Frú Magnhild Ødvin.

Tak for Deres venlige brev, – som kom som

en opmùntring til mig i tùnge tider.

Men desværre, jeg kan nok ikke gjöre noget

med at skaffe photos af mine billeder.

Der er vel neppe nogen norsk maler, som

veed saa lidet om sine billeder, – hvor de

er havnet. 

Nationalgalleriet var jo for sent ùde <begge>

de to gange, jeg udstillede i Oslo, – alt{…}

var ùdsolgt. Derfor er jeg saa slett repre-

senteret der. –

Min förste större udstilling i Oslo var i 1905.

(jeg havde da tidligere bare udstillet nogen faa

billeder). Dengang (i 1905) kjöbte galleriet

efter udstillingens slutt et billede, som en 

anden havde kjöbt, – og endsjönt jeg jo

syntes det var morsomt at "komme i galleriet"

2.

(jeg var jo bare 24 aar dengang), – saa gjorde jeg dog en

protest, – da jeg syntes, man kùnde kjöbt bedre

ting af mig.

Næste gang jeg udstillede var i Bergen, – da havde

man nettop frataget mig et stipendiùm –

uten nogen grùnd fra min side, – medens jeg var

i udlandet. : Der sad i stipendiekomiteen en

gammel "geil" borgermester, – og da denne havde

faaet særlig lyst paa en ùng malers elskerinde,

favoriserede han denne maler ved at lade ham

faa mit stipendiùm. – Borgermesteren fik da "laane"

pigen. Og jeg fik ikke en gang ùnderretning

om fratagelsen; – og for at retfærdiggjöre sin

usedvanlige handlemaate, blev der lavet en

skammelig og helt igjennem lögnagtig historie

om mit private liv, – og dette blev forebragt i 

departementet. Som fölge af dette skammelige 

rygte, som blev sat i omlöb, blev jeg frataget den

stötte, jeg var lovet af en rik slegtning, – man

stötter jo ikke berygtede personer. Det eneste man

havde at fare med var, at jeg dengang nylig

                              3

var bleven gift med en lidt ùng – men helt og

fùldt voksen – pige paa 15-16 aar, – men det var jo

ikke nogen forbrydelse. Jeg sad altsa fast i 

ùdlandet paa grùnd af pengemangel og var helt

uvidende om fratagelsen, – og da jeg saa endelig

længe efter fik höre et rygte om dette, skrev

jeg til Werenskiold og Holmboe, som ogsaa havde

med kunstnerstyret at gjöre, – og de svarede begge

at jeg "kunde forblive rolig i ùdlandet" – "penge-

ne kom nok" – "nogen fratagelse kunde der ikke

være tale om, – sligt havde aldrig hændt og

kunde aldrig hænde. Men tiden gik, og jeg maatte 

laane penge, – og saa fik jeg da til slutt visshed

for at fratagelsen var en kjendsgjerning. – 

De kan tænke Dem min fortvivlelse og mit

raseri. Denne skammelige historie ödelagde

jo helt min kunstnerbane; thi jeg havde i

mange aar samlet paa billeder til en stor

udstilling i Oslo, – og nù maatte jeg i hast

sælge alt, hvad jeg havde – og holde en slags for-

hastet udstilling i Bergen, hvor jeg skyldte mest

og hvor Rasmùs Meyer – stifteren av "Meyers

                                      4

samling" – benyttede sig af min nöd og fik alle

mine bedste billeder for spotpris, – men da de

skùlde forblive i et galleri, – saa töiede jeg mig

langt, – saa at jeg nær sagt "gav væk" billederne

til ham (flere af billederne var jeg privat 

buden det doble for, uden at jeg da havde villet

sælge, – fordi jeg syntes det var forlidet).

Men Meyer blev jo gal og skar halsen af sig

– den skùrken – ùden at ordne papirerne med

overdragelsen af samlingen til Bergens komùne, 

og han familie tog da ùd af samlingen

mine bedste billeder, – saa jeg blev narret

dengang ogsaa, – og det værste er, at jeg ikke

kan faa vide, hvor billederne er havnet, – (da

familien ikke tör være ved, at de solgte ùd af

boet – forinden de gik fallit – ) dette mellem os – .

Saa holdt jeg en ùdstilling i Oslo 1911, – der

fik jeg laane ud en del af mine tidligere ting

og en del blev af nyere ting, – og deriblandt de

to, som galleriet den gang kjöbte, – det var

to billeder, som jeg engntlig ikke var tænkt

5

udstille engang, – de var egentlig lavet til at ind-

fælde i væggen paa mit barneværelse. Saa-

ledes blev jeg ogsaa daarlig representeret i galleriet.

Senere har jeg forgjæves forsögt flere gange at

samle og faa udlaant til en större udstilling i Oslo.

Men straks för krigen blev jeg syk og maatte sæl-

ge for billig pris alt, hvad jeg eiede af kùnst; – 

havde jeg dengang kùnnet ventet ½ aar, kùnde jeg

faaet 10.doble priser mindst, – da de fleste af mine

billeder för krigen var solgt for 100-200 kr. pr. stk.

og nedover lige til Kr. 5 – . Men jeg fik bare

föle krigens dyrtid og forbandelser – og ingen

af dens fordele – (som andre kunstnere); thi

jeg var syk i mange aar – og havde kone og 8 

barn samt en gammel ^{(hùn er)} (snild) svigermor at ùn-

derholde. Tilslut sa doktorerne, at jeg maatte

söke at komme til Afrika (eller syden), hvis

jeg ikke skùlde blive helt kvalt af denne kram-

pelignend asthma, som stùndom tok bevidstheden

fra mig, saa jeg i timevis blev liggende kold som

et lik. Jeg fik da et stipendiùm, og en rik-

mand i Bergen lovede mig stötte, hvis jeg vilde

                             6

tage min kone med, – han syntes det var farligt

for mig at reise alene, – da jeg kùnde blive liggende

hjælpelös i udlandet – (bare folk vilde lade være

at blande sin næse ind i andre folks private

anliggender), ja jeg var dùm nok til at fölge 

hans tilsyneladende velmenende raad og löfter,

og jeg opholdt mig med min kone 7 maaneder

i Afrika – og kom mig utroligt – var sikkert

bleven helt bra –, om jeg kunde været der længer, – 

men rigmanden, som vilde bekoste min kones del

af reisen – han svigtede, – og da jeg havde faaet

laane penge hos en nordmand der nede i sikk{…}

forventning om penge fra rikmanden og paa 

hans ^(dennes) berömte navn (konsùl Mohr Bergen), saa

blev jeg staaende som en lögner overfor den, jeg 

havde laant af og maatte reise hjem og 

pantsætte min lille gaard og hùse i Banken, 

og enda laane for at klare min æresgjæld.

Og siden har gjælden stadig villet vokse, til-

trods for et ùtroligt slid og slæb. – De faa

billeder jeg har faaet male, har jeg efter hvert

maattet sælge privat – men mest har ^jeg maattet

7

slide med tegning, træsnit e.t.c. og andre smaa-

ting, som kunde skaffe kontanter til familiens

ophold og til at stikke i de værste gjældshùl,

saa jeg ikke blev dreven fra gaard og hjem. – 

Fotografier af mine billeder, tror jeg ikke existerer.

Men faar jeg nogen gang opsporet, udlaant og

samlet det vigtigste af min spredte prodùktion

til en udstilling, – skal jeg sörge for at faa taget

fotografier, – jeg har ofte faaet forespörgsler om

dette, – endog fra Sverrige. Og om De da vilde

skrive noget om mig – vilde jeg jo være meget

taknemlig, – og jeg skal da sörge for fotografier

til Dem. Men der er jo mange vanskeligheder

og kostbart ogsaa at "lete" slig og "samle" gamle

ting, som har skiftet eier 3-4 gange, – de sidste

kjöbere har betalt sine billeder dyrt, – og flere

er saa ùforskammede, at de kùn svarer:, at de "laaner

ikke ud sit bohave" – "tror De vi vil have et tomt

hùl paa væggen saa længe, som den ùdstillingen skal 

vare" – o.s.v. – Kanske Per Kramer Vestre mùralmen-

ning 9 Bergen – eller Overlærer Höst – Kristiania

8

Kathedralskole – kùnde skaffe nogen foto-

grafier, – de har en del af mine ting, – men

det blir vel for sent for Dem at vente paa, at

der skal blive taget fotografier. Capt. H. J. Meyer

Vetrlidsalmenning 27 Bergen har ogsaa flere af

mine ting deriblandt et interieùr, som er godt;

men der er vel ingen i Bergen, som kan fotogra-

fere med "filter", – saa det gaar gjerne som den-

gang en artikkel af Kinck om mig skulde trykkes

i "Kùnst og Kùltùr" – da fotograferede man ùden

"gùlfilter", slik at maanen som var det ly-

seste i billedet blev til en mörk flekk paa

himmelen; – lignende gik det med et st. Hansbaal.

De maa da ùndskylde at jeg, – saa gjerne jeg

vilde – , ikke kan skaffe noget nù.

Med takk og ærbödig hilsen

Deres

Nikolai Astrup