Manuscript fragment

Handlingen foregaar i tiden omkring Svarte Daùen
Astrup, Nikolai
u.å.

Transcription:

Tor Martin Leknes

Page

  • 1,
  • 2,
  • 3,
  • 4,
  • 5,
  • 6
Transcription
Translation

Manuscript fragment

Handlingen foregaar i tiden omkring Svarte Daùen
Astrup, Nikolai
u.å.
C.2.2.O.7.L.2_6, Jølster Bibliotek

6 Pages

Transcription: Tor Martin Leknes

Transcription

Handlingen foregaar i tiden omkring

Svarte Daùen. En don juan – som alle piger

er forgabet i bedste springdamer, men han <gaae>

kùn og sigter efter et rigt parti frier til bygdens rig-

jenter – kan ingen faa da han er af ringen stand

slig blir han gaaende til 28 aars alderen da kom-

mer svartedöden. Imidlertid er der en arbeidsom

flik og ganske vakker fattig jente som elsker ham

hùn styrer har pladsen alene da faderen dör af pesten. Han

bryder sig dog intet om hende da hùn ikke har penge

han dùger ikke til arbeide men er sögt i brylluppe

da han er saa flink at "krete" figùrer paa væggen

da svartedaùen kommer dör næsten hele bygden

ùd og især jentene kùn en to tre tilbage För var der

1 stakker for kver brok nù er der ikke en stak

for hver 7de brok. Han reiser paa eventyr for at

finde sig en jente men overalt er der mangel paa

dem. Pladsjenta vil ikke gifte sig hùn er da 20 aar. 

Han vanker vide om bygger sig hytte i nærheden

af Pladsen og lever af at sætte ùd snarer og skyde

vildt med bùe, og af at krete paa trægjen stande da der

begynder at blive folk igjen. Han klager stadig over

at det ikke er som för ulykken især laster han kvin-

folkene som ikke længer kan væve efter hans kreten-

ger. Han blir en særling ingen maa komme indenfor

hans dör, hvor han arbeider med sine ùnderlige kretenger

og figùrer som han tegne paa skind og næver og træplader

og leter med krab og blaat(?). Han sidder der

med mange jern i ilden. En dag hænder

noget (han er 40 aar da) Han skal ùd at se

om snarerne sine. Nù dùer han ikke til at

sætte op snarer og endnù mindre til at skyde

med bùer men hver dag har han vildt med

sig thi naar han kommer til sine snarer hænger

der gjerne en hare efter det ene öre eller en {…} orhane 

efter halefjærene. Han har ofte ùndret sig over

dette; men skryder stadig af sin bùe og sin sikre

haand. Havde han ikke faaet saameget vildt havde

han ikke havt noget af at leve af og det er sandt

thi folk er gjærrige og kjöber ikke meget af hans

ùnderlige skrin og med konger og prindsesser. Og saa

er ùngutterne saa leie at ville eftergjöre hans

ting saa han tör ikke engang vise folk det bedste

han har. Saa en dag det er i <skùmringen> gaar han som sagt i skogen og

det er bart mellem træstammerne, han finder i en

af sine snarer en hel bùndt ryper sammenbundne

og som han gaar der mellem stammene blir der

kastet noget lig et teppe gjennem lùften foran

han, idet samme det daler sùser der en pil

gjennem lùften træffer tæppet som blir fæstet

ind til en fùrù lægg. Han snùr sig ser sig om

der forsvandt et kvindemenske mellem stammerne

han roper – Det svarer – det er mig som har holdt

af dig det er mig som har fyldt dine snarer og her

sender jeg dig en foræring. Et tjeld som dù kan se

om dù kjender igjen noget af – Dù var det ikke

værd men har ingen mand villet se ùnder

min dör ùden dig – men dù kom aldrig. Han

tager pilen ùd af furùlæggen med et ryk og löfter

teppet op og bærer det er for mörkt at se noget han

bærer det med sig tynn. Dù faar ha tak roper han.

det svarer ikke. Han: hùn svarer ikke. Han gik hjem

tændte paa aaren og saa paa teppet det faldt ùd af

henderne paa ham: findes der endnù folk som kan

gjöre sligt. Han tok til at minde hende paa maa-

neskin's turer hin vinteraften som gùt. Han bandte

sig selv – hùn har gaaet og tænkt paa mig alle

disse aar, et sligt arbeide er værd et menske

liv hùn har fanget og skùdt det jeg har taget {…}

i mine snarer – hùn har faaet tid til alt – hvad

har jeg gjort og han ledte frem alt det bedste han ei-

de det som ingen andre maatte se: – Hvad jeg eier

maa ingen se. Han tog en {…} og satte i dören

slog den i med öksehammeren og satte endnù en i

og endnù en slog dem ind med al sin kraft. Da hörte

han hende rope hans navn ùdenfor væggen han talte

med hende en stund og vilde lùkke dören op men

hùsked saa paa at den var stængt forsögte saa med

at en jernstang nei det nytted ikke, jeg er indestængt

raabte han ùd til hende da han skulde se sig om var

der gaaet ild i hans træplader han vilde slukke men

det nytted ikke – han ropte ùd dören det er forsent

dù – jeg brænder inde, ilden bredte sig han tok öksen og for-

sögte at hùgge hùl, saa sank han bagover. Hùn: No faldt

han

Dù ligner den vilde {…}

som vokser over ùr og sten

Din latter lydt gjennem Dalen rùnger

Den lyder livsfrisk og klokkeren

De Vilde roser ùnder Bjerkelien

Klunger voksed ved

Blomstred over den dunkle stien

hvide roser en nat i sommer

Dem jeg plukked da sol gik ned.

  De hvide roser

De talte til mig i nattens fred

De lokker mig ùd mangen hver sommernat

te om {…} spidse

{… …} spidse

som ofte {… …} kùnde i hjærtet ridse

{… …}

men helst jeg hörte om de hvide blommer

med röde bremmer blade – en nat isommer.

De hvide blade som dù drysed ned

over stien i nattens fred

Dù ligner den vilde klùnger

som vokser hopper over ur og sten

Din latter lydt gjennem dalen rùnger

Den lyder livsfrisk og klokkeren

Et sted der vilde klunger vokser indi

De vilde roser ùnder lien

Blomstrede Den <medloer> sig over den dùnkle stien

De hvide roser dù gladelig {…}

Der dù {…} en nat i sommer

Og plùkkede de hvide röde blommer

Hùsker dù ikke den sol gik ned

Den gamle stien i nattens fred

De hvide blade.

En klùnger vokser {…} der borte <lien>

hùsker dù ikke da sol gik ned

den gamle stien i nattens fred

Brorparten av skriften er uleselig. Deler av siden er revet av. Trolig en brevkladd.

Translation