Kjære Engel!

Tak for brevet – men hvor dù tager paa

paa vei for en bagatel. Jeg kan vel have

sagt meget hin kveld – men ikke sligt som kan

retfærdig gjöre et sligt brev – jeg husker jo ikke alt

Fond og jeg havde jo drùkket lidt med Bydal

og alt skùlde jo gaa i en hast – og da kan man

jo blive hastig i sine udtalelser ogsaa – Ja det

er ligesom naar man er paa en seil tùr – og

naar saa en "rosse" <eller> et vindkast kommer – da

haster det ogsaa – med at handle – og da brùkes

der tidt skarpe ord – for at klare "braserne"

i en fart – ellers kùnde man forlise – og man

skjænder gjerne fælt i hasten – endog paa sine

allerbedste venner. Men nogen "bitterhed" – som dù

siger – existerer jo derfor ikke paa forhaand – ja skjel-

den efterpaa heller – likesaa lidt som der er no-

gen bitterhed mellem Bydal og mig – endskjönt

vi nù flere gange har törnet kvasst sammen og

kanske et öieblik har været rasende paa hinanden

Tvertimod er det ofte slikt som ofte skal til

for at skape kameratskap og virkeligt venskap

II

sligt har i allefald gjort godt mellem Bydal

og mig – og det er först nù vi er bleven rigtig

fortrolige venner – slik at vi er glad i hin-

anden. – Dette viser sig ogsaa bedst nù om

dagene da jeg har ligget syk af bronkit feber

og sting – samt en frygtelig hoste – og Bydal veed

ikke hvad godt han skal gjöre mig – springer

paa apotheket gang paa gang for at jeg skal

faa pröve dette eller hint som han tror skal

lindre og helbrede mig.

Ja jeg havde ligget syk her nù i 2 dage da

jeg fik dit brev – jeg blev nok forkjölet paa ned-

overtùren da jeg paa forhaand var gjennemsved af

alt maset med at komme afsted, og faa pakket

tingene; og saa var jeg vel uforsigtig i förstningen

og det har slaaet sig paa lùngerne og skaffet mig en

hoste som aldrig giver fred til at sove og irriterer

lungerne slik at jeg flere gange har hostet blod – og

tilslùt maatte jeg da tilsengs. Astmaen har jo ogsaa

forsökt at komme igjen under disse omstændigheder

Denne daarlige "trækspil-laaten" i lùngerne og tyngsel

for pùsten gjör mig saa forbandet trist – ja dù kjender

III

i fra bronkitten denne triste lyden som minder om

falsk-syngne gravsalmer.

Ja af alt det dù nævner er det saa lidet hùsker –

– og har jeg sagt saa meget – som dit brev lader

formode – saa gjör jeg dig alle de ùndskyldninger

som dù maatte önske – men dù overdriver vel

lidt – eller har misforstaaet en del. –

Bydal sa en dag at han havde været styg mod

sin kone (ja – dette maa ikke fortælles andre) – og jeg

spùrgte han da om han syntes at jeg ogsaa havde

været styg mod dig – nei det lagde han ikke

mærke til – hùskede bare at jeg ledte efter en

plate og da dù tilböd dig at lede blev jeg ærgerlig

og mente at naar jeg selv ikke fandt saa fandt

ikke dù den. – Forresten sa jeg jo og at den

ikke har været brukt siden jeg flyttede op og at

den neppe var paa attelieret.

Ja jeg trodde kjære Engel at vi skulde være saa

gamle kjendte at der ùdenfor kjærligheden, (som

jo aldrig vil være like varm i et ægteskab) – at der

ved siden af den ogsaa skulde danne sig et

"venskabs forhold" – et kameratskap – som er

mere værdifuldt mellem ægtefolk en de fleste ahner

IIII

det som Kinck antagelig sigter til – naar han

siger at ægteskabet tilslut bliver et sakramente

(sakrament betyder en Gudommelig eller hellig dannelse ^hændelse)

Det er altsaa kameratskabet og fölelsen af

en (kanske fra forst af tilfældig) men alligevel

hellig sammentræf af to mennesker – (en mystisk

hellig hændelse) – kanske og en Gùdernes styrelse –

det er alt dette som skùlde danne grùndlaget

i et ægteskab. Man skal altsaa söke at gjöre

det bedste ùd af dette "sammentræf" – og forsöke

at taale hinandens feil – söke at "bære hinandens

byrder" – men herùnder vil jo altid den ene part

synes at hans eller hendes byrder er tùngere end

den anden ægtefælles – det har altid været saa

og vil altid blive saa. Mange digtere fremstiller

jo derfor ægteskabet som en kamp mellem to

saa höist forskjellige individer – at de aldrig

kan forstaa hinanden helt. Slik udtalte Chr. Krogh

sig til mig i gamle dage – og Kinck har sagt lignende

Og det kan hænde de begge havde ret i at pro-

blemet er ulöseligt – og det skal være der til

spænding og ùdvikling af aanden. Men man bör

V

pröve at "se lyst" paa slikt – og tro og haabe

paa tilpassning og forstaaelse ^ùdgjevning – selv om der stadig

vil opstaa konflikter.

Ja denne sykdom minder mig sterkt om da jeg var

paa det værste i Italia og Afrika – men jeg

staar vel denne over som hin – det ser ud som

om der er en styrelse som vil noget med mig –

om jeg end hidtil nærmest har været et mis-

lykket expriment fra en styrende aand som

tilsynelatende har villet gjöre noget stort ùd af

mine egenheder, men som vistnok er bleven skùffet

over sine mislykkede exprimenter med mig som

materiale og derfor trækker bort fra mig i lange

tider og lader onde magter plage mig – (for en tid)

Jeg synes jo selv at dette "styrende" ikke har

saa meget at bebreide mig – ùden forsömmelse

af tid – men det er kanske ogsaa den störste af alle

synder – seet fra dette styrendes standpùnkt – –

og det er ogsaa i fölelsen af denne min forsöm-

melse af tid – at jeg er saa rædd for ikke at kùnne

holde en slags orden i tingene – thi dette er jo den

förste betingelse for at kùnne nytte tiden – og

naar jeg da föler min egen afmægtighed ofte

VI

nettop paa dette pùnkt – trods ærlig vilje – saa er

det at jeg lader det gaa ud over andre – og da

særlig over dig min kjære hùstrù – jeg har jo

ingen nærmere at lade mit temparament baade

i godt og ondt gaa ud over – dù er jo den nærmeste

gjenklang eller dvergmaalet af mig selv – af mit

eget jeg – som jeg ogsaa i enrùm stadig skjælder ud,

og bebreider – meget mere end nogen kan tro – jeg

spytter mig selv i ansigtet – billedlig talt – hver

dag; – og at jeg da optræder mod dig mere likt

min optræden mod mig selv – end min optræden

mod andre – vil dù da kanske forstaa. –

Jeg vilde jo saa gjerne udgjevne skyggerne mellem

os to – men for at kùnne klare det maatte jeg

först kunne klare at ùtgjevne lidt af skyggerne

i mig selv – enten ved at gjöre mere af min pligt

i kunsten – eller klare bedre at balancere den

indre kamp i mig selv mellem hvad der er af

nedlagt af udödelig kùnstnergnist i mig – og alt

det der stadig hindrer denne af svagheder fra min

menneskeligt nedarvede karakter. Ja jeg er syk

Dù synes vel jeg er uklar – men kan ikke klare

det bedre nù under sygdommen – jeg værker i hodet

trods mange tabletter for at klarne hjernen. Dù

VII

faar undskylde mig.

Angaaende denne platen som altsaa var skyld i

den hele strid mellem os hin kveld – saa

mente jeg bare at sige – at den har været for-

svùndet for længe siden og at dù ikke behövede

at lede efter den – jeg huskede nemlig at jeg

havde ledt efter den ifjor engang – da jeg havde

en bestilling. Kan godt hænde at jeg for 2 aar

siden tok den med til Bergen og at den da

forsvandt der eller paa reisen – det var i alle-

fald de sidste tryk jeg har lavet som blev solgt

i Bergen dengang. Men om de trykkene blev trykt

i Bergen eller var halvtrykte hjemme og gjort

færdige i Bergen – det kan jeg ikke hùske – men

jeg er næsten sikker paa at jeg trykte dem hjemme

og bare "tonede" dem i Bergen. – Jeg har derfor

endnù en tro om at platerne findes paa Sandalstrand

et steds. – Dù tror at være sikker paa at jeg tok den

med mig nedover hid men det er feil agtigt –

her findes den ikke og den er ikke mistet under-

veis hid ned. I allefald er ting sikkert: at "Stöilen under

Jostedalsbræen" ikke har været trykt siden jeg var i Bergen

Men dù skal ikke lede mere efter den platen –

VIII

lad heller ikke nogen anden gaa ind paa

attelieret ùnder mit fravær – jeg lagde nemlig

noget lærred paa bordet og det maa ikke röres.

Jeg kom nù til at tænke paa: at kanske den

omtalte plate kan være stjaalet af nogen som har

havt interesse af at ödelægge den for at trykkene

skal komme i meget höiere værdi herefter. Ja

hvem veed – det maatte da være en som alt

har et eller kanske flere tryk paa forhaand af

denne plate (eller ^disse plater – den var nemlig skaaret

paa begge sider). –

Ja hidtil var jeg kommen i mit brev – og har

nù siden været oppe et par dage og har havt det

travelt med at se over mine elevers arbeider og tage

igjen det forsömte. Jeg er meget bedre nù – og i dag

forslog Bydal at jeg skùlde tage en tùr med ham

ud til Naustdal – da han troede jeg vilde have

godt af det. Det var en deilig tùr og tilbakeveien

kjörte Bydal saa langsomt som mùligt for at

jeg skùlde faa se alt nöie – det var varmt som en

sommer dag og Bydal og jeg tok os en tur op i bakkerne

for at se paa motiver – medens bilen stod igjen paa veien

Resten av brevet mangler