Letter
38 Pages
Transcription: Siri Katinka Valdez
Translation: Francesca Nichols
Transcription
hösten 1926
Kjære Kramer!
Ja idag faar jeg tage mig sammen og skrive
en af mine lange "epistler" til dig, – jeg
skrev for en tid siden en slig "ephistel" til
broder Peter, – men har intet hört fra
ham igjen. – Ja, tak, for dit brev, – hvoraf
jeg ser, at dù dog ikke er helt rasende paa
mig, – hvad jeg jo kùnde vente mig. –
Ja igrùnden har jeg intet at skrive om – for
jeg bestaar af bare nervösitet i den senere tid,
og den slags vare bör man helst ikke
exportere til sine venner, – ja venner! –
– jeg har altsaa et par igjen endnù – en slig
som dù – med all din taalmod, (som alle
de maa have i höi grad for at kùnne
vedblive at "være" og "taale" mit venskab).
Ja, jeg har mistet Kinck, – og det er til liden
tröst at fortælle dig, – hvor det har taget
paa mig, – jeg bebreider mig selv alt mùligt
2
baade det jeg er skyldig i, – og det jeg er ùskyldig
i, – for det förste det, at jeg fik hans 5te
brev, – som jeg ikke har besvaret – knapt 8 dage
förend hand döde, – jeg sad jùst og skrev paa
en ephistel til ham, da jeg fik telegrammet fra hans
döttre: "Vor far döde idag", – det var skrevet
med blyant paa alm. papir – (ikke telegram-
blanket) og Engel sa, end om det nù er
nogen saa ondskabsfulde, at de har sendt
det bare for at gjöre dig ondt (yderligere ner-
vös, end jeg var), – og sætt, at dù nù fik
vide, at det vare var narreri, – hvor glad
dù da vilde blive, – – jeg tænkte da bare:
ja gid nogen vilde have gjort det for 14
dage siden, – saa jeg havde faaet tid at
fortælle ham, – hvad jeg var begyndt paa, –
nemlig, at det var lögn alt det, Holm
havde klemt i ham. Kinck skrev nem-
lig et brev til mig, – som sagt – og var meget
bedrövet over, at jeg havde ladet falde
3
noget udtalelser om ham og hans bok
"Driftekaren", – som jeg sætter höiest af Kincks
böker, – den er mig i allefald kjærest, – og
saa gaar Holm hen og fortæller Kinck,:
at jeg nù var kommen til det mærkelige
standpunkt, at jeg havde tapt all inter-
esse for den boken, – der var ogsa andre
helt "simple" udtalelser, – som han havde
lagt mig i mùnden. – Holm sökte jo
i hele sommer at "nivillere" Kinck, og jeg
kan bare bebreide mig, at jeg ikke "sang opp"
lidt sterkere med min protest, – (en kveld
blev vi ogsaa næsten ùvenner, – det vil sige
jeg blev hidsig og sint, – han fortalte, at
han og Freydis havde ùnderhandlet med
Kinck, – og nù var de kommen til enighed om –
eller havde "ordnet det slik" – at Freydis og
jeg i fælleskab skulde illùstrere en novelle-
samling af Kinck, – ja, ja; – jeg havde ikke
noget imod et samarbeide med Freydis
4
naar Freydis og Kinck altsaa var kommen
sammen om noget sligt, – (som jeg jo maatte
tro af Holms ùdtalelser), – rigtignok troede
jeg ikke at vore höist forskjellige maader
at illùstrere paa vilde passe godt sammen
(Freydis vilde selvfölgelig slaa mig rent ihjæl
paa det dekorative omraade, – for jeg er jo
aldrig "artist" egentlig – ùndtagen kanske
en sjelden gang i træsnitt). Saa kom vi
ind paa, – "hvad" som skùlde illustreres af
Kinck, – og jeg var idiot nok til at fortælle
ham, hvad Kinck og jeg havde talt om og
planlagt, – det var da först og fremst "Drifte-
karen", – som det laa Kinck særlig paa
hjærtet at faa illùstreret af mig, – (det har
han sagt og skrevet saa mangfoldige gange).
Ja Holm lod mig da forstaa, at denne plan
"ikke længer stod paa tapetet" eller "paa dags-
ordenen", – (jeg hùsker ikke hans ord saa nöie)
men i delhele taget: Kinck havde fraveget
sin oprindelige plan der, – kanske om ti aar
5
vilde det passe e.t.c. – Nei nù gjaldt det
först og fremst det, som skùlde oversættes
til tysk, – Kinck var jo begyndt at gjöre
voldsom lykke i Tyskland, og der var penge
og ære at hente for illùstratörerne ogsaa –
(E. Mùnch gjorde jo sin lykke der). –––
Jeg begyndte da at protestere, – og jeg var
atter idiot nok til at fortælle, hvad Kinck
og jeg havde planlagt – nemlig naar "Drifte-
karen var færdig – eller samtidig, – skùlde
vi faa istand et lithografisk værk i stort –
eller störst mùligt format – noget ùdenom
forlaget, direkte altsaa – (selvfölgelig "ùdgivet"
af forlaget, men kanske ikke trykt der).
Til dette værk (i stort format) skùlde jeg faa
vælge ùd af hans noveller det, som jeg fandt
passede bedst for (min) illustrering i træsnit
(medens "Driftekaren altsaa skùlde illustreres med
"pennen".) ––– Dette ùdvalg af noveller
6
af en "ikke forfatter" – og efter den orden og
sammenhæng, som jeg fandt for godt, – sligt
kunde jo kanske blive lidt farligt for for-
fatteren, som gjerne vil se sine ting i den sam-
menhæng, hvori den ene ting fremkalder erin-
dringen om den anden: – en viss litherær
sammenhæng, som forskjellige slags perler trùkket
paa en snor ùnder hensyn tagen til den
rythmiske rækkefölge baade i störrelse, form og
farve. Dette nævnte jeg ogsaa for Kinck, men han
svarede mig bare, at dù kan "ordne", som dù
lyster, – et sligt værk vil blive baaret af dine
illùstrationer og din opfatning af sammen-
hængen – og (værket) "det vil blive et nyt digt for mig"
Mine illustrationer til et sligt værk skùlde tryk-
kes med originalplater – og i et sterkt begrænd-
set antal (100 eller 150). I dette værk skùlde
der altsaa med andre ord ikke være egentlige re-
prodùktioner, – jeg maatte beregne mine plater paa det –
– paa samme maade, som jeg har tænkt paa, – om
7
jeg engang skùlde skrive og illùstrere noget
her fra Jölster – (som jeg jo har samlet lidt
materiale til), – men forskjellen blev, at her
kom jeg kanske til at anvende originaltryk
og reprodùktioner om hinanden. –––
Her var det Holm og jeg törnede sammen, – nei
det var ikke Kincks mening dette med original –
tryk til denne novelle samlingen, – og desuten
vilde det jo ikke passe sammen med Freydis
sine tùsh tegninger, som altsaa ikke blev
orginaltryk (det eneste maatte være, om jeg kunde
lære hende træsnitteknik o.s.v. ––– noget som
jeg ogsaa rent "proforma" indlod mig paa en
dag i höst). –––
"Ja jeg gjör nù med "Jölster boken" som jeg vil,
sa jeg – "der skal der iallefald være en del orginal-
tryk", – og saa faar dere ordne med
Kinck om novellerne, – jeg gaar med paa
alt, – naar Kinck önsker det", sa jeg.
8
Som sagt, – jeg blev hissig og skrek op, – og Holm
slog om i en anden taktik og forsökte at over-
bevise mig ved fornùftgrùnde om min daarskab.
Jeg husker ikke alle hans indvendinger, – men han
konklùderede med, at den bedste ordning for mig
vilde være at lave en del træsnit til Kinck –
efter hans (Holms) anvisning, – (ja det lod til at
Kinck nù havde sat ham – som sakkyndig "fagmand" til
at vælge ùd novellestoffet til det omtalte værk
Og naar jeg havde lavet en del af disse træsnit
skulde der udstilles og sælges ("en gross") og paa
rigtig jöde maner presses mest muligt ùd af
trykkene – særlig til "samlere" som "samler"
paa "ùnica": – paa begyndte værker
som aldrig blir trykte o.s.v.; naar man
slik havde presset citronen (ideen var
kanske god fra et jödesynspùnkt), ––– ja saa
skulde man plùdselig komme med
værket – som skùlde bestaa af smaa
9
reproduktioner af de samme "ùnica" (eller
skjeldne orginaltryk), hvoraf man da
selfölgelig maatte have et hemmeligt
oplag, som der saa lidt efter hvert kùnde
sælges af – (som orginal tryk), – (der jo da
maatte faa endnù mere værd efter at være
bleven kjendte gjennem boken og de trykte
reprodùctioner). Ja det var gyldne frem-
tids-udsigter, han oprùllede, – hvis jeg
böiede mig efter hans og Kincks plan nù.
Ja saa gaar han – straks han kommer til Oslo
op til Kinck og fremlægger hele sin plan
for ham og, – udgiver den for at være min..
At Kinck baade var skùffet og bedrövet
over mig, kan dù forstaa, – (han havde nok
aldrig tiltænkt mig en slig "jöde-bùisness"),
og han mindede mig om at vore samtaler i
gamle dage – om vore planer, – og han
10
gjengav – med sin aldrig svigtende hùkommelse –
mine egne ord, da jeg havde omtalt, hvordan jeg vilde
illùstrere et bestemt motiv i "Driftekaren", hvor
det plùdselig sner i vaarens blomster og grönne
græs: – "Dengang dù sagde de ordene" – skrev Kinck –
"havde jeg mit livs stolteste öieblik." Han var
bedrövet over, at jeg havde tapt interessen
for "Driftekaren", og at jeg havde opgivet et sligt
motiv (blandt andre), som havde vist ham
en slig forstaaelse af hans inderste fölelser, at
det endog provocerede hans egne ord. –––
"Men" – föiede hans trist til, – det nytter jo
ikke at tale om gamle planer, som er opgivne
"lige saalidt som om sneen som faldt i fjor."
Han sigter der paa en fin maate til mine
egne ord i gamle dage om "sneen som faldt"
ned i den yre vaarstemning. –––
Ja jeg begyndte straks paa et brev til ham, for at
"afsande" Holms udtalelser, – det var jo
11
lidt vanskeligt, – da jeg nettop samtidig havde faaet
et brev fra Holm, hvori han fortæller, at han
havde talt med Kinck, som var "smörblid"
(ja han brukte det infame udtryk), fordi "vi"
nù var kommet til en ordning med illùstre-
ringen af hans arbeider gjennem Fröydis og mig.
Og det gik slik, at all min "hensyntagen" og mine
diplomatiske ùndskyldninger for Holm var
til ùnyttes; – thi jeg fik dödsbùdskapet, förend
jeg var færdig med mine "krùmspring". – Og nù
<kan> jeg aldrig faa fortalt ham, hvor lidet
sandt der var i det, Holm hadde sagt ham.
Engel skjændte paa mig, fordi jeg ikke havde
sendt et telegram til Kinck, – straks jeg fik hans
brev, – og deri af-sandet Holms ord, men
man tænker ikke paa "telegrafen" i slige an-
ledninger, – man vil gjerne forklare sig og
ùndskylde lögneren, som mùlegens var i god tro
eller havde misforstaaet o.s.v. jeg vidste jo
heller ikke, hvor meget der kùnde være i
12
Holms "angivelige" venskab med Kinck, – jeg
tvivlede paa det, – men troede kanske at Kinck –
ligesom jeg selv – var en beùndrer af Freydis
Haavardsholms kùnst. Og ved nù senere at
gjennem stùdere Kincks brev grùndigt – (og ved
at sammen ligne det med tidligere breve)
finder jeg ùd, at Holms angivelige venskab
med Kinck og deres planer om illùstrerin-
gen o.s.v. er opspind fra ende til anden.
Og at Kinck saa langt fra at være ven med
Holm, – tvertimod havde en ren skræk <for>
ham som den, der var paatrængende og mindede
Kinck om, at han snart trængte en "arvtager"
paa litheratùrens omraade, – og denne "<arvtager>
var selvfölgelig Holm selvskreven til at være.
Han var som "likravnen", der lùgtede liket
förend det endnù var dödt –! Og derfor
stadig kredsede rùndt manden. – Ja Kinck
profeterede dette i nogle dùnkle ord, som jeg
13
dengang ikke forstod, – jeg troede jo, at Kinck
var den vitalt sterke kjæmpe, som længst
vilde overleve til exempel mig, – om han
end var 15 aar ældre, – og jeg har ofte i den
senere tid bebreidet mig, at jeg trak sterke
veksler paa hans sterke konstitùtion, den-
gang jeg fik ham med paa fjeldovergangen
til Olden, – en toùr, som endog "röynede" mig,
og hvori jeg opdagede, at Kinck endog var svimmel
og ùdkjört paa nedgangen af fjeldet i Olden.
– Ja, han var en ven som man blev mere glad i
som menneske endog, end som forfatter
tiltrods for hans genialitet der. –––
Og jeg mindes de dage og nætter, vi var sammen
her og oplevede saa mange natùrindtryk
sammen, – dette "vagabondliv i de herlige
dage", – som han senere kalde det, – og jeg
mindes saa mange lyse vaarnætter i Oslos
omegn, – da vi ranglede rùndt – oftest
14
alene men ùndertiden sammen med Ravensberg
og Thrygve Andersen, som Kinck var saa
glad i og satte saa höit – trods hans mange
ùmùligheder som menneske: "Norges mest
natùrbegavede forfatter", sa Kinck engang om ham.
Og jeg hùsker den sidste nat, vi var sammen,
da jeg kom fra denne "Afrikareisen", og Engel og
Kari var reist til dig, og jeg en sildig kveld
kom i hù, at jeg dog maatte træffe Kinck et
öieblik, förend jeg drog hjem vestover, – og saa
fandt jeg endelig henimod kl.12 om natten frem
til hans nye adresse og ringte paa; – frù Kinck
kom ùd, – jeg ùndskyldte mig, at det var sent, og
at jeg bare vilde faa hilse paa Kinck som snarest,
förend jeg reiste vestover næste dag. "Ja jeg skulde just
lægge mig", sa hùn "vore dötre er alt i seng – men
Kinck vil sikkert have Dem hos sig om det er
hele natten, sa hùn, – og jeg blev der ogsaa hele
natten. – Kinck havde nettop faaet en flaske
15
"medicin kognak", og vi tömte den, – og han
viste mig saa glad og begeistret sin far`s
billeder, da det begyndte at lysne af dag, –
(han var saa bedrövet, over at han ikke havde
kùnnet faa alle sin fars malerier og skisser)
"jeg var ligeglad om den lille del af min arv",
sa han, – "kùnde jeg bare faaet alle min fars
kùnstværker; – enten man nù kan regne dem
for "kùnst" eller ikke, saa er de kùnstværker
for mig, – fordi jeg kjender milleùet og stem-
ningerne, hvorùnder de blev til". Og de var
virkelig – trods all diletantisme – kùnstværker.
Jeg hùsker, at han fùlgte mig om dör i den
bleke morgen, og at han saa mig ind i
öinene paa sin inderlige maate og spùrgte
"ser jeg dig snart igjen", – og saa svarer
jeg ham ikke paa 5 breve! – I et af de
sidste skriver han: "jeg er glad fordi dù ikke
straks svarer mig, fordi det viser mig, at dù
16
tænker paa mig med et rigtigt langt brev".
Og jeg husker dengang Kinck skrev paa
dramaet: "Lisabettas brödre", – (han brùkte
lidt længre tid end sedvanligt til det) – og
han fortalte mig stadigt mùndtligt og pr.
brev om sine planer og impressioner, – og
han fortalte om Lisabettas blomst, og
at han var usikker paa, hvad blomst
det skùlde være, – og jeg havde dengang
just malet "Helg" (Meyers samling), og
der staar i vinduet en blomst, som jeg var
svært glad i, det var en variation af en
Hortensia, som jeg selv hadde fremelsket,
og jeg skrev da til Kinck, at det maa
være en hortensia, som jeg skal sende dig, – en
som ingen andre skal have, end dù og jeg,
det skal være min blomst til dig, – (det
blev bare skryt – af mig; thi min hortensia
döde – men Kinck lod Lisebettas blomst
17
blive en hortensia – og nù telegraferede
jeg og bad – om mùligt – at faa hortensia
fra mig til hans likfærd; – om hans
aand skulde være i nærheden, kùnde han
kanskje opfange en hilsen fra mig deri –
og kanske föle, at mine fölelser for ham
var de samme, som da vi blev kjendte for
22 år siden – til trods for Holm og hans prat.
–––
Ja jeg har vel sagt meget stygt om Holm
nù, synes dù vel, – ja jeg kommer til at
sige adskilligt til ham selv ogsaa, – og
han kommer sikkert til at opfatte mig
som en utaknemlig djævel. –––
Men lade dette være mellem os, – hvad
jeg her har sagt. – Holm er jo snild paa
sin vis og en farlig man, som man
helst bör ùndgaa, og iallefald bör söke
ikke at have noget ùtestaaende med.
18
Ja der er ogsaa ting som fölge af Kincks död, –
ting som har gjort mig nervös, – men som
jeg ikke kan omtale nù, – eller betro
papiret – (ùndskyld mig, men jeg har ikke
god tro til din tjenestepike, – jeg skal for-
tælle dig lidt – naar vi træffes, – dù bör i alle-
fald passe paa dine papirer, om dù har breve,
som ikke er for alle.) Jeg kan jo kanske tage feil!
Kinck stod i en hemmelig forening, – hvor
alle var hans beùndrere, og disse hans
venner skriver nù ustandselig til mig, og
vil have mig ind til Oslo og være med
at værne om hans efterladte papirer,
som likravnene alt er ùde om. Ja
nævn endelig ikke noget om dette, – det
er farligt for mig at röre i noget, hverken
paa den ene eller anden side; – thi jeg er
bange at likravnene kan komme til at "svide" vingerne snart.
og da er det bedre jo mindre man veed. –––
19
Jeg synes ofte saa synd i Freydis, som jeg beùn-
drer som kùnstner, – ja hvorfor ikke ogsaa
som menneske, – men hùn kùjoneres jo fùld-
stændig af Holm, – jeg syntes han behand-
lede hende rent som en "tös" (han var en dog en gang rent brutal mod hende i sine gjæsters paahör); – selvfölgelig
har han respekt for hende, – men kùn paa
samme maade – som man har respekt for
en plante, et dyr eller lign. som det gjælder
at fare varsomt med, fordi man kan
have nytte af det, – og han har sörget for
at binde hende til sig – som elskerinde, –
dog har han betrygget sig mod fölger, som
kùnde binde ham selv – ja dù forstaar. –
Ja det er ikke rart om dù er forarget over min
ùvederheftighed med hensyn til reisen til
Bergen – men der er sandt, at jeg gang paa
gang har tænkt at reise, men delvis har
jeg været lidet frisk – (har den samme feil,
som jeg altid har havt: – at sætte mig til at
20
sove, – uten at hùske tidligere synder i samme
retning, – om det er aldrig saa koldt i rùmmet,
og saa er det at vaagne gjennemfrossen
og forkjölet; – ja den "last" kommer jeg al-
drig fra, for den har jeg arvet efter far, – jeg
hùsker saa mangen nat, at mor satte mig til
at vække far "titt og ofte", naar han sad slig
og sov til kl. 5–6 om morgenen, – ja jeg
rùskede i ham – "dù skal lægge dig, siger mor" –
"Din ùgùdelige gut, som forstyrrer mig midt i
min prædiken", svarede han og sov videre, til
han holdt paa at falde af stolen, – jeg lærte af
ham at resignere og sovnede selv, medens jeg
skulde vække ham "mindst hvert 10ende minùt."
Han holdt altid paa at "stùdere noget særdeles
vanskeligt", naar jeg saaledes afbröd ham.
Jeg fandt da ofte frem i en bokhylde en bok med
register eller lexikon over gamle slegtsnavne, og
saa spùrgte jeg ham, om han ikke var i slegt
med dette eller hint navn, – og det var den
21
eneste maade at faa ham til at "kvikkne", – da
da fik jeg ham ofte helt vaaken, – naar han skulde
finde ùd alle kombinationerne i slegtstavlen.
Ja reisen staar jo ogsaa lidt i forbindelse
med portrætteringen af Kreyberg, – jeg har
jo nævnt för, at jeg er nervös, – mere end
almindeligt og tvivler paa at klare ham.
Og at reise ind til Bergen nù, – ùden at gjöre
et forsök er vel "ikke til at komme uden-
om", – ùten saa skùlde være, at jeg kùnne komme
ind i "smùg" – i all hemmelighed altsaa –
og bare være der nogle dage. Jeg faar heller
öve mig lidt paa portrait nù i vinter – lige-
som Kreyberg – (efter dit udsagn) över sig paa at
sidde model. ––– Ja jeg har jo ogsaa
arbeidet lidt trods Holm og deraffölgende
nervösitet – jeg maatte jo trykke (og male – St.Hans)
til ham nær sagt baade nat og dag, – den tid
han var her. ––– Og efter han var reist
tog jeg fat paa et træsnit af "Rævebjælder",
22
nærmest bare for at döyve "vondt samvet", –
og som altid, naar man ikke "har noget
paa hjærtet," var jeg svært "samvittighedsfuld"
Imidlertid kom altsaa Kincks död midt i
arbeidet, og jeg orkede ikke skidten længer; –
men saa tok jeg mig paa tak igjen senere, – og
nù er trykken færdig, – saa tör og nöiaktig, –
altsaa den "teknisk seet" mest fùldkomne
tryk af dette træsnit, – saa rasende korrekt
en hver plate paa rette plads, at det er rent
irriterende, – et træsnit blir aldrig godt
ùden man trykker lidt feil, – og her er vist
ingen feil – denne gang, – jeg har rent kvalme,
naar jeg ser paa det. Nù forstod jeg dig
slig, at dù havde bestilling paa 3 Rævebjælder
(kanske Halvorsen Torkildsen var den ene?). Imidlertid
er det et træsnit, som slett ikke lonner sig at
arbeide med. – Kanske en sterk forenkling
og "omskjærelse" kùnde gjöre det baade
bedre og mere lönsomt. Jeg faar pröve senere
23
Imidlertid har jeg ogsaa arbeidet med
"stillebenet" – og synes nù, at det begynder
at nærmes sig mit "indre syn" af denne
"opera" – eller "operette". Meget har svigtet,
men fölelsen har dog igjenoprettet meget
Det er en af de faa billeder, som jeg halv-
veis er fornöiet med selv, – trods den
farlige "violette farve". Man kan jo ùmùlig
Ja, saa maa jeg om end sent takke dig tusende
gange for alt dit brydere med komissioner: –
– med kjöttkvernen, som vi var svært
fornöiede med, – har dù hört andet er det
feilagtigt, – vi havde kanske gjerne taget
den en a 2 nr. större – (der findes nemlig
to nr. til har jeg hört her – men de maa antagelig forùdbestilles),
men vi har jo nù faaet samme nr. som Joh-
Sandalstrand ("Flekken"), samt Flùge har, saa
24
nù har vi jo reddet vor forfængelighed med
at have lige stor og <god> kvern, som de vi hidtil
har maatte ty til at laane hos vore naboer altsaa , naar vore
egne elendige smaakverner har slaaet klik.
Og nù maa vi selvfölgelig gjöre gjengjeld
ved at laane dem igjen, – særlig Flùge, hvis
kvern af samme dimension dog Den nù hol-
der paa at "falere", – "havde den været stelt
<bedre> skùlde den varet i 10 aar til", siger Flùge
og jeg tror han har ret. Han har altid slipt knivene galt – de skal ikke slipes Altsaa vi er svært for-
nöiede med kvernen vor; – thi naar den er ùdslidt er
vi sikkert selv ogsaa ùdslidtte, – baade Engel og jeg.
Jeg forstaar ikke, at Peter – broder prest altsaa –
ikke skùlde vide om at Petra var vel frem-
kommen, – jeg skrev nemlig til ham samme
dag, som hùn kom, ––– Jeg fik <telefonopring-
ning> til Sandal om at möde der, – det var
Bydal, som havde faaet Petra i sit hus, og som
saa skulde bringe hende til Björnseth med bil,
naar han næste gang drog paa sin embedsreise
til Skei (som han altid gjör en gang om ùgen), og
25
jeg roede da over til Björseth og hentede Petra
og fik en dùgelig portion Wisky i "ly" bag
bilen, efter at Petra var kommen i baaten.
Ja naar jeg nævner baat, – saa maa jeg tænke
paa din, – jeg var ùte for at pröve, om det
lod sig gjöre at snù den, men der maa
isaafald et stillads til, – det er selvfölgelig
galt at den ligger slig aapen, – da handels-
manden benytter den som varelager og
har alt mùligt liggende i den rigtignok bare lettere ting, – men
endnù værre kùnde det blive, om vi snùr
den, og det saa skulde hænde at ùngdommen
i flok og fölge "vaglede sig" "paa kjölens rand", –
jeg har nemlig en gang været ùde for at faa
en baat ödelagt paa den maate, – rigtignok
ikke ved "vagling" af ùngdom, men sneens tyngde
knækkede den opvendte kjöl ned, – – dù
bùrde absolut have havt et "naùst" til
den, – men alt koster jo skillinger desværre.
26
Ja vi har faaet en stor kasse fra frk. Haa-
vardsholm, – en masse gamle klær og sko,
som kommer meget vel med til fa-
mlien – (jeg havde en regning paa over 130 kr.
bare paa et paar maaneder nù fra skomageren).
Pengene vil komme tilkort paa alle kanter, selv
om man intet stikker i gjæld.
Angaaende brevet fra forfatterinden frù <Ødvin>
Hùn skrev til mig om foto. og hùn maa ha misforstaaet mig da jeg nævnte
at dù kanske vidste om der fandtes fotografier af mine ting i Bergen
saa veed jeg intet derom at sige. – Jeg hader
jo de forb. dansker og vil helst intet have
med dem at bestille, – de har altid været
noget pak; men hùn er jo ikke selv dansk,
og var der nogen mùlighed for at faa en
fotograf i Bergen til at fotografere, "med
gùlfilter" nogen af mine ting, saa vilde jo
det været udmærket – forexempel: Meyer`s inte-
rieùr – Meyers soleiebillede eller kanske træ-
snittet af samme motiv – ligeledes penne-
tegningen hos dr. Kreyberg og hans St. Hansbaal –
27
kanske ogsaa hans "rabarbra dame", som dù
kaldte det. Andre som egner sig for re-
prodùktion (fotografi) fotografier kan ofte skade malerier – og ofte flatere veed jeg ikke blandt
vore bekjendte, – ùden det skùlde være frù
Breyholtz sit "regnbùebillede" – og et billede
med Engel og et lidet barn (ved brystet) i en
have, – et billede, som frù Breyholtz
alene veed, hvor er, men aldrig vil lade
mig det vide. Kanske ogaa dit "Groveir"
eller dit Kornstaur. Eller det billede fra
Kjössnesfjorden – Sùnde, – som Urhdal paa <Hoop>
kjöbte eller "Tùngjöl", – hvor det er, veed jeg heller
ikke – kaptein Meyer skulde jo vide det, – da
det vistnok var han, som solgte det. Meyers
billede "gamle hùse" (som feilagtig fik
tittelen: Tùngjöl" (det burde jo hede "Hùsmands-
plads", som det jo er). – Men det vil jo blive
kostbart, at fotografere – og man har vel ingen Væring i
Bergen, – han er jo en mester i at fotografere
28
kùnst, da han akkurat veed, hvilket nùmmer
af "gùlfilter", hvert enkelt billede vil kræve
for at faa en god optagelse.
Holm har skrevet til mig, at nogen af hans
venner, deriblandt den hyggelige tandlæge,
som var her i sommer, vil have nogle smaa
træsnit, – skal jeg – synes dù – efter det fore-
faldne sende ham træsnit til videre salg? –
jeg kjender jo kjöberne? – I saafald er dù
kanske saa snild at lade mig faa en liste
over priserne, da jeg tror vi har forandret
<priserne> paa somme bl.a. Bùkken som er
"nedsat pris". Nù spekulerer jeg paa, hvordan
jeg skal faa sendt Rævebjelderne, da papiret
har en saadan forbandet tilböielighed til at
krympe sig. Bedst er det vel ùdspændt paa
en krydsfiner. –– Jeg har brùgt samme papir
som til dit træsnit – af samme, da Freydis fandt, –
at det fik en slig let tone paa dette papir. ––
29
men det er jo noksaa tyndt og skröpeligt –
Ja dù nævner, at dù skulde havt slagt
saùekjöd, – ja det har i aar været her
til billig pris 1,50 pr. kg., men nù er det
nok forsent, – det er nok slagtet, som slagtes
skal, – men gris (skinker) kan nok end-
nu skaffes, – men opgiv da mængde og
pris. – Vi skal forsöke, om der endnù skulde
være sauekjött at opdrive, – men jeg tvivler
paa det. ––– Haugen har faaet dit brev
om klokken, – men jeg har ikke truffet ham
siden, saa jeg veed ikke, hvad han synes.
Den ambaren dù talte om at faa smör i, blev
det nok sent med, men det var for en del
Kristoffers skyld, – da vi talte med ham om
det, sa han, at det maatte være feilagtigt, da
han senere havde faaet en <requisition> fra dig,
hvori ambaren ikke var omtalt, – imidlertid
kom han til slùt efter, at det var hans egen
30
feil; thi han havde modtaget et pengebrev
fra dig og da han ikke erindrede andet, end at det
var betaling for et tidligere opgjör, saa lagde
han dit pengebrev uaabnet ind i Meierioppgjo-
rets böker, – men saa, da saken kom paa tale
igjen, tok han brevet og bröd det og fandt da
ùt sammenhængen. Ja nù har vi dùndring
hele dagen – veiarbeide – man har hùgget ned
den vakre birk ved vandet, som jeg forlangte af
den förste forrige eier her, at den skùlde staa, hvis jeg skulde
kjöbe. Her har ogsaa i aar "raset ùd" af bakkerne,
hvor man mindst skulde vente det.
Kari er hos dr. Bydal og har meget at gjöre,
da det er et selskabeligt hùs, og de har <ingen>
andre tjenere, end Kari og Johannes Sùndes
ældste datter Danhilda, (kùsine af Kari altsaa).
Ja saa maa dù leve vel dù og dine – Skal
Hjördis konfirmeres nù? Ja, jeg vilde gjerne
givet Hjördis noget til konfirmationen, – men jeg
veed ikke, hvad det skùlde være, – hvis dù faar
sælge træsnittet for mig, kùnde dù da ikke være
31
saa snild at tage af Kr. 50 til en present?
Eller tror dù hùn vilde bryde sig om et eller
andet træsnit? – kùnde dù faa greie paa det,
og give mig en meddelelse, – ja dù ùndskyl-
der, at jeg spörger dig om dette. –––
Ja jeg har hört efter om smale kjött og
det er ikke ùmùligt, at det kan opdrives
endnù, – men prisen er jo steget baade her og
i Bergen: – havde dù bare nævnt det för; – her
var prisen en stùnd lige ned i 1,30 pr. kg. men
vi fik intet ùnder 1,50, – det er jo vanskeligt
at passe paa at kjöbe, akkurat pa det rette
tidspùnkt, naar det er lavest: – skal man vente
saa længe med at kjöbe, kan man og resikere
intet at faa, – og da prisen var kommen ned
i 1,50 sa alle, at nù gik det op igjen, – vi havde
da alt kjöbt en del til Kr. 200 pr. kg. – Nù tror
jeg, det skulde være mùligt at opdrive til 1,70,
men det stiger, – da jo alt (alle dyr) slagt nù har været "ùde-
foret" en tid, – noget som forresten gjör kjödet bedre.
Men nù kommer det an paa, om dù vil have
hele skrotter eller bare laar (og kanske "böger")
32
I sidste fald tror jeg, det lönner sig bedst for dig
at kjöbe færdig "spekne" laar om vaaren, – de
er i regelen billigst straks för Jonsoktid men kjöbes opp, ja helt fra jùl af, – og naar
vi vidste om det paa forhaand, kùnde vi tinge til
dig da i tide – ; men vil dù have hele skrotter, maa
dù skrive om det straks, för det blir forsent. –
Fleskeskinker kan dù faa for 2,00 pr.kg., men
da maa dù tage med halve noget af ryggen, – eller ialle-
fald en liden del af den: ryggbiten som man
her pleier at lade fölge med skinken; – hvis dù
for exempel kjöber 2 skinker, kùnde vi hùgge af
de smaa rygstykkerne og sende dig fersk i posten, og
saa kùnde dere brùke dem som "svinekotteletter",
og saa kùnde vi salte, röke og speke snaùe skin-
kerne til dig; – selvföglelig kan vi gjöre det med
det hele, ùden at hùgge af noget, – men den om-
talte "ryggbid" egner sig jo ikke saa godt til speg-
ning, da den lett harskner; – hvis der blir noget
spækk med disse ryggbitterne kan vi godt skjære det af og veie det
og trække det fra prisen, (saa vi altsaa kan
beholde det her til at have i "raspekaker" o.s.v)
Under 2.00 kr.pr.kg., tror jeg neppe flesket kommer
her, saa det er antagelig en beleilig tid at kjöbe
nù, – det har aldrig været lavere her, siden krigen.
33
Ja jeg veed ikke om jeg har udrykt mig tydelig
nok i disse ting, – men som sagt "kjöbes her stadig op"
speget eller halvspeget kjöd af opkjöberne, – lige fra jùl af og
frem over vaaren og sommeren, – saa det er jo lidt
paa det ùvisse, om man kan faa kjöbe noget da,
saa det var kanske bedst at sikre sig noget slagt
alt nù, hvis det endnù er at faa, hvad jeg tror;
(da jeg har talt med en); men paa den anden side
er det vel saa, at dere ikke har saa meget brùk
for siderne, rygg og hals samt hovedet – (nei det
sidste fölger ikke med skrotten – ùten man forlanger det)
Vi spiser tildels baade sider og ryg i speken tilstand, –
eller koker sùppe paa det – men iaar har vi for-
synt os med kjöd, saa vi vanskeligt bruker mere
for et aar, – ellers kùnde vi taget rygg og sider, naar
vi havde vidst om det paa forhaand, – saa at
dù bare havde behövet at tage lemmerne. –
Nù skal jeg pakke det stor træsnit og sende det
i dag, – nù kommer jeg altsaa og plager dig med
karton eller kanske "krydsfiner", – thi det kan
jo næsten ikke vises frem ùden indramning da
det saa vanskelig ligger glatt eller slett, –
jeg veed, at dù vil have hvidt papir under trykken,
34
og jeg har derfor beregnet denne tryk med dette for
öie, hvad jeg ikke havde gjort med din tryk,
som derfor helst skùlde havt en lys graa gùlig
eller graa brùnlig (varm) karton ùnder sig. –
Jeg trùes haardeligere af mine kreditorer og skal
snart sende "stillebenet" ogsaa, det er bare saa tykt
malet, at det maa törke lidt, – men vi har jo
ingen kjöber til det, og jeg vil nödig sælge det
billigt – ùden til dr. Kreyberg kanske, – men selv
han faar det ikke ùnder 1200, – anser det
jo meget bedre enn Engelsens stilleben, men
det er jo mindre; – jeg synes det staar paa höide
med mit stilleben "Helg" i Meyers samling; – det er
jo bedre i komposition og dette sidste stillebenet,
– det bedste, jeg hidtil har laget i den retning. –––
Her var en svoger af den svenske maler Isac Grü-
newald, og han vilde absolùt kjöbe det store
billedet af "Gamle prestegaarden" eller "ved sten-
bordet i præstegaardshaven", – jeg "slog paa" 2500 kr.,
og han vilde tænke paa det til næste sommer,
da han kommer tilbake, – der mangler jo meget
paa, at det er færdigt ogsaa. For öieblikket arbeider
35
noget ùd af det, – det er nok en farlig historie at
dele billedet slig i 2 dele efter "det gyldne snit",
især, naar den ene del – (den störste) er omtrent bare
stilleben og den andre (mindre del) er bare interiör, –
men jeg havde lyst at experimentere og öve mig
og finde ùd, om man kan have nogen fordel
i kompositioner o.lign. ved at benytte harmoni-
seringer i forholdene: – om man ikke kan behandle
en ("urolig") mængde ting og alligevel faa ro i
det ved sligt – og jeg foretrækker da absolùt
"det gyldne snit" – (som jeg lærte af gamle Chr.
Krohg) – jeg brùker ogsa "<mellempro portionalleddet til dissonans". frem for andre systemer (som til exempel
det saakaldte "postharmonie" som var saa paa
mode nù en tid, og som Kranz holdt paa, som
det eneste salig gjörende, – det samme gjorde og
Kaland om end i mindre skala – Kranz har
jo nù rent forkastet (forladt) det og bruker bare af og
til "det gyldne snit", som han talte saa for-
agtelig om, da jeg i gamle dage viste ham det) –
Ja nok om dette kùnstprat, som jeg veed dù ikke
liker. Nù er tælen gaaet af jorden, og jeg bùrde se
at faa folk til at faa torv paa dit hùstak, ellers
gaar det snart galt med taket dit, – der er jo bare lagt
et tyndt lag, og derfor törker det saa op og ligger rent
36
"svart", saa at det "ryker" af det i vinterstormene,
og vinden reiser snart med den lille grand
jord, som er der, og da kröller næveren sig og der
blir lækage – dù faar "draaper", som man siger her.
Ja dù talte om en hægg, – det kan der nok blive
raad med, – men jeg er bange, dù ikke vil faa
megen glæde af den, da hæggen mere end nogen
andre trær vil have fùgtighed, – og din jord er vel
af den törreste og "letteste", som det heder i agronom-
sproget. Hæggen vil have "tùng" jord – altsaa
leire og vand, – den liker sig endog i meget
"vandsyk" jord, men jeg har tænkt paa den "dam-
greia", dù har lavet, – der vil antagelig ved lidt
opdæmning blive væde nok i jorden, (som rigtig-
nok bestaar mest af sand), – men der et steds –
skùlde det kùnne lykkes med en hægg, – deri-
mod "gaar det" aldrig ved hùset eller paa den
lille planen ovenfor – knapt nok nedenfor
postveien, – men der kùnde det jo forsökes, – en
fordel – ved en hægg paa lett og tör jord – er der –
(hvis man bare faar den til at vokse) – og det er at
den "holder" blomsterne længere i slig törr og lett
jord. (den blomstrer senere i törr og lett jord – ofte
endog först ved St. Hans tid, – antagelig fordi den "sturer")
37
I præstegaarden havde vi en slik sentblomstrende
hægg, som stod paa en rigtig törr haùg, – men saa
havde den en myr i nærheden, og den læskede sig
vel med nogle lange rödder i denne myren, – kan jeg
tænke; thi er hæggen rent afskaaret fra "vandsig",
tror jeg ikke den kan klare sig. –––
En rogn derimod – skulde nok lykkes paa
"planen" ovenfor hùset, – ja nær sagt hvorsom-
helst der ùde; – jeg hùsker Aagot talte om at
hùn önskede en slik, – men det er jo saa, at det
er vanskeligt at faa en gammel rogn til at klare
flytningen, – og en ùng rogn tager lang tid, för den
blomstrer; – rognen har en forbandet stor rod
med ùmaadelig lange rödder – ùden stort smaa-
rödder paa, og den er derfor vanskelig at flytte
som gammel, da rödderne jo maa afhùgges
paa et par meters længde i allefald; – en gammel
rogn maa i allefald "naves", skal den taale flytnin-
gen, – og en saadan gammel "navet" rogn, vil dù
vel finde "ùdecorativ", selv om den kan give ind-
tryk af gammel beboelse paa stedet, – her pleier
jo at staa en gammel navet rogn i næsten alle "tun"
her, – iallefald havde man det altid tidligere.
38
Ja jeg faar se til at faa gjort noget derùte paa
Neset, men forelöbig er her slik "veiarbeider-
sjaù", – at alt som kan krype og gaa skal paa
veiarbeidet, (en sten fra mineringen traf atteliervæggen ùden at gjöre skade), – og stadig er her nogen, som "gjör
sig ska" og kommer her op efter borvand
jod etc. – en af "öiagutterne", som skulde
cykle til veiarbeidet med en anden arbeider
bak paa cykkelen i fùld fart – kjörte "gaffelen" af og
slog sig slik, at Bydal maatte hentes, – og hans
tilstand er alvorlig – saa han kommer nok ikke
mere paa veiarbeidet iaar. En anden flekket helt af neglen.
Min bror Hans er kommen hjem og driver
rævefarm, – men vi har ikke seet noget til
ham her, – han er hos mor og skal vel overtage
hendes lille gaard. "Bendik-Johanes" beder mig
stadig hilse dig og Aagot, naar jeg træffer ham, – jeg
var over der, da jeg skulde lave et portrait af den
gamle Ola Østenstad, som eiede stuen, som nù er mù-
seùm i Förde (og lendsmanden har orginalskissen), –
det var natùrligvis "gratis arbeide" – til mùseet. –––
Ja saa maa dù have tak for alle kommissionerne
alt var ùdmærket – jernlæsten er undværlig ù-undværlig. Men nù
maa dù huske at trække af, træsnittet hvad dù har lagt ùd.
Saa maa dù leve vel og hilse alle dine og Kreyberg
samt Ragna B. – (har desværre ikke faaet arbeidet hendes
færdig). Hils Magda og Uhrdals! Din hengivne Astrup
Undskyld min skrift og nervösitet.
Tekst vertikalt på venstre side langsmed hele arket:
Jeg syntes næsten dù tok for meget for "Fagrevatnet" af Sùndt – men tak skal du have for den <handel>
det var vel den bedste handel jeg nogengang har havt – jeg havde rent "vond samvit"
Translation
Autumn 1926
Dear Kramer!
Well today I will pull myself together and write
one of my long “epistles” to you, – I
wrote such an “epistle” a while ago to my
brother Peter, – but have not heard from
him since. – Well, thank you for your letter, – from which
I understand, that at least you are not totally infuriated with
me, – which I might well have expected. –
Well in fact I have nothing to write about – because
I am filled with nothing but anxiety lately,
and that type of merchandise one should rather not
export to one’s friends, – well friends! –
– I actually still have a couple left – one such
as you – with all your patience, (something all of
them must have in abundance in order
to continue to “maintain” and “withstand” my friendship).
Well, I have lost Kinck, – and it is of little
comfort to tell you, – how it has affected
me, – I reproach myself for everything
2
both what I am guilty of, – and what I am innocent
of, – to begin with, that I received a 5th
letter from him, – which I did not reply to – barely 8 days
before he died, – I was actually sitting and writing
an epistle to him, when I received a telegram from his
daughters: “Our father died today”, – it was written
in pencil on ordinary paper – (not a telegram
form) and Engel said, if there is
someone that spiteful, that they have sent
it just to hurt you (make me more anx-
ious, than I was), – and considering now, that you found
out it was a prank, – how glad
you would then be, – – My only thought was:
if only someone had done that 14
days ago, – so that I had the time to
tell him, – what I had begun to, –
namely, that it was a lie everything Holm
had crammed into him. Kinck you see wrote
a letter to me, – as mentioned – and was very
upset about my having dropped
3
some remarks about him and his book
“Driftekaren” (The Herdsman), – which I rank highest among Kinck's
books, – it is at least the one dearest to me, – and
then Holm goes and tells Kinck,:
that I had now come to the strange
position, that I had lost all inter-
est for that book, – there were also other
quite “contemptible” remarks, – which he had
put in my mouth. – Holm you see endeavoured
all summer to “bring down” Kinck, and I
can only reproach myself, for not “shouting”
a little more forcefully in protest, – (one evening
we even almost had a falling out, – that is to say
I became provoked and angry, – he said that
he and Freydis had negotiated with
Kinck, – and that they had now agreed –
or had “arranged it” – so that Freydis and
I together would illustrate a short story
collection of Kinck’s work, – Well okay; – I didn’t have
anything against collaborating with Freydis
4
when Freydis and Kinck had agreed
upon something of the sort, – (which I of course had
to believe from Holm’s remarks), – admittedly
I did not think that our extremely different ways
of illustrating would go well together
(Freydis would of course beat me to a pulp
in the decorative area, – because I am
never “artistic” really – with the exception perhaps
occasionally in woodcut). Then we talked
about, – “what” should be illustrated by
Kinck, – and I was stupid enough to tell
him, what Kinck and I had talked about and
planned, – and it was primarily “Drifte-
karen”, – that Kinck was particularly
keen on having illustrated by me, – (this
he has said and written about so many times).
Well Holm then let me understand, that this plan
“was no longer relevant” or “on the
agenda”, – (I don’t remember his exact words)
but in any case: that Kinck had departed from
his original plan which, – perhaps in ten years
5
might be relevant, etc. – But now it was
primarily the material that was to be translated
into German that mattered, – Kinck had begun to garner
enormous success in Germany, and there was money
and honour to be gained for the illustrators as well –
(E. Mùnch as we know had made his fortune there). –––
I began to protest, – and I was
once again stupid enough to tell him, what Kinck
and I had planned – namely that when “The
Herdsman was completed – or concurrently, – we
would create a lithographic work in a large –
or largest possible format – something independent of
the publisher, on our own in other words – (obviously “issued”
by the publisher, but perhaps not printed there).
For this work (in a large format) I would be able to
choose from among his short stories, those I found
were best suited for (my) illustrations in woodcut
(while “Driftekaren would be illustrated in
“pen”.) ––– This selection of short stories
6
by a “non writer” – and based on a sequence and
context, of my own preference, – something like this
might perhaps be a little risky for the au-
thor, who would prefer to see his things in a con-
text, in which one thing evokes memo-
ries of another thing: – a certain literary
context, like different types of pearls threaded
on a string while consideration was given to the
rythmic sequence in both size, form and
colour. This I even mentioned to Kinck, but he
merely responded, that you can “organize it”, as you
wish, – such a work will be borne by your
illustrations and your perception of the con-
text – and (the work) “it will become a new poem for me”
My illustrations for such a work would be print-
ed with original blocks – and in a very limit-
ed number (100 or 150). This work would
in other words actually not include re-
productions, – I had to evaluate my blocks based on this –
– in the same way, that I have planned, – if
7
I should one day write and illustrate something
from here in Jölster – (for which I have collected
a little material), – but the difference was, that here
I would perhaps employ original prints
and reproductions alternately. –––
This is where Holm and I got into an argument, – no
it was not Kinck’s intention this idea of using original works –
for this short story collection, – and in addition
it would not fit in with Freydis’s
ink drawings, which in fact were not
original prints (the only thing would be, if I could
teach her the woodcut technique, etc. ––– something which
I actually set myself to do on a purely “pro forma” basis one
day this autumn). –––
“Well I will do as I wish with the “Jölster book”,
I said – “in that at least there will be some original
prints”, – and then you can arrange with
Kinck about the short stories, – I will agree to
everything, – if Kinck wishes it”, I said.
8
As I said, – I became infuriated and shouted, – and Holm
resorted to a different tactic and tried to con-
vince me on the basis on my lack of good sense.
I don’t remember all of his objections, – but he
concluded by saying, that the best arrangement for me
would be to make a number of woodcuts for Kinck –
based on his (Holm’s) guidelines, – (well it sounded like
Kinck had now appointed him – as an expert “professional”
to select short story material for the mentioned work
And once I had made a number of these woodcuts
they would be exhibited and sold (“en gros”) and in
a typically Jewish manner the utmost would be squeezed out of
the prints – especially to “collectors” who “collect”
“one-of-a-kind works”: – initiated works
that will never be printed etc.; once one
had thus pressed the lemon (the idea may
perhaps be good from a Jewish standpoint), ––– well then
one would suddenly come up with
the work – that should consist of small
9
reproductions of the self-same “one-of-a-kind works” (or
rare original prints), which one must
of course have a secret
store of, and which one might shortly after
sell – (as original prints), – (which of course
would then have even more value after having
become known via the book and the printed
reproductions). Well these were lucrative pros-
pects, he was laying out before me, – if I
bowed to his and Kinck’s current plan.
And then – the minute he arrives in Oslo he goes
to Kinck’s place and presents his entire plan
to him and, – making believe it is mine..
That Kinck was both disappointed and aggrieved
with me, you can understand, – (he had certainly
never intended any such “Jewish business” for me),
and he reminded me about our conversations in
the past – about our plans, – and he
10
repeated – with his never-failing memory –
my own words, when I had described, how I would
illustrate a specific motif in “Driftekaren”, when
it suddenly snows on the spring flowers and green
grass: – “When you uttered those words” – Kinck wrote –
“I experienced the proudest moment of my life.” He was
so aggrieved, that I had lost interest
in “Driftekaren”, and that I had given up such a
motif (among others), which had shown him
such an understanding of his innermost feelings, that
it even provoked his words. –––
“Yet” – he added sadly, – it is useless
to speak of old plans, which have been forsaken
“as it is to speak of the snow that fell last year.”
He thus refers in a sophisticated way to my
own words in the past about “the snow that fell”
in the reawakening spring atmosphere. –––
Well I immediately began a letter to him, to
“disavow” Holm’s comments, – it was actually
11
a bit difficult, as I had at the same time just received
a letter from Holm, in which he tells me, that he
had spoken with Kinck, who was “pleased as punch”
(yes he used that shameful expression), because “we”
had arrived at an arrangement concerning the illustra-
tion of his works by Fröydis and me.
And it ended up, that my “consideration” and my
diplomatic apologies for Holm were
futile; – I received notice of his death, before
I was finished with my “balancing act”. – And now
I <will> never get to tell him how little
truth there was in what Holm had said to him.
Engel scolded me, because I had not
sent a telegram to Kinck, – the instant I received his
letter, – and thereby disavowed Holm’s claims, but
one does not think of “the telegraph” under such cir-
cumstances, – one will prefer to explain oneself and
apologize for the liar, who may have behaved in good faith
or had misunderstood, etc. I did not know
either, how much credence to give to
12
Holm’s “alleged” friendship with Kinck, – I
doubted it, – but thought that perhaps Kinck –
like myself – was an admirer of Freydis
Haavardsholm’s art. And when now afterwards
through studying Kinck’s letter thoroughly – (and
by comparing it with earlier letters)
I discover, that Holm’s alleged friendship
with Kinck and their plans regarding the illustra-
tions, etc. is a fabrication from beginning to end.
And that Kinck far from being friends with
Holm, – on the contrary was greatly horrified <by>
him, as someone who was aggressive and reminded
Kinck, that he would soon need a “successor”
in the area of literature, – and as this “<successor>
Holm was of course an obvious candidate.
He was like the “carrion raven”, that smelled a corpse
even before it was dead –! And therefore
continuously circled around the man. – Well Kinck
predicted this in a few gloomy words, which I
13
at the time did not understand, – for I thought, that Kinck
was that vigorous strong giant, who would
far outlive me for example, – even though
he was 15 years older, – and I have often
reproached myself lately, for having taken
advantage from his strong constitution, that
time I convinced him to trek over the mountain pass
to Olden, – a trip, that was challenging even for me,
and when I discovered, that Kinck was vertiginous
and exhausted even on the way down from the mountain in Olden.
– Well, he was a friend that one became fonder of
as a human being even more than as author
despite his genius in that regard. –––
And I remember the days and nights we were together
here and experienced so many impressions of nature
together, – that “vagabond life in those splendid
days”, – as he later described it, – and I
remember so many bright spring nights in Oslo’s
environs, – when we were out carousing – most often
14
alone but occasionally together with Ravensberg
and Thrygve Andersen, whom Kinck was so
fond of and admired – despite his many
shortcomings as a human being: “Norway’s most
naturally talented author”, Kinck once said of him.
And I remember the last night we were together,
when I had returned from that “Africa trip”, and Engel and
Kari had gone to visit you, and one late evening I
realised, that I had to see Kinck for a
second, before I made my way westward to return home, – and then
close to midnight I finally found my way
to his new address and rang the bell; – Mrs. Kinck
came out, – I apologized, for it being late, and
said I only wished to say hello to Kinck briefly,
before I made my way westward the following day. “Well I was just about
to go to bed”, she said “our daughters are already in bed – but
Kinck will certainly like to have You by his side even if it is
for the entire night, she said, – and I did remain there the entire
night. – Kinck had just obtained a bottle of
15
“medicinal cognac”, and we emptied it, – and he
happily and enthusiastically showed me his father’s
pictures, when the day began to break, –
(he was so sad, that he had not
been able to obtain all of his father’s paintings and sketches)
“I was indifferent to the little portion of my inheritance”,
he said, – if only I could have all my father’s
artworks; – whether one can consider them
as “art” or not, they are works of art
to me, – because I am familiar with the milieu and at-
mospheres, where they were created”. And they
really were – despite all the dilettantism – works of art.
I remember, that he accompanied me to the door in the
pale morning, and that he looked me in
the eyes in his gentle way and asked
“will I see you again soon”, – and then I replied
to him not before 5 letters! – In one of the
last he writes; “I am happy that you do not
reply immediately, because it proves to me, that you
16
are thinking of me in a very long letter”.
And I remember that time Kinck was writing
the play: “Lisabettas brødre” (Lisabetta’s Brothers), – (he spent
a bit more time on it than usual) –– and
he told me repeatedly both verbally and per
letter about his plans and impressions, – and
he talked about Lisabetta’s flower, and
that he was uncertain about, what flower
it should be, – and I had at the time
just painted “Weekend” (Meyer’s collection), and
there is a flower in the window, which I was
very fond of, it was a variation of
Hydrangea, which I had grafted myself,
and so I wrote to Kinck, that it must
be a hydrangea, which I will send you, – a flower
no one else will have, besides you and me,
it will be my flower to you, – (it
was merely boasting – on my part; because my hydrangea
died – but Kinck made Lisebetta’s flower
17
a hydrangea – and now I sent a telegraph
and requested – if possible – to obtain a hydrangea
from me for his funeral procession; – if his
spirit should be nearby, he might
perhaps perceive a greeting from me in it –
and perhaps sense, that my feelings for him
were the same, as when we became acquainted
22 years ago – despite Holm and his chatter.
–––
Well I have said a lot of ugly things about Holm
now, you might think, – well I am going to
say a great deal to him directly as well, – and
he will surely think of me
as an ungrateful devil. –––
But let this remain between us, – what
I have said. – Holm is nice in
his own way and a dangerous man, whom one
should preferably avoid, and in any case seek
to not have anything unsettled with.
18
Well there are also consequences that follow Kinck’s death, –
things that have made me nervous, – but which
I cannot mention now, – or confide
to paper – (forgive me, but I do not
trust your housemaid, – I will tell
you a little – when we meet, – you should in any
case be careful of your papers, if you have letters,
that are not for everyone.) I can of course be mistaken!
Kinck was a member of a secret society, – where
everyone admired him, and these
friends of his now write ceaselessly to me, and
want me to come to Oslo and participate
in guarding his posthumous papers,
which the carrion ravens are already after. Well
by all means don’t mentions anything about this, – it
is risky for me touch anything, either
one way or another; – because I am
afraid the carrion ravens may soon “singe” their wings.
and then the less one knows, the better. –––
19
I often feel sorry for Frøydis, whom I ad-
mire as an artist, – well why not also
as a human being, – but she has been totally hood-
winked by Holm, – I think he treats
her completely like a “trollop” (he was once even quite brutal towards her within earshot of his guests); – of course
he has respect for her, – but only in the
same way – that one has respect for
a plant, an animal or the like which one has
to treat carefully, because one may
have use for it, – and he has made sure
to ensnare her – as his lover, –
although he has safeguarded himself against consequences, that
might entangle his own person – well you understand. –
Well it isn’t strange if you are indignant about my
unpredictability when it comes to making a trip to
Bergen – but it’s true, that I have over and over
again thought of making the trip, but in part I have
been unwell – (have the same flaw,
that I have always had: – to sit down to
20
take a nap, – without remembering earlier sins in the same
vein, – no matter how cold it is in the room,
to then wake up frozen through and through
and with a cold; – well that “flaw” I will never
be quit, because I have inherited it from father, – I
remember so many nights, when mother put me to the task
of waking father “again and again”, when he sat like that
sleeping until 5–6 o’clock in the morning, – well I
would shake him – “you have to go to bed, mother says” –
“You sinful boy, waking me in the middle of
my sermon”, he would respond and continue sleeping, until
he was about to fall off the chair, – I learned from
him to let go and fell asleep myself, when I
should have woken him “a minimum of every 10th minute.”
He was always intent on “reflecting over something particularly
confounding”, when I interrupted him like this.
I would often fetch a book from a bookshelf with an
index or an encyclopaedia of ancestral names, and
then ask him, whether he wasn’t related
to this or that lineage, – and it was the
21
only way to get him to “perk up”, – then
I was often able to get him to awaken completely, – when he had
to figure out all the constellations in the family tree.
Well the trip is also a little connected
to the portrait of Kreyberg, – I have
mentioned before, that I am nervous, – more than
usual and doubt that I can do it.
And to make the trip to Bergen now, – without making
an attempt at it is actually “out of the
question”, – unless it were possible, for me to come
“clandestinely” – in all secrecy that is –
and only remain for a few days. I shall instead
practice a little portraiture this winter – just
as Kreyberg – (according to your remark) is practicing
sitting as a model. ––– Well I have in fact
worked a little despite Holm and the resultant
anxiety – I had to print (and paint – Midsummer)
for him I nearly said both night and day, – while
he was here. ––– And after he left
I began working on a woodcut of “Foxgloves”,
22
almost just to appease my “bad conscience”, –
and as always, when one is “unin-
spired,” I was very “scrupulous”
In the meantime Kinck’s death occurred in the midst
of the work, and I could not bear the damned thing any longer; –
but then I pulled myself together again later, – and
now the print is completed, – so dry and precise, –
that is “in a technical sense” the most perfect
print of this woodcut, – so furiously correct
each block perfectly aligned, that it is utterly
irritating, – a woodcut is never good
unless one prints a little off-centre, – and there is evidently
not one mistake – this time, – I become quite nauseous,
when I look at it. Now I understood you
to mean, that you had orders for 3 Foxgloves
(perhaps Halvorsen Torkildsen was one of them?). In the meantime
it is a woodcut, that it not worth
working on in the least. – Perhaps a radical simplification
and “cropping” might make it both
better and more profitable. I will try later
23
In the meantime I have also worked on
“The still life” – and now feel, that it is beginning
to approach my “inner view” of this
“opera” – or “operetta”. A lot has failed,
yet the feeling has nevertheless restored much
It is one of the few pictures, that I am half-
way satisfied with myself, – despite the
risky “violet colour”. One can hardly
accomplish everything in a picture. –––
Well, although late I must thank you pro-
fusely for all your bother with the errands: –
– with the meat grinder, which we were very
pleased with, – have you heard otherwise it is
not true, – we would perhaps have liked to have
it one or 2 sizes larger – (there are actually
two more sizes I have heard here – but they probably have to be ordered in advance),
but we now have the same size as Joh-
Sandalstrand (“The Mole”), as well as Flùge, so
24
now we have salvaged our pride by
having an equally large and <good> grinder, as those we until now
have had to rely on to borrow from our neighbours that is , when our
own worthless small grinders have got stuck.
And now we must of course return the favour
by lending them back, – especially Flùge, whose
grinder of the same dimension It is now in
the process of “falling apart”, – “had it been maintained
<better> it would have lasted another 10 years”, says Flùge
and I believe he is right. He has always sharpened his knives wrong – they should not be sharpened In short we are very satis-
fied with our grinder; – because by the time it is worn out
we will probably be worn out ourselves, – both Engel and I.
I don’t understand, why Peter – my brother the priest that is –
Wouldn’t know whether Petra had arrived safe-
ly, – I actually wrote to him the same
day, that she arrived, ––– I received <a telephone
call> to Sandal asking me to come there, – it was
Bydal, who had received Petra at his house, and who
would then bring her to Björnseth by motorcar,
the next time he made an official trip
to Skei (which he always does once a week), and
25
so I rowed over to Björseth and fetched Petra
and was given a generous shot of Whisky “shielded” by
the car, after Petra had got into the boat.
Well speaking of the boat, – I am reminded
of yours, – I went out to see, whether it
was possible to turn it over, but in that
case a scaffold is required, – it is obviously
not good for it to remain open like that, – as the mer-
chant uses it as storage and
has everything imaginable packed in there admittedly only lighter things, – but
it could be even worse, if we turn
it over, and then risk that a band
of youths might “roost” “on the rim of the keel”, –
I have in fact had
a boat ruined in that way once, – admittedly
not from youths “roosting”, but when the weight of the snow
broke off the upturned keel, – – you
should have definitely had a “boathouse” for
it, – but everything comes down to shillings unfortunately.
26
Well we have received a large crate from Miss Haa-
vardsholm, – an abundance of old clothes and shoes,
that are will come in very handy for the fami-
ly – (I just received a bill for more than 130 kr.
for only a couple of months from the cobbler).
The money will not suffice in every way, even
if nothing is used to cover debts.
As for the letter from the writer Mrs. <Ødvin>
She wrote to me about photos and she must have misunderstood me when I mentioned
that you might know if there were photographs of my things in Bergen
so I have no idea what to write about it. – I hate
those blasted Danes and would prefer not to have
anything to do with them, – they have always been
a pack of hoodlums; but she is not Danish herself,
and if there was a possibility to get a
photographer in Bergen to take photos, “with
a yellow filter” of some of my things, then it
would be perfect – for example: Meyer`s inte-
rior – Meyer’s marigold picture or perhaps the wood-
cut of the same motif – likewise the pen
drawing of dr. Kreyberg’s and his Midsummer Eve bonfire –
perhaps also his “rhubarb lady”, as you
called it. If there are others that are well-suited for re-
production (photography) photographs can often ruin paintings – and often flatter among our
acquaintances I don’t know, – unless it might be Mrs.
Breyholtz’s “rainbow picture” – and a picture
of Engel and a little child (at her breast) in a
garden, – a picture, that Mrs. Breyholtz
alone knows the whereabouts of, but will never
tell me. Perhaps your “Growing season”
or your Grain poles. Or that picture from
Kjössnesfjorden – Sùnde, – which Urhdal at <Hoop>
bought or “Farm(yard) in a Ravine”, – where it is, I don’t know
either – captain Meyer should know, – as
it evidently was he, who sold it. Meyer’s
picture “old houses” (which was mistakenly given
the title: “Farm(yard) in a Ravine” (it should be called “Cottar’s
farm”, which it of course is). – But it will be
expensive, to take photos – and one does not have a Væring in
Bergen, – he is a master at photography
28
art, as he knows exactly, which number
of the “yellow filter”, each individual picture would require
in order to get a good rendition.
Holm has written to me, that some of his
friends, among them the agreeable dentist,
who was here this summer, would like to have some small
woodcuts, – should I – do you think – after the inci-
dent send him woodcuts for further sale? –
I know the buyers after all? – In that case would you
perhaps be so kind as to give me a list
of the prices, as I believe we have changed
<the prices> of some[,] among them The Billygoat which has
“a discount price”. Now I am wondering, how
I shall ship Foxgloves, since the paper
has such a blasted tendency to
shrink. It would probably be best to stretch it
on a sheet of plywood. –– I have used the same paper
as for your woodcut – of the same [motif], because Freydis discovered, –
that it attained such a light hue on this paper. ––
29
but it is rather thin and fragile –
Well you mention, that you would like to have butchered
mutton, – well this year it has been available
at a cheap price 1,50 per kg., but it is
probably too late now, – whatever was meant to be slaughtered, has been
slaughtered, – but pork (ham) can probably still
be had, – but specify amount and
price. – We shall make an effort, if there is still
mutton to be found, – but I doubt
it. ––– Haugen has received your letter
about the clock, – but I have not seen him
since, so I don’t know what he thinks.
The wooden box you talked about to keep butter in, will
evidently be delayed, but it is partly
Kristoffer’s fault, – when we spoke to him about
it, he said that it must be a mistake, since
he had later received a <requisition> from you,
in which the wooden pail was not mentioned, – however
in the end he remembered that it was his own
30
fault; because he had received a money order
from you and since he could not remember anything else, he thought it
might be payment for an earlier settlement, he thus
placed the money order unopened in the Dairy ac-
counts books, – but then, when the subject came up
again, he took out the letter and opened it thereby discovering
the connection. Well now we are experiencing a thundering racket
all day long – road construction – the beautiful birch
by the lake has been chopped down, the one which I demanded
of the first previous owner here, should remain standing, if I were to
purchase [the property]. This year as well the slopes have “cascaded”,
where one least expected it.
Kari is with Dr. Bydal and has a lot to do,
as it is a hospitable home, and they have <no>
other servants, than Kari and Johannes Sùnde’s
eldest daughter Danhilda, (Kari’s cousin that is).
Well may you and your family live well then – Is
Hjördis going to be confirmed now? Well, I would like
to give Hjördis something for her confirmation, – but I
don’t what, what it could be, – if you manage to
sell the woodcut for me, won’t you be
31
so kind then as to take Kr. 50 out of it for a gift?
Or do you think she would be interested in one
of the woodcuts? – could you look into it,
and notify me of it, – you will forgive
me, for asking you about this. –––
Well I have asked around about mutton and
it isn’t possible, to get hold of
yet, – but the price has increased both here and
in Bergen: – if only you had mentioned it before; – the
price here was as low as 1.30 per kg. but
we didn’t get any for less than 1.50, – it is difficult
to make sure to buy it, at precisely the right
moment, when it is lowest: – if one waits
too long to buy, one can risk
not getting anything, – and when the price had decreased
to 1.50 everyone said, that now it was going up again, – we had
already bought a quantity for kr. 2.00 per kg. – Now I
think, that it might be possible to get hold of it for 1.70,
but it is increasing, – since all (all animals) butchered meat has been “fed
outdoors” for a while, – which incidentally improves the meat.
But it depends on, whether you want to have
entire carcasses or only legs (and “shank” perhaps)
32
In the latter case I think it pays for you
buy a finished “cured” leg in the spring, – they
are normally cheapest right before Midsummer but it is bought up, well from as early as Christmas, – and if
we knew about it ahead of time, we might reserve [some] for
you then in time – ; but if you wish to have entire carcasses, you
must write about it immediately, before it is too late. –
Ham you can get for 2.00 per kg., but
then you must also take half some of the loin, – or at
least a little part of it; the cut of the loin which one
normally includes along with the ham here; – if you
for example buy 2 hams, we could remove
the small loin cuts and send [them to] you fresh in the post, and
then you could use them as “pork chops”,
and them we could salt, smoke and cure the trimmed hams
for you; – of course we can do the same with
the whole thing, without cutting off anything, – but the above-men-
tioned “loin cut” is not very suited for cur-
ing, as it easily becomes rancid; – if there is any
back fat on these loin cuts we can easily cut it off and weigh it
and deduct it from the price, (so that we can
keep it here to put in “potato dumplings”, etc.)
Less than 2.00 kr. per kg., I don’t believe you will get
here, so it is probably a good time to buy
now, – it has never been lower here, since the war.
33
Well I don’t know if I have expressed myself clearly
enough about these matters, – but as mentioned cured or
semi-cured meat is “constantly being bought up” by speculators, – from Christmas and
continuing through the spring and summer, – so it’s a bit
uncertain, whether one can buy anything in other words,
so it is perhaps best to reserve an animal to be butchered
already now, if it is still possible to get some, which I believe it is;
(since I have spoken to someone); but on the other hand
it is probably true, that you don’t have much use
for the sides, loin and neck and head – (well the
last part does not come with the carcass – unless one demands it)
We consume both the sides and the loin in a cured state, –
or make soup out of it – but this year we have acquired
enough meat, so it is unlikely we will need more
in the coming year, – otherwise we might have taken the loin and sides, if
we had known ahead of time, – so that
you would have only had to take the limbs. –
I will package the large woodcut now and send it
today, – and now I am going to bother you about
printing board or perhaps “plywood”, – because it can
hardly be displayed without framing since
it is impossible to get it to lie smoothly or level, –
I know, that you wish to have white paper beneath the print,
34
and I have therefore calculated this print with that in
mind, something I had not done with your print,
which therefore should have had a light yellowish-grey
or brownish-grey (warm) printing board beneath it. –
I am being threatened brutally by my creditors and will
soon send “the still life” as well, but it is so densely
painted, that it must dry a bit first, – however we don’t have
any buyer for it, and I am reluctant to sell it
cheaply – unless to Dr. Kreyberg perhaps, – but even
he cannot have it for less than 1200, – I consider it
much better in fact than Engelsen’s still life, although
it is smaller; – I think it is on a par
with my still life “Weekend” in Meyer’s collection; – it is
indeed better in composition and this latest still life,
– the best I have made in this category. ––
We had a visit from a brother-in-law of the Swedish painter Isac Grü-
newald, and he absolutely wanted to purchase the large
picture of “The Old Parsonage” or “by the stone
table in the parsonage garden”, – I “landed on” 2500 kr.,
and he wanted to think about it until next summer,
when he returns, – there is a lot that remains
before it is completed anyway. At the moment I am working
35
anything of it, – it is probably risky to
divide the picture in two parts in this way based on “the golden section”,
especially when one part – (the largest) is practically only
still life and the other (smaller part) is only interior, –
but I wanted to experiment and practice
to find out, whether one can derive any benefit
from compositions, and so on by trying to harmo-
nise the proportions: – whether one cannot treat
a (“chaotic”) quantity of things and nevertheless thereby
create calm in it – and I absolutely prefer
“the golden section” – (which I learned from old Chr.
Krohg) – I also employ “<the geometric mean” for “dissonance”. more than other systems (such as
the so-called “post harmony” which was in such
vogue for a while, and which Kranz maintained, was
the only viable method, – as did
Kaland albeit on a smaller scale – Kranz has
now essentially rejected (abandoned) it and employs only occasion-
ally “the golden section”, which he spoke so con-
temptibly about, when I showed it to him in the old days) –
Well enough of this talk about art, which I know you dis-
like. The frost in the earth is gone now, and I should get
some men to put turf on your roof, otherwise
there will be a problem with your roof, – as it is only covered
with a thin layer, and will thus dry out and remain so completely
36
“black”, that it will be “ripped off” it in the winter storms,
and the wind will soon carry with it the little bit of
earth, that is there, and then the birch bark will curl and
cause leakage – you will have “dripping”, as they say here.
Well you talked about a bird cherry, – that is definitely
possible, – but I’m afraid, that you won’t get
much pleasure from it, as the bird cherry more than any
other trees need moisture, – and your soil is probably
among the driest and “lightest”, as it is called in agronomic
jargon. The bird cherry wants “heavy” earth – in other words
clay and water, – it even thrives in very
“waterlogged” soil, but I have thought about that “pond
thing” you have constructed, – which will presumably with a little
retainment provide sufficiently wet soil, (which actu-
ally consists mostly of sand), – so somewhere around there –
it should be possible to succeed with a bird cherry, – how-
ever it would never “be possible” by the house or on the
little plane above it – and hardly below
the post road, – but there it is possible to give it a try, – there
is one advantage – of a bird cherry in light and dry soil –
(if one can only get it to grow) – it is that
it “retains” the blossoms longer in such dry and light
soil. (it flowers later in dry and light soil – often
even as late as around Midsummer, – presumably because it is “set back”)
37
At the parsonage we had one such late-blooming
bird cherry, which stood on a very dry hill, – but then
it had a marsh nearby, and it most likely quenched its thirst
via some long roots in that marsh, – I
imagine; because if the bird cherry is completely cut off from a “water vein”,
I don’t think it will survive. –––
A rowan tree on the other hand – would probably thrive on
“the plane” above the house, – well anywhere
at all out there; – I remember Aagot saying that
she would like to have one, – but it’s a fact, that it
is difficult to get an old rowan to survive
being transplanted, – and a young rowan takes a long time, before it
blossoms; – the rowan has a blasted big root
with an immensely long root system – without many small
roots on it, and it is therefore difficult to move
when it is old, as the roots would have to be chopped off
at a length of a couple of metres at least; – and an old
rowan would in any case have to be “pollarded”, if it is to survive being trans-
planted, – and such an old “pollared” rowan, you would
probably find “unattractive”, despite being able to give the impres-
sion of being a place that was settled long ago, – here
it is common for almost every “farmyard” to have an old
pollarded rowan, – at least one always had one before.
38
Well I will be sure to get something done out there at
Neset, but at the moment there is so much “roadwork
activity”, – that everyone who is able has to work
on the road, (a stone from the blasting hit the studio wall without causing damage), – and there’s always someone, who “injures
themselves” and comes up here for boric acid
iodine, etc. – one of “the Øia boys”, who was
bicycling to the roadwork with another labourer
on the back of the bicycle at full speed – broke “the fork” in two and
hurt himself to the extent, that Bydal had to be fetched, – and his
condition is serious – so he won’t be
working any more on the roadwork. Another one ripped off his entire nail.
My brother Hans has come home and is running
a fox farm, – but we have not seen anything of
him here, – he is staying with mother and I suppose will take over
her little farm. “Bendik-Johanes” always asks me
to relay his greetings to you and Aagot, when I meet him, – I
was over there, when I was making a portrait of
old Ola Østenstad, who owned the cabin, which is now a mu-
seum in Förde (and the bailiff has the original sketch), –
it was naturally “an unpaid job” – for the museum. –––
And then I must thank you for all the errands
everything was perfect – the iron last is dispensable indispensable. But now
you must remember to deduct from, the woodcut the amount you have advanced.
Well may you live well and say hello to your entire family and Kreyberg
and Ragna B. – (have unfortunately not been able to complete her
work). Greetings to Magda and the Uhrdals! Your devoted Astrup
Pardon my handwriting and agitation.
Vertical text in left margin:
I almost think you took too much for “Fagrevatnet” from Sùndt – but thank you for that <transaction>
it was the best deal I have ever had – I actually had a “bad conscience”