Manuscript fragment

Mit kùnstblad
Astrup, Nikolai
1904-1905

Transcription:

Tor Martin Leknes

Page

  • 1,
  • 2,
  • 3
Transcription
Translation

Manuscript fragment

Mit kùnstblad
Astrup, Nikolai
1904-1905
C.1.1.O.6.L.1_1, Jølster Bibliotek

4 Pages

Transcription: Tor Martin Leknes

Transcription

Mit Kùnstblad.

Hvad jeg egentlig skal mene er den rette vei for mig. Hvori ligger min egentlige

begavelse enten i et intenst fölelsesliv eller i en hvis praktisk sans for eller evne til at finde en forbindelse mellem

vore midler (exempl. {…} pensel og farver) og det fölte og (seede). Jeg tror det sidste thi karakteristisk for

dig er at dù stadig siger og tænker: "Det minder mig om". Jeg har jo ogsaa lettest for at male ùden

briller fordi jeg da kan fölge naturen nöiagtigt ùden at være afhængig af alskens detailer og dog

blir man mere afhængig af detailerne naar man "maler nærsynt" end langsynt thi den ser ikke

alle smaa biting og tager dem med ùden at vide af det som om de hörte til en af de större farver. Et exem-

pel: Dù skal male et træ og dù vil male det bredt og nærsynt; i en afdeling av træet er nogle gùle visne

eller brùnkede blade og dù maler deres farve ind idet dù tror dem at være en belysningsnùance eller

en brydning i formen – Desùden afdæmper et saadant syn det karakteristiske og selve fölelsen idet der over-

alt mangler den skarphed der bider sig ind i en i öieblikket Den eneste fordel ved et saadant syn er: lys-

forholdene som da blir lettere at samle, men selv der kan vanskeligheder opstaa exempel

: Der er en sten, paa stenen har en fugl lagt noget "hvidt" og dù maler stenen lysere end den

skùlde være – thi det "hvide" blander sig med stenens lysegraa eller violette farve for dit syn.

Det er feilen ved dette syn at farverne blander sig saa ofte hvor der er nödvendige smaadetaljer

Det kan være en fordel ofte at farverne flyder blödt over i hinanden men det vil da ofte ske

paa bekostning af fölelse og den friske intensitet. Mange ting vil ogsaa kùnne give forvildende og dobbelte

begreber. fx. Et træ mod luft: træet staar (enten som en hùllet silhoùet mod en lys himmel eller) hvis

træet er godt belyst blander den grönne farve sig med himmelen saa der blir noget blast kjedeligt

der i bedste fald kan give en fölelse af noget friskt skitseret vaarlöv eller knopper eller noget andet som fx græs

Fx. man maler et ùlændt teræn med trær og lyngtùer og <indeimellem> vokser smaa spirende grönne

smaagraner eller andre grönne planter disses farve mærker man nok men ikke deres karakter og

form og man sætter deres farve ind slig at man föler sig ùsikker om det et den grönne bùnd farve

mellem lyng farverne eller det er dele af et kanske i nærheden staaende træ med lignende grönne

blade. Det andet syn at se naturen detailvis kan ogsaa före paa afveie – desùden har

man den vanskelig hed at tiden ikke vil strække til og fölelsen ikke vil vare til fùldendel-

sen ùden at forandre sig og saa har man större vanskelighed med at faa lysforholdene

til at stemme godt og man ser gjerne mindre koloristisk fordi {…} ikke saa let föler kompli-

mentær farverne som ved det nærsynte blik paa tingen – dog kan man ved et hurtigt syn opnaa

dette ogsaa i det man med man med intensitet ser paa den ene farveflek og med lynsnare f blik-

ke hopper hen i den anden farveflek. Og mange fordele har man ved dette syn især at man veed

hvad man maler – og derfor föler karakteren deraf intensere. Men tiden er kostbar og fölelsen maa

være hel. At se alt mosaikagtig og bestemt adskilt i dele som Eiebakke gjorde et forsög

paa er ogsaa <meningslöst> kùnde være adskillig fordel ved men man forfalder let til maner

og stilisering. Saaledes tænkte jeg mig i 20 aars alderen at fremtidens kùnst blev: Exempel: En

skog i höst Hvert træ blev mosaikagtig indsat i skogen som et bestemt afsluttet hele med sin bestem-

te karakteristiske farvekolorit der ikke havde nogen synderlige nùancer ùden i mörkt og lyst

for formens skyld. Da jeg gik paa Krogs skole fandt jeg mig noget som jeg folte som det

vigtigste baade i form og farve og med öiet stadig fyldt af dette hoppede jeg rùnd op om til

andre farver og former. Nù vil jeg nævne op alt som kommer ind ùnder mit Nye syn

Den förste fornemmelse var ved forstaaelsen af Solbergs billede eller kanske endnù

mere ved at se <ente pendenten> og billedet af börnene ved vindùet mit eget förste forsög

i samme retning var vaarlandskabet efter Wiegdels skisse med nöstet og ved dongen min

opfatning af det var dengang noget tyndt noget af stemningen om morgenen efter rangel

og fremforalt enkelhed i farver og former. Dog kùnde og vilde jeg ikke gaa med paa linje-

retningen ialt – at male et træ med en sammenhængende kontour om fandt jeg meningslöst da

vilde jeg heller male hvert blad paa træt – men jeg stùdered paa at finde en enklere maade at gjöre alt

paa: naar jeg fx. skùlde male et træ vilde jeg kùn tage med de detailer som intresered mig – de grene

og de blade som gav karakter og heller gjöre dem saa store at de fyldte ùd træets plads

i compositionen. (Kjærringen ved stranden) eller en ùr vilde jeg kùn tage de störste intresanteste

stene og hel gjöre <dem> saa store at de fyldte {...} de mindres plads forresten maatte alt dette

{…} males {...} {...} ùnder fölelsen

af det hele saa jeg ikke maatte beregne plads osv. Det blev da forskjel fx.

paa virkningen af det maleriske i lys og dybde end paa det virkelige maleriske

der var afhængigt af alle mùlige smaating. fölelsen först og fremst. Saa var det

det naive – ja naa Thorsteinson siger at et barn altid tegner et menneske med en

linie om saa har han ret men vil han paastaa at {...} barnet vil tegne et træ med en

stor linie om saa lyver han – at tegne löse gjenstande (ting ùden fast form) op som med

en hel linie er galt – enkelte ting kan jo staa midt imellem som fx. skyer disse

kan natùrligvis have linier men de er i regelen af brùdte. Et træ blir altid ubestemmelige

masser. Det modsatte er en sten den er altid noget haardt og bestemt og kan ikke males

nærsynt uden at tabe sin karakter

Skal kunsten rætte sig efter og bla skikkelige borgerhjem blev hvad slags

det en elendig kùnst. tror Hr. BJ. vi da fik?

Intermezzo

"Norsk kùltur". Jeg har ventet paa at faa höre at en eller anden al authoritet

vilde stoppe mùnden paa manden B. J. der har tilladt sig at skriver om stykket "Norsk kultur" og Rose men da

intet kom – og fra den kant men derimod et nyt {...} indlæg om {...} bidrag ({…}) til "Norsk kultur" (manden sætter det

selv i anforselstegn), saa har jeg tænkt at om jeg ikke kùnde nettop modbevise hans ord

kùnde jeg kanske give bebringe folk mere forstaaelse, saa de thi "mobben og massen" er nok enig med her. B J, saa

kùnde jeg dog paa bevise at Her. B. J. ikke er saa inde i moderere sine ùdtalelser {...} kjendskab til baade om M og rosemalingen de rent elementære grùnd sætninger for 

forstaaelse af Munthes og hans kùnst eller for forstaaelse af kunst og heller söge at tilegne lidt mere af og stil i det heletaget. – {...} Hr. B. J. De sy-

nes hans især at foragte kjendskabet til stilarterne. i det at staa paa svage födder. Dertil drager han sammen

ting der er rene modsætninger blander lorten med gùldet for at faa noget ùsmageligt ùd

af det hele. Naar han saaledes begynder be med at rive ned paa "vort höie kulturstand-

pùnkt, paa landsmål og træsjærer kùnst saa kan jeg noget nær være enig med ham

men naar han her thi for at nævne det sidste <træsjærerkunsten> saa behöver jeg blot at löfte öinene op

fra papiret for se nok til at ærgre mig over nùtidens saakaldte norske træskjærerkunst

Jeg har nemlig staaende foran mig en smaglos trækasse der skal betyde en avismappe

den er lavet jeg har faaet den til foræring fra et ùngdoms lag ning og kan derfor

ikke godt kaste den paa ilden skjönt den som sagt ærgrer mig. Den er lavet af af Mag-

nùs Dagestad og jeg synes at her. Dagestad vel har trængt de 30 kr. han har faaet

for den thi der er et kolosalt arbeide lagt i alle de snirkler <jeg> krimskrams og dra-

geslyngninger som den er udstyret med, alt sammen {…} levninger af romansk stil med lidt kant-

<flikning> af "gotik", og for at gjöre det hele mere det hjælper lidet at han har over-

smùrt hele stasen med en styg gjennemsigtig gùl fernis, thi alt træsjærerarbeide i lyst ufarvet træ er

stygt. Men naar hr. B. J. inde i samme forbindelse nævner ting som teppevævning og

snorres tegninger saa blander han sammen to kontraster, thi det förste sidste er prodùter afkommen den fra

virkelige "kultùr"-menesker og det af de forste "ypperste" i landet – medens det förste skriver sig fra

massen og seminaristerne i kunsten og halvkùnstnere der der altid endog abe efter ùden forstaaelse og som er en værre pest for kùnsten end mobben

og massens kritik. At blande politik ind i dette er ogsaa paa ùrette plads om {...} end er

god. Om troldheimen Hr B J. taler om munte og K, der kommer han jo egentlig ùdenfor sin ramme – den dekorative kunst eller stilkunsten

men – lad gaa

Hr. B. J. gjör taler om at drage Troldheimen ind i stuerne og gjor herunder en sammen ligning mellem Munte Kilttelsen og Bergslien paa den ene 

side og "Mùnthe og hans kampfæller" paa den anden, idet han stiller sig paa Kittelsen's og

Bergsliens side, og henviser medens han finder at Mùnthes opfatning af trold til muserne hvor de horer hjemme, og give dem ad- da han er bange for at 

gang til skikkelig borgerhjem. Trold bor at trække sig tilbage til mùseerne hvor de hörer hjemme

og ikke aabnes adgang til skikkelige borgerhjem. <Forst> et sporgsmaal Skal kunsten rette sig efter "skikke-

lige borgerhjems mode smag hvad slags kùnst tror hr. B J. vi da fik det blev vel noget i lighed med nù-

tidens smaglöse höiryggede stoler med plysbetræk og dreiede knopper og ben som nu er saa "nymoderendes" i Bergen. Men tilbage til Kittelsen og

Mùnthe – Bergslien sætter jeg forelöbig ud af betragtning. Det glæder mig at Hr. Bj. har

aabnet öie for Kittelsens kùnst – thi her skiller De dem for engangs skyld virkelig ùd fra ud fra massen. Thi

ingen kunstner i landet har vel lidt mere ùnder misforstaaelse end Kitl: ingen har vel

saaledes som han lidt skade paa sin egen kunst. Han kom frem som et vordende geni ja jeg vover her at bruge det ord. – en

natùrbegavelse ùden lige, en kraft og intensitet som Norge kanske aldrig har havt mage til – men Norge

hadde ikke brug for ham – ham for hvem "livets store skjemte vise" var det fuldeste alvor han 

blev anvist plads ved "gemytlige" vittighedsblader og dette <julem> og lignende "gemytligt" kram.

Hans ting <som> virkelige kùnst blev sparket ud af forlæggernes bort i en krog Saaledes vandrede hans prægtige arbeide

Svartedaùen om fra forlægger til forlægger i 7-8 aar för det endelig blev vovet at lade

det gaa i trykken – og dog var havde Kittelsen störste kraf og genialitet allerede dengang

     mistet lidt af sin kraft ùnder kampen for tilværelsen. Jeg vil kalde Kittelsen genial

og det vil jeg ikke sige om nogen anden norsk maler, skjönt mange kan rage over K.

som "malere". Men naar Hr. Bj. siger at K's trold staar "mere i overenstemmelse med

vor tids opfatning" tager han feil enten han nù sigter til massen som indehavende "vor tids op-

fatning" eller til vor tids virkelige kùlturmenneskes; thi massen og folkets opfatning af trold

er nettop noget "gemytligt" noget bredt Asbjornsensk noget som man om man vil kan

gjöre sig godvenner med, men se efter om hr. BJ.s ord gemytlig om det passer paa Ks svartedaùen; vil han virkelig

kalde det sorte kjærring trold "gemytligt"? Desuden {...} vel der {...} være bleven Og saa Eller er det derimod kùltùrmenneskets opfatning af trold

hr. B. J. lægger til grùnd for sine ord "vor tids opfatning"? da faar han lige saa mange opfatninger som der er 

{...} fantasirige kùlturmennesker til i vor tid, thi hvert virkelig kunstner der er et "kùltùr"menneske vil 

gjengive et trold efter sin egen opfatning, og mùnthe er en af virkelig kùnstner og et samtidigt virke-

ligt kùltùrmenske – jeg tör derfor trygt paastaa Mùnthes opfatning af trold ligger

er mest af alt er "i overenstemmelse med vor tids opfatning", thi vor tid et virkeligt kultur-

menneske tænker sig ved et trold noget virkeligt stygt i modsætning til det vakre ikke noget 

"gemytligt" som Hr. B J. siger; det ord kan han med rette bruge om Bergslien; og som jeg skal <omtale> lidt forat komme for at komme

bort fra dette troldsnak og tilbage til decorativkùnsten skal ofre et par linier paa. {…} Ved den store verdensud-

stillingen i Bergen anno 1898 saa jeg et piano eller et orgel som var dekoreret af

hr. Bergslien (NB ikke min vor prægtige lærer gamle Knud Bergslien) vel at Noget mere kjedeligt og smaglöst har jeg neppe seet

det minder mig nù om meget om kassen som staar foran mig thi det var ligesom denne

lavet af ùfarvet lyst træ der var dekoreret af en med halvt natùralistiske og humo-

ristiske billedermedalioner af Hr. Bergslien. det var gjort med fùldstændig mangel

paa decorativ og farvesans, svid med trebrændingsapparat ind i det lyst træ i form af

rùnde medajonner saa det hele nærmest lignede en af de tobaks-piger og Cuba kasser eller margarinbotter som pigen-og tobaks fabri-

kanterne merker svider med sit rùnde fabrikmærke i, kùn virkede det endnù mindre dekorativt

fordi det var koloreret, og fordi det var paa var paa et piano eller orgel som blev slig <dem>, saa jeg tror jeg har

grùn til at betvivle Hr. BJ.s ord om at Bergslien ved sit arbeide teppemönster V.S. har kunnet omstyrtet alle

de Mùntheske Dogmer. "Forresten synes jeg at det er daarligere at före sagaen som ligger et tusind aar tilbage indre {…} {…} at for-

For dog ikke at Men da det ikke er min hensigt at ville ha *dette partiet er generelt umogleg å få samanheng i. Ein setning manglar

Bergstùen i et slet lys, skal jeg först oplyse at jeg ikke har seet teppet efter hans mönster V.S. dernæst vil jeg sige at

jeg har seet fin naturalistisk kùnst af ham: men hans decorativ kùnst giver jeg ikke stort

for – hans stormavede Nisser og ditto mùnke synes mig er kjedelige omend kanske gemytlige nok. Man må ikke tro at jeg personlig har nogen grund

til at rose Mùnthe (dertil har han personlig været for ubehagelig mod mig person-

lig – jeg kjender personlig omtrent alle kùnstnere i landet {…} men ingen har været personlig ùbeha-

gelig imod mig ùndtagen Mùnthe); men det er mange aar siden og jeg har ikke seet Munthe

Derfor kan jeg trygt sige det ùden at blive regnet for en af Mùnthes mænd klikken at der ikke i

Norges land findes nogen mand som har saa grùndig kjendskab til og forstaaelse af

stilkunst som Mùnthe og ingen (selv ikke Holmboe) har skabt saa meget vakkre

decorative arbeider ting som Mùnthe, naar en tid er gaaet vil Mùnthes arbeider være

kanske det eneste som staar igjen som mindesmærker om over en tid bestemt tidsaand og

hvis hr. J.B. havde havt anledning at fölge med sin deres tid vilde han seet at Mùnthe som

en af de förste i "norsk kultur" trolig fölger med tidsströmningerne, byggende videre

paa den stil han allerede har skabt sig. Hr. B.J. Men De nævner Munthes "Mörkræd" i slig forbindelse

at man maa tro det er M's sidste arbeide og der er dog ca. 10 aar siden det blev

til. Om hvilken agtelse Mùnthe har i ùdlandet Naar Hr. B.J. taler om at "vort

höie kùltùrstandpùnkt her hjemme er blevet et en ùrokkelig troesrætning o.s.v. " – og

det vil blive landsforræderi betragtet som noget nær landsforæderi at benægte en saa <grùnd-

mùret Sats forelöbig" saa vil jeg ikke <gjengjælde> Hr. BJs ironi men kan svare: "gid Mùnthe var saa forstaaet og skattet her til i dette

land som han er som i de fleste andre lande kùlturlande. I England for exempel, som har

været foregangslandet med hensyn til stilkùnst i de sidste decennier ser man Mùnthe ofte nævnt

som en af Eùropas dygtigste stilkùnstnere og hans arbeider blir stadig optaget i Stùdio, som

er Englands fornemste kùnstblad. Da jeg var i Tyskland saa jeg at De store kùnstmuseer der i de fleste tyske Byer i Tyskland

hadde indkjöbt hans arbeider – ligeledes i Sverige og Danmark, hvor der hans stil endog holder

paa at "danne sig en skole". I Paris saa jeg paa en ùdstilling hans nogle reprodùk-

tioner af hans arbeider og ùnder stod der: "stil dù Nord", hvad jeg vil oversætte med "nordisk

stil". Hvilket viser at hans anseelse i ùdlandet er mindst ligesaa stor som her i Norge.

Og: Sluttelig kan jeg nævne at da der i en artikkel i et franskt Kunstblad skùlde opnævnes fra hvert {…}

op de störrelser Dekorativ kunstner i Kunsten der i hvert land havde vakt mest opsigt i Eùropa havde hele Norge

ingen anden skandinavien intet andet navn at opvise end Mùnthes. Jeg har kanske i min kjærlighed

til Mùnthes kùnst heftet mig forlænge ved ham. jeg det var jo egentlig Hr BJs

Translation