Manuscript fragment
2 Pages
Transcription: Tor Martin Leknes
Transcription
Da jeg var udlevet og tom og {…}
af drik og syg og manglede mynt og
var ensom og alene tog en kveld
mig hendes breve – jeg troede jeg var en
gammel mand som nù vilde drage frem
minderne fra min ùngdom og jeg begyndte
paa de förste og erindrede tiden hin vaar da
alt lysnede om mig og for mig. Husker
dù hin söndag paa fjeldet med Abra-
hamsen – da dù var paa graaden
Resterande parti av sida er uleseleg.
jeg gik paa landeveien og Solen var kvalm. Rundt om mig paa begge sider af <veien> stod <stabesteiner> {…}
som gamle kjærringer paa vei til kirke. Veien förte over en sùmp {… … … … … … … …} mandshöide over vandet. Sol kan
jeg aldrig like – den {…} mig altid i en fornemmelse af sygdom og nù var jeg desùden træt Hvorfor gik jeg der
gik jeg der egentlig og trasket langs landeveien – altid spörgsmaal sagde jeg – hold dog op for fanden at spör-
ge naar det ikke er nödvendigt. Jo jeg vidste jo igrùnden saa god hvorfor jeg gik der – jeg ledte jo efter min
egen vilje for satan – og jeg som nù hadde glædet mig til engang at faa være fri en stund og fölge min egen vilje en stùnd at faa
være fri en stund – nù plaget deg mig nù var det og en p nù gjaldt det jo bare at finde den men det var ùmùligt
Naar man ingen frihed har – se da vil man alt mùligt – naar man saa endelig var bleven fri saa vil man ikke
lenger det man trodde at man ville. Nù hadde jeg arbeidet saa ihærdigt slidt mig igjennem i et arbeide som
minded var mig lige modbydeligt som solskinnet, og nù da jeg endeligt hadde sparet mig sammen nogen lusede skillinger og saa jeg kùnde
<ænke> mig fri en maaned's tid kanske, nù vidste jeg ikke hvad jeg vilde brùge friheden til. Alle de tanker og ideer og forsætter der
som söde ahnelser drog mig gjennem <sjælen> medens jeg sled tùngt i arbeidets forbandelser, de var flöine
{…} det jeg vilde gjöre all den energi der ophobede sig i mig ùnder den lange tid da jeg var nödt at være
borte fra min kùnst – det var borte altsammen nù da jeg endelig kùnde aabne mine {…} og nyde det
af den opsparede skat. Det drog mig i <minde> fra tidligere tider – at jeg med hjærteklap drog ùd i skog og mark
med malerkassen og skidsebrættet der var saa meget at hvor jeg fradsed i alt {…} vrage og vælge i alt maatte jeg der var en alt for stor ödselhed om mig
{…} alle kanter, hadde naturen været mindre rig hadde jeg kanske været hældigere lykkligere tænkte jeg – saa havde
jeg ikke seet saa meget som jeg ikke kùnde faa. Men det var det nettop det som jeg sögte kùnde jeg ikke {...} finde
alt maatte jeg nyde alt maatte jeg male hver farve som klang i mig og hver linje som vibrerede saa
det kriblede inde i mig og jeg var saa lykkelig da naar jeg om kvelden sad i min haùg af laser og lapper og saa
paa mine flekkede skisser smaabitter alt sammen, jeg nöd {…} det jeg hadde seet op igjen i natùren gjennem disse farveflekker
{…} gjenkaldte alt og gav mig endog en intensere fölelse end det ved förste indtryk af naturen. Men jeg mindedes og
naar jeg jeg var fri; da jeg blev fri og saa turde jeg ikke jeg hengive mig til de deiligste af dem straks, nei först den ringere vin
og saa tilslut den bedste, nei saa blev det bare det ringeste som blev mig til del og det viste sig til slut
at det bedste endog var forsent at faa tag i længer.