Sandal 8/6–1921

Hr. O. Lie Singdahlsen

Tak for Deres elskværdige breve! Deres sidste brev fik

jeg nù ved min hjemkomst fra Bergen, hvor jeg har

ligget et par maaneder ùnder lægebehandling.

Deres breve har været mig en kjærkommen tröst – i denne

tid, da jeg har været saa aandelig og legemlig

nedbrùdt efter spanskesygdommen og eftersygdom-

mene. – Jeg er nù kommen mig saavidt, at jeg

tænker paa at forsöke stipendiereisen, – der er jo

endnù vanskelig forholde ude i verden, – men man

kan jo ikke vente paa, at alt skal komme i de

gamle folder. –

Tak for Deres beroligelse overfor stipendiet, – der

er altsaa ogsaa andre – som ùden sygdomsaarsak

har ùdsat stipendiereisen – paa grund af tiderne. –

Tak ogsaa for Deres venlige ord om min kùnst – 

jeg troede nærmest, at jeg var glemt, – jeg har bare

stùderet og "arbeidet paa mig selv" og min egen forbedring

i de senere aar – næsten ikke ùdstillet; – jeg kùnde

nok "slaaet mynt" i denne såkaldte "gode"

tid – ved at lave billeder op igjen af lignende

slags, som de jeg malede i gamle dage; – men

jeg har heldigvis klaret at "forhærde" mig mod

alle de mange "bestillinger" og forespörgsler som 

jeg i denne forgyldte tid har faaet fra alle

slags jobbere – – (de opsökte mig endog, – og

jeg holdt paa at komme i sak med en af dem, 

da jeg – som saa ofte – ödelagde nogen ting, som jeg

ikke var helt fornöiet med, – manden paa-

stod nemlig at jeg havde lovet, at han skulde faa

have den "paa haand", – og at "det blev hans

sak at bedömme om de var gode eller daarlige").

Man blir saa forbandet nervös af sligt – (tilbùd

som man ikke kan modtage) – især naar man

samtidig lever i ökonomiske vanskeligheder med

stor familie.

Jeg blev jo af og til ogsaa nervös overfor stipendiet –

verden er saa fuld af ondskab, – der blev jo 

engang taget fra mig et stipendiùm – ùden grùnd

II

og ùden varsel – medens jeg var i ùdlandet og

saaledes ikke kùnde forsvare mig: en gammel

satyr af en borgermester i Kristiania styrede sti-

pendiet, – og da han fik lyst paa en ùng malers 

pige eller elskerinde, – saa fik han istand en

handel med stipendiet, slig at han fik "laane"

pigen og maleren fik mit stipendiùm –

og jeg fik intet – ja som sagt – ikke engang

en meddelelse om fratagelsen, – saa jeg nær

kùnde sùltet ihjæl der ùde; – jeg manglede

beviser nok mod samme borgermester, – ellers

skulde det blevet ham en dyr pige, – jeg fik

forresten intet vide derom, för lange tider efterpaa

da jeg, ved hjælp af laan kom mig hjem, – da lovede

Werenskiold og Holmboe at reise sak for mig, – men

de var sterkt optagne af en "norsk" ùdstilling i ud-

landet og forsömte den beleilige tid, – hvad Weren-

skjold meget beklagede siden; – forholdene var jo

rent ùmùlige for kunstnerne i den tid.

Men stipendiefratagelsen var ikke det værste, – værre

var det, at man samtidigt udspandt et helt 

ud lögnagtigt rygte om mit "private liv" for

at faa istand en slags grùnd for fratagelsen,

– man havde nemlig faaet rede paa, at jeg sam-

tidig var bleven gift med en pige, der kun var

15 aar gammel – og dette benyttede man sig

af (min kone var fùldt voksen da hùn var 

13 aar – og da hùn var 14 aar blev i forlovede,

uden at jeg paa forhaand kjendte hendes alder; – 

min far som var prest billigede fuldstændig vort

ægteskab efter et aars forlovelse – först 3 aar

efter fik vi vort förste barn).

Slige forùrettelser æter sig jo ind i sjælen paa

en – og ligger der og ùlmer som en glo der

aldrig vil slùkne. – De forstaar af dette

min nervösitet overfor stipendiet; – angaaende

dette Mohrs stipendiùm beroligede imidlertid Deres

brev mig fuldstændig, – jeg forstod, at min sak

nù var i gode hænder. – Jeg maa med skam

bekjende, at jeg ikke havde hört Deres navn

III

nævne för, – men da jeg – straks efter at jeg havde

faaet Deres brev – (det förste), saa Deres navn i en 

bok-katalog, – skrev jeg straks efter "Vildmarken",

jeg vidste ikke da sikkert, om den var af Dem eller

af en slægting kanske af samme navn, men da

jeg læste den kjendte jeg straks igjen Deres "sprog", som

jeg synes maa blive rent "klassisk" i en slig sprog-

forvirringens tid som vor. Her læses kùn "landsmaal"

i skolerne (der skulde vistnok i fölge loven ùndervises

i riksmaal ogsaa – men de fleste lærere tillater sig

at slöife det helt); – jeg later nu mine börn 

öve sig i at læse i Deres bok, der forùten sit mön-

stergyldige sprog er af et sligt dybt indhold, at

voksne tvinges til at tænke – samtidig som at 

börn kan glæde sig over det fantasirike hùmör, – 

det hùmör, som vi vestlændinger beùndrer saa hos 

östlændingen – kanske fordi vi mangler det selv; – 

min far som var östlænding paastod i allefald, at

vestlændingen "aldrig forstod spök", – det er ikke

helt korrekt, – men der kan være noget i det; – 

da mine börn saaledes læste om ekornet, som

sprang saa fort, at dets skygge ikke rigtig kunde

holde fölge med det, – da lo min datter Kari 

og ristet paa hodet: "Nei ditta trùr eg vist

maa være litevætta lögn." Saa levende havde

De fortalt om dyrene, at det altsammen blev 

opfattet som fuldstændige historiske hændelser;

men med hensyn til "skyggen", saa havde

Kari forsökt det samme: – at springe fra den langs

de bratte bakkerne her – og kunde saaledes tale af

erfaring, – spöken forstod hùn altsaa ikke. Hùn havde

ogsaa en indvending mod, at ùlvene kaldte "Graaùlv"

for hùnd, – for hùnde var jo endnù ikke blevne til

dengang, – jeg maatte da forklare hende, at ordet 

"hùnd" var oprindelig ikke navnet paa "dyret" hùnd, –

det var et stygt skjældsord blant ùlvene og

betydde noget lignende som en feig ùsling.

Nei nù plager jeg Dem – Deres sidste brev er jo

IIII

allerede blevet gammelt – (siden det blev liggende

her og ikke blev eftersendt til mig til Bergen).

De maa derfor ùndskylde, at De ikke har

faaet noget svar för; – Jeg kondolerer med den

ùlykkelige ildebrand! – det skulde været mig

en stor glæde, om jeg kunde havt noget maleri

at byde Dem; – jeg har seet over det lille jeg har; –

hvis jeg kunde havt anledning at vise Dem flere

ting, som De kunde valgt imellem, saa havde

det kanske været lettere at finde noget, som

kunde falde i Deres smag. Jeg haaber med tiden

at kunne faa anledning at holde en udstilling

i Kristiania, – og da kunde vi jo se paa tingene

i fællesskab og vælge ud noget. Forelöbig sender

jeg bare et lidet billede. Jeg kan tænke mig at

De kùn kjender min kunst fra de gamle ùngdoms-

billederne, – det er jo billeder, som alle vil have

nù, – men som jeg ikke længer maler. – Disse 

gamle billeder blev jo under jobbetiden solgt af de

oprindelige kjöpere for 10-20 dobbelt af den op-

rindelige pris; – og naar jeg i senere tider har

skùllet sælge noget af mine nyere ting, – 

fik jeg altid höre, at det var ikke "den 

gamle Astrup" – "den rigtige Astrup", – endskjönt ^{selv om}

mine nye ting var meget bedre. – Jeg har jo

som alle ùnge malere stadig forandret min

malemaade, – og jeg er bange for, at om jeg 

nù sendte Dem noget af mine nyere ting,

vilde De mùligens finde dem for bredt

malte eller for "moderne". – De maa ùndskyl-

de, at jeg siger dette, – jeg tager gjerne feil af 

Deres kùnstsyn, – men jeg er saa vant til at

höre lignende ùdtalelser, at jeg er bleven tilböie-

lig til at "skjære alle over en kam".

Med tanken paa dette, fandt jeg nù frem et

lidet gammelt billede fra mine förste

maler-aar, – det er desværre ikke noget

betydeligt kunstværk, – nærmest bare en

"studie"; – men jeg tænkte mig ogsaa dette

V

bare som et midlertidigt bevis for min gode

vilje, – jeg haaber, at jeg senere maa faa an-

ledning at skaffe Dem noget bedre og större.

Det lille billede, som jeg sender, var egentlig

bare en "for-stùdie" til et billede, som jeg engang

havde tænkt at male – det var disse

"förste vaar-fornemmelser", jeg gjerne vilde

forsöke at male; – Vi bor her paa "skygge-

siden" af vandet, – og om vaaren naar solen

endelig efter næsten et halvt aars fravær begyn-

der at nærme sig, – da gaar vi i en stadig

solblændet længsel mod "den andre siden" af

vandet, hvor man allerede længe har levet

i soleventyret over töende bakker og snefjelde,

medens vi paa "denne side" ligger i skyggen hele

dagen – eller kanske alt har faaet et solglytt et

par minùtter om dagen; – da kan vi ofte faa

slig lyst at gaa ned til vandet, hvor der er

lidt bart for sne, og hvor lidt af de solblæn-

dende snefjelde bliver baaret paa vandets

dönninger hen til vore födder ved vor egen

strand, – og vi begynder at ahne, at vi endelig

ogsaa faar ^vaar her paa skyggesiden, – lùften

fyldes ligesom af rakler, – man föler vaaren

komme som gjennem et spindelvæv af

grener, og det begynder at levne selv i fattig

stein og mose, – sevjen strömmer allerede

i de ùnge skùd, – og selv de afhùggede older-

stubber har saft nok til at blöde for sidste gang.

Det var noget lignende som dette, jeg vilde male

den gang, – og jeg gjorde da denne lille studie –

bare et "notat", – kan jeg rettere kalde det, –

det blev jo, som naar en forfatter noterer noget

i sin lille notisebok, – der blir knapt om pladsen

kanske, – saa man senere har vanskeligt for at

læse den sammengnidrede skrift; – dette

blir altsaa, som om De vilde sende mig et

altfor tætskrevet lidet blad af Deres notisebok,

som De nok kunde læse selv – særlig "mellem

linjerne" –, men som jeg ikke vilde kùnne

VI

have den samme glæde af som forfatteren, hos

hvem det fremkaldte en hel og fyldig stemnig

til et færdigt digt, som han allerede havde

inde i sig selv. De maa derfor ùndskylde

mig dette og bare betragte dette "frimærke" som

et forskùd paa et bedre og större billede.

Jeg kunde tænke mig, at De helst vilde havt

et af mine mere "frodige" grönne sommer-

eller vaarlandskaber, – men for öieblikket

har jeg intet af sligt, – det er mest figùrer

og stilleben jeg har studeret i senere tid, men 

jeg skal have Dem i erindring, naar jeg kom-

mer til at male noget lignende, som det gamle. 

Jeg var som sagt et par maaneder i Bergen

og kom da sammen med en sakförer, som 

talte med mig om stipendiet, – han paastod, at

jeg havde ret til at forlange renterne for den

tid, mit stipendiùm havde staaet ùbrùgt; –

jeg har aldrig tænkt at benytte mig af 

nogen eventùel jùridisk ret i saa maade, –

men jeg mener, at ifald jeg har en slig ret,

kùnde De have renterne for den ùleilighed 

De har med at holde extra-regnskab for 

min skyld.

Jeg tænker paa at benytte stipendiet i Spanien

en gang i sommer, hvis jeg blir saa frisk i den

nærmeste fremtid, – vor valùtta staar jo

daarligt i Spanien, – men den blir vel ikke

bedre, – det blir jo vanskeligt for ikke at

sige ùmùligt at klare sig med kone og 5 börn

i Spanien for ca. 250 pr. maaned, – men

min sygdom og dyrtiden har gjort det ùmùligt

for mig at lægge mig noget tilgode, – der vil

heller blive gjæld; – jeg har havt lignende

uheld som De – ikke ildebrand – men jeg 

byggede hùs, ùden at have fùld sikkerhed

paa grùnden – stolede bare paa grùndeierens

VII

ord; – og da hùset var færdigt, – og vi havde

boet der et halvt aar – og med stor bekostning

faaet istand en koselig liden have ved at mùre

sten ùde i vandet og fylde jord paa, – saa

negtede grùndeieren at ùnderskrive kjöbekon-

trakten paa grùnden, – han syntes jeg fik

det for koseligt og troede, han skùlde faa hùsene

ud af mig igjen for ingenting ved at negte

mig grunden; – mine hùse blev næsten værdi-

löse – jeg kunde ikke faa laane mere end

500 kr. paa dem i Banken, – og nù staar de

ùbeboede; – thi jeg orkede i længden ikke

at bo der, siden jeg var bleven saa skammeligt

narret, – grùndeieren gjærdet mig endog inde –

da han ikke kunde faa kjöbe hùsene mine 

for 400 kr. – de havde kostet mig 4000 – han

gjorde regning paa, at jeg skulde maatte flytte

husene væk iallefald, og da havde han de gode 

cementerede kjældere og grùndmùren til selv at

bygge paa; – men jeg skal da heller sprænge

alt i luften med dynamit – för han skal faa det gratis.

De forstaar af dette at _jeg kan föle med Dem – og

forstaa, hvad det vil sige at miste et hjem,

som man har gjort alt for at faa koseligt.

Jeg maatte atter begynde at bygge – og ved hjælp 

af banklaan fik jeg kjöbe en liden öde gaard

hvor ingen andre vilde bo, – og her har jeg i dyr-

tiden maattet bygge og atter bygge, efterhvert

som familien voksede; – jeg sled i förstningen

baade nat og dag med ^at rydde de bratte ùrer om hùsene

for at faa det koseligt – og sled mig næsten ùd; –

men nù har jeg ogsaa faaet det saa koseligt, at

om De vil besöke mig en vaardag, naar frugt-

trær og hægg blomstrer, – saa vil De ikke angre 

det.

Nei, nù har jeg plaget Dem nok. Tror De, jeg

kan faa förste del af stipendiet overfört til en

Bergens bank – Kreditbanken eller Privatbanken?

I Janùar maaned var jeg tænkt at reise til

Spanien, – jeg var daarlig og doktoren troede jeg

vilde have godt af at komme did ned en tur,

VIII

pesetas stod saa lavt i kùrs nogle dage – som

den aldrig har staaet siden krigens begyndelse –

den gik fra 1,14 för jul ned i 71 öre, og havde

jeg da havt pengene disponible i en Bergens-

bank –, havde jeg straks vexlet dem i pesetas, –

men forinden jeg kùnde faa skrevet til Dem,

var kùrsen allerede oppe i 87 og har siden 

været svagt stigende, – saa lavt som i Janùar

kommer den nok aldrig mere, – men kùnde

den komme ned i 80, vil jeg ikke betænke 

mig paa at vexle; – en fætter af mig, som bor 

i Spanien raader mig til at faa vexlet

mest mùligt af stipendiet i Spansk mynt, da

pesetas antagelig vil stige mere end nogen-

sinde tidligere; – jeg vil ikke plage Dem med

at vexle hele stipendiet om i spansk mynt;

men lod det sig ikke ordne slig, at jeg

kùnde faa stipendiet indsat paa en bank, som

kùn ùdbetalte mig saa store terminer ^{(helst halvaarlige)} ad

gangen som stipendiekomiteen fandt rimeligt.

Paa förste termin lovede De, at jeg skulde

faa noget mere, – da der trænges noget til

starten af reisen og saa reisepengene; – dertil

kommer, at der altid gaar mest de förste

maaneder i et fremmed land. – Konsùl Mohr

beklagede, at han havde ladt stipendiekomi-

teen bestemme terminerne, som han fandt 

for smaa ùnder de nùværende forholde, – og han

tilböd mig at lægge til 2000 kr. extra til

starten – men jeg fandt – som en ærekjær mand, –

at jeg ikke kùnde tage imod en slig almisse,

jeg vilde ikke, at han skulde gjöre nogen ùndta-

gelse med mig, – selv om jeg var den förste,

som han tildelte stipendiet; jeg har nok af

fiender blandt de ùnge malere og flere vilde 

jeg faa, hvis noget sligt rygtedes.

Ja nù maa De rigtig ùndskylde mine vidt-

löftigheder, – et par ord fra Dem vilde

glæde mig meget. Med tak og hilsen

                                Deres ærbödige

                                                     Nikolai Astrup

Adr. Sandal i Söndfjord.