Manuscript fragment

[Første minner]
Astrup, Nikolai
u.å.

Transcription:

Jenny Sæterbakken

Page

  • 1,
  • 2
Transcription
Translation
Unable to open [object Object]: Error loading image at https://cr-static-images-dev.s3.eu-west-2.amazonaws.com/images/rjb415x6eyxe.jpg
+-

Manuscript fragment

[Første minner]
Astrup, Nikolai
u.å.
C.2.4.O.7.L.4_4, Jølster Bibliotek

2 Pages

Transcription: Jenny Sæterbakken

Transcription

Sider mangler.

gen saa lidt vække saa graa der stak lidt graat immellem – 

samtidig hörte jeg en stemme som sagde: "Throndhjem". Nù hav-

de jeg faaet et begreb: Trondhjem: jo det var en rödmalet væg som

malingen var faldt af i flekker saa væggen stod saa den graa væggen

stak frem. Der gik mange aar för jeg fik det ùd af hodet. Den gang var jeg

antagelig aars gammel; men kunde ikke tale et ord enda ùndtagen: "

Throndhjem. Det næste billede er interiör. En grönmalet sengebænk, et rödt

<klaffebord>, hvorpaa nogen træfliser – jeg staar paa bænken, nogen {...}

ligger der, jeg naar saavidt op i et vindù som er meget bredere end det er

höit ùdenfor ligger noget fladt stort {...}agtigt som bevæger sig sagte – det ligner

mest voks dùgen paa spisebordet og saa er der noget stort hvidt som

flytter sig hen over den store voksdùgen. Et skib siger de store menneskerne

og nù hadde jeg lært et ord til "skib" jeg syntes forresten aldrig at jeg saa de store

menneskerne – jeg hörte bare at de talte. "Skib" skreg jeg saalænge til en af de

store menskene tog en af træfliserne paa det röde klaffebordet og skar et

lidet skib af den med en pinde til mast og en papirlap til segl saa blæste

han paa det og det flyttede sig bort over bordet men jeg var ikke fornöiet

med det – jeg maatte have det <hen> paa spise bordet paa voksdùgen – jeg erindrer

tydelig at jeg var sikker paa at mit skib var like stort som det der ùde paa den store

voksdùgen. "Skib Throndhjem"! nù kùnde jeg jo næsten en hel sætning. Det næste ord

jeg fik tag i var "noget". Een af de store mennesker robte: "Hvad var det for noget" 

Jeg fik en forfærdelig angst i mig, og i lange tider siden stod ordet "noget" for mig som

indbegrebet af all mystik – Naar jeg ikke kùnde forklare <mig> en hændelse, eller 

det var noget jeg ikke forstod eller jeg blev frygtelig ræd saa tyede jeg til

"noget" for at faa et begreb om det. Saaledes var det engang jeg kom {...}

i en dör da laa der noget (en hummer) og <kröb> paa jorden – jeg blev liv

ræd sprang ind igjen og skreg: "noget!" Da var jeg begyndt at lære <nogle>

ord til. – Det næste jeg hùsker var at {...} jeg stod midt paa et stort {...}

som plùdselig begyndte at dirre sterkt, först engang saa <rytede> det <saa>

ovnsdören gik op – saa engang til saa ovn döre og vinduer klirrede

jeg trodde jeg holdt paa at falde men saa var det over. Dette {...}

det ùnderligste jeg havde oplevet "Det var vist "noget" det" {... ...}

og siden var har det været et almindeligt ordspog hjemme {... ...}

kelige begivenheder (hin gang var det nemlig et vold somt <jordskjælv>

som gik over den öen vi boede paa) Saa kom den förste <dag som>

jeg nogenlùnde kan erindre i sammen hæng og den förste dag som jeg har

havt anledning at kùnne kontrolere rigtig heden af min erindring {...}

Det var min 2 aarige födselsdag. Min erindring begynder med at jeg <bliver>

löftet ùd i en baad, som var malet med en röd, hvid og grön rand om og

at jeg blev Saa opdagede jeg at det ikke var voksdug vi gled <hen>

eller erindrer jeg ikke andet fra baad farten end nogen lange grönne

stokker som stak op af vandet og stegte sig i solen. Men saa kommer jeg

til et af de skarpeste billeder fra min barndom. Baaden lagde til en

öe til en höi sten trap som gik lige ned til baaden – ja endog ùnder vandet

og forsvandt nede i söen. Der kom et stort menske ned til baaden löftede

mig höit i veiret og bar mig op over sten trappen, som var vaad; der laa

en liden dam paa et af trinnene og deri sprællede der nogle små levende

væsener "noget"; men tydeligst i billedet er en svart döraabning og et rödt

rödtmalet jernrækværk langs sten trappen. Saa <erindrer> jeg noget <i en>

{...} grön eng med store rùnde stene i <der> saa jeg for förste gang et stort

menneske det <kom krybende> og brölende mod mig paa alle fire – det var det

styggeste jeg havde seet syntes jeg – det var værre end "noget" jeg krabbede

dödelig angst tilbage og rullede ùd for en liden skrænt. saa stopper erind<ri>

<n>gen for en tid. Senere fik jeg vide at far og mor den dag havde tage mig med paa

en rotùr ud til en holme hvor de besögte en fyrvogter, og det store menneske

<som> skræmte mig saa var far som tænkte han skùlde lege med mig – siden

<var> jeg en lang tid syg efter faldet og saa ùd til at blive kröbling. Det næste

jeg hùsker var et svimlende dyb som jeg ser ned i, langt nede nogen stene,

saa hörer jeg en röst: tier dù ikke stille saa slipper jeg dig ned". det

var barnepigen som lod mig dingle ùdenfor loftsvindùet. Da var der

gaaet næsten et aar siden min forrige 2 aarige födselsdag, men kùren

med at hænge ùd gjennem vindùet maa have hjùlpet til at

klarne min bevidshed thi fra nù af begynder jeg at erindre

mere sammenhængende. Jeg erindrer at der var kommen 2 smaabörn

{...} at vi fik ny barnepige (nabokonen havde seet at den gamle holdt mig

ùd gjennem vindùet lidt vel ofte) Barnepigen lærte mig at tælle til

{...} <for> nù var vi tre söskinde sagde hùn

Resten av sidene mangler.

Translation