Manuskript

Om stipendtur i Tyskland og Arnold Böcklin
Astrup, Nikolai
1901

Transkripsjon:

Tor Martin Leknes

Side

  • 1,
  • 2,
  • 3,
  • 4,
  • 5,
  • 6,
  • 7,
  • 8,
  • 9,
  • 10,
  • 11,
  • 12,
  • 13,
  • 14,
  • 15,
  • 16,
  • 17,
  • 18,
  • 19,
  • 20,
  • 21,
  • 22,
  • 23,
  • 24
Transkripsjon
Oversettelse

Manuskript

Om stipendtur i Tyskland og Arnold Böcklin
Astrup, Nikolai
1901
C.1.2.O.6.L.2, Jølster Bibliotek

24 sider

Transkripsjon: Tor Martin Leknes

Transkripsjon

      I

Jeg kom altsaa til Köbenhavn

Om Kjöbenhavn vil jeg ingen

ting sige: Köbenhavnerne minded

mig om en stor saùe flok

hvor en brægede foran og alle

de andre efter bæ, bæ. Alting

var ligt der, alle folk lignede

hinanden alle kùnstværker

lignede hinanden alle navne

paa gader og alle steder ligne-

de hinanden. Rart at ikke

den danske kùnst og folk

lig er bleven mere paavirket

af det engelske end de er 

thi det maa de have store dis-

pasition for. Den samme blöd-

hed og vekhet, kùn er engels-

mendene ikke saa befængt

broderkjærlighed, de er mere

kolde. Lybek var det förste

egentlig vakre sted jeg kom

til paa reisen. Vi seilede med

sagte fart op den grùnde

2

mùnding af floden, saa jeg 

havde god tid at se mig

om. Det var vakre landska-

ber med grönne mörke og höie hùs-

tage paa blaa og röde hùs

friske gröne marker med

ùnderlige kronglede trær

i det fjerne og modne akre, der

naaede lige ned i söen, saa

vi smög lige forbi dem, over-

Mellem agrene saa man de

hvide broer, som allesteder

paa hver gaard bùede sig over

vandet aaler det gik i aaler op

ùnder hùsene. Midt i agrene

stod ofte trær, der strittede op

som en soplime mellem den

lange böiede <halm>, en og an-

den fiskebaad seilede med graa skidne

seil, seile ùd elven lige ùn-

der ageren saa nær at fiskerne

gjerne kùnde at plùkke aks

medens de for forbi. Inde paa

jordene holdt folk paa saa

vinterrùgen og ind over de

3

sjærende grönne marker laa

sorte flekker af mög og kraaker

Her var mildt og deiligt man

skùlde ikke have troet at

vi var i Decem. maaned, hvis

man ikke blev vaslet derom

ved at se nogen höie bladlöse

trær, som stod i en fordyb-

ning i landskabet, medens 

deres kroner stak op over

bakkekanten ovenfor og teg-

ned blöde farver mod gran den

mörke granskog bagenfor. Ind

i mellem laa sùmper og my-

rer med en skog af lave

röde trær og der arbeidede

nogen fillede folk med noget 

som jeg ikke forstod hvad det

var. Saa kùnde der op af det

lave bakke landskab stikke

en aas med en række gigan-

tiske trær og i i silhoùet mod

den skidne himmel og mellem

disse et hùs der minde om

4

en borg ved sin höide og

ùregelmæssighed og kanske ogsaa derved at

det kùn havde et lidet og det {...} vin-

eller glùgge som sad höit oppe ùnder

det flade taarntag. Neden ùn-

der laa en gammel skog hvor lövet endnù

ikke var ganske affaldt. 

Saa kom jeg altsaa til Hambùrg

og gik direkte op paa "die Kùnst-

hallen" med en gang. En masse

kjedelige men ogsaa gode gam-

le billeder. Frans Hals havde

storartede portraiter, men 

saa havde man næsten in-

gen gode billeder af nyere

kùnstnere et billede maatte

jeg dog lægge mærke til

det var et af en hvis navn

jeg aldrig för har hört, han

hed Max Liberman, det var 

"Blæst" og det var ogsaa

fygende godt malet. Men 

saa kom jeg da til et billede

som jeg aldrig glemmer:

5a I

Man Jeg staar foran billedet

jeg ser paa de paa de

mosgrodde næsten selvlysende grönne

stammer i skogen man betages

af den grönne dùnkelhed 

mellem stammerne, skogen

roli og stilhet da levner der

plùdselig noget i billedet,

noget flekket et flekket

stirrende dyr plùdselig træder plùd-

selig frem plùdselig det rörer

sig tydelig slamper med hoven i

jorden og stirrer. Der er noget

ba ræd, plùdseligt og stirrende

som rörer sig mellem stammerne. (Et levende sùk

midt i den grönne ro og dùnkel-

       En <kvide> sider paa ryggen med et dùnkel {...} forbaùset blik

het. Det er en anden aand

disse bileder af Böklin, end

man er vant til, det er 

noget der er saa fjernt fraa

denne idealistiske fölelse for

harmoni en harmoni som

i grùnden kùn bestaar i en

rafineret avveining af farve-

masser eller i en afmaalt

liniebehandling altsaa et

slags regnestykke i med pro-

portionale forhold. De el-

sker de rùnde former, naar

disse er aveiet af tilsvarende

modformer, de elsker de

kraftige farver, naar disse

kan opveies ved kontra farver

det vil sige naar den ene

farve kan slaa den anden

i hjæl, til passe en vis

mængde rödt maa brydes

med en tilsvarende mængde

grönt. o.s.v. en regnbùe oplösning af farvernes factorer ({…}) Ingen De vil at in-

genting skal herske alt skal

være ligt saa vidt mùligt.

Lybek var det förste egentlig

vakre sted jeg kom til paa

reisen, vi seilede med sagte fart

5

Det er en mand som jeg

er blit mere og mere

begeistret for ùnder min reise

igjennem Tyskland. Det er 

ingen kùnstner jeg nù forstår

saa godt som ham synes jeg

men kanske han ogsaa er 

let forstaaelig for alle det er

Arnold Böklin, jeg kom til

hans billede "Sweigend im

Walde", jeg saa paa det for-

stod först ingenting, et dyr

i en skog en kvinde paa

dyrets ryg, nei jeg forstod

det ikke, jeg begyndte at

stirre paa skogen paa stam-

merne, jeg staar Illustrasjon/symbol

Men tilbage til Böklin, jeg

kom til et andet billede

et selvportræit, den samme

ro det samme stirrende dunkle blik

som kvinden paa dyret ryg

<gronne> blade i bag grùnden. Saa var der et

af ham som hed den hellige

6

ild,: Stille flyder vand over en

græsmark paa begge sider en alle

række vældige rolige trær med

mægtige rolige lövmasser hvor lyset tager en ild

med blaa ret opstigende rog

af indover ùnder kronerne hvor

der brænder en ild paa et alter

blaa rög stiger ret op paa de

tykke stammer falder et mys-

stisk lys o man faar indtryk

af at det hele er indesluttet

af himmelhöie mùre. Under

der de dùnkle kroner glider

et tog af hvidklætte skikkel-

sel fremover en sti, nogle er

naaet hen til alteret og knæ-

ler tilbedende. Saa har han

endel slette portrætter der;

thi Böklin kan ogsaa gjöre

slette ting. Men saa kommer man

da ogsaa til et storartet billede

af ham det er Maria Magdalena

Et billede som ikke kan beskrives

En halvt nögen kvinde helder sig bagover

der er nogen farver saa sære sjære

man faa bare en sterk fölelse af

7

graad. (Håret ligger som en

brændende mod sætning livfùld

nedover legemet). Eller var der

ikke nogen billeder i Berlin af

særlig betydning. Jo der var et

billede fra Norge det var mor-

somt at se hvorledes en ùden-

landsk kùnstner opfattede

vor natùr. Natùrligvis hoie fjelde med lange natùr-

ligvis skyger indhùggede i de besynderligte former med en mörkeblaa

luf saa blaa at Italien har den

vist ikke blaaere knald hvide

bomùldsskyer og en sæter-

vold med smaa hùs og en lys

gùlgrön sætervold der gik i

et stup ùd for i en afgrùnd

som man kùnde ane sig

til gik gjennem halve jor-

den, der var forresten noget

godt i den sæter volden men

den skjùltes halvt af nogle

digre stene i forgrùnden.

I Berlin havde man en

mængde billeder af de gamle

mestere, jeg har i det hele

8

taget nù seet vistnok det

meste af de vigtigste kùnst

værker fra gammel tid, men

jeg havde vanskelig for at forstaa det

storartede i dem. Derimod 

havde man i Berlin megen god

skùlptur, det vil sige den græske

og romerske billedhùggerkùnst

forstaar jeg lidet af, den til-

taler mig ikke. Men man hav

de en hel del af den nylig ùd-

gravne assyriske og ægyptiske

billedhuggerkùnst og den maa

have været storartet. Jeg har

aldrig seet nogen skulptùr

der har tiltalt mig slig. En

stil sans saa ypperlig at jeg

ikke kan tænke mig magen

finhed og karakter, lige fra 

den enkleste obelisk til de

nögne figùrer og saa var der

afstöbning af det indre af et

assyrisk tempel, det var ære slig

{…} at man straks fik fölelse af

det folks sterke religionstrang.

Jeg kjöbte et fotografi af det, og en

del andre kùnstværker der,

9

Der havde man ogsaa flere

billeder af Böklin For Vaar

var et deilig billede En saftig

grön eng med gùle smorgùle blom

ster langs en stille aa ved

hvi bredder der vokste höie

tykstammede trær med spiren

de kviste bare farven paa

stammerne gav en fölelsen

af vaar{...} liv, i baggrùnden saa

man en marmorvilla om-

given af mörke frisgrönne

popler sypresser der stod saa

svarte og friske mod den sky-

flekkede vaarhimmel, ja Bök

lin kan male vaarhimmel, nù

har alle de ùnge lært, det mere elle

mindre slet copierer de ham.

Ved aaen sider et par og ùdover

langs med aaen gaar en krùm

gammel mand med graat hår

det er vinteren og ùdenfor ligger 

havet. Saa var der en del landska-

ber som jeg mindre forstod, men

saa kom jeg til hans "Pieta" Det er

Maria som græ i sorg over kristi

lig. at se det er som at

10

staa i et kold vand og der

skyller en isende kold bölge

nedenfra opgjennem alle ens

lemmer, det er malt i far-

ver som vilde bringe de spids-

borgerlige kùltùrforfinede Xania

groserere med deres sans for de <stappede>

farver, til at rynke paa næ-

sen. Kristi lig har en farve

der faar en til at til at tænke

paa den giftige kolde död, saa

ligger han paa et marmor grav-

stèd, en marmorblok af blaa-

ligt halvt gjennemsigtigt flak-

ket marmor. En krans af vio-

lette blomster med grönt er

vùndet om blokken himmelen

er blaagron som om natten i en regnstorm

og over liget ligger Maria svöbt i en

intens blaa kappe {…} hvis farve

man fryser ved at se. Saa

har han et billede som han

kalder "de helliges ö". Man ser

i forgrùnden en flod med blaa

gront vand og paa hvis svarte fla-

de der svömmer hvide svaner

en centaùr vader gjennem floden

11

bærende en kvinde paa sin <rug>

henimod den anden bred der

er "de saliges ö", der er bevoks

der er det morke græsset næsten varm-

grönt höie trær skyger over

gron marken paa <kilken> der

hviler paa efter paa og længere

inde mellem stammerne dan-

ser englene {…} i den ene ende

af öen er en grotte fjeldklöft

med en ùnderlig grotte foran

dens aabning sildrer en bæk

ned. Saa kom jeg til Dresden

Der havde man to billeder af

Böklin: "Havets lùner" og "Pan"

"Havets lùner" er et stort billede

et svært dönnende hav hvor

lyset slipper blaagrönt gjen-

nem de mægtige vand masser

I forgrùnden ser man en grinende brandflekket triton

der omfavner en havfrùe der svöm-

mer i en bolgedal överst oppe i

de lettere smaabölgetoppe leger

nogle lystige delfin jomfrùer

og til venstre over en vældig

bölgekam rider den sorte

12

vrinskende havhest eller rettere en kentaur

der med sin djævelske graablanke hæslighed giver et ùdtryk af den-

vældige magt som siger

frem gjennem den höie kolde vand-

masse. Han er diabolsk og

godmodig {...} samtidig, det er 

den tonge kraft. Saa havde han

et billede som hed hyrdinden, det var

varme farver en skog med varme mel-

lem de tykke lövmasser. Hans billede

"Pan skræmmer en hyrde" forstod jeg

ikke helt, men jeg fik dog et indtryk

af det en brændende hed dag, knald-

hedt solskin falder over over den törre bakke

og ste det steg hede fjeld hvorùnder en

hyrde har lagt sig til hvile mod sine

faar, plùdselig dùkker Pan op mellem

nogle klippestykker, stilt men plùd- tydelig

selig tydelig i den mod lùmmerhede sollyse disige

himmel, man ser hyrden i rædsel

styre nedover bakken, rædselen har

grebet dyrene en af væir fölger sin springer om kap

sin herres föder og oppe mellem

klippestykkerne titter stikker Pan

hovedet i veiret og gliser skadefro

ned paa de flygtende. Han billeder

griber en mest ved sin plùdselig-

hed, et öieblik saa det grösser i en

og alligevel kan man nyde synet

af dem længe efter. Et af de mest

13

med sin djævelske graa blanke

hæslighed karakteristiske i den

retning er hans {...} det billede han har

malet til Götes text vers: Kjender dù

klippen, dens stier, mùldyret söger

sig vei gjennem skodden og i hùler bor

de gamle drager. Det er et billede, som

en aldrig glemmer, Mellem svimlende

<steil> klipper hvor skodden <hægenger> i

lag neded over de lodrette <vådde> stenmasser

slynger sig en fjeldsti. gjenne Over

de er de svimlende höie kliper hvor

lyset saavidt slipper gjennem ùnder

er et mörkt dyb og paa siderne klip-

pe mod klippe saa nær at man som i

at man knapt kan pùste, mellem

disse bratte steile vægge hùndrede

fod en evighed op til himmelen og

et og et helvedes dyb ùnder melem

disse <klippe> vægge har meneskene op bygget

en stenbro og langs klippen har de

banet sig en smal sti, hvor man kan

komme frem en ad gangen. Et tog lidet

fölge drager bort over stien, et par har

allerede naaet frem paa broen og <lùder>

sig mod træk {…} sùget i {…} der driver med

regn og skodde da plùdselig glider

et ùhyre ned af et hùl i klippen

det stikker hodet og den lange

14

hals frem og böier sig nedover, fölen-

de sig frem mede den vasne fods <lader>

det sig glide ned over klippen. det 

er dragen dragen, ùrdyret i f klip-

perne, plùdselig og stilt glider det sleipt

ned langs klippen ùd af det slidte

hùl, der er en grù over det hele, den inde-

stængte klippeverden hvor skodden tyn-

ges ned af regnen, og klipperne staar

stængende paa begge sider fra himel

til helvede, og midt i mellem det lille

kryp mennesket, der tilintet gjöres medens-

det mystiske {…} klippekrybdyr hægn

hænger truende over det: Saa havde

han nogle kjedelige nymfe billeder i

nogne nymfer ved kilder o.s.v. thi B. kan

ogsaa gjöre kjedelige og banale ting. Men

saa kom jeg til hans "Villa am Meer" der

var to ùdgaver af det samme to stem-

ninger i det samme landskab, den sam-

me aand og dog saa kontrære i stem-

ningen. Gamle marmorpaladser, over-

skygges af vældige tunge sypresser hvori

vaarvinden en aften reiser med sin eien- sæl-

domelige <soment> og længsel og bringer længsel

ind {…} ùdover det rolige havet det dybe

og ùnderlige ùendelige. Ved siden af

de mùren nedenfor paladset staar en

kvinde, hùn stirrer ùdover havet det er

haab og og denne varme {…}klang af {…}

der dog b er gjör en saa <trist> <sorgtung>

15

men det er alligevel vaar

det er længselen ùdover, men saa

er det dog alligevel <var> trærne i haven

de blomstrende syriner {...} i den dun-

kle skygger og mùrværket, hvor kal-

ken er affald nede ved jorden saa man

skimter den röde mùr-sten ùnder, det

gir en en fölelse af det sarte ved <varen>

varmen og {…} lidenskaben der

slùmrer ùnder den begyndende læng-

selen denne {…} dùggede skyggende

mark ùnder de vældige mörkegrone

dùnkle popler sypresser popler hvor-

over aftenröden i vårnatten kaster et

svagt sjær. {...} Dùgget længsel men

slùmren varme og i en vår med haab. Saa

k er det det samme landskab de sam-

vakre marmorpalads trappen op til

det den mosgrode mùr ned mod havet

men hvor er haabet det lys dag en sùr

höstvind jager ùbarmhjærtig gjennem

poplerne bryter grene og bringer havet

i fraade, saa det siger i dönninger ind

over stranden indenfor baaerne siger

der grönlig hvidt trist og haablöst, ja haab-

lös stirrer ogsaa kvinden ùdover havet

der hùn staar {…} sammensùnken paa

det samme sted hvor hùn stod i vaar

Poplerne har tapt sin friske gronne

farve og alt er viet til ödelæggelse, man

faar fölelsen af at staa foran en rùin

det som om selve paladset skùlde synke

16

sammen om en liden stùnd.

Over det hele fyker sùser den sùre

hostvind og pisker det salte hav-

drev over den sortklæde kvindens hvide ansigt havet

ja, havet er det som bringer tristheden

det graver en grotte under paladsets murværk trist som en

likkiste havet {…} siger ind over stranden

ikke ikke mægtig rullende bölger men i

sigende grönhvide skùmfyldte dönninger

Illustrasjon

Saa har en hyrderne, det vil sige

han har et billede af en hyrde der

synger klager sin kjærlighedsorg for den sjön-

ne ùangribelige i hùlen, det er i farven det

friskeste B. har malt i en grönkjölig skog

med röde knaldrode blomster over en

nydelig nögen figùr yngling der spiller

flöite medens en kvindefigùr lytter i et g

i en grotte med et blaagronlig dunkelt

lys. Saa har han et billede af en mor-

der. Han skal nettop reise sig efter fùld-

bragt gjerning da står der plùdselig foran

ham tro hvidklædte kvindeskikkelser og hindrer ham

fra at forlade stedet, det kolde og udtryk

i deres ansigter gir en samme fölelse som

den regnfyldte mark med det lange våde

græs. Saa var der atter et vaarlandskab

af ham. En vårhimmel som kùn B. kan

male den, skyslottet netop klarner den; lidt af regnen

sidder endnù igjen og de spirende trær

staar saa friske efter regnen et par vandrer

sammen arm i arm ùder under de höie trær

bort over den dybgrönne engen spirer de smörgùle blomster

hvor nogle amoriner nogle nögne börn

leger og rùller sig i græsset ved en bæk brönd

hvor over er et lidet palads stikker frem halvt skjùlt af

af blomstrende syriner og spættende trær alt

er fugtigt som efter en nylig regn. Saa var

der endnù et vaarlandskab Paa en höi

staar et gammelt palads omgivet

af svarte cypresser mod en <blaa> vaarhim-

mel i forgrùnden den saftig grön eng

med den kraftige levende grönne farve

som jeg aldrig har set magen til en hæk

med gamle trær mellem vis dùnkle

stammer en blaaklæd kvinde gaar og

drömmer. Saa var det vandringen til

Emaùs et landskab saa stormende

og regnfùldt som graad hele billedet over en liden klop gaar de

tre og i over höien skimtes rùiner og hùse

Og saa kom jeg til det

der hvor han kanske

har været mest storartet i

farven: det heder: Döden ri-

der gjennem hosten" Et

höstlandskap hvor stormen

vrænger alle trær hylende

og kastende, en himmel

dækket af svarte skyer

saa kùn lyset kùn slip-

per st gjennem en glyt og

kaster et skarpt ùhygge-

ligt glimt lys henover veien hvor

döden rider vigende sin

sin svarte hest ind ùnder

et skyggende træ, der er 

nogle hùse og om man

bare saa farven paa dem

vilde man straks have

fölelsen af den hylende höst-

storm

Venstre marg inneheld trykka engelsk tekst frå papiret det er notert på.

Og saa var det hans billede

Nereide og triton et ùnderligt billede. Et fraadende hav

paa et brunt vas blankt sjær som stikker

op af havet sidder Tritonen og hyler

i en svær konkylie, med pjùsket vaadt

haar og en sjælagtigt brandet farve

paa den ypperlig tegnede krop, ved hans

side ligger Nereiden ùdstrakt, en dei-

lig figùr med en vassen kold farve og

nogle mörke öine og svart haar med den

ene arm strækker hùn kjælen ned i

havet og klapper den vældige hav-

slange eller sjöorm der bùgter sig

sjællet og glindsende rùndt sjæret

det er nogle ùnderlige farver og teg-

ninger paa den ormen og giftige gronne

og gùle og mettalagtige blaa farver mod

det svart blaa hav. "Pan" var det eneste

af hans billeder, som jeg slet ikke

forstod en f mandlig f faùn sad

inde me halvt sjùlt af siv og

spillede paa flöite, der var et ùdtryk

i ansigtet som mindede mig om en gùt

der har faaet noget godt og maa ùd paa

et sted hvor han kan være alene for at

nyde det. et udtryk som gav en fölel-

sen af {…} egoistisk

Side 21 er skrevet på baksiden av denne kvitteringen

Gjentakelse av side 10-12, med variasjoner

undskyld papiret af de gamle mestere, som

jeg nù har seet alt det vigtigste

af; men som jeg har havt vanskelig

for at forstaa för jeg kom til Paris.

I Berl. havde man en hel del af den

nylig ùdgravne assyriske kùnst, den

var storartet vakker kan De tro, men

det blir for vidlöftigt at skrive om. Der

var ogsaa flere billder af Böklin. "Vaar"

var et deiligt billede, en saftig grön

eng med smörgùle blomster langs en st

stille aa, ved hvis bred der vokste höie tyk

stammede trær, med spirende kviste,

stammernes farve gav en saa intens fölelse

af vaarens liv, i baggrùnden saa man

en marmorvilla omgiven af mörke

grönne sypresser, der stod saa svarte og

friske mod den skyflekkede vaarhim-

mel, ja Böklin kan male vaarhimmel.

ved aaen sidder et par og ùdover langs aaen

gaar en gammel graahaaret mand det er

vinteren og ùdenfor ligger havet. Og saa

"Pieta" Maria i sorg over Kristi lig, at se

det billede er som at staa ved en strand

og en isende kold bölge skyller nedenfra 

op over alle ens lemmer, farver som vilde

bringe en Werenskold til at rynke paa næsen

Kristi lig den grönne giftig kolde död paa

en marmorblok af blaaligt halvt gjen-

nemsigtigt flekked marmor en blomster

krans af violette og gronne farver er vùndet

om blokken, en himmel saa blaagrön og

Gjentakelse av side 12-14, med variasjoner 

ùveirtung som en nat i graat og regn og

saa Maria over liget svöbt i en kappe

saa intensblaa at man fryser ved at se den.

"De helliges ö" En flod paa hvis svart grönne

flade, der {…} svömmer hvide svaner, en centaùr

vader gjennem floden bærende en kvinde paa sin

ryg over til de saliges ö mörkegrönt græs med

skygger af tætte trær ùnder hvilke en mand og

kvinde hviler i græsset, dansende kvinder, og en

fjeldkjöft med en ùnderlig grotte, ned for den

mörke abning sildrer en bæk. Mange flere var

der ogsaa af ham. Saa kom jeg til Dresden, der

var bare to af B. "Havets lùner" et stort billede

et vældigt dönnende hav, hvor lyset slipper

blaagrönt gjennem de mægtige vandmasser

I forgrùnden en grinende brandflekket Triton, der

favner en nereide som svömmer i en bölge-

dal. Øverst oppe i de lettere smaabölger leger

to lystige delfinjomfrùer "tagfat" og til venstre

over en vældig bölgekam rider den svarte

vrinskende havhingst eller rettere centaùr

der i sin djævelske graablanke hæslighed

giver et storartet indryk af den vældige

magt som siger frem gjennem den höie

kolde vandmasse. Han er diabolsk og god-

modig samtidig, det er den tonge kraf. Det

hele billede er jo en storartet symbolisering af

havets forsjellige former. Pan faar være til en

anden gang ham har jeg respect for. Saa kom jeg

til München, der er jo Böklins engentlige hjem-

sted. Der saa jeg mange storarte billeder af

ham men jeg faar kùn nævne de vigtigste

Pan skræmmer en hyrde" Det er en bræn-

dende lùmmerhed dag knaldhedt

Oversettelse