Letter

Astrup, Nikolai to Munthe, Gerhard
1907-01-29

Transcription:

Tor Martin Leknes

Translation:

Francesca Nichols

Page

  • 1,
  • 2,
  • 3,
  • 4,
  • 5,
  • 6,
  • 7,
  • 8,
  • 9,
  • 10,
  • 11,
  • 12,
  • 13,
  • 14,
  • 15,
  • 16,
  • 17
Transcription
Translation

Letter

Astrup, Nikolai to Munthe, Gerhard
1907-01-29
Brevs.90-66563, Nasjonalbiblioteket

17 Pages

Transcription: Tor Martin Leknes

Translation: Francesca Nichols

Transcription

  29.1.07

Kjære Hr. Múnthe

Tak for Deres brev, som jeg desværre

ikke kom tidsnok hjem til at kúnne 

besvare i tide. – Det er selvfölgelig

forsent nú at indsende nogen billeder;

thi skjont jeg har nogle staaende

færdige, saa maa disse i det mindste

ferniseres lidt, og da tager det jo en

par dages tid, för de blir törre; desúden

trænger en pakke henimot 10 dage og

et brev ca. 8 dage herfra til Christiania

nú om vinteren, saa det vilde i alle

tilfælde blive forsent nú. –

Jeg var som sagt ikke hjemme, da

Deres brev kom hid – jeg har i de

sidste aar lidt af tubercúlose; men

var nú i den sidste tid meget friskere

og havde den störste arbeidslyst; men

jeg kúnde ikke faa male paa grúnd 

af mine daarlige ökonomiske omstæn-

digheder og idelige gjældskrav, som

jeg er nödt at betale – da min fattige

far ellers vilde föle sig forpligtet

til at betale samme. Disse og en del

kunstneriske bekymringer (jeg har forsömt

saa meget únder min sygdom) tog slig

paa mit húmör, at jeg var ræd for at

faa et tilbagefald af brystsygdommen

og saa römte jeg fra nytaarsregninger

og lignende og tog mig túr bort til en

gammel ven – og da jeg nú kom igjen

laa der til min fortvilelse nye reg-

ning – samt Deres brev, – men tillige 

ogsaa et pengebrev fra en anonym

”kúnstven”, som havde tilstillet Weren-

skiold 200 kr. ”til en úng kúnstner,

som fortjener stötte” – og Werenskiold

sendte dem til mig. Det var rigtig

en glædelig overraskelse for mig – baade

paaskjönnelsen – og at jeg kan faa betalt

min skyld og enda have noget igjen

– jeg havde nettopp forsögt at faa laa-

ne alle tænkelige steder. –

Men det var Deres brev jeg skúlde besvare.

Selv om det nú ikke havde været for sent

at indsende billeder, – saa tror jeg dog;

jeg alligevel ikke havde vovet at sende

noget til denne údstilling, som De er saa

elskværdig at indbyde mig til at deltage

i; – thi her gjælder det vel om at bille-

derne er særlig gode, – at de er et údvalg

af ens bedste ting; – men nú har jeg den

feil, at jeg aldrig veed om mine billeder

er gode eller ikke, för de har staaet sin

pröve paa en údstilling; thi de billeder,

jeg selv synes bedst om paa forhaand,

faar jeg höre ilde for naar de kommer 

paa en údstilling – og omvendt overraskes

jeg med at billeder, som jeg ikke er

helt údfornöiet med faar den bedste

kritikk – ja med all respect for E.P.

(som jeg beder Dem ikke sige dette til), saa

synes jeg igrúnden det var en af mine

daarligste billeder, han valgte og som

siden kom i galleriet; og jeg bad ogsaa

om, at det ikke maatte komme i

galleriet tiltrods for E. Peterssenns elsk-

værdige tilbúd om at overlade mig avan-

cen – det var först, da jeg fik

Deres brev, hvori De bad mig om

at tillade salget, – at jeg gav mig;

thi jeg blev saa glædelig overrasket

over en anerkjendelse nettopp fra Dem.

Kittelsen og Dem er de malere, jeg

altid har beúndret mest af norske 

malere. Desúden havde jeg en anden

grúnd til at være glad over Deres brev.

  Jeg har trúffet Dem personligt en

II

eneste gang – jeg var den gang 19 aar

og havde aldrig eiet en pensel – 

men maler vilde jeg blive – det

havde jeg sat mig i hovedet fra jeg

var smaagút af, til trods for, at jeg

aldrig havde havt anledning til at

forsöge noget i den retning. Saa talte

jeg med Dem derom og viste Dem

nogle tegninger, – Jeg húsker endnú

hvert af Deres ord – Det var den

blodigste haan, som De paa lempelig

maade kúnde give mig. – Jeg 

var aldeles tilintetgjort; – thi det

var nettopp Deres dom, jeg satte alt

ind paa – jeg var næsten graatefærdig

og det skjönte De vist; thi De sagde,

idet vi skiltes, ”Ja der kan nok

blive noget af Dem, bare De finder

Deres eget.” – Men det vared en

stúnd för trodsen i mig voksed videre,

saa jeg atter vilde blive maler.

                - - -

Det gjör mig imidlertid ondt

at forstaa, at mine elendige ram-

mer har skjæmt úd paa den

norske údstilling paa Charlottenbúrg;

men jeg havde troet at billedernes

eiere havde forsynt billederne med

bedre rammer – det var ikke af

særhed, egenhed eller lignende at

jeg havde stygge rammer paa mine

ting; men den gang jeg holdt min

údstilling, – var jeg saa blottet for

midler, at jeg gik der i Kristiania

og ikke kúnde faa údstilling i stand

af mangel paa rammer, – jeg sögte

paa mange maader at faa arbeide og

maatte tilslútt male baggrúnde for

fotografer og retoúchere plader o.l.

og i mellemstúnderne arbeidede

jeg selv mine rammer. – Det var i 

hardeste vinterkvelden – jeg súlted og frös

– laa paa et atteliere úden seng

og havde det rent forbandet daarligt.

Jeg havde rige slegtninge, som jeg bad

om at laane mig penge til rammer 

men jeg blev afvist; – havde jeg da

andet at gjöre end af mine súrt

fortjente fotograf-penge at kjöbe mig

trævarer, hövl e.t.c. og sveise ihob

nogle rammer, som jeg bedst kúnde

faa dem til, – jeg sled i allefald haardt

nok med dem. Blomqúist vilde 

ikke kreditere mig rammer – 

ja vilde ikke engang hænge op

mine billeder – det var med nöd

jeg fik údstille der paa den betingelse,

at jeg nöiede mig med en bestemt

liden plads (som alligevel var ledig),

og at jeg selv kom og hængte op

billederne tidlig om morgenen, saa han

ophængningen kúnde være færdig til

klokken 9, og han kúnde slippe at

lúkke údstillingen et minút. Og

efterpaa kom han og skjælte mig ud,

fordi jeg ikke havde afgjort med ham

hvad priser, jeg vilde sætte paa billederne

”thi havde han vidst at dette og

hint billede blev solgt saa billig, vilde

han selvfolgelig have kjöbt dem og

gjerne givet mer end den pris, jeg

havde sat paa dem” – dette var efter

at samme billeder var solgt den

förste dags formiddag – samme dags

morgen, da han gik forbi og saa paa

ophængningen, havde han kún et grin

til billederne. – Da der var solgt

en del af mine billeder, og jeg bad

ham om penge for at faa betalt min 

gjæld til farvehandleren, saa vilde han

III

ikke give mig noget og úndskyldte

sig med, at kjöberne ikke havde

betalt paa forhaand, saa jeg kunde

intet faa, för han havde faaet pengene

af kjöberne.

  Jeg har faaet saa imod den mand,

at jeg skal aldrig tage rammer hos

ham, – jeg skal i nödsfald heller

give bort mine billeder for at faa

rammer paa dem.

  Jeg har længe tænkt at skrive til

Dem og spörge Dem om noget; –

men jeg har stadig været bange for, at

det kúnde höres úd som en paatræn-

gethed, – skúlde De synes det, vil

jeg bede Dem úndskylde mig med, at jeg

ikke paa forhaand kjender arbeidets

art.

Jeg har troet at De, hvis De kommer

til at údföre det store arbeide med

Haakonshallens restaúrering, – da

kúnde have brug for decorationsma-

lere ved enkelte rent, haandværksmæs-

sige dele af údförelsen; – nú har

jeg malt lidt vægge og lignende;

men jeg kan selvfölgelig ikke optage

nogen concúrrense med haandtværkere,

hvad övelse angaar – men til gjen-

gjæld har næsten alle disse decora-

tionsmalere den mærkelige egenskab

at ödelægge og skjæmme úd næsten

all farve, som de kommer i berörelse

med – saa jeg tror det ene kúnde

opveie det andet – med andre ord

jeg vilde spörge Dem, om De ikke

kúnde pröve mig, om De kúnde brúge

mig sammen med andre decorations-

malere – jeg tror De i mig skúlde

finde en arbeider med den störste

interesse for og forstaalese af Deres kúnst.

I den strid som har været fört om

Deres kúnst i Bergenske aviser, har jeg

ogsaa deltaget og opfyldte det for-

dömte ”Bergens Aftenblads” forside med

artikler mod Hr. B. J., der har sat 

sig fore som sit livs opgave at mod-

arbeide Deres kúnst indenfor Bergen

– han har foresten ogsaa foresat sig

stadig at modarbeide all úng kúnst,

som maatte vise sig i Bergen – og da

han er med i Aftenbladets redaktion,

har han frit spillerúm for sin harce-

las over all god kúnst; – de únge

norske malere kan gjerne lade være

at údstille i Bergen, saa længe B.J.

sidder i Aftenbladet og Asor Hansen

i kunstforeningen; thi de faar allige-

vel ikke solgt noget der, hvis de

er gode kúnstnere da – og jeg synes

virkelig vi har adskillige gode malere

ogsaa blandt de yngste; – malere

som: Svarstad, Laúreng, Wigdehl,

Robert Vik, Tönnesen, Elmholdt,

Thorsteinson, Frost, Folkestad, Nils Dahl,

Sigmúnd Sinding, Cecilie Dahl, Thygesen,

Onsager, Lars Eriksen, Sverre Knúdsen og

Astrúp – jeg synes vi allesammen

er ganske bra malere – iallefald i

modsætning til den klikk, som Laúreng

meget betegnende har kaldt ”Pudretten”

Denne klik er altfor talrig til, at jeg kan

nævne op alle – de vigtigste er: Grande,

Ødegaard, Haldorsen, Lars Larsen,

Brynjúlv Larsen, Nilsen, Engebrigtsen,

Pettersen, Hjorth, Kristian Haúg, Deberitz,

Jacob Sann, Sandberg o.s.v. Men denne 

klikk er jeg bange for faar all magten

en gang i tiden – disse daarlige ma-

lere klænger sig jo sammen som en

saúeflok og er altid enige, medens

IIII

de gode malere blant de únge

desværre ikke kan holde sammen

– dertil er de for úlige, – medens det

nettopp er den store l indbyrdes lighed

som gjör, at ”Pudretten” hænger saa

godt sammen – enighed gjör sterk – des-

værre! – De har jo allerede faaet en

af sine ind i kúnstnerstyret, – og de

gamle synes jo godt om dem ogsaa.

   Men jeg har hört en fugl synge

om at De Hr. Múnthe skal danne

en úndtagelse, – at De for exempel

ikke tror paa Grandes ”genialitet”

(ja jeg har det bare fra en mand og det skal

ikke komme videre fra mig) – men det

vilde glæde alle os förstenævnte

malere, om saa var tilfældet; –

thi vi gaar med fölelsen af, at der

venter os en úbehagelig overraskelse

til vaaren, – hvis den gamle haandt-

værker (han er nemlig egentlig skomager)

skúlde faa statens stipendiúm i aar,

noget som vistnok ikke er úmuligt

únder de núværende omstændigheder.

Jeg vilde helst önske at Svarstad,

Wigdehl, Frost eller Laúreng fik

statens stipendiúm i aar – ja jeg vilde

selvfölgelig gjerne önske, at jeg selv

fik det; men det har jeg vel ingen

údsigt til; thi jeg har hverken sögt

det eller Houens legat paa flere aar

 – og der blir jo taget hensyn til

hvorlænge man har sögt – har 

jeg nylig hört sige. Hvad angaar

Hoúens legat, synes jeg at det

ikke kunde være úddelt retfærdigere

end det blev ved at gives til Svarstad.

Jeg havde tænkt, at jeg skúlde 

faaet Thaúlow prisen for flere aar

siden, men kúnde ikke faa den, da

”Pudretten” har opsat den meningslöse

bestemmelse, at de, som har solgt til

galleriet ikke kan faa Thaúlowprisen.

Tiltrods for, at jeg er en af de yngste

af de ”únge”, skal jeg ikke kúnne reg-

nes blandt de ”únge” længer, fordi

galleriet kjöbte hint billede af mig

– det er nemlig kún for de ”únge”

Thaúlowprisen var bestemt – siger de

og naar man har faaet i galleriet

er man plúdselig bleven gammel.

Nú i höst blev jeg lei af ad vente

paa at faa Thaúlowprisen, som flere af

Púdrettens medlemmer havde sagt, jeg

búrde havt for flere aar siden, de

sagde engang, at det var úretfærdigt, at

jeg ikke hadde faaet den förste aaret, –

og nú siden har jeg ventet, at de vilde 

give mig den af naade hver höst, men hvergang

er jeg blit skuffet. Saa blev jeg som

sagt lei af at vente og skrev til

Thaúlow og spúrgte, om jeg ikke kúnde

faa den iaar. Thaúlow skrev tilbage

et par dage för han döde og sagde,

at han særlig önskede, at jeg maatte

faa den, og at han allerede havde

skrevet og gjort foranstaltninger

til, at jeg skúlde faa den. Han havde

da nettop seet mine ting paa Charlot-

tenborg údstillingen. Han siger om disse:

”Deres Udstilling i Kjöbenhavn var

údmærket og interreserede mig i höi

Grad. – Jeg holder Dem og Solberg

for de Betydeligste af vore Unge.”

Men man skal ikke úndres over, at ”Pud-

retten” helst gav den Thaúlowprisen til en af sine egne.

I det jeg atter takker Dem for Deres venlighed

at indbyde mig til deltagelse i Venedigúdstil-

lingen, skal ogsaa bede Dem úndskylde

mig dette brev, som blev længere end jeg tænkte.

Min bedste hilsen. Deres hengivne

Nikolai Astrup

Konvolutt, framside:

Til

Maleren Hr. Gerhard Múnthe

Lysaker

Kristiania

Translation

29.1.07

Dear Mr. Múnthe

Thank you for Your letter, which I unfortunately

returned home too late to be able

to respond to in time. – It is obviously

too late now to submit any pictures;

for although I have a few that are

completed, they need to be treated with

a little varnish at least, and it would take 

a few days time, before they are dry; in addition

a package would take up to 10 days and

a letter about 8 days from here to Christiania

now during winter, – so in any case 

it would be too late now. –

As mentioned I was not at home when

Your letter arrived here – I have in the past few

years suffered from tuberculosis; but 

have recently been in much better health

and have had the greatest desire to work; yet

I was not able to paint due to

my poor economic situa-

tion and incessant debt demands, which

I [am] forced to pay – as my penniless

father would otherwise feel obliged

to pay them. These and a number of

artistic worries (I have neglected

so much during my illness) took such a toll

on my humour, that I feared that I would

suffer a relapse of pulmonary illness

and so I fled my New Year’s bills

and such and took a trip to visit an 

old friend – and when I returned just now

to my consternation new bills awaited

me – together with Your letter, - but likewise

also a money order from an anonymous

“artist friend”, who had submitted 200 kroner to

Werenskiold “for a young artist,

who deserves assistance” – and Werenskiold

sent them to me. It was quite

a pleasant surprise for me – both 

the recognition – and the fact that I can pay

my debts and even have something left over

– I had just attempted to borrow

from every possible source. –

But it was Your letter I intended to answer.

Even if it had not been too late now

to submit pictures, – I believe nevertheless;

that I would not have dared to send

anything to this exhibition, which You are so

gracious to invite me to participate

in; – for in this case it is important that the pic-

tures are particularly good, - that they are a selection

of one’s best works; – but you see I have this particular

failing, I never know whether my pictures

are good or not, until they have stood their

ground at an exhibition; for the pictures

that I like the best in advance,

I hear bad things about when they are

included in an exhibition – and the reverse, I am

surprised when pictures that I am not

completely satisfied with attain the best

criticism – indeed with all due respect to E.P.

(whom I beg You not to relate this to), I

believe in fact that it was one of my

worst pictures that he selected and which

was later included in the gallery; and I even asked

him, not to include it in the

gallery despite E. Peterssens gener-

ous offer to hand over the advance to

me – it was not until I received

Your letter, in which You asked me to

permit the sale, – that I gave in;

for I was so pleasantly surprised

by recognition from You of all people.

Kittelsen and You are the painters that I

have always admired most among Norwegian 

painters. I had in addition another

reason to be happy about Your letter.

  I have met You in person one

II

single time – I was 19 years old then

and had never owned a brush – 

and yet it was a painter I wished to be – I

had set my mind on it from the time I 

was a little boy, despite the fact that I

never had the opportunity to try 

my hand at anything of the kind. So I

spoke to You about it and showed You

some drawings, – I can still remember 

every word of Yours – It was the

bloodiest rebuke that You

could leniently convey to me. – I 

was completely destroyed; – for it

was precisely Your judgement, that I 

set my hopes on – I was nearly in tears

and You understood it seems; for You said,

as we parted, “Well you can make

something of yourself, if only You find

Your own [mode of expression].” – Yet it took a 

while before the defiance in me increased,

so that I desired to become a painter again.

                - - -

In the meantime it pains me

to learn, that my miserable 

frames have spoiled the

Norwegian exhibition at Charlottenbúrg;

but I might have thought that the owners of

the paintings would have provided the pictures with

better frames – it was not out of

quirkiness, eccentricity or the likes 

that I had ugly frames on my

things; but that time I had my 

exhibition, – I was so devoid of

funds, when I was living there in Kristiania

and could not mount an exhibition 

due to the lack of frames, – I sought

in every way possible to get work and

in the end had to paint backgrounds for

photographers and retouch plates and the like

and in my spare time I made

my frames myself. – It was during the 

toughest winter evenings – I was starving and froze

– and slept in a studio without a bed

and was in a bloody bad way.

I had rich relatives, whom I asked

if I could borrow money for frames

but I was refused; – I had no choice

then but to buy wood moulding, 

a plane, etc. with my bitterly-earned 

photographer’s money and splice together

some frames, as best as I could

make them, – I strived arduously 

with them at least. Blomqúist would 

not give me credit for the frames – 

Yes they did not even wish to hang 

my pictures – it was by a hair

that I was permitted to exhibit there on the condition,

that I settled for a particular 

narrow space (which was available anyway),

and that I came and hung my pictures

myself early in the morning, so that he

the mounting would be finished by 

9 o’clock, and he could avoid

closing the exhibition for one moment. And

afterwards he came and upbraided me,

because I had not decided with him

what prices I wished to put on the paintings, 

“for had he known that this and

that picture would sell so cheaply, he 

would of course have bought them himself and

given them a higher price, than what

I had put on them” – this was after

those very same pictures had been sold on 

the morning of the first day – the same day

in the morning, when he walked past and watched as I

hung them, he had merely sneered at

the pictures. – Since a number of my

pictures had been sold, and I asked

him for money so that I could pay my

debt to the art supplies merchant, he would

III

not give me any using the 

excuse that the buyers had not

paid in advance, so I could

not receive payment before he had got the money

from the buyers.

I have so much against that man,

that I shall never take frames to

him, – I shall in the worst case rather

give my pictures away in order to put

frames on them.

  I have planned for a long time to write to

You to ask You about something; –

but I have been afraid that

it might sound like an imposi-

tion, – should You feel that it is, I would 

ask You to forgive me, since I am

not in advance familiar with the nature of

the work.

I have been thinking that, if You will

be executing the monumental job of

restoring Haakonshallen, – you might

have use for decorative painters 

for certain parts of the job that

require mere craftsmanship; – now I 

have painted a few walls and such;

but I obviously cannot enter into 

any competition with craftsmen,

when it comes to experience – but on the

other hand, almost all of these decorative

painters have the strange habit

of ruining and spoiling nearly

all the colours that they come in contact 

with – so I believe one thing might

compensate for the other – in other words, 

I wished to ask You if You might

not try me, if You could make use of

me together with other decorative

painters – I believe You will find in

me a worker with the greatest

interest in and understanding for Your art.

In the dispute regarding Your art that has been  

carried on in Bergen’s newspapers, I too 

have participated, and filled that infernal

“Bergens Aftenblad’s” front page with

articles opposing Mr. B. J., who is determined

to make it his life task to oppose

Your art inside [the boundaries of] Bergen

– he has in fact also made it his business 

to incessantly oppose all new art

that might makes its way to Bergen – and since 

he is on Aftenbladet’s editorial staff,

he has free rein to carry on his deri-

sion of all good art; – the young

Norwegian painters might as well refrain

from exhibiting in Bergen, as long as B.J.

sits at a desk in Aftenbladet and Asor Hansen

in the art association; since they will in any

case not sell anything there, if they 

are good artists, mind you – and I believe

we have quite a few good painters

also among the youngest; – painters

such as: Svarstad, Laúreng, Wigdehl,

Robert Vik, Tönnesen, Elmholdt,

Thorsteinson, Frost, Folkestad, Nils Dahl,

Sigmúnd Sinding, Cecilie Dahl, Thygesen,

Onsager, Lars Eriksen, Sverre Knúdsen and

Astrúp – in my opinion we are all

quite good painters – at least in 

comparison to the clique, which Laúreng

quite characteristically has called “Poudrette”

This clique is far too numerous for me to 

name all of them – the most important are: Grande,

Ødegaard, Haldorsen, Lars Larsen,

Brynjúld Larsen, Nilsen, Engebrigtsen,

Pettersen, Hjorth, Kristian Haúg, Deberitz,

Jacob Sann, Sandberg etc. Yet this 

clique I fear will attain all the influence

one day – these mediocre paint-

ers cling together like a flock

of sheep and are always in agreement, while

IIII 

the good painters among the young [generation]

unfortunately cannot stick together

– they are too dissimilar for that, – while it

is precisely the great shared resemblance

which makes it possible for “Poudrette” to keep

so well together – agreement creates strength – unfor-

tunately! – They have already gotten one

of their own onto the board of artists – and the

old [generation] seems to like them as well.

   But a little bird has told me 

that You Mr. Múnthe represent

an exception, – that You for example

do not believe in Grande’s “genius”

(well I have heard it from one man and it shall

not be passed on by me) – but it

would please all of us afore-mentioned

painters, if such were the case; –

for we go about with the feeling that

an unpleasant surprise awaits us

in the spring, – if the old crafts-

man (he is actually a shoemaker)

should win the government grant this year,

which evidently is not impossible

under the present circumstances.

I would really prefer that Svarstad,

Wigdehl, Frost or Laúreng received

the government grant this year – well I would

obviously wish that I myself

received it; but there is little chance 

of that; for I have not applied either for

it or the Houen endowment in several years

 – and consideration is given to 

how long one has applied – as

I have recently heard. With regard to

the Hoúen endowment, I think that it

could not be more completely fair 

than if it ended up being given to Svarstad.

I had thought, that I would

receive the Thaúlow prize several years

ago, but could not receive it, as

“Poudrette” had set up the meaningless

provision, that those who had sold [something] to

the gallery could not receive the Thaúlow prize.

Despite the fact, that I am one of the youngest

of the “young generation”, I shall no longer be 

considered among the “young”, because

the gallery acquired that picture of mine

– for the Thaúlow prize was only meant 

for the “young generation” – they say

– and once one has been included in the gallery

one has suddenly become old.

This past autumn I became tired of waiting

for the Thaúlow prize, which several of

Poúdrette’s members had said, that I

should have got several years ago, they

once said that it was unfair, that

I had not received it the first year,

and now every autumn since I have expected that 

they would give it to me out of compassion, but each time

I have been deluded. And then as mentioned

I became tired of waiting and wrote to

Thaúlow and asked if I could not

receive it this year. Thaúlow wrote back

a few days before his death, and said

that he particularly wished that I should

receive it, and that he had already

written and made arrangements

in order that I should receive it. He had

just seen my things at the Charlot-

tenborg exhibition. About these he says:

“You exhibition in Copenhagen was

excellent and interested me 

Greatly. – I consider You and Solberg

as the most Significant among our Young [painters].”

Yet one should not be amazed, that “Pou-

drette” would prefer to give it the Thaúlow prize to one of their own.

As I once again thank You for Your generosity

in inviting me to participate in the Venice exhibi-

tion, I would also ask You to forgive

this letter, which became longer than I had planned.

My best greetings. Your devoted

Nikolai Astrup

Envelope, front:

To

The painter Mr. Gerhard Múnthe

Lysaker

Kristiania