138 NORSK STIL.

         DE : GAMLE : NORSKE : TEPPE-MÖNSTRE!

Til stùdiet af tæppevævningens kùnst i Skandinavien er der

desværre kùn levnet os et saare ringe væsentlig litherært ma-

teriale. – Det kan vistnok forùdsættes, at her i Norden, som

i det övrige Eùropa har brùgen af tepper til forhæng og

beklædning af væggene allerede været meget ùdbredt i den

senere del af middelalderen. Mindet herom er bevaret i vore gam-

le mythiske digte og sagaer, saaledes i "den ældre Edda" og "Völsùn-

ga saga", hvor det fortælles om Gùdrun, at hùn virkede tepper for

Thora og paa dem fremstillede krigerske og fredelige optrin.

I samme saga berettes, at Brynhild, da hùn blev forelsket i Sigùrd

Favnersbane, morede sig med at ùdsy hans heltegjærninger. Sigùrd

Favnersbanes bedrifter var senere længe gjenstand for afbildning paa

tapeter. I Flateyarbok fortælles saaledes, at Olaf den Hellige fore-

lagde jarlen skalden Thorfin at besynge det optrin af Sigùrds liv,

der frem stilledes paa et tapeet, de netop havde for sig. Tepperne

be blev ved festlig leilighed ophængt rùndt hallens vægge, bl.a. beret-

tes i Snorres Olaf den Helliges saga, at Olafs moder Aasta, da sönnen's

hjemkomst fra hans lange ùndenlands færd meldtes hende, lod sine

piger pynte stùen med "tjeld" (tæpper) om væggerne og med hynder paa

bænkene, medens i andre sagaer omtales, at vaabnerne anbragtes

paa tjeld-naglerne. – At tepper ogsaa benyttedes til ùdsmyk-

ning af kirkerne derom vidner blandt andet den række jernnag-

ler til ophængning af saadanne, som man har fùndet i

Lomens gamle ^Stave kirke i Valders. Videre omtales i 1320-23, blandt

de kirkelige prydelser, den oprindelige, forlængst nedtagne kirke

paa Ylheim i Norùm i Sogn eiede, og saa tepper, hvormed dels

korets to sider, dels langsiderne var behængt. En levning fra

denne tid er det paa Fig. I. afbildede mærkelige gamle teppe,

der for nogle aar siden fandtes mellem to gùlve ved nedrivnin-

gen af en kirke paa Hedemarken. Stykket er 2 m. langt, 1,20 m.

höit og meget omhyggelig ùdfört i gobelins vævning. For be-

stemmelse af dets alder har man væsentlig vaabnene og rùst-

ningens enkelte dele at holde sig til. Alle disse gjenstande

har nù her ganske de samme former, som var i brùg fra

2^den halvdel af det 11^te aarhùndrede til omtrent midten af <det>

12^te. Krigere rùstede fùldstændig paa samme maade finder

vi paa Bayeux tapetet (c.a 1100) og i samtidige håndskrifter.

I samklang hermed staar ogsaa bogstavformerne saavelsom

ornamentikken og de arkitektoniske enkeltheder: korte, svære

söiler med tærning-kapitäler og rùndbùer. Det synes saaledes beret

tiget at henföre tæppets ùdförelse til det 12^te aarhùndrede 139

hvorimod intet kan siges om dets herkomst og tidligere

anvendelse. Efter formen at dömme maa det have været benyttet

som vægtæppe og kan have havt en betydelig længde. Hverken

i formbehandlingen eller ornamentikken er der noget som

særlig henpeger paa norden, hvad dog ikke er til hinder for at

dets mùlige nordiske oprindelse. – Uförelsen er i dette som i

lignende tilfælde ùdfört paa opret staaende vævstol, den saakaldte

"ùppstadgogn". Denne ældgamle primitive væveindretning har

her i Norge været i brùg til langt op mod nùtiden, ja for

visse slags tæppevævning benyttes den, som vi senere skal se,

endnù den dag i dag. – Brugen af vævede tæpper synes at have

holdt sig op gjennem tiderne. I alfald omtales i regnskaber-

ne for Bergens kongsgaard fra 1516-23 blandt de gjenstande,

der tilfaldt hövedsmanden efter en henrettet forbryder, fire

gamle norske "Bonede" (vægtæpper, bùnadr). Efter haanden ind-

skrænkede man sig til at behænge vægen bag höisædet med

saadanne tæpper, hvorfor man ogsaa ofte finder benævnelsen

"Höisædetæpper", vægtjeld, stùebùnad. – Selvfölgelig var bonden ùde

af stand til at ùdföre arbeider, der i nogen maade kùnde sam-

menlignes med de prægtige tapeter, hvis tilvirkning allerede i

den senere middelalder naaede en særlig höi grad af fùldkom-

menhed især i Nederlandene, og fra æle det 15^de aarhùndrede

spredtes rùndt i Eùropa, hvor de overalt vandt det störste

bifald og paa mange steder gav stödet til en lignende fabrika-

tion. Men de hjemmevirkede tepper med figùrfremstillinger, som

man fra slutten af det 16^de aarhùndrede træffer paa rùndt om

i byderne for.ex.pl. Telemarken, Valders og Gùdbrandsdalen, viser

dog at tidens forkjærlighed for deslige prydelser har vakt lysten

til efterligning, og at man med stor iver og ikke ùden held har

givet sig i kast med arbeidet. Höiest blandt Kùnstindùstrimu-

seets ^senere? tæpper staar et med TORO RASMUSDAATER 1613 og indskriften:

"S JOHANNES : I DET : HAND : BLEF : HALSHOGEN : FOR : EN : HORE : DANDS :

mærket stort og meget smùkt figurteppe, Fig II (2 m. höit og 1 ½ m. bredt)

hvis midte optages af en bordune, hvor en mandlig skikkelse med

krone, altsaa vel kong Herodes indtager for sædet, medens ne-

denùnder sees et dansende par og en mand, der blæser paa en slags

horn, samt endelig tilvenstre Herodia's datter, der gysender

viger tilbage for döberens afhùggede hoved, der af böddelen (af

hvem kùn den ene arm og det ene ben vises) rækkes frem mod hende.

Alle personerne er i modedragter fraa dronning Elisabets tid, og det

hele giver saaledes et intresant tidsbillede. Paa bordet ser

man rùnde trækar paa lav fod med smöropsatser af komisk form

Illustrasjon

Side 141-143 mangler

144

som de endnù forekommer paa flere steder her i landet.

Flere af figùrerne er livfùldt behandlede og trods tegning-

ens store feil eller mangler, af god virkning. Farverne er valgt

og sammenstillede med megen smag og gjör et behageligt, harmo-

nisk indtryk. De almindeligste og med mange variationer

gjentagne stadige fremstillinger er forövrigt "de kloge og de daar-

lige jomfrùer, ordnede i 2 rader over hinanden, ofte med til föi-

else af en 6^te figur i hver rad og med med inskrift som: "DIT ER DI

FEM : VISE : OG : DI : FEM : DAAR LIGE JOMFRUGER. samt de hellige tre

kongers tilbedelse, hvor man ser kongerne komme ridende og

siden knælende for jomfrù Maria med barnet paa fanget. –

Om komposition i egentlig forstand er der i alle disse bille-

der ikke tale, fremstillingen er saa naiv og fordringslös som mù-

ligt. Figùrerne er altid ùfùldkomment gjengivne, især er yderparti-

erne sterkt fortegnede, og ansigtstrækkene kùn antydede ved et par

streger. Dragterne er tidens egne, dog er figùrerne kùn ofte ind-

hyllede i fodside kapper. Farverne er sterke og som oftest vil-

kaarligt valgt, men med sikkert, aldrig svigtende instinkt for

harmonisk virkning. Tæpprne i infattes i reglen af border med

enkle geometriske ornamenter, medens ornamentale detaljer

ogsaa forövrigt forekommer hist og her paa figùrernes dragter,

til udfyldning af tomme mellemrùm og deslige. Samtlige disse

figùrtepper er ùdför paa den ovenfor beskrevne opretstaaende

vævstol i en teknick, der ialfald staar Haùte-lisse arbeidet

saa nær, som det kan ventes af bondearbeider. Materialet er

altid forskjelligfarvet ùldgarn. Da motiverne ùàfladelig gjen-

tages, og behandlingen altid holder sig inden de samme tra-

ditionelle grænser, er det, ùdenfor det skjeldne tilfælde, hvor

aarstallet findes anfört, ùgjörligt med sikkerhed at bestemme

de enkelte arbeiders ælde. Tilvirkningen har rimeligvis været

fortsat langt ind i det 18^de aarhùndrede men er nù for længst

gaaet fùldstændig i glemme. – Ved siden af disse figùrlige arb.

der vel neppe nogensinde har forekommet i stort antal og altid

har været betragtet som kostbarheder, finder man fra ældre tid

ogsaa forskjellige arter af mönstrede pùdebetræk og tæpper,

der ofte frembyder væsentlig interesse saavel hvad mönsteret <som>

ùdförelsen angaar. – Hvor laⁿgt disse arbeider rækker tilbage

i tiden kan ikke med nöiagtighed bestemmes, da de kùn yder

skjelden er dateret (paa et pùde-betræk i mùseet findes aarstallet

1670), men efter mönstre og farvesammenstilling at dömme tör

de vistnok, for en del, antages at være samtidig med figùrtepperne,

hvilket ogsaa bekræftes af traditionen inden byderne. Dette

145

gjælder særlig om en eiendommelig gruppe af tæpper, hvis

hjem synes at være Vaage, Lom, Dovre og omliggende bygder, ial-

fald er det herfra mùseet har modtaget alle sine tæpper af denne

slags. Deres almindelige benævnelse er "flensvævnad," mùlig en

forvanskning af flamsk vævnad, hvilket altsaa peger hen paa

Nederlandene, der vel den gang betragtedes som al kùnst-

færdig vævnings egentlige arne og hjemsted. Mönstrene er af

af forskjellig art og særdeles intresante. Vi möder saaledes

her en række rene linieornamenter, ofte kombinerede med

megen smag og gjennemgaaende ùdmærkende sig ved en karak-

teristisk og selvstændig anordning Fig. III og IIII og V. Mærkelig er et

hyppig forekommende af langagtig firkantede figùrer sammen-

sat mönster Fig. VII, hvor der af hver af disse rùder vokser frem el

tvende dyrehoveder (rùdimentære), der trods sin næsten til ùkjen-

delighed redùcerede form, dog bærer et om de gamle drageskikkel-

ser noget mindende præg. Höist paafaldende er endvidere den

den hyppige benyttelse af palmet lignende blade (former). Disse synes

at have været særlig yndede og findes anvendt paa mange maader,

dels ordnede i rader, dels grùppevi sammenstillede til rosetter. At

ùdgang pùnktet virkelig har været palmetten synes ikke ùantagelig,

hvor sterkt omdannede de end fremtræder i den ùfùldkomne tegning

Af egentlige plante motiver el ^er klokkeblomsten anvendt til et

sammenstilling af et særdeles smùkt fordelt og klart tegnet

mönster Fig VI. Ikke skjelden möder man ogsaa dyreskikkelser

saasom: Löver, Haner og ænder, enten fordelt over det hele som et

slags bùndmönster eller grùppevis sammenstillede i polygonale

indramninger som i et af mùseets tepper, mönsteret i ottekanter

med fire ænder i hvert. Dyrene er selvfolgelig altid kùn gjengiv

ne i sine hovedtræk, men i de bedste exemplarer sikkert og godt

opfattede, og mangen gang meget naivt og fornöieligt ^correct gjengivne.

En stor del af de ovenfor nævnte mönste bærer et ùmiskjen-

deligt renaissance præg og skylder saaledes ùden tvivl ydre paa

virkning; men viser samtidig en ikke ringe evne til paa en selvstæn

dig maade at bearbeide og omdanne det modtagne. Fælles for:

dem alle er deres fùldstændige overenstemmelse med deres ^og afpasning

efter den anvendte teknik. Det er gode for nùtiden meget

lærerige, ægte vævemönstre, vi har for os. Virkninger forhöi-

es i væsentlig grad ved det smagfùlde farvevalg. Det er stedse

kùn gult p brùnt og lidt blaat men i smùkk blöde nù-

ancer, og stillede i et saa heldigt forhold til hinanden, at öiet

med velbehag hviler paa disse enkle arbeider. væven

146

er en slags dobbeltraad og ligner meget den saakaldte "kiddermin-

ster. Til ùdförelsen synes opstadvæven ikke at kùnneee have været

_bey benyttet men snarere en paa en egen maade indrettet hori-

sontal vævstol, der i nogen grad har kùnnet lette arbeidet.

Inden vi forlader denne gruppe af tepper maa vi omtale en

fra de oven om handlede meget afvigende, men i samme lands-

dele fore kommende og rimelig vis samme tids periode tilhörende

art, der gaar ùnder navnet "skybragdvævnad," en benævnelse 

som rimelig vis skyldes mönsteret, der helt er sammensat af takkede

blade i blaat, gront, gult og rödt, udfort er denne slags tæpper

ùtvivlsomt paa opstadvæven. Der har forövrig ogsaa været ùdfört

tæpper i andre mönstre, f hvoraf dog nù kùn enkelte dele er bevaret.

Flere saadanne er forfatteren bekjendt, saaledes et regelmæssigt

rùdemönster i flere farver lignende et dambrædt og derfor ogsaa

kaldet damvævnad, et andet i et slags flammet eller vatret

mönster (Baagaa vævnad) samt endelig et, mærket 1672, med et

regelmæssigt fraa midten udgaaende, i en enestee stor fir kant

anordnet blomstermönster. Den bedste adgang til at gjöre sig

bekjendt med de forskjellige mönstre har man imidlertid

i den mængde pùdebetræk, som museet er i besiddelse af

fra samme periode. At bedække bænkene med stadse-

lige pùder eller Hynder er en skik, der gaar lang tilbage

og har holdt sig til henimod vor tid. I den oven

gjengivne beretning af Olaf den helliges saaga, giver Aasta be-

faling til at pynte stùens vægge og bænke, disse sidste da

rimelig vis med löse hynder eller pùder med overtræk af lig-

nende stof vægtepper. Hynder forekommer ligeledes meget ofte

i ^gamle skiftebreve og de har saaledes vel ùdgjort en de af stuens

alm. ùdstyr. Ogsaa slæderne blev i alm. forsynet med <smùkree>

pùder. – I disse mindre arbeider, der lod sig ùdföre i kortere

tid og ùden stor udgift og som sandsynligvis har vært meget efter

spùrgt, synes man nù ret at have givet fantasien frit

spillerùm, ùfoldet al sin dùelighed og smag, sogt at

stille sin opfindsomhed i det gùnstigste lys, og resùltatet

er bleven en stor mængde virkningsfùlde mönstre. I regelen

fortrinlig afpassede efter det {...} bestemt afgrændsede, knappe

rùm de skal ùfylde her træffes saaledes talrige renaiss-

ssance motiver, saasom vaser med opstigende blomster, regel-

mæssig ordnede blomstermönstre og l.n. forùrden talrige linieor-

namenter Særlig fæster dog opmærksomheden sig ved nogle

enkelte ganske merkelige stykker. Saaledes fore kommer

der i et betræk med dyremotiver, af et höist <eidommeligt>

middelaldersk præg, medens de arabesklignende ornamenter

synes at pege hen paa en orientalsk indflydelse. Ogsaa

udforelsen er meget forskjellig i regelen gobelinartet

medens i andre tilfælde mönstret er fremstillet i plyds

147

vævning paa flad bund. – Höist mærkelig er den fuldstændig

artsforskjel mellem alle hidtil omtalte tæpper og pùde

-betræk, og de arter ^arbeider af lignende art der finder paa

andre kanter af landet. Mönstre, arbeidsmaader og

farve sammenstilling, alt er væsentlig forskjellig. Det

maa herved erindres, at de frembringelser, hvor til vi

stötter vore slùtninger er væsentlig af yngre Data end

de ovenfor omhandlede arbeider. Da teppevævningen ùden

tvivl har været dyrket over hele landet er det vanskelig

at fatte at den kùn i enkelte distrikter har efter ladt sig

levninger fra ældre tider. Hvad der ellers findes gaar

skjelden længre tilbage end til forrige aarhùndrede og

og henimod vor tid. Mest opmærksomhed vækker de om

kring i Hardanger endnù fore kommende "dockaaklæ," 

Mönstrene er altid sammensat af större og mindre rùder

stjerner og fir kanter, ofte atter fyldt af nye kombinationer

og former i sterke kontrast farver, eller saaledes for delt

over fladen at indtrykket blir fuldstændig kaleidoskop-

isk. De mange eiendommelig heder synes at pege hen paa

en ældre tradition, en formodning, det ikke hidtil er

lykkedes at finde nogen bestemt bekræftelse paa. Væversken

fletter omhyggelig ind traad for traad nedenfra i den

i de lodrette rending og slaar dem derefter fast med et kort

kamlignede træ instrùment. Denne teknik der er yderst

möisommelig og sen men vistnok den eneste hvori disse

mönstre kan væves ùdföres endnù af enkelte, men vil

sikkerlig hvis der ikke træffes foranstalninger til dens

bevarelse og saa snart være ùdöd. – De i Hardanger alm.

saakaldte "krok aaklæ", der tilvirkes i den sedvanlige hori-

sontale væv, er kùn mönster i tætte striber med enkle ret-

liniede motiver og virkningen beror ùdelukkende paa et

heldig farvevalg, det samme gjelder et andet meget ùd-

bredt i Thelemarke Namdalen og Sæters dalen og andre

steder hvor bùnden er bomùld og mönsteret lös liggende

ùldtraade ordnede i striber. Disse tarvelige tæpper hid-

rörer – væsentlig fra nyere tid. Såvidt det hidtil samle

de meget ufùldstændige materiale tillod det har vi

forsogt at give en skildring af vor nationale hùs flidd

intresanteste grene. Vi skùlde önske at have kunnet

148

fortsætte denne stùdie lige op til nùtiden og kùnnet

paavise en endnù levende tradition for mönstrenes

som for ùdförelsen ved kommende, der gjorde det mùlig

for bonden at frembringe arbeider, som kappedes med

fortiden i skjönhed og soliditet. Desværre er denne glæde

os ikke forùndt. ^Hvad Hvd der nù findes om i byderne er

af ringe interresse og frembyder kùn et nedslaaende

syn.. Fortidens d soliditet og kùnst er aflöst af ùvarigt

stof og plùmpe mönstre med skrigende farver og ùhar-

moniske sammenstillinger. Kun enkelte steder er bevaret

minder om fortidens kùnstfærdighed, af den sùnde farve-

sans og lykkelige evne til med faa og ringe midler at

fremkalde et virkning fuldt og öiet tiltalende hele.

Uden tvivl vil og saa disse sidste rester forsvide hvis

man lar alting gaa sin skjæve gang, ùden bekym-

ring om at et felt er ödelagt der har baaret god

og rig frugt, og viss dyrkning ledet paa rette maade

vilde lönne sig mangefold. Lykkelig vis har man

endelig faaet öinene op for nödvendig heden af at nodven-

digheden passende forföininger træffes for at redde hvad

der af fortiden er levnet os og en videre ùdvikling af de

svage spirer der endnù findes. Det er Kùnstindùstri-

mùseet i Kr.a., hvem den Norske stat har vist den

tillid at betro den vanskelige opgave. En liden bevilg-

ning gives nù hvert aar til forföininger af hùsflidens

fremme og ved hjælp af denne söger mùseet gjennem

indkjöb og bestillinger at opmùntre og bistaa de enkelte

ùdövere af den gamle kùnsfærdige vævemaade, der end-

nù findes hist og her særlig paa vestlandet. Saasnart

de fornödne lære kræfter haves, og en tilsvarende efter-

spörgsel maatte vidne om, at bevægelsen har vùndet

fordfæste, vil det næste skridt blive taget ved at

anlæggelse af special kùrser paa saa danne steder,

hvor vævningen fra gammel tid af – har hört hjemme

og en tilknytning til fortidens tradition har störst

ùdsigt til at ville lykkes. Maaske vil da forfatteren

naar aar er gaaet, kunne föie et nyt kapittel til

tæppevævningens historie.

H. Grosch