Manuscript fragment
2 Pages
Transcription: Jenny Sæterbakken
Transcription
Sider mangler.
gen saa lidt vække saa graa der stak lidt graat immellem –
samtidig hörte jeg en stemme som sagde: "Throndhjem". Nù hav-
de jeg faaet et begreb: Trondhjem: jo det var en rödmalet væg som
malingen var faldt af i flekker saa væggen stod saa den graa væggen
stak frem. Der gik mange aar för jeg fik det ùd af hodet. Den gang var jeg
antagelig aars gammel; men kunde ikke tale et ord enda ùndtagen: "
Throndhjem. Det næste billede er interiör. En grönmalet sengebænk, et rödt
<klaffebord>, hvorpaa nogen træfliser – jeg staar paa bænken, nogen {...}
ligger der, jeg naar saavidt op i et vindù som er meget bredere end det er
höit ùdenfor ligger noget fladt stort {...}agtigt som bevæger sig sagte – det ligner
mest voks dùgen paa spisebordet og saa er der noget stort hvidt som
flytter sig hen over den store voksdùgen. Et skib siger de store menneskerne
og nù hadde jeg lært et ord til "skib" jeg syntes forresten aldrig at jeg saa de store
menneskerne – jeg hörte bare at de talte. "Skib" skreg jeg saalænge til en af de
store menskene tog en af træfliserne paa det röde klaffebordet og skar et
lidet skib af den med en pinde til mast og en papirlap til segl saa blæste
han paa det og det flyttede sig bort over bordet men jeg var ikke fornöiet
med det – jeg maatte have det <hen> paa spise bordet paa voksdùgen – jeg erindrer
tydelig at jeg var sikker paa at mit skib var like stort som det der ùde paa den store
voksdùgen. "Skib Throndhjem"! nù kùnde jeg jo næsten en hel sætning. Det næste ord
jeg fik tag i var "noget". Een af de store mennesker robte: "Hvad var det for noget"
Jeg fik en forfærdelig angst i mig, og i lange tider siden stod ordet "noget" for mig som
indbegrebet af all mystik – Naar jeg ikke kùnde forklare <mig> en hændelse, eller
det var noget jeg ikke forstod eller jeg blev frygtelig ræd saa tyede jeg til
"noget" for at faa et begreb om det. Saaledes var det engang jeg kom {...}
i en dör da laa der noget (en hummer) og <kröb> paa jorden – jeg blev liv
ræd sprang ind igjen og skreg: "noget!" Da var jeg begyndt at lære <nogle>
ord til. – Det næste jeg hùsker var at {...} jeg stod midt paa et stort {...}
som plùdselig begyndte at dirre sterkt, först engang saa <rytede> det <saa>
ovnsdören gik op – saa engang til saa ovn döre og vinduer klirrede
jeg trodde jeg holdt paa at falde men saa var det over. Dette {...}
det ùnderligste jeg havde oplevet "Det var vist "noget" det" {... ...}
og siden var har det været et almindeligt ordspog hjemme {... ...}
kelige begivenheder (hin gang var det nemlig et vold somt <jordskjælv>
som gik over den öen vi boede paa) Saa kom den förste <dag som>
jeg nogenlùnde kan erindre i sammen hæng og den förste dag som jeg har
havt anledning at kùnne kontrolere rigtig heden af min erindring {...}
Det var min 2 aarige födselsdag. Min erindring begynder med at jeg <bliver>
löftet ùd i en baad, som var malet med en röd, hvid og grön rand om og
at jeg blev Saa opdagede jeg at det ikke var voksdug vi gled <hen>
eller erindrer jeg ikke andet fra baad farten end nogen lange grönne
stokker som stak op af vandet og stegte sig i solen. Men saa kommer jeg
til et af de skarpeste billeder fra min barndom. Baaden lagde til en
öe til en höi sten trap som gik lige ned til baaden – ja endog ùnder vandet
og forsvandt nede i söen. Der kom et stort menske ned til baaden löftede
mig höit i veiret og bar mig op over sten trappen, som var vaad; der laa
en liden dam paa et af trinnene og deri sprællede der nogle små levende
væsener "noget"; men tydeligst i billedet er en svart döraabning og et rödt
rödtmalet jernrækværk langs sten trappen. Saa <erindrer> jeg noget <i en>
{...} grön eng med store rùnde stene i <der> saa jeg for förste gang et stort
menneske det <kom krybende> og brölende mod mig paa alle fire – det var det
styggeste jeg havde seet syntes jeg – det var værre end "noget" jeg krabbede
dödelig angst tilbage og rullede ùd for en liden skrænt. saa stopper erind<ri>
<n>gen for en tid. Senere fik jeg vide at far og mor den dag havde tage mig med paa
en rotùr ud til en holme hvor de besögte en fyrvogter, og det store menneske
<som> skræmte mig saa var far som tænkte han skùlde lege med mig – siden
<var> jeg en lang tid syg efter faldet og saa ùd til at blive kröbling. Det næste
jeg hùsker var et svimlende dyb som jeg ser ned i, langt nede nogen stene,
saa hörer jeg en röst: tier dù ikke stille saa slipper jeg dig ned". det
var barnepigen som lod mig dingle ùdenfor loftsvindùet. Da var der
gaaet næsten et aar siden min forrige 2 aarige födselsdag, men kùren
med at hænge ùd gjennem vindùet maa have hjùlpet til at
klarne min bevidshed thi fra nù af begynder jeg at erindre
mere sammenhængende. Jeg erindrer at der var kommen 2 smaabörn
{...} at vi fik ny barnepige (nabokonen havde seet at den gamle holdt mig
ùd gjennem vindùet lidt vel ofte) Barnepigen lærte mig at tælle til
{...} <for> nù var vi tre söskinde sagde hùn
Resten av sidene mangler.