Manuskript med tegning

Astrup, Nikolai
u.å.

Transkripsjon:

Tor Martin Leknes

Side

  • 1,
  • 2,
  • 3,
  • 4,
  • 5,
  • 6,
  • 7,
  • 8,
  • 9,
  • 10
Transkripsjon
Oversettelse

Manuskript med tegning

Astrup, Nikolai
u.å.
C.2.5.O.7.L.5_2, Jølster Bibliotek

10 sider

Transkripsjon: Tor Martin Leknes

Transkripsjon

Sider manglar

som hadde te yveskrift "<Blikke> ind i fremtidene,

(den nye verdensrepùblik) Dar forekom blandt mykkje

annat tùll ein sætning som gjæk ùt paa at i den nye

verdensregjering skùlde alle menneskor værte like sterke

like dygtege til alt alle likt begava med åndlegt

{…} neme, for aa komme te da skùlde dei

fyst ùtrydde alt vondt af menneskjeheiten kor da

skùlde gaa te? Kva meddel dei vilde brùke – jaù

daùen skùlde styrelsen brùke, som gartnaren

med si hagekniv sjær tav dei greine som inkje bar

frùgt, paa same maate skùlde staten dræpe dei indevid

som dei (inkje saag frùgt af) {…} var odùlege fx. alle

Illustrasjon. Tekst i illustrasjon:

Det maa maa vises at den

del af træet er visnet har

været behandlet med hans

kniv

lys

gren træer

frem og sjù-

ler frùgter

ne

Tekst til høyre:

som drak elde

var sjùke, kröp-

lingar o, likn.

Dei konde vel

kanske faa

leve, men dei

skolde in paa

den betingjel-

gjelse at dei

inkje gjorde

ongar, (dei

skùl for mod-

dentleg gjildast.

Eg kom ihùg 

noke "heime

i hagen stod

eit epletre at

med groven da

var vas sjùkt

og vilde inkje bære nokot. Far og eg stod ein haùst og saag

paa da, da bar inkje anna elde nokon smaa eplar so smaa

som etre, so at inkje eingong ongarne <kaga> stæle <deim>

(Da var enda af da træet eg tok den gongjen eg fek ris for di eg

sa da var bær eg hadde i munnen, daa eg rymde paa kjyrkjegaren.)

So seie far "nei ditta træe lyte eg hogge ned hent öksen aat meg

{…} da var lett at dù skùlde hogge ner tre eg har

altid vore so glad i dei "aa nei far lat da staa te eit anna

aar" sa eg. Han so gjorde. Næst aar da lei ùt paa sommaren

stod far og eg igjen paa same staden, "Nei sa far, her er inkje

noke dei værte meir og meir osynlege aar fy aar æpline paa ditte

træet. Hent öksen", da gjore meg ilt fy hjarta men eg torde inkje anna

Siste linje er delvis oppriven og uleseleg

{... … … …} eg kjende graaten i halsen. Eg saag

far letta oksin i lugta "flött deg sa han, da kvak i meg, eg attende fort

og vart like i groven bar da med meg. I da same saag eg

noke ein aùgneblenk eg saag eit stort raùdt æple dat eg

sat gjöimt mylla laùve ut mot groven

hadde aldrig set noke större, aa nei far skreik eg

hogg, inkje eg såg eit fælande stort <aple>", far kom

te og <hjælt> meg up af groven spægla meg af fordi eg inkje saag meg fyre so eg

vart vaat, og bad meg {…} meg gaa heim aa skjipte klæ – da var inkje meir

eld net so mykkje eg slap ris. Eg vart staaande aa glore

ùp i træet ùm eg inkje skùlde sjaa da store æplet. Skond

dig in aa sjept", sa far og tok atte öksen for aa hogge ned træet aa nei far hog inkje dù lyt fyst sjaa da

eg såg. hog inkje dar er eit fælande stort æple dar uppe

ein stad. Gaa heim skipt elde fær dù ris" saa han. Eg

laùt finne paa ei lygn, ja men eg glöimde atte kniven

min paa hi sia taa groven, smaa ongarne konde gjenne faa

tak i han og sjære seg. So hent han ratt då sa far

eg sprang yve paa hi sia og tok te glore up i træet eg

var liten og dar var buskar ein liten rùnn imylla, men dar saag eg da

atte like stort og like raùdt, far eg ser da, eg ser

da skreik eg, far kom springande han trudde dar va

hændt noke galet. Dar seg eg æplet" "Kar helst eg ser in-

kje noke dù ser nok feil og so skrike slek og skræm-

me mig af eg fek slek blodseg i meg, eg trudde lisje Nils

hadde skaare seg paa dinna skarve kniven din, som

eg nùk lyte take fraa deg. Nei far eg ser inkje feil da

er mest so stort som hove has lisje Nils. {… …}

har vel haùrt at dù inkje ska lyge; knap ner broka

nei far dù ser inkje ret bög deg ner so dù ser paalag <beire>

op onde greinine so ser dù da. Han so gjore eg peikte og syn

te da bedst eg konde, jaù dar fik han sjaa da paa slutten

ja verkeleg, sa han, har dù ret gùten min" saa han og

so skùlde eg faa sleppe ris og saa han endaa eg mest

turde hat da sia eg hadde loge og sagt at da var so stort som <hove>

has lisje Nils, for so stort var da no inkje enda da var

reint otrùlegt stort, ja dar finst inkje so stort æple

i heile hagen og inkje i heile bygda, nei eg har inkje set

so stort æple i mi levetid sa han, Men vist lyte late da staa {…} Eg lyta sjaa da

<nærmare>. men er inkje gjordt endaa, saa han. Glad var eg. Vi gjæk yve groven atte

glorde mylla greine og lette ette, men konde inkje fin

ne da atte, Da var då mærværdigt " sa far "so stort

og vi kan inkje finne da atte”, vi var ansame te aa leite

og glore, eg glöimde at eg var vaat og far glöimde og send

meg in aa sjepte. Da nyttade inkje vi fann da inkje

So gjæk vi yve groven atte og saag ette om da endaa sat

dar. Nei no var bùrte og blei bùrte, eg tok te tvele paa om

dar inkje var noke trollskap med da og hilt tæt in aat far

som var like ivrig ette aa leite som eg, Jaù bes so da

var fek vi sjaa da paa ein gong baa tvo, da var nok

inkje narreri like væl, vi saag da so gredt med aùgaa

tebakers med os. Far fek tak i greinen og boigde han ned

ondesökte kvar kvist men ikkje eit æple so mykke som

in paa aùge mit. Far turka sveitten af seg og Mor kom ùt

paa troppen og ropte at vi laùt komma in ate, ma-

ten vært kalde. Vi gjæk in, da fekk han sjaa at eg var

våte – har dù inkje skjipt endaa din knikte" sa han

sa eg inkje dù skùlde have deg in aa skipte paa tunen og

ja no lyte dù have ris." og lidt vart da og men inkje 

mykkje, for maten vært kald. (Vi faar take late da

staa paa træet te da vært jordt og so teke vi ein longe

poke og slær da ner med sa far.) men da lei ùt paa

hausten og kvar dag gjæk far og eg ùt og saag paa æplet som

vart raùdare for kver dag og större og tykte eg – og far sa kver

dag "ja værte han goveir i morgo so teke vi da i övemorgo

so ein dag sa han ja imorgo teke vi da for daa er da gje-

bùsdagjen has Luther – og morgodagjen kom med den fyste {…} ny

snöen, inkje mykkje, men likevel so da gjæk aa brùke kryb-

ben {…} i Tùnnmarks haagjen – eg var so gjilde fyr snöen som

var kommen at eg glöimde æplet reint den dagjen, Da vi {…}

de in aa sett te bords og skùlde æte nemde far namne paa meg – eg såg han inkje var i god laget

Har dù staale da store æple so ska dù ha ris!" eg vart so ræd

at eg pissa i bùksa – eg konde inkje faa eit ord fram, eg tykte med eingong

{…} inkje var so gjild længest, den kvitgröne farga uppe i {…}

Siste linje uleseleg

far saag længje og stillt paa meg eg tykte han hadde taaror

i aùgorna – då konde eg inkje halde meg længest eg storgaat

maten sette seg fast i bringa og eg storgraat. Daa da vart <töiveir>

atte og dei varme haùstdagarne kom; daa gjæk far og eg

ùt i hagen og saag paa æpletræet no var da ùten laùv og

uten eple Dar sat nokre smaa atte og dei var smaa so stikkelsbær og so bad far meg hente gjödsel i trilleborre min

og men tak hestegjödsel ropte han ette meg so gjödsla vi

træet dùeleg at dar konde komme monge sake store æplar næste aaret, ja, 

da gjore vi tegangs og. –

Næste aaret kom og trænaa blomstra som eg aldrig

totte eg hadde set fyr og då æplenne tok te aa knyte

seg gjæk far og æg dar og saag paa da vassjùke træet

om da skùlde komme monge æpler, men blomstrene flald

af og stölkjin med dar vart op i inkje, so ùpgav vart vi lei af

aa gaa dar aa sjaa paa træet, og vi glöimde dat mest heile somaren

So var da ein dag eg gjæk longs med groven – eg kom ihug den

gangjen eg dat i groven og saag æple eg fek mo te aa bykse

yve groven paa same plassen kor eg saag æple ifjor, men

ka var da eg kjende eg vart raùd {…} da klappad i bringa eg vart {…} og glad net som eg hadde

fangad ein fugl jaù dar sat æple net paa same staden so ifjor. Eg

tykte da var mest inkje eg konde trù da at da værkeleg sat dar

eg spraang up og in te far. – og fortalde honom at æple var

kommen atte "og da værte endaa te större eld da hit" sa eg

So gjæk vi ùt aa saag paa da – ja dat var inkje mölegt aa

sjaa da "lögje at eg inkje har set da fyr i sommar" sa far. So

gjæk vi kvar dag og saag paa da. Ein dag vi stod dar spöre eg

spore eg far o

far "Ska da takast paa Luthers Mortensdagjen gjeburstdagjen has Luther iaar

far! han svarde inkje. Ska vi inkje helde take da dagjen fyr, for

paa Mortensdagjen has Lùther kjeme da snö veit dù og dagjen i fjor hik æpla dar

fyr hik da dar Jo Far var aat aa drog paa smilen, "eg vonar vi inkje

fær snö so tidligt iaar" seie han men i morgo ska vi take æplet

Morgodagjen kom og eg kom tidligare ùp elde almindeleg ùt i hagen

tre no vilde eg gjæte æple at da inkje var bùrte fyr far tok dat

Men kor ræd eg vart daa eg kom ùt i hagen og saa æple inkje var dar

eg gjæk rondt æpletræet og glorde allestad eg fylgjde groven ned ette om da inkje skùlde sjaa da atte vær ret med hinne

nei da fanst ikkje. No fær eg pisk i da mindste tænkte eg, eg vart staaende dar eg stod da

{… …} omkring da {… ...} paa morgon endag, eg {…} bare groven som

Siste linje uleseleg

og {...} op og bede honom hjælpe mig. Eg so gjorde, {…}

<daa> sjyne at far {...} inkje kan piske deg fordi om vinden

ha blæse ner eit æple, han var inkje mindre vind i nat, han

har blæse ner eine vindboren i veahuse her. Heldest gaar

no dinna skarve <gjælsjesveinen>. Deira dar opper her og ræke

kring hùsaa aall nott ette at alt skaplegt folk har lagt

seg, og da ska eg gjenne seie med far din og <hjæpe meg>; at da inkje

er fjælgt fyr os her, dinne sveinongjen smette kring hùsaa

kveldanne. Eg treffte far Då vi aat biskjen seie far "no har dù vöre

ner i hagjen og set ùm æple sa han Nei sa eg ja no kan

dù finne ein long tro so ska eg vi ner aa take da, eg sprong

ette tro og kom ner i hagen med han, dar stod far paa

hi sia taa groven og glorde up i træet so han kùnde glord auganne ùt ù seg, so saag han paa meg

og ùp i træt atte, "Eg trur da er stole" sei han so og ser

paa meg, og såg inkje paa da var vart mest eg var aat og trùdde eg sjöl hadde staalet

dat "Han har vore ein fæle vinde inat, han har blæse ner

eine vindboren paa veahùse i nat," sa eg so rat eg konde,

han far bare saag paa meg "og so lùsker han Ander <gjælsje svein> kring hùsaa

her kvar kveld ette alt skaplegt folk har lagt seg. Han

stor Ola saa han vilde klage han te deg" Dat hjalp. Aa er da han

so fær her aa tuslar kveldanne eg sag einkvan som imyllaa bùarn

ne eit kveld, eg spöre kven da var, men inkje svarde han hei

den knikten, – er kjæme da inkje han so kjæme dar ner i veien eg ska nùk snakke

med honom. Dar vart forhöiring og eg lùrde meg væk. Sia gjæk eg

heile dagjen og leitte longs med groven i kvart hol og kvar krok fort

te eg kom te storvatne men inkje var dat æplet aa sjaa nokonstad. Sia

kom dar kvar sommar eit einaste æple paa træet men da

var og stort, större fanst inkje i bygdi, men da var litin hjælp

i da for da kom aldrig noken af os te gode vart jamnt burte fyr same dag naar da skùlde ta-

kast. No er dar fære monge aar eg er vaksen vorten og har inkje

set epletræet paa monge aar, men no er eg her, kor lite da er vassjukt

er da no som fyr – endaaværre halve stammen er raatnat burt

og da som er att er reint svart, uppe i kollen sete, no som fyr smaa

etre og – jammen sete da store eple endå paa plassen

sin eg trur mest da er like stort og pent – aa nei da er inkje

frit dar finnast svarte flekker paa da men da kan vel være lika godt fyr di.

Men no ska eg passe paa da eg lagar eit net onde da og teke da so tidlegt

om maùelegt, i dag kanske korfyr inkje, ein <an> gong er ein skjælen, aa {…}

{...} faar staa te i morgo, men daa ska da og takast.

Jeg kommer i hu noget Hjemme {…} Papir manglar

lige ved bækken, det var vandsygt og {…} Papir manglar

ikke bære noget. Far og jeg stod en höst og Papir manglar

det, Jeg var vel ikke fùldt 4 aar den gang der fandtes ikke andet paa det end nogen smaa-

fortörkede æbler, saa små som erter, ikke engang småbör-

nene gidded stjæle dem. Saa siger far "nei det træet maa

jeg hùgge ned, hent öksen til mig", jeg syntes det var kje-

deligt og leit at han skùlde hùgge det, jeg var altid vært

saa glad i trær. "Aa nei far lad det staa til et andet aar

sa jeg. Jeg holdt paa at bede for det saa længe at han lod om det ikke måtte

faa staa. Han saa gjorde. Næste aar – det led ùd paa som-

meren stod far og jeg igjen paa samme stedet. "Nei", sa far,

her er ikke noget, de blir mere og mere ysynlige aar for aar

æblerne paa dette træet." Hent öksen!" Det gjorde mig ondt

men jeg turde ikke andet, jeg hented den. Jeg stod ved siden af

træet jeg maatte lægge haanden paa barken og klappe det

jeg kjendte graaten, vilde op, jeg saa far lettede alt hadde öksen

i luften "Flött dig sa han, det kvak i mig jeg for tilbage

og det gik lige i bækken med mig. Det var ikke farlig

men medens jeg laa der og plasked saa jeg noget et

öieblik, jeg saa et stort umadelig stort, rödt æble – det sad gjemt mel-

lem lövet ùd mod bækken; jeg blev siddende i bækken

jeg hadde aldrig seet noget större æble og troede noget ikke de kùnde blive saa digre

"Aa nei far"! skreg jeg "hùg ikke jeg saa et fælt stort

æble" der oppe et sted. Far kom til og hjalp meg op af

bækken, sjændte fordi jeg ikke saa mig for, saa jeg blev

vaad, og bad mig pakke mig ind til mor aa bytte, det

var ikke mere end nettop saa vidt jeg jeg slap ris. Jeg

blev staaende og kikke op i træet om jeg ikke skùlde se

det store æblet. "Skyynd dig ind og bytt". sa far og tog

öksen igjen for at hùgge ned træet, aa nei far hùg ikke

der er et fælt stort æble der oppe et sted" "Gaa hjem og

bytt ellers faar dù ris". Jeg maatte finde paa en lögn, "ja men

jeg glemte igjen kniven min paa hin siden af groven, smaabörne

ne kùnde gjerne faa tag i den og sjære sig". "Saa hent den fort

{...} Papir manglar jeg sprang over paa <hin> siden og tog til at

{...} Papir manglar træet, jeg var liden og der var lidt krat <imel->

{...} Papir manglar matte toie mig – men der sa jeg det igjen like

<stort> og like rödt. "Far jeg ser det, jeg ser det!" skreg jeg.

Far kom springende han trodde der var hændt noget

galt. "Der ser jeg æblet"! Hvorhen jeg ser ikke noget

dù ser nok feil – og saa skrike slig og skræmme mig

jeg trodde der fik slik angst i mig, jeg trodde lille Nils

hadde skaaret sig paa den stygge kniven din, som jeg nok

blir nödt til at tage fra dig". "Nei far jeg ser ikke feil

det er næsten saa stort som hode hans lille Nils. Dù

har vel hört hvor ofte jeg har sagt dù ikke skal lyve

knap ned bùksen". Nei far dù ser ikke ret, böi dig lidt

ned saa dù paa en maade ser op ùnder grenene, saa ser dù

det. Han saa gjorde. Jeg pegte og viste det bedste jeg kùnde

jo der fik han se det paa slutten. "Ja virkelig har dù

ret gùtten min", sa han. Ja saa skùlde jeg faa slippe ris

sa han, enda jeg næsten bùrde havt det siden jeg hadde

löiet og sagt at det var saa stort som hodet hans lille

Nils, for saa stort var det langt fra enda det var rent

ùtroligt stort, "ja der findes ikke saa stort æble i vor

have, og ikke i hele bygden, nei jeg har ikke seet saa

stort æble i min levetid", sa han. "men vi maa lade

det staa en stùnd det er ikke modent enda, jeg må

se det nærmere. Glad var jeg. Vi gik over bækken igjen og

kikkede op mellem grenerne og ledte og ledte, men kùnde

ikke finde det igjen. "Det var da mærkværdigt" sa far

"saa stort som som det var og vi kan ikke finde det igjen"

Vi var saa optaget af at kikke og ledte at jeg glemte at

jeg var vaad og far glemte at sende mig ind at bytte.

Det nyttede ikke hvorledes vi ledte vi fandt det ikke.

Saa gik vi over bækken og saa efter om det endnù sat

der. Nei no var det borte det var tydeligt, jeg tog til at

tvivle paa om der ikke var noget trollskap med det

og holdt mig tædt ind til far som var like ivrig tilefter

at lede som jeg. Jo bedst som det var fik vi se det

paa paa engang begge to, det var nok ikke narre

ri likevel, vi saa det hang der saa tydeligt for vore öine

Far bed mærke i hvad grend det sad paa, og saa bar det

tilbage med os. Far fik tag i grenen, böiede den ned og ùnder

sögte hver kvist, men ikke et æble saa meget som in paa

öie mit. Far törked svetten af sig og mor kom ùd paa

trappen og robte raabte at vi maatte in at spise, "maten

blir kold!" "Vi faar lade det staa paa træet til det blir

modent, saa tager vi en lang stok og slaar det ned med

sa far. Vi gjik ind – da fik han se at jeg var vaad – "har

dù ikke byttet enda din knekt, sagde jeg ikke dù skùl-

de have dig og bytte paa timen, ja no maa dù have ris

Lidt blev det og men ikke meget for "maden blir kold!"

Men det led ùd paa hösten og hver dag gik far og jeg

ùd i haven og saa paa æblet som blev rödere for hver dag

og större og syntes jeg vi blev rent glade i det æblet – og far sagde hver dag "ja blir det

solskin imorgen tager vi det i overmorgen; saa en dag

sa han "ja imorgen tager vi det for da er det gjebùrstdagen

hans Lùther. Morgendagen kom og med den, den förste sneen, ikke

meget, men ligevel saa det gik at brùke kjælken i "<Tunnmark->

haùgen – jeg var saa glad for sneen som var kommen at jeg <rent>

glemte æblet den dagen. Da vi var satt til bords og skùlde

spise middag, nævnte far mig ved navn – jeg saa han ikke

var i godlaget. "Har dù stjaale det store æblet saa skal dù ha-

ve ris" jeg blev saa ræd at jeg lot vandet pisset i bùksen.. Jeg kùnde ikke

faa et ord frem, jeg blev saa lei – alt blev saa kjedelig og trist

og graat, jeg syntes med en gang at sneen ikke blev saa gjild

længer, den hvidgrönne farven oppe i bakken, syntes jeg

gjorde mig rent trist, det var saa vidt jeg fik op mùnden

og fik sagt et ùtydelig nei. Far saa længe og stillt paa

mig, jeg syntes han hadde taarer i öinene – jeg kùnde ikke

holde mig længer alt blev saa trist, hadde jeg enda seet efter det

i morges, men det var denne sneen, maden satte sig fas i brystet

og jeg storgraat. – Der blev töiveir igjen og de varme

höstdagene kom, da gik far og jeg ùt i haven og saa paa

æbletræt, no var det ùden löv og ùden æbler, saa bad far

mig hente gjödsel i trillebören min, "men tag heste gjödsel

raabte han efter mig. – Saa gjödslede vi træet dùelig {...}

det <kunde> komme <mange> slige store æble til næste aar

ja det gjorde vi til gavns og. Næste aar kom og trærne

blomstrede som jeg aldrig syntes jeg hadde seet det för og da

æblene tog til at knyte sig, gik far og jeg der og saa paa

det vandsyge træet om der skùlde komme mange æbler, men

blomsterne fald af og stilken lidt efter der blev intet. –

Saa blev vi lei af at gaa der og se paa træet, og vi glemte

det næsten hele sommeren. Saa var det en dag gje jeg gik

lang med bækken – jeg kom i hù den dagen jeg faldt i bækken

og saa æblet. Jeg fik lyst til at hoppe over bækken paa sam-

me stedet hvor jeg saa æblet ifjor, {...} men hvad var det

jg jeg kjendte det klapped i brystet og jeg fik som naar jeg

hadde fanget en fùgl levende. – der sad jo æblet akkùrat

paa samme stedet som i fjor. Jeg syntes næsten ikke jeg kùnde

tro at det virkelig sad der jeg sprang op og ind til far og

fortalte ham at æblet var kommen igjen "og det blir enda

til större end hint", sa jeg. Saa gik vi ud i haven – ja det var

ikke vanskeligt at se det "löierlig at jeg ikke har seet det

för i sommer sa far. Sidn gik vi hver dag ùd og passed saa

paa det at det ikke skùlde forsvinde det ogsaa. En dag vi

stod der spùrgte jeg far: "Skal det tages paa gjebùrtsdagen

hans Lùther i aar ogsaa far?" Han svarede ikke. Skal vi ikke heller

tage det dagen för, for paa gjeburtsdagen hans Lùther kom-

mer der sne veed dù, og i fjor hang æblet der dagen för".

{...} dù Far drog paa smilen "jeg haaber vi ikke faar

sne saa tidligt iaar siger han, men imorgen skal vi tage

æblet. Morgen dagen kom og jeg kom tidlige op af sengen

end sedvanlig, for no og ùt i haven for no vilde jeg gjæte

æblet at det ikke blev borte för far tog det. Men hvor ræd

jeg blev da jeg kom ùt og saa at æblet ikke var der. Jeg

gik rùndt æbletræet og kikkede alle steder om jeg ikke skùlde

se det igjen, nei det var reist. No faar jeg pisk i det mindste

tænkte jeg og blev staaende der jeg stod, det blev saa stillt om-

kring mig det var tidlig paa morgenen enda, jeg hörte bare

bækken som sùrklet og at nogen hùggede ved oppe i ved-

hùset, "det er tjenestedrengen tænkte jeg, jeg op til ham og faa han

til at <raade> og hjæpe mig". Jeg saa gjorde. Dù kan da sjönne

at far din ikke kan piske dig fordi om vinden har blæst

ner et æple, det var ikke mindre vind i nat den har blæst

<ner ene vindboret> {...} <i vedhùset her>. Forresten gaar {...} 

ne skarve gjætergutten til Naboen her og ræker driver

rundt hùsene etter at alt <skaplig> skikkeligt folk har lagt

sig, og det skal jeg gjerne sige til far din, gùd hjælpe

mig om det er behageligt for os heller, denne gùtungen

<lùsker> her mellem hùsene om kveldene. Da vi spiste frokost

siger far, "no, har du været ned i haven og seet om æblet"

Nei, sa jeg "ja no kan dù finde en stang og komme ned

med i haven med saa skal vi tage det, jeg sprang efter

stang og kom ned i haven med den, der stod far paa hin

siden af bækken og kikkede op i træet, saa saa han paa

mig og op i træet igjen "Jeg tror næsten det er stjaalet" siger

han saa og ser paa mig; det var næsten som jeg i öieblik

ket troede at jeg selv maatte have gl stjaalet det. "Det har

været en fæl vind inat, "den har blæst ned ene vind-

boret paa vedhùset inat", sa jeg, saa fort jeg kùnde. Far

bare saa paa mig "og so lusker han Anders gjætergut

rùndt husene hver kveld efter at alt skikkeligt folk har

lagt sig. Stor Ola sagde at det var ufja ùbehageligt

for tjenerne og og han vilde klage ham til dig sa han"

Det hjalp. "Aa er det ham som farer her og <tusler> {...} kvel-

dene, jeg saa en som smat mellem bùen og stabùret i nat

en kveld, jeg spùrgte hvem det var men ikke svarede

han heller den knekten – er det ikke han som kom-

mer der ned i veien, jeg skal nok snakke med ham

Der blev forhör og jeg lùrte mig væk. Siden gik jeg hele

dagen og ledte langs bækken i hvert hùl og hver krok

lige til jeg kom til storvandet men æblet var ikke

at se nogensteds. – Siden kom der hver sommer et

eneste men <digert> æble paa træet, men det var altid

stort ogsaa, större fandtes ikke i bygden, men der var

liden hjælp i det for det blev altid borte straks för det

skùlde tages, no er der gaaet mange aar siden træet

staar lige vandsygt ja endnù være – halve stammer er raad-

net væk og det som er tilbage er rent sort, det er gammelt

træet det ældste i haven, men det er ikke bleven störe end da

jeg var 4 aar gammel, men endnù sidder der hver eneste som-

mer et stort rödt æple over bakken men der er begyndt at komme sorte

flekker paa det, <ondrest> paa om far har

Oversettelse