Brevutkast
10 sider
Transkripsjon
Kjære mor
Ja nù faar jeg tage mig sammen i anledning {...} <i> {...} <forsent> og i {...}
{...} alt godt her trods all travelhed. {...}
Tak for presenterne til Kari og Per.
Kari reist Bergen st <væveskole> – R. B. ikke "smette" forst
<bor> Kramers <komen væk> <kjærester> – – – – – –
Mange <barn> {...} –
I april <venter> Engel en ny forögelse af familien
<Börnene>: Arnold – Petra – Kristian – Eva – Per
Hvorledes {... ...}? <thi> Ingeborg skal faa {... ...}
til at begynde med. Tante Karen sendt Kari 15 Kr.
Is paa vandet. Besta – Johan <leve> hos os. Mange men-
nesker. Bendik Johannes <for doden> {... ...} beder
Dù talte om et gobelins teppe som <jeg> skulde sende dig. – til
Marie til bryllup præsent – Stormende <veir> kùlde og
liden tid – Nù skal jeg se {...} at komme over <isen>
hvis den blir saa <bra>. Jeg er <af og til> daarlig og ùdslidt
Udenlandsreisen satte os i gjæld. Hvad tid kommer dù
hjem hid. Gaarden og Hans – dù maa rette mine udtalel-
ser. Johannes hörer jeg intet fra.
I
for det förste sa svarte jeg ingenting fordi jeg nödig vilde udtale noget give vedkom-
mende noget medhold – som senere kanske kùnde
blive benyttet i mod Hans – – jeg har jo lært at blive
mistænksom – (om jeg end finder det stygt overfor söskende)
og for det andet lang saa tiede jeg stille fordi jeg tænkte paa
at jùst Hans samme – vedkommende som sagde dette havde jo selv faaet hjælp
adskillig hjælp til sine stùderinger ligesom ogsaa alle de andre söskende
med ùndtagelse af nettop Hans –, Nils ja – og jeg –
samt ogsaa Nils og Marie som jo som begge fik hjælp til middelskole-
men de fik gaa reallinjen efter sit onske <derimod> jeg matte dog gaa "latinlinjen" mod mitt önske den jo var jo værdilös for livet "naar man ikke skulde studere vidre", og saa
paa realinjen
noget en {...} som kom til nytte senere i livet
examen – ligesom jeg – (jeg maatte dog jo ogsaa gaa 2 aar efterpaa som
hùs lærer hjemme uden anden lön end reisepenge til Kristiania) og
det disse 2 aar skùlde vel være nok tilbage betaling for for den paa tvungne middelskoleexamenen som kosted i alt kr. 216 skole
Vertikal tekst i høyre marg: penge {...} <100> kr (ca 70 (60-70 pr. aar)
opholdet i Throndhjem) hos bedstemor –
det var iallefald 2 meget dyre aar for mig – aar som jeg senere gjerne
havde betalt med tusender af kroner – om jeg havde
slùppet fri dem og faaet reist paa tegneskole straks efter
middelskolen – (Ja, gjerne uden nogen ùnderstöttelse – for jeg fik jo ingen
senere alligevel heller – far sendte engang 60 kr. som han sa skùlde
være "til laans" – jeg send ja som "gave" havde jeg gjerne modtaget
dem men till til et "laan" at være var det det jo noget lidet og
jeg retoùrnerede dem derfor – jeg kom jo næsten like langt enten jeg
havde et sligt "laan" eller ikke. Nù ja alt dette var jo heller ikke noget
hyggeligt at tale om – men jeg synes at jeg for en gangs skyld maa faa lov at nævne
dette naar jeg blir beskyldt for at "være imod" at Hans faar Grösset.
Jeg havde stor lyst at skrevet til Hans selv – da jeg fik höre dette – men jeg ùndlod det fordi jeg
tænkte at Hans kanske havde dette fra dig – og at dù havde misforstaaet mig
i retning af noget sligt – derfor vilde jeg först skrive lige ud til dig
Jeg husker at dù spùrgte mig om {...} jeg syntes Hans skulde faa Grösset for 10 000 ogsaa <spurte>
spurgte dù ogsaa om jeg kanske vilde lose have det for det samme – dertil svared jeg, nei nei det vil jeg ikke <naar det var {... ... ... ...} – thi vel kun
de jeg sælge det med fortjeneste senere kanske men det er ikke ret mod de andre söskende
og <thi> for mig kùnde Han gjerne faa det gratis eller for men de andre soskendes skyld bör han da være
forpligtet til at have det ca. 10 aar {... ... ...} (10 aar <sa jeg vist>) og ikke sælge det straks for at tjene
Vertikal tekst i høyre marg: paa det thi da vilde <de> jo vedkommende faa ret de som sa at Hans fik alt
2
til dig om dette först. – Jeg hùsker godt at dù spùrgte mig
om jeg troede nogen af os söskende havde imod at Hans fik Grösset
for – ja jeg tror dù nævnte 10 000 eller noget lignende – – – – og senere spùrgte dù
mig om kanske jeg vilde have det (for det samme naturligvis)
dertil svarede jeg nei Hans kan for min skyld del gjerne faa det gratis jeg nei det vil jeg vil ikke have det nù naar det
jo baade er "betænkt" og lovet Hans fra först af.
Jeg bad jo far i flere aar om at faa leie strandaplas-
sen {...} (Flùges eiendom) {...} fordi jeg da vidste at den vilde blive solgt fra
præstegaarden först – da den laa ytterst – og jeg vidste
og saa at den ogsaa vilde blive solgt for en billig pris i lighed thaa med med Aarneset (solgt for 1700 kr.) og Taahaùg
(solgt 2400 kr.) og Nedre Sandalen (solgt for ca. 2000) vilde blive solgt –
altsaa for mindre end halv værdi og
for billig pris til den mand som sad der, ved bortparcelleringen,
men og jeg tilböd far dengang at leie for mig en dùgende
arbeider til pligtarbeidet paa præstegaarden – om far ikke holdt mig
god nok, – men han sa "nei" – (jeg var dengang begyndt
som maler). Saa tilböd Anders Aalhus at jeg
skùlde faa gratis den parcel i præstegaard "öiene" (at bygge paa) – som han hans gaard i i gammel <tid> havde
pantsat til præstegaarden for kvernvei for at præstegaarden afstod
af vei over over præstegaarden til til Aalhùs – en vei som da nettop var ophævet
fordi dalingene fik vei over præstegaarden og
Aalhùs saaledes ikke behövede den gamle vei,
(Anders Aalhus har den dag i dag ret til at forlange hin
parcel af præstegaardsöiene tilbake – han har fuldt
gyldige papirer som jeg selv har seet). Anders Aalhùs vilde altsaa
3
lade mig faa denne parcel gratis, hvis far bare
vilde ùnderskrive og bevidne at den gamle vei, for hvilken
parcellen var pantsat eller byttet – nù var som vei for hans Anders {...} vedkommende ophævet
men far negtede –, fra det öieblik enda et hvert menneske kunde se det var sandt betragtede
jeg ham ikke som nogen rigtig far. Det blev altsaa <atter> nei og saa og tilböd far
mig istedet at jeg skulde han skùlde söke for mig til regjæringen
om jeg kùnde faa kjöbe af præstegaarden gaarden en tomt – og et lidet stykke jord
nedenfor lande veien i nærheden af Hægrens broen, –
der hvor vandet saa ofte gaar staar over – han troede
vist at jeg da vilde betakke mig, – men da jeg
alligevel slog til og var fornöiet med dette saa
unddrog han sig dog at söke for mig da det kom til stykket det blev atter nei
Det samme gjorde han og – da jeg tænkte at kjöbe
gamle hùset af staten og vilde faa ham til at tale med den lens manden,
Vertikal tekst i høyre marg: som havde med det at gjöre og <som> bod mig det for 700 Kr.
Opp ned tekst øverst: som jeg da i öieblikket manglede kontanter til. Far sa nei igjen.
Vertikal tekst venstre marg: Saa fik jeg da lov at bo i "Pagter boligen" – det hùs som jeg kunde <faaet alt> saa <billigt> – jeg tilböd at betale
leie – men midt i et arbeide – som derfor aldrig blev fuldfört – blev jeg jaget af far – fordi pagterkjæringen havde brug {...}
Tekst nederst: boede der. – Dù var dengang ikke hjemme – tror neppe dù havde været saa haard hjærtet)
Ligeledes gjorde han da jeg vilde faa
kjöbe den ùnderste del af "salen" – komùnelokalet
– den del som far paa statens vegne tilböd komùnen, for 1500 kr.
da den overste etage var revet men som komùnen fandt for dyr; – den var ogsaa for dyrt i den tid men jeg tilböd dog at betale
den samme pris – det var mens jeg <boede> i Sandal kr da og havde dengang 1100 kr i banken – men jeg kùnde ikke faa det –
han kunde ikk altsaa love komùnen det for den pris men
ikke mig – siden laa materialerne baade af denne
del og og af de andre overs etager nede i nöstet og meget
blev nok stjaalet væk dengang – (nù ligger jo resterne i "ild-
huset" og det forsvinder vel nok lidt efter hvert derfra
ogsaa) – der var allerede meget vække da jeg sidst var der
ifjor i höst en kveld og kikkede lidt paa gamle tomter. Symbol
4) Saa byggede jeg paa Myklebust (og <der paa Myklebust> blev jeg narret saa grundig)
Ligeledes tilböd far mig uden
{...} jeg længtede jo mod sol siden og nord siden
og ærgrede mig over at bo paa det sted jeg var narret slig
Og derfor Saa var det at jeg kjöbte Lisjeneset
for jeg forstod jo da at jeg ikke fik reise over fjorden
og skulde jeg {...} det kùnde jeg {... ...}
en tomt paa det sted jeg havde kjært
– jeg havde den-
gang 1000 kr. ingen penge i banken alt var gaaet til <Myklebusten> et {...} og mere til {... ... ...} huset {...} og manglde altsaa 2000 og {...} maatte jeg laane de 3000
og men lensmanden lovede mig kaution paa Lisjeneset skylder {...} i banken fra – solgte det <for> {...} <slig> hvis jeg
ikke fik det andetsteds thi eiendomen var solgt for det doble for 20 aar siden, og vilde heller {...} <falde> men han vilde nodig staa
som kaùtionist
da han som bankdirektör strengt taget egentlig ikke havde lov
at staa som kaùtionist der var ingen "odelsret" i eiendommen heller {...} <der var> {...} <resiko> jeg spurgte da far, {...} kaution men han sa atter nei. Jeg aftalte da med
Andreas Berg at jeg skùlde komme tilbage inden
næste helg hvis jeg fik mig kaùtionister – fik jeg ikke
det fik i ùgens löb (dette var en söndag) saa skulde
han have lov at sælge til hvem som helst. –
"Ja jeg skal ikke sælge til andre hvis dù kommer
inden næste lördags kveld nat klokken tolv", sa
Andreas Berg. – Jeg fik i ùgens löb kaùtionister
men dù hùsker selv hvordan det gik – jùst som jeg
skulde reise over til Lisjeneset lördags eftermid-
dag kom dù og Johannes og nogen andre af mine söskende
over og besögte os – jeg sa da ud paa kveld at jeg nù maatte
reise over og ordne kjöbet som maatte være i orden inden kl. 12 – men da saa dere lovede
at gaa op naar dere roede forbi Lisjeneset, og varsle
at alt var i orden med handelen og at den altsaa stod ved magt – saa stolede jeg paa dere og blev jeg iro.
Da saa dere saa dù og mine söskende kom forbi Lisjeneset
blev dere enige om at klokken var saa mange (½ 11) at
hvis nù var det ikke tale om at nogen gjorde nogen handel
för næste dag – og da skulde Johannes gaa ind tidligt om
5
morgenen söndag og give beskjed – men da var det alt forsent –
der sad en mand (Gabriel) hele lördag eftermiddag og
prùttede med Andreas, men han negtede at sælge. –
Og da han i ½ 11 tiden saa eders baat <komme> troede han
sikkert at det var mig som kom – men da baaten
rodde forbi og klokken blev 12 uten at jeg kom
saa troede han sikkert at jeg ikke havde faaet
kautionister eller bröd mig om handelen –
og saa solgte han til Gabriel med en gang
for det belöb som de da var kommen til i pruttingen (– 2850) – det
var jo et röver kjöb – ja det var ogsaa det ogsa det for 3000 som jeg skulde give sa lens-
mand Øvrebö. – Jeg har aldrig gjort saa god
handel. Men da dette gik feil over styr brast alt mit
mit sidste haab om nogensinde at faa en bitte jord ellr
bare en tomt paa nordsiden, hvor jeg havde alle mine
motiver – hvad sligt har at sige for en maler
forstaar ikke almindelige folk. Saa kjöbte jeg næsten
"i sinne" Sandalstrand – der var jeg da endelig paa
sikker grùnd og slap at nogen gjærdede mig inde –
som Tollef Myklebust gjorde, – men det var en en bratt ulændt og nedstyret
eiendom og omtrent hùselös – værre end jeg antog og jeg
maatte straks reparere, bygge og sætte mig i gjæld.
Værst var det jo at her egentlig ikke var motiver i
nærheden. Lidt klùs med odelsret som ikke var ordnet
havde jeg jo og. Men jeg satte mig "fast" her og var glad til – som nù –
Vertikal tekst i høyre marg: om jeg fik sitte i fred og ikke blev jaget her ogsaa
og da jeg hörte
at dù og far havde kjöbt Gröset – tænkte jeg aldrig
med en tanke mere paa at komme i besiddelse af noget der-
over – havde jeg bare en gang om aaret faaet se en af de kjære <gamle> trær paa <præstegard> vilde
Side mangler
7
nærmeste egentlig saa han tog jo parti og handlede mod sine virkelig venner – og jeg ùndres paa om han
ikke tilslùt maatte <sande> hvad min
svigerfar Anders Sunde frimodigt sagde til
ham: "Dokka bedste vene venner – værte dokka
væste (værste) ùvene för De döyr" – Skulde far
ikke tænke paa sligt da hans ven Ola
Dvergsdal og andre (til exempel Rognebakke som far hjalp
til at bli siddende i lærerposten efter at han
havde slaaet den gutten fordærvet) da altsaa
alle de bedste af hans venner var med paa at
ùnderskrive hint mistillids votum, som
gjorde at han syntes sig nödsaget til
at taget sin afskjed; – han bùrde jo
dengang forresten aldrig sögt afskjed straks; thi
hans virkelige venner som han ikke
troede fordi de ofte modsagde ham –
de var i mod mistillidsvotumet og haabede
at han nù da han havde seet hvad slags
venner han havde vilde reist sig i harme
mod dem og vist dem at han havde
ret til at blive staaende – men far manglede
stoltheds fölelse – det ùùndværligste for et menneske Symbol
Symbol Saa solgte far mig hjörnestuen han tilböd mig den selv uden min opfordring for 1200 kr og det
var efter hvad andre sa, lidt dyrt i de dage –
men jeg prùttede ikke paa prisen men sa at hvis
en af hans venner i bygden taxerede det og fandt det rimeligt selv havde jeg ikke forstand paa det, <saa> vilde jeg
give det for hùset – jo, da far havde talt med en af sine
venner (Hans Aalhùs) han fortalte mig det siden og syntes det var lidt dyrt men det gik an saa kom far til mig og sa at
han havde talt med en mand som syntes det gik
an paa begge kanter Hans Aalhùs saa til mig at det var i dyreste laget men gik an – "men dù synes kanske det er
dyrt" sa han, – "men hvis dù kjöper hjörnestùen for 1200 kr saa
skal dù faa "Rùllehùset attpaa for 120 kr." sa far –
"Ja jeg tager dig paa ordet", sa jeg "men dù maa vente
mig med pengene til jeg faar holde udstilling", – jeg jeg
jeg samlede malte dengang af alle kræfter paa billeder til en udstilling.
Da jeg saa havde holdt udstillingen og tjent lidt {...} og kom med med pengene til far –
men da sa far "nei" atter engang – han havde betænkt
sig – jeg havde det desværre ikke handelen skriftlig fra
ham – kùn hans ord – og havde jeg havt det skrift-
lig skulde jeg taget hùset med loven i haand
selv om han var min far:
Saa var jeg da kommen hid paa Sandalstrand og da
far engang besögte mig forend sin afskjed foreslog han
mig at jeg han skulde söke for mig til departementet
om at faa kjöbe en del af præstegaardens skogteig
paa Sandal Tha (i Taahaùg og Aarnesmarken) – og jeg var
glad naturligvis – men klog af skade satte jeg ikke
stor tillid til det – og det viste sig ogsaa da jeg
senere spurgte ham om han havde sögt – da svarede
han at han tænkte paa at söke selv om at faa kjöbe en
parcel af præstegaarden og da vilde en slik ansök-
ning for mig skade hans senere ansögning for sig
selv – jeg havde allerede stukket ùd den teig jeg
i tilfælde vild men jeg skulde faa hùgge en del lidt veed
for en favn som jeg lod ligge igjen i præstegaarden da jeg
reiste derfra og som var bleven brugt af familien i præstegaarden{...}
og jeg fik leiet mig et par mand og huggede lidt <i höiden> saa meget at Sandolingerne blev forarget
da vi {... ... ...} havde draget det ned til veien – det var nemlig hùgget i fjeldet
{...} <kom> straks efter kom præstegaards pagteren og tok
det var hoit i fjeldet og vi drog det ned.
det meste af det jeg havde hùgget. –––
Ja alt dette burde jo længst være glemt men naar jeg
beskyldes for uvilje mod Hans min-
des jeg det og sant andet ogsaa –
Jeg husker at dù spùrgte mig om ud
angaaende Hans – og da huskede jeg
paa den af mine söskende som talte
om at det ikke var ret o.s.v. og da
svarede jeg dig vistnok at for de andres soskende
skyld bùrde dù have en betingelse ved
salget nemlig at Hans skal have det nogle
aar – jeg tror jeg sa 10 aar – saa det ikke
gaar slig at han sælger det straks med fortjeneste – for da
vilde jo vedkommende faa ret som sa at Hans dette om
at Hans skulde faa det som blev igjen efter vore forældre –
noget andet end det om de 10 aar har jeg aldrig
sagt om Grösset og Hans – og hvad de 10 aar angaar da
staar jeg veed mine ord – thi jeg mener at har han arbeidet
paa Grösset i og levet deraf i 10 aar eller om det bare er 5-6 aar saa
har han fortjent at beholde det om han faar det
aldrig saa billigt ja gjerne gratis – Jeg har skrevet saa meget om dette
fordi jeg haaber at dù "retter" – hvad jeg skal have sagt
og skriver til Hans derom – det var ingen ondskab
fra min side da jeg nævnte de 10 aar – men kùn
min mening at de andre söskende maatte forstaa
at Grosset var ikke givet Hans for at han straks skulde
sælge det igjen og tjene paa salget. Selvfolgelig kan
han jo i de 10 aar pagte det væk om han saa önsker – eller om han
kanske kan tjene bedre paa andet arbeide
Hils saa alle kjendte og lev vel
Din hengivne sön
Denne siden er skrevet på et brev med trykkskrift