Kjære Hr. O. Lie Singdahlsen!

Tak for Deres storartede bok, – som jeg havde megen 

glæde af at læse i vinter ùnder min rekonvalesens

efter et frygteligt sygdomsanfald, som holdt paa

at tage livet af mig fuldstændig. – Ja, jeg har

været meget syk denne vinter og troede aldrig, at

jeg skulde kommet mig paa fode igjen. Økonomiske

vanskeligheder og ùheld med en nybygning – et atteliere,

som jeg ikke magtede at faa færdig (maatte delvis

rives ned, da ùndergrùnden svigtede); – mit gamle atteliere

havde jeg tidligere maattet sælge for gjæld; – alt

sligt bidrog ikke til at bedre sygdommen; – men

Deres prægtige bok var saa interessent, at den i lang

tid ledede mine tanker bort fra alle mine vanske-

ligheder. – En ting som særlig gjorde mig

ùrolig var tanken paa stipendiet, som jeg plùdselig

blev afskaaret fra at brùke; thi Bergens privatbank

overförte ùden videre alle (!) pengene – (ùden nogen

ordre fra mig) til en spansk bank, medens kùrsen

endnù var temmelig höi – 96. – Jeg laa syk i den

tiden og magtede ikke en protest, – desùten var

jeg ikke sikker paa, om det kanske var skeet efter ordre

2

fra Dem, – og da vidste jeg jo, at det var gjort i

bedste hensigt; – (jeg tænkte mig mùligheden af, at 

departementet kanske gjorde vanskeligheder, fordi

det blev saa længe, förend jeg brùkte stipendiet, og at

De da gjorde dette for at redde pengene for mig.) –

Jeg erindrede imidlertid, at jeg havde sagt til Dem

ifjor sommer, at jeg tænkte at omsætte pengene i pese-

tas, naar kùrsen kom ned til omkring 80, – (et pùnkt

som pesetaen ved hver svingning har pleiet at standse

en tid ved), ifjor vaar var den nede i 71 – og gik da tilbake

op til 80, hvor den atter standsede en tid, – der staar den

for öieblikket men er synkende. Jeg taper altsaa nù 

ca. 16 % paa, at pengene ved nytaar blev omsat i pesetas;

men værst var det, at jeg nù ikke fik brùke dem, – da jeg

jo intet havde til "starten", naar alle pengen stod i

Spanien. Naar jeg tænkte over dette, fandt jeg ud, at det

neppe kùnde være efter Deres ordre, – og jeg har derfor

ikke endnù sendt Bergens privatbank nogen "erkjendelse", –

jeg vilde vente med dette, til jeg fik et par ord fra Dem,

om banken egenmægtig havde gjort dette; – jeg nævnte

vistnok for banken, at jeg agtede at ^la pengene omsætte i pe-

setas, naar pesetaen gik ned, – og jeg forespùrgte en gang i höst,

om der var synkende tendens – og fik saa kurslisten for et læn-

gere tidsrùm. Jeg har en fætter i Spanien, og han sa ifjor,

                                     3

at pesetas vil antagelig gaa ned i omkring 80 – over

nytaar eller henimod vaaren 1922, – (han skulde varsle mig

telegrafisk, naar tiden var heldig for vexling) (gjevn kurs).

Han fik ret. Og da jeg i höst var for daarlig til at

reise, saa var det min tanke, at pengene indtil videre

kùnde staaet, som de stod i Bergens privatbank – dispo-

nible for vexling i hast, naar jeg fandt det heldig for

min helbreds skyld, – og kùrsen blev lidt rimeligere; – 

– begge dele haabede jeg skùlde ske nù i martz-april,

hvad det ogsaa gjorde; – (det pleier i de senere aar at være

min bedste tid for helbreden). Men det blev jo en slem

strek i regningen dette, at Bergens privatbank satte alle

pengene ind paa en bank i Spanien, – saa jeg intet havde

at "starte" med, – jeg bùrde jo havt noget i norske penge

ogsaa, – særlig da jeg tænkte at lægge veien om Wien

for at se det prægtige kùnstgalleri, der samt en större

kùnstudstilling, som holdes der i denne tid, – det sidste 

blev jeg nù i allefald afskaaret fra at faa se. At

vexle pengen om igjen i norsk mynt nù, vil medföre

et endnù större tap, (da alle banker er valùtaspekulerende, og

altid tager mere end kùrsen ogsaa), – desùten vil pesetas

synke end yderligere nù i den tid, som vil medgaa,

inden vexlingen kan blive omigjen gjort. Jeg er saa frisk

nù, at jeg kanske kùnde vove reisen, – men jeg var bedre for

4

nogle ùger siden, – og om jeg nù skulde reise, saa er jeg

saa nedsùnken i gjæld, – paa grùnd af min sygdom, at

jeg ùmùlig selv kan "reise penge" til starten, – det er

heller ikke nogen heldig tid til at udstille og sælge kùnst i, 

– baade "nedgangstid" – og uheldig aarstid; – da alle rikfolk nù 

reiser til sine landsteder. Desùten har jeg nettop nù (af

kollegiale hensyn) maattet være med paa en större ud-

stilling – (for vestlændinger); – og da jeg i farten ikke kùnde

gjöre færdig nogen billeder, maatte jeg laane ùd mine

tidligere solgte billeder; – skulde jeg da nù holde en

udstilling igjen, maatte jeg ogsaa "laane" tidligere solgte

arbeider, (da jeg har for lidet nyt at holde en udstilling paa);

men billedeierne gaar ikke med paa nù atter at "laane ud", – 

saa kort tid efter et udlaan. Men i aùgùst eller sept.

kùnde jeg derimod kanske klare en liden udstilling, –

hvis jeg blir saa frisk, at jeg faar gjort noget i sommer

af salgbare billeder; – og nettop i tiden aug. – sept. – vil

antagelig peseta’en stige lidt igjen, – dog vil den aldrig

mere komme op i 96, – saa jeg vil i alle fald tape penge, 

men det kan jo ikke have saa meget at betyde, naar jeg

kan brùke pengene i Spanien; – værst vilde det være,

om jeg nù skùlde vexle dem omigjen i norsk mynt

for at faa penge til "starten". Hvis jeg nù i sommer af

                                   5

af hensyn til helbreden skulde finde det heldigst 

at reise da; – tror De da, at jeg kùnde faa

noget af det andet aars stipendiùm? – saa jeg slap

at vexle om igjen de spanske penge med stort tap?

Gaar det ikke an at betragte disse penge, (som nù

"staar fast" i Spanien), som om de var det andet aar’s

stipendiùm? – saa at jeg altsaa nù i sommer kunde 

faa norske penge til reisen over Tyskland – Wien og derfra

til Paris – og saa endelig til Spanien.

Tror De, at jeg endnù kan gjöre nogen protest mod

bankens egenmægtige omsættning af ^alle pengene i Pesetas?

Jeg tvivler paa dette, thi protesten maatte være gjort straks!

Konsùl Mohr gjorde mig i höst (ùopfordret af mig) det

forslag, at han vilde gjöre andragende til depar–

tementet; om at jeg maatte faa begge aars stipendier

til at benytte i löbet af et aar; – jeg svarede ham, at

jeg troede ikke, at han kunde udrette noget sligt overfor

departementet.

Tror De det mùligt at et andragende fra Konsul Mohr

i den antydede retning – kunde havt den tilsigtede virk-

ning? Eller tror De, at er bedst ikke at röre ved de "hellige 

ting –

6

ting". (de departementale bestemmelser)?

Konsùl Mohr var ærgerlig over, at han var gaaet

med paa at stipendierne skulde rationer i terminer – 

(i slike tider); – han var rent harm over, at maleren

Rom’s enke ikke (paa Mohr andragende endog), – ikke

skulde faa ùdbetalt det resterende av mandens stipendiùm,

da denne döde i udlandet, – (eller rettere dödssyk maatte

reise hjem fra ùdlandet).

Penge forslaar jo saa lidet for tiden, naar man skal reise, – 

saa at man grùer sig like meget til at benytte et

stipendium nù, – som man för glædede sig til det.

Udlændinger blir "trukket op", hvor de kommer nù, – selv

i bankerne, hvor man aldrig faar renter – for exempel, – 

om pengene har staaet der aldrig saa længe, – det for-

talte 2 ùnge malere mig nù nylig; man maatte gaa

til et kostbart saks anlæg, skùlde man faa det, og da 

vilde der gaa mere end de stakkars renter.

Jeg ser, at jeg har plaget Dem med flere spörgsmaal, – 

jeg maa bede Dem meget om ùndskyldning, – og saa 

maa jeg atter takke Dem for den saavel psykologisk

som litherært interesente bok.

Deres forbùndne

Nikolai Astrùp

Sandal i Jölster

Söndfjord 1/5–22