Kjære Hr. O. Lie Singdahlsen !

Tak for Deres brev! De kommer rigtig som den

reddende engel til mig i den værste nöd. Vi har

havt en slem tid. Det var i Afrika vi var sidst

vi korresponderte. De bad mig skrive, om hvordan

det gik os, – men der kom saa meget i veien. –

Min kone fik altsaa "en liden" paa en privat klinik

dernede og alt gik vel; – men vi blev frygtelig

"optrukne" paa den privatklinikken; – havde vi været

bedre kjendt, kùnde vi gaaet til den offentlige

kvindeklinik, som komùnen har, og da havde det ikke

kostet os mere end en tiendedel. Nù gik rigtignok

franc’s sterkt ned i den tiden, saa vi fik lidet for pengene

men konsùlen ^{i Alger} paa stod at vi kunde spart 1800 Frc. ved 

at gaa til den komùnale födsels klinik, – og hvis vi 

det havde gjort, – vilde jeg ogsaa været sparet for megen

ængstelse nervösitet og meget kav; thi den privat klinik-

ken forsömte at anmelde vor lille gùt til de algierske

myndigheder; – og istedenfor at lade det gaa ùd over kli-

nikken, lod man det gaa ùd over mig; – der blev nedsat

en syvmands domstol og jeg blev dömt til fængsel. –

Disse fængsler dernede er noget ganske andet end de

2

hygieniske norske fængsler, – de er nemlig kryddende

fùlde af arabiske lùs, – de hùser nemlig mest arabere

i sine celler, og disse er derfor rene tortoùrkammere

for en renslig eùropæer, – man kan endog resikere at

faa flektyfùs der eller at blive bidt af giftige ædder-

kopper, hvis bid er dödelige. Det sidste kan man forresten

resikere overalt i Alger; jeg sad en aften paa hybelen hos 

en ùng nordmand, som har boet længere tid i Alger; – i

samtalens löb bleknet han plùdselig og stirret paa væggen,

og der kröb et sligt bæst – stort som en liden barnehaand

Han dræbte straks ædderkoppen, – og da jeg spurgte ham,

hvorfor han blev saa altereret, over at se et sligt lidet

kryp, svarede han, at hvis den var kommen ned i sengen

til ham om natten, vilde den dræbt ham; – araberne er

mere rædd dette kryp end slanger og skorpioner, thi mod 

disse sidste kjender araberne gode modgifte. –

Ja, jeg skùlde altsaa i fængsel – og det værste var, at jeg

maatte gaa og vente i flere dage paa at blive afhentet,

og i mellemtiden havde jeg ikke lov at forlade mit hotel.

Imidlertid fik jeg gjennem konsùlen fat i byens dygtigste 

advokat, – og han fremholdt, at en ùdlænding kunde

ikke kjende de strenge love om öieblikkelig anmeldelse

af nyfödte börn – o.s.v. – og jeg blev frikjendt, – men

der gik jo en god del penge til den historie, – særlig til

advokaten; – men jeg var glad alligevel; thi jeg havde

mere end nok med malariaen, om jeg ikke ogsaa skulde

3

faaet flekktyfùs; – malariaen slog sig nemlig paa mine

asthmatiske lùnger, saa jeg fik frygtelige "sting"; – min

kone fik feber efter barselsengen, og vi hadde begge hver

vòr doktor to gange daglig i længere tid; – det var nogen

usedvanlige flinke doktorer, – men de brùkte rene hestekurer.

Jeg blev stùkket paa hùndrede steder paa bryst og ryg med

en gloende jernsyl (af samme art som man i Norge bruker

til at svie brandornamenter i træ med (et benzin apparat), som

stadig glödet sylen); – det lùgtede stegt menneskekjöd lang

vei, – og saa blev jeg indspröitet i blodaarerne med arsenik,

og blev der daglig taget blodpröver, – men alt dette var 

intet mod det krùmme rör, som blev stukket næsten helt 

ned i lùngen og spröitede en rykende olje ind, – saa jeg

næsten blev kvalt. Efter 14 dages forlöb var jeg i god

bedring, saa kuren hjalp nok noget – men da hændte der

noget, som gjorde, at jeg afbröt kùren; – doktoren brukte at 

desinficere sit krùmme rör i benzinflammen, og en dag

havde han glemt, at lade det ligge til afkjoling en

stùnd – og kjörte det glohedt ned i luftröret, saa jeg blev

saa forbrændt i halsen, at jeg ikke kùnde spise paa flere 

dage. Dette var like efter fængselshistorien; – og lei af disse

eventyr römte jeg fra Alger og doktoren og tog kone og barn

med paa en 50 mils tùr ind i örkenen til en oase, hvor der

bare var arabere, – der havde vi det herligt ùnder de höie 

glindsende palmer, – hvor jorden var sort af skygge spættet

med hvidblaat og hvidrödt fra blomstrende mandeltrær og

andre blomsterbùske. Det er et uforglemmeligt syn – at staa oppe

                                     4

paa taget af et höit araberhùs og se ned paa en tætt

palmeskog, som bölger i vinden som et hav eller mere

ligt en byggaker i sommervinden, – det blanke grönne

bröd i mange farver – regnbùeagtigt og dog grönt, alt

eftersom de viftende lange blade skiftet stilling til solen.

Og saa skùmringen, – naar mörket dalet ned mellem palmerne

saa man kùn saavidt skimtet de hvide araberspökelser,

som gled ud og ind i den sorte palmeskogen, hvor der var 

lùnt mellem stammerne i ly af oasens höie mùre (oaserne

er omgivne af mùre for ikke at begraves af flyvesanden) –

og i all denne milde dùft og stille luft hörte man

en stadig "risling" fra oasens kilde og sùs fra palmernes

kroner, som naaede saa höit over mùrene, at vinden ruskede i

dem. Vi var saa gode venner med araberne, som jeg kunde 

tale lidt spansk ^med (der var ogsaa endel ½ og kvart spaniere),

saa at vi endog blev budne i et bryllup til en araber, som

tog sig en 6^te kone til sine 5 andre, og der var meget eien-

dommelig at se der; – men det vilde blive for vidllöftigt

at fortælle om: – (jeg er ogsaa en daarlig fortæller). Jeg fik

i det hele taget seet meget der nede rùndt om i oasen

og paa tùrer rùndt om i örkenen paa dromedarens ryg til ara-

biske helligdommer (Marabout), og jeg vilde havt meget

udbytte af at været der en tid, om vi havde havt raad

til det, – men jeg maatte betale meget til min – forresten præg-

tige – araber chaùfeùr, som jeg ikke tùrde lade reise igjen til

Alger, da jeg ellers kùnde resikere ikke at komme tilbage fra

oasen – mere. Det var forresten en spændende biltùr over

                                                 5

sandrygger og fjeldskrænter (der er nemlig ikke saa lidet fjelder

i örkenen – eller rettere i udkanten af örkenen) der var ikke saa

ensforming, som man kunde tro, i et sligt vegetationslöst landskab,

den graa og röde sand blev af brudt af gulige slukter og röde fjeld,

og dybe styrninger ned i et lavereliggende elvelei, hvor der gik

en blaa elv, – irgrönne kaktùser klorede sig fast langs de bratte

skrænter af morknet fjeld eller sandvægger, – som det saa ud til, at

det stadig "rasede ùd" af, – og om natten lyste det perlemorsag-

tigt fra et snefjeld i nord for örkenen; – det var den farligste

vei jeg nogenside har kjört med bil, men min araberchaùfeùr

(halvspanier) var ikke nervös.

Saa bar det da til Spanien. Det dampskibselskab, som jeg

havde kjöbt billetter hos havde indstillet sine roùter, da der

var forliden trafik, og vi maatte tage med et dyrt engelsk skib.

Der var frygtelig dyrt i Spanien og pengene begyndte at

slippe op, – jeg havde været dùm nok til at veksle alle

penge om i franc’s – og frc. stod lavt i Spanien; – efter

tre ugers ophold der, hvor jeg fik se en masse kunst, reiste vi

til Paris, hvor vi traf alle de ùnge norske malere, som

var meget elskværdige og hyggelige mod os, – vi brùkte

lidet penge der – mest til biler, – thi det var fra det ene

gjæstebùd til det andet, – de vidste ikke hvor godt de

vilde gjöre det for os, – og der var svær stas med lillegutten,

som forresten var svært forvænt fra opholdet blandt araberne,

som rent sloges om at faa bære paa ham – endog gamle hvid-

skjæggne "profeter" eller rabier. Vi maatte opholde os en tid i

Paris, til jeg fik laant os nogen penge fra Bergen, – vi var

næsten blanc, – vi fik lidt fra konsùl Mohr, men det var

ikke mere, end at jeg fik en varm kaape _{og en pariserhat} til min kone for det –

                                                        6

hùn frös nemlig stadig, efterhvert som vi kom nordover, – enda det led

saa langt, at frugttrærene blomstrede i Paris; – og jeg angrer ikke paa,

at jeg kjöbte hende den kaaben, om den end blev dyr; – thi saa har

jeg ikke noget at bebreide mig; – hùn blev nemlig liggende i en slem

gigtfeber straks vi kom hjem i slutten af mai og har ligget

lige til nù; – lillegùtten maatte afvænnes og holdt paa at krepere,

vor tjenestepike blev syk og maatte reise hjem, – vi maatte leie syke-

pleierske og anden leiehjælp, og det er vanskelig nok her, hvor alle

tjenestejenter "skal til byen", – det var ogsaa i den travleste vaarvinne.

En stadig pengemangel – syk kone og seks börn – og en kredit,

som sa stop hos stedets 3 handelsmænd, – det var ikke greit – vi

havde faaet kredit hos handelsmændene, medens vi var borte, og vore

6 börn og to tjenestepiker og dreng og svigermor (som ogsaa ligger syk)

trængte jo ikke saa lidet at leve af, saa gjælden var vokset. – Det 

værste var, at jeg manglede farver endog. – Jeg maatte derfor

begynde med tegnearbeide, – da det kostede mindst i materialer,

men det forslog jo lidet, – min kone skùlde have fersk fisk

stadig, (sa doktoren, som besögte os hver ùke) – vi fik ogsaa stadig

fra Bergen, men ùden penge gik det ikke i længden, – jeg maatte

ligge ùde paa vandet alle nætter og fiske, – men der var daarligt

fiskeveir her i hele sommer, – og saa blev jeg træt om dagene,

feberen hang enda i kroppen og asthmaen kom igjen efter et

aars fravær, – saa det gik sent med tegnearbeidet. Gjælds-

krav paa gjældskrav har stadig strömmet ind over mig, 

saa jeg har været rent fortvivlet, – saa De forstaar, at jeg nù 

blev glad da jeg fik Deres brev; – dette blir jo en god hjælp til

at "starte" igjen; – saa jeg kan faa farver og stikke lidt i de

værste gjælds hùl. Ja ùndskyld mit rodede brev. Jeg haaber vi

træffes en gang i Kristiania og jeg da kunde skaffe Dem noget "paa væggen"

af træsnit og skisser.*

Med bedste hilsen Deres

Nikolai Astrup

* P.S. Kjendte jeg bare Deres smag

skulde jeg straks male noget. D.S.