Hvorlangt er vi kommen? Först har vi talt med <P. O.> og seet igjennem alle Kviterings

böger og f optegnet alle de navne hvis skrift lignede en smùle. Da samlede vor

mistanke sig om G. Vi gik derfor op til vor ven den "lhomé grand" og satte ham

ind i forholdene men viste ham endnù ikke "la letre". Han var enig i mistanken.

Saa talte vi med "l'home petit". Han mistænkte "Terje Viken" og loved at ùndersöge om sön

af Hr. <Fùren> havde skrevet "letre" for ham og "en anden" som mùligens var med i komplottet

skùlde og bevogtes: denne "anden" kùnde det mùligens lönne sig at stevne til forligelses kom-

mision da han offentlig hadde fremsat en beskyldning mod "l'homme petit". Saa

talte vi med datter til "vieù Adàm", hùn fortalte at G hùn saa G. tage et "letre" op af "roùge

boit med to træpinder saa og hùn hörte ham sige ^at det indeholdt noget loierligt, hvorpaa

han lagde det ned i "roùge boit" igjen saa traf vi "gamla" som var meget forsigtig "hùn havde

sin mistanke men hadde været ùdi i en slig historie för saa hùn skùlde nok passe sig.

Men hùn torde dog fortælle at G. hùn saa G. tage "letre" opp af "roùge boit" ^{med to træ <pinder>} og vise det til

en gammel mand "hestehoven". Denne sagde at han maatte ^ikke gjöre dette. End videre saa hùn at G.

lagde letre ned igjen i "roùge boit" og tog det saa op igjen, dette skeede tre gange, tredie gang faldt

det lille "papier roùge" af og faldt ned i "^le roùge boit". Baade datter af "den gamle Adam" og

"gamla" forsikkrede at de kvelden forùd ved sengetid hörte en person lægge noget ned i bo

 "le boit roùge" og derpaa begive sig opover; men om han kom nedenfra eller ovenfra kùnde

de ikke sige. Saa gik ^vi igjen til "l'homme grand" og fortalte ham hvorlangt vi var kommne

og nù voved vi at vise ham det "yrdre letre" men endnù ikke det "indre". Han fik blev

meget ilde tilmode thi han troede at gjen gjenkjende ens af sine bedste venners haand-

skrift nemlig sön af "hestehoven" ^{og han fortalte os at denne hadde lagt <ind> et letre på P. O. samme dag saa vi kùnde gjöre sammenligning.}. Vi blev enige om gjore iagtagelser angaaende det

ydre letre den var af en paa stedet ùsedvanlig form – magen fandtes vistnok ikke paa handel

stedet "l'homme grand" loved at gjöre sint sit bedste for at komme efter i hvilket hùs

der brùgtes denslags. Og saa vilde han forsöge at ùdspionere sine tidligere kammerater ved

at lade som om han syntes "l'letre" var et ùdmærket paafùnd. Saa begav vi os til

P. O. og satte ham ind i hvor langt vi var komne og at sön af "hestehoven" havde ind-

leveret et "letre" til P. O. Denne fandt det frem og vi ut ùndersogte og sammenlignede

men vi blev enige om at han var fri. Derimod opdagede vi blandt de "letre" som

var indleverede et som hadde samme form som vort "ydre letre". Vi fik det med paa

mit "mon chambre" og ùndersögte det, det var fra en en "<garcon>" hos den som sagde

at han lo da han graat. Altsaa der fandtes slige yrdre "letre" i det hùs. Nu staar

det kùn tilbage sagde vi at ^{maa vi} ùndersöge handelstedet om der ikke findes den

slags ydre "letre". Findes der <slige> ^saa hjælper sidste opdagelse os intet. Har været <paa>

handelstedet, de har havt slige den sort "ydre letre" men det er længere tid siden. G. hadde

været der en kveld antagelig samme kveld, men gik næsten <straks>. Hos datter af den gamle Adam

fik vi ingen oplysninger mer, skjönte jeg. Hos "l'homme grand" fik jeg nù en oplysning nemlig at "heste-

hoven" hadde været paa handelstedet hin kveld sent. – L'homme lovede at faa alt mùligt ùd

af manden "som sagde at han lo da han graat". Saa tænkte jeg "jeg gaar lige lös paa "heste-

hoven" og spörger ham om har gjort det – jeg har altid <anseet> ham som en uforfalsket {...}

derfor gjorde det ^var mig vanskelig at sige det ligeùd men tvang mig dog til – han syntes

mig lidt grödet i stemmen og lidt tung i maalet da han benegtede det – han bad sig "gùd-

bevare fra sligt develskap", men eg sa da daa jeg saag "letret" i i "boitten"; ja der er ingen

ùnder skrift paa det letret sa jeg. Hvorledes kùnde dù vide det spùrgte jeg: jo jeg saa det paa

skriften". je Hvorledes kùnde dù se "letret" naar det laa i "boitten" "ja den blev aflaast ^{af nogen som}

^{skùlde ha avisen} Nei sagde jeg: den kùnde ikke oplaases af andre end P. O. som har nöklen "Ja jeg saa

"letret". svared "hestehoven". Kanske G. havde det i sine hænder – Ja jeg hadde det <ik> om <hænd>

Ja no hùsker jeg det var G som tog det op paa en vis – "Ja min ven" sagde jeg "nù har jeg

vidner paa at G. tog lettret op af "boitten" og lagde det ned igjen tre gange han {...}

to pinder dertil – Nei sa "hestehoven" han tog et stykke af et {...} baand, og {...} klöft

i og tog det op dermed. Nei jeg og mit hùs er vel fri for det der sagde" hestehoven, men <der>

seig blod i meg da jeg saa letret, Hvorfor spùrgte jeg, "Jo fordi jeg var ræd for at nogen kùn-

de tro at <kjæringa> min kùnde have lavet det. Ja men dù var jo paa handelstedet kvelden

forùd og den kveld blev "letret" lagt i boitten. Ja jeg var paa handelstedet den kveld var

det ikke tirsdag i forrige ùge eller lördag otte dage siden?" "nei", svared jeg, det var ^nù fredag nù p Ja

svared "hestehoven" jeg var i folge med G. og <Klùnger> og "S" broder til l'homme roùge, men jeg

saa ikke at nogen lagde noget i boitten. Kjære broder vore opdagelser idag er <næstenlig> {...}

<kun> en ting af vigtighed: G. har været der ved "boitten" fredags kveld og lördags morgen

Datter af "den gamle Adam" har jo sagt at hùn saa letret i boitten tidligt om morgenen

för nogen var kommen? – I: ja hùn forsögte endog at pirke det ùd med en haarnaal.

Mistanken samler sig jo igjen sterkt om G. skal vi tale med hans hùsbond er det raa-

deligt vil han ikke holde med G. talte med "hestehoven" og "l'homme grand". Intet

nyt. Ved ikke om jeg tör tale med Vorherre (G's husbond) At frimerket som laa igjen i

kassen var et to öres frim. viser at vedkommende har havt greie paa at det kun kos-

tede 2 öre at sende breve inden postdistriktet.

Illustrasjoner.