værd men har ingen mand villet se ùnder

min dör ùden dig – men dù kom aldrig. Han

tager pilen ùd af furùlæggen med et ryk og löfter

teppet op ~~og bærer~~ det er for mörkt at se noget han

bærer det med sig tynn. Dù faar ha tak roper han.

det svarer ikke. Han: hùn svarer ikke. Han gik hjem

tændte paa aaren og saa paa teppet det faldt ùd af

henderne paa ham: findes der endnù folk som kan

gjöre sligt. Han tok til at minde hende paa maa-

neskin's turer hin vinteraften som gùt. Han bandte

sig selv – hùn har gaaet og tænkt paa mig alle

disse aar, et sligt arbeide er værd et menske

liv hùn har fanget og skùdt det jeg har taget ~~{…}~~

i mine snarer – hùn har faaet tid til alt – hvad

har jeg gjort og han ledte frem alt det bedste han ei-

de det som ingen andre maatte se: – Hvad jeg eier

maa ingen se. Han tog en {…} og satte i dören

slog den i med öksehammeren og satte endnù en i

og endnù en slog dem ind med al sin kraft. Da hörte

han hende rope hans navn ùdenfor væggen han talte

med hende en stund og vilde lùkke dören op men

hùsked saa paa at den var stængt forsögte saa med

at en jernstang nei det nytted ikke, jeg er indestængt

raabte han ùd til hende da han skulde se sig om var

der gaaet ild i hans træplader han vilde slukke men

det nytted ikke – han ropte ùd dören det er forsent

dù – jeg brænder inde, ilden bredte sig han tok öksen og for-

sögte at hùgge hùl, saa sank han bagover. Hùn: No faldt

han

Side