Letter
15 Pages
Transcription
Kjære Kramer
Tusind tak for dit lange hyggelige
brev og for skoene og gùmmi-
solerne; – men det er jo for galt,
at Dù saaledes gang paa gang skal
lægge ud, – og saa sende pengerne
tilbage, naar jeg sender noget, – ja
dù maa iallefald da holde regn-
skab, thi jeg er glemsom og kùnde
let glemme noget – naar vi engang
skal holde opgjör. Ja dit brev kom
i forgaars, – men jeg vilde vente
med besvarelsen, til jeg fik skoene,
og de kom idag, – jo de passer
ùdmærket og jeg er dig meget taknem-
lig; – saasnart jeg faar fat i linolje
skal jeg impregnere solerne og slaa
gùmmisolerne ùnder, – og da vilde
det været ùdmærket at have et
par læster, – men nù tör jeg ikke
bede dig mere om dette, thi jeg faar
vel som sedvanlig ikke betale; hvis
dù derimod vil lade læstefabrikken
sende mig et par pr. postopgrav – saa
dù bare behöver at telefonere til
vedkommende – saa plager jeg dig gjerne
en gang til. Jeg agter ogsaa herefter
at halvsole mine sko selv, og da
er det ùdmærket at have et par
læster, – i gamle dage halvsolede jeg
baade mine og Engels sko, men det var
da bare plùgging, – nù vil jeg ogsaa
sætte mig ind i den ædle beksöms-
kùnst; – Engel var nemlig ofte mis-
fornöiet med min plùgging, syede
saaler er jo ùbetinget behageligere at
gaa paa, – men det fordrer ny söm for
hver halvsoling, – man ödelægger nem-
lig syede sko, hvis man lader skoma-
geren plugge ny halvsole under dem,
– her er de forresten saa ùmùlige, at
de nægter at sy opgjen halvsoler, –
i allefald forlanger de dobbel betaling,
og det trænger de kanske, thi den gam-
le traad maa jo renses vel ud, förend den
nye halvsole sættes paa, og sying af
ny halvsole koster mere end dobbelt
tid og arbeide (mod at plùgge en
ny halvsaale). –
Hvis jeg til sommeren skal paa fjel-
det, vilde jeg ogsaa gjerne forsöke
at lave mig et helt nyt par sko, –
jeg led nemlig adskillig ondt i som-
mer ved at have stivt og daarligt
fodtöi paa fjeldet – det var nù ogsaa
et forbandet raadt veir for fodtöiet,
og naar man skùlde törre det om
kvelden og natten ved ovnen i sæter-
hytterne, saa var skoene saa stive
og halvt opbrændte om morgenen,
at det var en ren tortur at komme
i dem, – det kom vel ogsaa af det
tykke lær. Tykt lær skulde ikke være
ordentlig garvet, men være "halvraat",
som Jölstringerne brùgte det för i
tiden, – det var saker som var vand-
tætte, – men saa trængte det ogsaa
smùrning sent og tidligt. –––
Nei dette blev meget skoprat. –
Dù nævner tomflaskerne, – det var
bra dù mindede mig om det, – ja –
hvorledes forholder det sig med dette öllet,
jeg kan aldrig faa rigtig ùd af Fluge,
hvordan det hænger sammen med det, –
jeg vidste ikke för nù, at dù har lagt
ud for tomflaskerne, – kanskje dù har
lagt ud mere ogsaa? – Fluge var jo
omtrent "blak" i Bergen – (og nù og)
II
kanskje han fik dig til at lægge ùd?
Jeg sendte med ham kr. 30 at kjöbe
lidt bok öl for – til jùl; – jeg fik
27 flasker (halve), – der skulde nok
været noget mer, sa han, men noget
maatte han som sedvanlig spendere
i form av "bydram", – og noget havde
han brugt selv, – og – ja forresten
skulde han gjöre op med mig sene-
re (han skylder mig en del ellers og)
– han er en brav nabo, – den bedste vi
har her, – men ofte i vanskelige öko-
nomiske omstændigheder, – og har den
ùheldige lyst til at spille den rige mand,
som mange har, der har seet bedre dage,
(han havde nemlig en gang i tiden en af
de störste gaarde i bygden med svær
værdifuld fùrùskog til, – men hans trold-
kone gav ham aldrig fred, – för han
maatte sælge sin odelsgaard for en spot-
pris i de "slöie" tider (omkring 1899). – Fluge
havde nemlig en sön af förste ægteskab
(et meget lykkelig men kort ægteskab).
Hans anden kone var syk ved tanken
paa at hendes stedsön skulde faa gaarden
og mishandlede ham, – og da hùn heller
selv vilde sitte i fattige kaar end se paa,
at stedsönnen skulde faa odelsgaarden, saa
plagede hùn Flùge nat og dag, indtil han
maatte sælge gaarden for det han i farten
kùnde faa, – saa kjöbte hùn for sine
egne penge den lille pladsen her og sörgede
for at pengen, som Fluge fik for gaarden
blev opbrùgt i en fart; – siden, – (– da
stedsonnen döde) angrede nok hùn som
hele familien, at de havde solgt odelsgaar-
den, – som nù ikke var at faa for den
10 dobbelte pris).
Ja saa var det dette "Rabarbrabilledet",
som Dù altsaa særlig har tænkt paa, – ja
jeg vil gjöre alt, hvad jeg kan for, at dù
skal faa det, – og jeg vil gaa igang med at
forsöke at lave en copi eller lignende, –
havde jeg bare havt sommeren nù, – jeg liker
saa lidet at staa og copiere mine egne ting, –
men jeg skal iallefald ikke sælge billedet
förend jeg har havt en sommer til og gjort
et forsög paa noget nyt. I mellemtiden
opgiver kanskje M. det ogsaa – han begyn-
der vel nù at blive mæt af mig.
Vi betragter altsaa billedet som din eiendom.
Billedets historie er forresten ikke ganske
slig som dù nævnte – Meyer saa det förste
gang han var her i aulæg – og bestilte det –
(det var i krigens förste eller andet aar) og
vi blev enige om 800 – men senere skrev
han, at han önskede nogen forandring og at
han ikke var sikker paa, om han beholdt det
selv, men han vilde sikre sig det til en
af sine venner og vilde give 1000 Kr., hvis
han var fornöiet med forandringen. Imidler-
tid var det at Beyer var her, men han havde
dù ogsaa været her – men dù nævnte ikke
noget om, at dù önskede dette billede – jeg
havde da heller ingen större forandring gjort med
billedet, og Meyer som kom medens dù var
her – var vistnok lidt ærgerlig over, at jeg
ingen forbedring havde gjort med det, men
han vilde alligevel tage det, fordi jeg da
sa, at jeg var villig at sælge det for 800 i
den tilstand det da var, – (jeg tænkte da ikke
paa at arbeide videre paa det, da jeg jo havde
et andet af lignende motiv paa Myklebùst
– dette kunde jeg jo arbeide med, hvis jeg endnù
plagedes af motivet). Men saa arbeidede
jeg videre paa det næste sommer, og da
Meyer saa fik se det igen, vilde han
absolùt have det selv. – (Engel fortalte
ham at Krantz var saa naadig at finde
baggrùnden god). – Der blev dog ingen fast
aftale mellom os, – da jeg sa, at jeg nù önske-
de at arbeide videre med billedet. –
III
nævnte, at det egentlig var til en ven, han
vilde have billedet, har jeg betragtet mig
som fri ovenfor M. – men kanske jeg
i realiteten dog er forpligted overfor ham, –
men som sagt, – jeg "holder" nù paa bille-
det, – indtil jeg faar gjort et alvorligt for-
sök i retning af et nyt – og mislykkes det,
siger jeg like ud til M., at jeg ikke vil sælge
billedet. Dù kan altsaa være trygg for
billedet, – men der er den ùlempe ved
forhandlingerne med M., at dù ikke kan
faa billedet straks, – (haaber til høsten) –
(æpletræeet maa jo ommales.) –––
Engel plager mig med, at jeg maa bede
dig sende den gamle linoleùm, som dù
taler om, – hùn er saa daarlig i ryggen af
all gulvvasken, – hùn faldt ned af lemmen
og ned paa ovnen (saa den stod lige saa
skjæv med alle sine etager som "det skjæve
taarn i P.) – hùn maa have slaaet
sig mere end hùn i forskrækkelsen kjendte
Hùn "skurede" natùrligvis i faldet ned
over alle ovnens ugjevnheder med ryggen,
og nù har det vel sat sig gigt i det,
og saa er jo sligt uheldig naar man
gaar i slige omstændigheder. – Altsaa –
jeg er dig meget taknemlig for linoleùm-
en, – hvis jeg faar betale den eller trække
den af paa billedet, – dù nævner
det nye kjökken; – der blir nok ikke
noget nyt kjökken egentlig, – da ùnder-
etagen, som blir af cement, tænkes brugt
som kjökken, vaskehùs og spisestue om som-
meren – (ja kanske ogsaa om vinteren) men
der blir det jo cement gùlv, og det egner
sig vel ikke at lægge linoleùm paa.
Forresten veed jeg ikke egentlig, hvordan det gaar
med "borgen", – navnet er forresten misvi-
sende, – som Fluge sa: – din tegning maa
give Kramer et altfor stort indtryk af
bygningen", – dù maa altsaa redùcere
det, – ellers blir jeg jo en lögner, – desuden
er jo bare halvdelen opkommen, det dyreste
staar igjen – desùden all cementeringen –
og alligevel staar jeg skyldig en masse for
det lille, som er gjort. Jeg skal forsöke
at tage et billede med kodakken og lade
dig faa se det paa nuværende standpunkt.
Nu har jeg endelig faaet materialerne op, –
expeditøren (Steen) har sikkert maattet skaffe
nye, og han tog intet for den lange lagring, –
saa nù er vi ganske gode venner igjen, – og
det var da heldigt, at dù ikke gjorde ham
bebreidelser, – han tog sig nær af historien
fordi jeg minded ham om gamle synder
(han var nemlig langt kommen i dilireùm,
for ca. 10 aar siden) – men dette mellem os!
han var forarget paa sig selv for feilen, sa han
(og jeg var lei over at jeg i forargelsen "ribbede"
op i det "gamle" og sendte ham derfor nogle
pene ord nù) Han har været en "ordens mand",
siden han blev "godtemplar", og det er første
gang, – siden han for ca.7 aar siden atter
overtog expeditionen, – at jeg har havt nogen
grùnd til at klage over hans expedition.
Brænd dette brev straks du har læst det; thi
her gaar en pestlignende börneepedemi her
for tiden, – og den er frygtelig smitsom, – og
vore börn har været haardt angrebne, saa
jeg maatte vaake over en nat med dem.
Kari stod det rent om livet med – en
frygtelig kolerine med sterk udsondring af
slim og blodlevrer, – heldigvis indtræder
krisis efter kùn et dögns forlöb, men da
er de ogsaa saa medtagne som efter den
haardeste sygdom, – feberen varer ogsaa.
Sygdommen minder om "Tyfùs". –––
Ja dù maa ùnskylde min elendige skrift
trods din prægtige gùldpen – den begynder
at ville svigte lidt, – aabningen mellem
splitterne er for store nù, – jeg har kanske
brugt daarlig blæk, som har "tæret" – men det gaar
ganske bra at brùge baksiden. Men den bedste tak
P.S.
Nei, dù tok aldeles feil, naar dù nævner
min hentydning til signetet, – jeg tænkte mindst
af alt paa noget sligt, da jeg satte lak paa
baksiden af mit brev, – det var enten kon-
voluttens daarlighed i limingen, – eller fordi
brevet var rekomanderet, – eller fordi der
var penge indi, – at jeg gjorde det; – jeg maa
ofte gjöre det paa grùnd af de daarlige
konvolutter, vi faar her, – de er enten helt
sammenlimede, – fordi de har "slaaet" sig fugtige
i handelsmændenes kolde butikker, – eller de
faa, som lader sig aabne, er slige, som
har været utilstrækkelig limet. –––
Nei, signetet har jeg ikke tænkt paa, siden
vi talte om det, – jeg har ingen brug for
det egentlig; – heft ikke din travle tid
bort med sligt – nù i allefald, – jeg veed
ikke, om jeg nogen tid har bedt dig om
noget sligt, – jeg fortalte dig vist bare
at jeg var kommen i aftale med din bror
om et sligt engang i tiden; – men saa
döde han straks efter. Min bror Peter
har lavet sig et i bly, og det fùngerer
ganske udmærket, – det kan jeg ogsaa
gjöre, hvis jeg vil være saa "forfængelig".
Det var kjedeligt, at dù i den anledning
skulde have tab, – og dù maa intet mere
gjöre med noget saadant arbeide
for min skyld, – iallefald ikke nù, da dù
har det travelt, – vi lever antagelig mange
aar endnu, – og lever jeg ikke, har jeg ingen brùg
for signetet. ––– Men naar vi
taler om signet kommer jeg til at hùske paa
noget, som jeg ofte har tænkt paa: – skùlde vi
to ikke kunne gjöre lidt forretning i fælles-
skab med at lave "exlibris" (som stempler)
(slig at folk kùnde trykke dem selv)?
Ja dù faar ùndskylde mit dùmme spörgs-
maal, som dù vel vil kalde det; – jeg
kom til at tænke paa det, da jeg havde bestilling
paa et par exlibris og forsögte at sjære "træsnit"
i en liden gùmmiplate, det saa ud til at gaa an
at sjære i det materiale, – men det var vel endnù
lettere at stöpe. Ja saa maa dù kunne leve vel og tak for
all din venlighed. D.S.
Translation
Dear Kramer
Many thanks for your long pleasant
letter and for the shoes and the rubber
soles; – but it is not right,
that You should time and time again
pay in advance for me, – and then send the money
in return, when I send [you] something, – well
you must at least keep and ac-
count, because I am forgetful and might
easily forget something – when we one day
shall settle our accounts. Well your letter arrived
the day before yesterday, – but I wanted to wait
with a reply, until I received the shoes,
and they arrived today, – yes they fit
perfectly and I am very grateful to
you; – as soon as I get hold of linseed oil
I will impregnate the soles and hammer
rubber soles beneath, – and then it
would be wonderful to have a
pair of shoe lasts, – but I don’t dare
ask anything more of you, for I will
as usual not be permitted to pay; if
you on the other hand will have the last shoe last
factory send me a pair by C.O.D. – so
you only need to telephone
the person in question – then I would gladly bother
you one more time. I intend hereafter
to repair the half-soles of my shoes myself, and then
it would be perfect to have a pair of
lasts, – in the old days I repaired the half-soles of
both Engels and my shoes, but then it was
just the plugging method, – now I want to
familiarise myself with the noble art of
welted shoe stitching; – Engel was in fact often dis-
satisfied with my plugging method, stitched
soles are unquestionably more comfortable to
walk on, – but it requires new stitching for
each half-sole repair, – one destroys
stitched shoes, if one allows the cob-
bler to plug new half-soles under them,
– they are incidentally so hopeless here, that
they refuse to stitch half-soles back on, –
at least they demand double payment,
and they may perhaps need to, because the old
thread has to be cleaned out, before the
new half-sole can than be attached, and the stitching of
new half-soles takes more than double
the time and work (compared to plugging a
new half-sole). –
If I shall make a trip this summer to the moun-
tains, I would also like to try
to make myself a completely new pair of shoes, –
I suffered terrible pain this sum-
mer by having stiff and poor
footwear in the mountains – the weather was
also bloody raw for footwear,
and when one tried to dry them during the
evening and night by the stove in the mountain
cabins, the shoes were so stiff
and half-burned in the morning,
that it was pure torture to get
into them, – it was perhaps due to the
thick leather as well. This leather should not be
thoroughly tanned, but left “half raw”,
such as the villagers of Jölster used to do it in
the past, – those things were water-
proof, – but then again they needed
to be greased all the time. –––
Well this turned into a lot of talk about shoes. –
You mention the empty bottles, – it’s a
good thing you reminded me about it, – well –
what is the connection to this beer,
I can never quite get out of Fluge,
how it relates to that, –
I did not know until now, that you have paid
in advance for the empty bottles, – have you perhaps
also paid out more as well? – Fluge was
practically “broke” in Bergen – (and now too)
II
perhaps he got you to pay in advance for him?
I sent him off with kr. 30 to pay
for some Bock beer – for Christmas; – I got
27 bottles (half), – there should have
been a bit more, he said, but some of it
he had to treat [others to] as usual
in the form of “a city dram”, – and some he
had consumed himself, – and – well
he was going to make it up to me lat-
er (he owes me a good deal otherwise as well)
– he is a good neighbour, – the best we
have here, – but is often in difficult fi-
nancial circumstances, – and has the
unfortunate desire to pretend to be a rich man,
as many people have, who have seen better days,
(he had once upon a time one of
the largest farms in the village including an enormous
valuable pine forest, – but his troll of
a wife never left him in peace, – until he
was forced to sell his ancestors’ farm for a pit-
tance during the “hard” times (around 1899). – Fluge
had a son from a first marriage
(a very happy but short marriage).
His second wife was sickened by the thought
that her stepson would get the farm
and abused him, – and since she would
rather remain in poverty than see
that the stepson should get the farm by allodial title, she
tormented Flùge night and day, until he
was forced to sell the farm for what he
could get for it, – then she purchased for her
own money the little place here and made sure
that the money, that Fluge got for the farm
was used up in a hurry; – later, – (– when
the stepson died) she probably regretted along with
the entire family, that they had sold the family
farm, – which is not to be had now for
10 times the price).
Well and then there is the “Rhubarb picture”,
which You wanted in particular, – well
I will do everything I can, so that you
shall get it, – and I will get down to business and
attempt to make a copy or something similar, –
if only I had the summer [to work in] now, – I really don’t
like to stand and copy my own things, –
but I shall in any case not sell the picture
before I have had one more summer and made
an attempt at something new. In the meantime
perhaps M. will give it up – he has surely be-
gun to be tired of me now.
We will consider the picture as your property.
The picture’s history is incidentally not quite
as you mentioned – Meyer took a look at it
the first time he was here – and commissioned it –
(it was during the war’s first or second year) and
we agreed on 800 – but later he wrote
that he wanted a few changes and that
he was not certain, whether he would keep it
himself, but he wanted to secure it for one
of his friends and was willing to give 1000 kr., if
he was satisfied with the changes. In the mean-
time it was Beyer who was here, but he had
had also been here – but you did not mention
anything, about wanting to have this picture – nor
had I made any significant changes on the
picture, and Meyer who came while you were
here – was evidently a bit offended by the fact, that I
had not made any improvements on it, but
he wanted to have it anyway, because I then
said, that I was willing to sell it for 800 in
the condition it was in, – (I did not plan then
to work further on it, since I had
another one with a similar motif in Myklebùst
– this one I might work on, if I continued
to be preoccupied with the motif). But then I worked
on it further the following summer, and when
Meyer later saw it again, he wanted
absolutely to have it himelf. – (Engel told
him that Krantz was so gracious as to find
the background good). – but it did not result in any final
agreement between us, – since I said, that I now want-
ed to work further on the picture. –
III
mentioned, that it was actually for a friend, he
wished to have the picture, I have considered myself
free with regard to M. – but perhaps I
in reality am nevertheless obligated towards him, –
but as I said, – I am “holding” onto the pic-
ture, – until I am able to make a serious at-
tempt at making a new one – and if I fail to do that,
I will be straightforward with M., and say that I do not wish to sell
the picture. You can therefore be certain about
the picture, – but there is the disadvantage attached to
the negotiations with M., that you cannot
have the picture right away, – (hope this autumn) –
(the apple tree has to be painted over.) –––
Engel is badgering me, to ask
you to send the old linoleum, which you
talk about, – she has such a backache from
all the floor washing, – she fell down from the trapdoor
and onto the stove (so that it remained as
slanted with all of its tiers as “the leaning
tower in P.) – she must have hurt
herself more than she understood in her fright
In falling she clearly “swiped” down
over all of the stove’s protruding parts with her back,
and now arthritis has most likely set in,
and then such consequences are unfortunate when one
is in a family way. – Therefore –
I am very grateful to you for the linole-
um, – if I can pay for it or deduct
it from the picture, – you mention
the new kitchen; – it is not likely there will be
any new kitchen actually, – since the floor
below, which will be of concrete, is intended to be used
as the kitchen, washroom and dining room in the sum-
mer – (well perhaps also in winter) but
it will have a concrete floor, and I guess it is
not very suited to having linoleum on it.
By the way I don’t actually know, how things are going
with “the castle”, – the name incidentally is mis-
leading, – as Fluge says: – your drawing must
give Kramer a much too great impression of
the building”, – you must reduce
it, – otherwise I will become a liar, – besides
only half of it has been erected, the most expensive part
remains – in addition to all the concrete work –
and even so I am a whole lot in debt for
the little, that is completed. I will try
to take a picture with the Kodak and let
you see it in its present state.
I have now finally got the materials up [here], –
the salesclerk (Steen) must have obtained
new ones, and he did not charge for the long storage, –
so now we are pretty good friends again, – and
it was fortunate, that you did not confront him with
recriminations, – he was offended by the incident
because I reminded him of old sins
(he had been in a deep delirium,
approx. 10 years ago) – but this is to remain between us!
he was annoyed with himself for the mistake, he said
(and I was sorry that I in frustration “brought”
up the “past” and cast a few
choice words his way now) He has been a “sober man”,
since he became a “Good Templar”, and it is the first
time, – since he once again took over the
administration around 7 years ago, – that I have had any
reason to complain about his work.
Burn this letter as soon as you have read it; because
a plague-like children's epidemic is going around here
at present, – and it is terribly contagious, – and
our children have been hard hit, so
that I had to keep watch over them an entire night.
For Kari it was a question of life and death – a
terrible kolerine with a copious discharge of
mucus and coagulated blood, – fortunately the
fever peaked after only 24 hours, but then
they are so weak as after the
most acute illness, – the fever continues as well.
The illness is reminiscent of “Typhus”. –––
Well you must pardon my horrible handwriting
despite the magnificent gold pen – it has begun to
show slight signs of failing, – the space between
the tines [of the nib] is too wide now, – I may have
used poor ink, which has caused “wear” – but it works
pretty well when using the reverse side. With sincere gratitude
P.S.
No you were absolutely wrong, when you mention
my reference to the wax seal, – I was not thinking
of anything of the kind, when I fixed the wax on
the back of my letter, – it was either the en-
velope’s poor sealing glue, – or because
the letter was sent by special delivery, – or because there
was money inside, – that I did it; – I am
often obliged to do it because of the poor quality of the
envelopes, that we get here, – they are either completely
glued together, – because they have become “warped” from the damp
in the merchants’ cold shops, – or the
few, that can be opened, are such that
have not been adequately glued. –––
Well, I have not thought about the signet since
we spoke about it, – I have no use for
it actually; – don’t waste your busy schedule
with such matters – now in any case, – I don’t
know, if I have ever asked you about
something of the kind, – I may have only told you
that I had come to an agreement with your brother
about one of those long ago; – but then
he died immediately after. My brother Peter
has made one in lead, and it works
quite remarkably, – I might also
make one, if I wished to be so “ostentatious”.
It’s a shame that you should have lost
[money]on that account, – and you must not devote
any more effort on such a matter
for my sake, – at least not now, when you
are so busy, – we will most likely live for many
more years, – and if I am no longer alive, I won’t have any use
for the signet. ––– But while we are on the
subject of the signet I am reminded of
something that I have often thought about: – couldn’t we
two do a little business togeth-
er by making “exlibris” bookplates (as stamps)
(so that people can print them themselves)?
Well pardon my stupid ques-
tion, as you would probably call it; – it
occurred to me, when I received a commission
for a couple of exlibris and attempted to carve “woodcuts”
in a little rubber plate, it appeared that it was possible
to carve in that material, – but it was even
easier to cast. Well may you be able to live well and thank you for
all your kindness. D.S.