, som jeg har

lært mig i livets mange gjenvordigheder: – Kan

mine venner ikke "lite mig saa meget, og tro

saapass paa mine egne ord, at de lader sig

omvende til mine fiender, – ja saa lad dem

i Gùds navn fare. Det kan være saart, – men

det faar saa ske. Kinck var den eneste,

som ikke forlod mig: – til ham nyttede det 

ikke for mine fiender at komme med lögn og sladder.

45)

b) Endkjönt – de forsögte det ogsaa. Han gjorde 

"modtræk" – og besögte mig istedenfor at "tro

vondt". – "Tag dig ikke nær af sligt skidt," sa 

han, – hùsk at din kùnst er ùdræpelig, – 

selv om dù en tid faar "modbör", – dù fik

for tidlig "medbör" kanske, – derfor maa dù 

vente dig slikt." – Det var bare en "ubönhörlig"

lov som gjorde sig gjældende, – mente han. –

Men mine fiender gjorde mig dog mere vondt med

dette: at de tok mine venner fra mig end ved 

den lumpne nedrakning af billedet dengang, – (et

billede, som bl.a. professor Chr. Krohg og

maleren Henrik Lùnd var ùmaadelig begeistere-

de for), (de er ogsaa de eneste kunstnere, som har

seet det; thi billedet skulde jo ikke faa den

ære at blive udstillet i Bergens kunstforening

engang, – og nù nægter jo Halvorsen ùdlaan).

At en, – i mangt og meget "sakkyndig", – som

Lexow, – kùnde gaa med paa en slik ned-

rakning er mig ùforstaaelig, – nù ja man gjör 

jo meget i "politikken", og han var kanske 

nödt at være "hùnden til Kranz" dengang.

Den samme Lexow skrev jo ogsaa straks efter

en liden kùnsthistorie, hvori han sörget for at

give mig en meget beskeden plads blandt "vestlands-

46)

b) malerne"; – jeg var dog den förste, som

begyndte det egentlig "Vestlandsmaleri" – 

– siden gamle professor I. C. Dahl’s tid, –

som ogsaa E. Mùnck engang sa: "Astrup har op-

daget de vestlandske farver – særlig den grönne".

Og alle de ùnge "vestlandsmalerne" har jo

lært af mig, (noget som selv Krantz har 

indrömmet, gang paa gang over-for mig, – han

besökede mig ogsaa siden hin historie, og tror at

jeg ingenting veed; tror vist, at jeg ingenting hörer –

eller ikke fölger med, fordi jeg bor slig udenfor, – 

men til min kone ùdtalte han engang de trùende

ord: at "nù skal det blive Astrùps tur, at komme

til mig for at söke hjælp" (han tænkte paa de

gange, han havde sökt hjælp hos mig).

Andre "vestlands malere" kan jeg kanske have

skadet ved, at de er blevne "siddende fast" i mine

farver, – men det kan jeg jo ikke hjælpe. – Tùnold,

som er ældre end mig – forandrede jo helt sin

palet (der nærmest lignede Zarthmanns-skolen) dengang,

da han i 1908 fik se min förste ùtstilling i

Bergen, – desværre er han jo ogsaa bleven "siddende

fast i enkelte af mine grönne farver, – (og tildels 

de gùle, – som han gjentager rent trættende. Men

47)

b) han er dog i andre retninger en god kùnstner.

Men Krantz i kompagniskab med Lexow skal

jo nù dominere vestlandet, – og jeg er dem en 

"torn i öiet" en provokation.

Jeg har aldrig gjort Lexow noget vondt

heller, – og jeg kan derfor ikke forstaa, at

han, som i gamle dage kùnde skrive saa

mange begeistrede artikler om mig i Ber-

gensbladene, – senere kunde opföre sig slik

mod mig. Jeg saa nettop hos

en af mine venner en af disse gamle ar-

tikler, som Lexow havde skrevet om mig

og jeg bad om at faa laane den, "for at sende

den til en dansk dame som interesserer sig for min

kùnst", sa jeg, – men min ven, som havde samlet

paa forskjellige af pressens og kjendte mænds

udtalelser om min kùnst – vilde dog nödig laane

ùd denne artikkel, – fordi han havde havt et par

pragtfulde illustrerede artikler om mig af Jùst Bing,

– og disse havde han laant en af mine beùndrere

og fik dem aldrig igjen, – de kom bort. (Det samme

har hændt mig saa ofte). Nù tok jeg derfor en afskrift

af artikkelen, – og sender Dem denne, om De skùlde have

interesse af at se, hvordan en slik "kunstgransker" kan skifte

mening, naar det passer hans kùnstpolitik. Lexow sigter mod

2 direktörstillinger samtidigt: Mùseet og "Bergens Billedgalleri". Han faar begge.

48)

b.)

Afskrift.

         Lidt om Nicolai, Astrup.

(af Einar Lexow)

"I alt, – Astrup har malt, möter man

den doble hensigt, og han er saa meget,

at disse faa linjer bare kan bli et glytt

ind i hans kùnst. –

Den første anerkjendte mening om ham

var, at han havde opdaget Vestlandets

farver, – at hans landskapskùnst var

lyrisk paa realistisk grùndlag. Siden til-

la man hans arbeider mange andre

og ùtmerkede egenskaper; man skal

imidlertid ikke ta stort hensyn til snak-

ket om realisme – i forbindelse med Astrup,

ordet og retningen passer ikke anvendt paa

hans billeder.

Hos en digter (Kinck) (min tilföielse N.A.) har jeg læst om en mand, som

sier: Der er noke so döir i dalen", og

man behöver ikke at se mange av Astrup’s 

malerier, för man föler, hvor angst han

er for at at noget av hans Vestland skal 

dö.

Mystikken, – livets rædde haap, som

49) fortsættelse af Einar Lexows artikkel: Lidt om Nico-

b) lai Astrup" (Konservator E. Lexow, Bergens Museùm)

        

paa afstand utlöser de lodne

skikkelser, som færdes i sommer-

nattens dùnkle lys, veistængte 

fjeldbotners ùlevede tilværelse gjor,

at der maa være ùkjendte ting –

noget, som ikke er opdaget, for at

redde tilværelsen for menneskerne. –

Med hver opdagelse er der noget som

dör. –

Mystikken finder vi over alt i Astrups

billeder. I tegningen av hvert træ

dets grene, dets blad, i fjeldenes

dyriske former, i ildens orme – er

han tro mot trold. –

En maler, som kjender og forstaar 

karakteren i hver træsort, og for hvem

denne kundskap, sprùngen av intimt

forhold til naturen, er en stadig fristelse

til den fineste detaljerte skildring,

50) fortsættelse af Einar Lexows {…} 

b.) Nicolai Astrup". (Konservator Lexow. Bergens {…}

        

har vanskelig for at bli artist i

almindelig forstand. – Astrup

vil bli det paa sin maate. Han vil

efter mit skjön, gaa den rigtige

vei, i motsætning til mange av 

de saakaldte artister, hvis pensel færdighet

er importert (fransk) og skjuler

synders mangfoldighed.

Astrup har skildret vaarnatten, den

lyse nordiske vaarnat med blom-

strende trær mot dùnkel grönne

fjeld, som bærer bræen paa sin ryg.

Sommernatten rùndt et stabbùr med

svart glùgg ind til loftets mörke, –

med dùgg i markens flöiels blöte græs

og i de gùle soleier langs gröftekanter-

ne – og höstens dage med regn og væte

paa avmeiede marker og hektisk löv.

51) Fortsættelse af Einar Lexows artikkel: Lidt om 

b.) Nikolai Astrup" (Konservator Lexow. Bergens Museùm)

Hans billeder fortæller om den

inspiration, som födes af instinkt

og fölelse, og det skorter ham 

ikke paa dygtighed i ùtförelsen.

Han er trofast mot jorden som 

Millet, storslagen som Constable,

og han har hittet frem det hittil

skjulte i farver og motiv i den 

lands del, som i fremtiden vil

vise flere muligheter end nogen 

anden.

Astrùp er ùdenom tid og retninger – 

– hans kùnst vil til-höre enhver

tid. Einar Lexow

Ja, jeg har plaget Dem med denne afskrift, for

at De kan forstaa, med hvilke fölelser jeg saa

– en kort tid senere maatte opleve sligt, som

52)

b) det sammenrotteri mod mig fra samme

Lexow & Kranz. Og De vil forstaa,

at slikt kan tage paa en mands

nerver og gjöre ham mistænksom

mod hele verden. Og hvis dette havde

været det eneste tilfælde, – ja saa

kùnde man ùndskyldt det med:

"denne helvedes politikken" – men

jeg kùnde nævne flere slike, som har

dyrket mig – rent intenst et öieblik for

siden at lade sig paavirke af mine

fiender slik, at de rent har hadet

mig siden. Jeg har tilladt mig at 

sende Dem nogle slike avis artikler 

og ùttalelser, hvoraf flere af disse 

artiklers ophavsmænd, siden er blevne

mine fiender; – for Rolf Thommesens

vedkommende, blev det, som De vil se,

straks paatalt af malere; men Jappe

Nilsens senere angreb paa mig, har jeg

desværre ikke, men hans introduction

53)

b) som jo er prægtig, sender jeg, og jeg vil 

gjerne bede om at faa den igjen,

fordi den morrer mig – (næsten som

at tage sig en dram, naar man er i

daarligt hùmör). De övrige ut-talelser

(med ùndtagelse af C W. Schnitlers) – , 

(som jeg ogsaa gjerne ser igjen), kan De

gjerne brænde, naar De har læst dem.

Ja nù har jeg betroet Dem meget, – mere

end næsten noget andet menneske, – og

jeg har plaget Dem længe, – akkurat slikt

skal ikke ske oftere, – det skal jeg love Dem.

I haab om, at De da ikke blir alt-

for sint paa mig og lader mig höre

lidt fra Dem senere ("ved leilighed") er jeg

Deres meget forbùndne og taknemlige

Nikolai Astrùp

P.S.

Just, som jeg skal pakke og sende dette, – og posten

er ventende tilbake – faar jeg Deres sidste brev. – Ja,

jeg er lei over, at der har gaaet saa lang tid, för 

mit svar kom – her er "julen" först nù (i gaar) forbi,

og stadige besök av min kones slegt – lidt af

mine ogsaa – tager jo tid. De maa meget ùnd-

skylde mig, – tak for alt det pene og trösterike,

De har sagt mig, jeg vil gjerne faa se det brev,

De taler om – "revideret", – kanske kan det gaa i 

forandret skikkelse, – men jeg finder, at det let

kan smake af reklame, eller det kan virke som

jeg tidligere har nævnt. Det er en historie om "Kvennagongsvatten" i mit

brev – det jeg sender nù, – som jeg vil bede Dem ikke

fortælle til frù Höst, – det kan beröre hende pin-

ligt og saare hende, da hùn ogsaa var en af de

venner, som blev "forargede" paa mig – og fandt mig

utaknemlig (mod rikmanden o.s.v.), men jeg havde den-

gang ikke faaet hans "bestilling" da jeg jeg skrev til hende – (jeg har den endnù

liggende) – som han altsaa til mine venner kalder en

"erstatning (altsaa en slags "gave") – det blev jo forskjell

paa sligt. Men det ser ùd til at rikmænd betragter det som "en gave"

naar de bestiller 2 malerier hos en kunstner for Kr. 1000. (i en tid da pengene er lidet

værd). Ja ùndskyld hasten posten er ventende hvert öieblik! D.S.

Oversettelse