3

var bleven gift med en lidt ùng – men helt og

fùldt voksen – pige paa 15-16 aar, – men det var jo

ikke nogen forbrydelse. Jeg sad altsa fast i

ùdlandet paa grùnd af pengemangel og var helt

uvidende om fratagelsen, – og da jeg saa endelig

længe efter fik höre et rygte om dette, skrev

jeg til Werenskiold og Holmboe, som ogsaa havde

med kunstnerstyret at gjöre, – og de svarede begge

at jeg "kunde forblive rolig i ùdlandet" – "penge-

ne kom nok" – "nogen fratagelse kunde der ikke

være tale om, – sligt havde aldrig hændt og

kunde aldrig hænde. Men tiden gik, og jeg maatte

laane penge, – og saa fik jeg da til slutt visshed

for at fratagelsen var en kjendsgjerning. –

De kan tænke Dem min fortvivlelse og mit

raseri. Denne skammelige historie ödelagde

jo helt min kunstnerbane; thi jeg havde i

mange aar samlet paa billeder til en stor

udstilling i Oslo, – og nù maatte jeg i hast

sælge alt, hvad jeg havde – og holde en slags for-

hastet udstilling i Bergen, hvor jeg skyldte mest

Side