Letter

Astrup, Nikolai to Bydal, Trygve
1926-05-20

Transcription:

Turid Hagelsteen

Page

  • 1,
  • 2,
  • 3,
  • 4,
  • 5,
  • 6,
  • 7,
  • 8,
  • 9,
  • 10
Transcription
Translation

Letter

Astrup, Nikolai to Bydal, Trygve
1926-05-20
Brevs.295-66353, Nasjonalbiblioteket

10 Pages

Transcription: Turid Hagelsteen

Transcription

20/5-26

Kjære Bydal!

Tak for dit venlige brev! Jeg troede

næsten dù var bleven fornærmet paa mig

for et eller andet; – jeg sögte at finde ud

grùnden til dette – og din deraffölgende taùs-

hed. Jeg tænkte mig mùligheden af, at

dù fandt den tryk af "Rakler" ("Martzstemning"),

som dù saa hos mig i sommer bedre end den

jeg sendte, – og jeg tænkte jùst paa at skrive

til dig om dette og sige, at jeg naarsomhelst

jeg har et par tryk af dette træsnit, skal dù 

faa have anledning at bytte, (om jeg skùlde lave

et som dù fandt bedre, – jeg varierer jo ofte

motivet lidt, naar der er ting i naturen, jeg

har seet som kommer mig i minde ùnder

trykning – det hænder ofte, at jeg endog skjærer

pladerne om, efterat der bare er trykt et par

exempl. af et træsnit). – En anden "grùnd"

fandt jeg i den mùlighed, at jeg havde sat "værdi"

2

paa pakken; – overfor gode venner pleier man

jo ikke at gjöre det med jùlepresenter, – men jeg

veed hvor ofte julepresenter kommer bort jùst

af den grùnd i juletravelheden, – jeg har rigtig-

nok aldrig mistet noget billede i posten – (deri-

mod et, som var sendt pr. dampskib) – men

min mor sendte engang et teppe, som hùn 

havde vævet til sin söster i Skien til jùlepresent

ùden at opgive nogen værdi paa postkontoret –

(hùn kunde solgt det for 150), og det kom væk 

i posten, og da hùn gjorde postvæsenet ansvar-

lig og forlangte erstatning – saa henviste

postvæsenet til en lovparagraf om, at pakker

uden værdiangivelse erstattes kùn efter raa-

stoffets værdi, – og da pakken kùn veiede ca. 2 kg.

og ùldens pris som raastof var ca. 3 kr. saa fik hùn

altsaa bare 5-6 kr. af postvæsenet. Om jeg nù 

vilde have sendt træsnittet ùden værdiangivelse, og 

det saa var kommet bort, saa havde jeg kùn faaet

papiret erstattet – rigtignok var det af det dyre

japanske – men det blev dog ikke stort over 2 kr. –

                             3

Det var altsaa utelukkende derfor jeg gjorde det, – 

og maa bede dig om undskyldning derfor, men

jeg kommer ligefuldt til at gjöre det oftere

af hensyn til postvæsenets "lovparagraf".

Det var altsaa ikke paa nogen maade gjort for

at gjöre dig "opmærksom" paa værdien; thi den

vidste jeg jo, dù kùnde erfare i Bergens kunst-

handler butikker: – Didr. Andersen – om dù vilde

vide det. – (jeg solgte nemlig samtidig nogle i

Bergen og valgte da ùd dette tryk til dig, fordi jeg

syntes det var bedst, – men jeg indrömmer, at 

jeg selv synes, jeg har havt tryk, som jeg likte bedre

för; – og om det senere skulde træffe – man er jo

ikke altid like heldig, – saa skal jeg varsle dig

forinden jeg sender et sligt tryk, saa vi kan bytte.)

Nù ja alt dette slùdder burde jeg jo ikke

nævnt nù, da jeg fik dit hyggelige brev, som

viser at alle mine tanker i disse retninger var

ùgrùndede. Dù har det selvfölgelig saa travelt,

at private breve maa ùdsættes – og saa har dù

4

det vistnok paa samme maade som jeg – med

at kvie sig for brevskrivning, – jeg kan gaa

maaneder og kvie mig paa at skrive et "fornödent"

brev, og saa, naar jeg begynder paa det, förer pennen

mig med sig i en rastlös rablende hastighed

og snakkesalighed, – indtil jeg tilslut maa

holde op, fordi min skrift blir næsten ulæselig

til slùt. Imidlertid skal jeg pröve at "fatte

mig i korthed" dennegang. Saa maa jeg da först

faa takke dig for heftet "Kunst og kultur," – det

var alligevel interessent at læse – jeg er nemlig

saa lidet interesseret i andres dom om mine

ting – (naar undtages eieren af mit kunstværk), – 

at jeg ikke giddede skaffe mig et exemplar

af "Kùnst og kultùr"; förend jeg fik det fra dig,

endskjönt jeg var vidende om lidt af indholdet

gjennem en bergens avis, hvor en af kunst-

kritikerne var ude og protesterede mod enkelte

af Langgaards udtalelser om mig. Saaledes

prostesterer han mot rigtigheden af Langaards

5

udtalelse: at Astrup "ogsaa paa östlandet vandt et

navn paa jùbilæums utstillingen i 1914" – "det er

ikke rigtigt", siger bergens kritikeren – "det var adskil-

lige aar tidligere". Og han har ret – jeg blev först

kjendt paa östlandet – förend jeg endnù havde

udstillet i Bergen, – det var i 1901 jeg först blev

lagt mærke til paa en vaarutstilling og senere i 1902

og saa ved en större separatùdstilling i 1905 – först

i 1908 udstillede jeg for förste gang i Bergen, – og

da havde jeg alt været med paa flere interna-

tionale udstillinger som yngste medlem af "gruppe 1"

Det var dengang malerne var ordnede i "grùpper", –

og det var da en stor ære at blive valgt ind i

"grùppe 1", som dengang talte henimod 30 af

vore bedste kùnstnere, – men jeg havde ingen

anden fordel deraf, end at jeg blev forfùlgt i

aarevis af misundelige kollegaer.  

Ligeledes gaar bergens kritikeren irette med Langgaard

for hans udtalelse om mig, at jeg "kan glemme kom-

positionen og tilrettelægningen av verket", – dertil

6

svarer bergens kritikeren at tvertimod "Denne maler

overveier nöie, hvad han vil ha frem i billedet,

og hvorledes han vil ha det frem." –

Langgaards udtalelse gjælder mit triste "november-

morgen ùnder Kollen" (udsigten fra indre Sunde

over mod Kjösnes med "Kleivefjeldet" i baggrùnden)

Langgaard mener, at det er en feil at dele billedet

i to lige dele ved vandlinjen i baggrùnden – det 

skulde være en grov kompositionsfeil altsaa, –

men for det förste deler jeg ikke billedet i 2 like 

dele; – thi den nederste del op til vandlinjen staar

i det "gyldne snit" paa fjeldtoppens höide

over billedets fod (eller afskjæring nedentil) – 

og naar jeg valgte en saa vovet komposition som 

at overskjære billedet helt med en vandlinje,

saa var det for endnù mere at faa frem det ly 

trykkende knùgende ved fjeldet og höstmorgenens 

öde og döde stemnig – (den raa og klamme stem-

ning); men de to dele bindes jo sammen ved det

sorte skelet af den döende rogn med de frosne bær,

og dette skulde da helt hindre delene fra at falde

7

fra hinanden; – at ikke en kunstkritikker kan

forstaa en slig komposition er mig uforstaaelig;

den er jo rigtignok ikke "almindelig", – men alle

malere – selv en af mine værste fiender – har 

udtalt sig anerkjendende om den.  

Hvad Langgaard siger om min brùk af sort er 

ogsaa helt feilagtigt, da jeg aldrig har blandet

sort i andre farver end i hvidt og gùlt (som

dæmper) og ellers kun en skjelden gang i kraplak,

sammen med hvidt, – ikke for at dæmpe – men for

at benytte mig af den sorte farves tilböielighed til

at danne violette nùancer sammen med kraplak og

hvidt, – altsaa som farve, – ikke som dæmper.

Jeg eiede i mange aar ikke sort i min malerkasse.

Nei dette blev jo nærmest malerprat.

Angaaende din forespörgsel om et raad med

hensyn til Kjössnesstova, saa talte jeg med

Fond, da jeg fik dit brev i forgaars. – Fond var enig

med mig, at der ingen grùnd var for dig

til at lade handelen gaa om igjen, naar dù intet

8

har hört fra Johannes om saken. Vi tror neppe 

han har nogen "overtroiske" skrùpler – eller at

han "angrer" paa handelen, – det maatte da være

om andre har bùdt ham saa meget mere, hvis 

han kunde faa handelen omigjengjort, – han sidder

jo daarlig i det ökonomisk, – men jeg fik indtryk

af, at han vel var opmærksom paa, at han havde

töiet sig langt – fordi det var Bydal, som han

holdt af – og at han var sig dette bevidst paa

forhaand – för handelen, – og da tror jeg ikke han

kommer med noget andet efterpaa – anderledes

med hans kone Katrine, som nok stadig kanske

tænker paa de skillinger mere, som de kanske

kùnde faaet. Jeg vilde nödig tale med Johannes 

selv om dette (dertil havde jeg jo heller ingen fuld-

magt fra dig), men jeg talte lidt med en af hans

naboer over paa Sùnde, som var enig i min opfatning

af Johannes, at han var sig fuldt bevidst, hvad han

gjorde – paa forhaand, – og han havde kùn talt om

planerne for flytningen. Nù har han ogsaa længst 

revet stova og den er kommen ned til tomten (det

gik nok ikke efter planen med kjöring i hel stand.

9

Dertil var nok terrænet lidt for kùperet. – Jeg 

veed ikke om han er begyndt med bygningen – 

kanske grùndmuren ikke er helt færdig, – vi fik

jo tidlig vinter i höst (den dag dù reiste herfra), 

endnù er her adskillig tæle i jorden, – saa det 

kan hænde dette kan forsinke arbeidet med grund-

mùren, – desùten har Johannes stor gaard og

meget at varetage, og det er jo nù en travel tid

med gjödselen, og den travle vaaronne staar for

dören, – og Johannes maa vel "ökte" sig til dette

arbeide med gjenopbygningen, – men inden

Jonsok er den nok kommen op i fùld stand.

Mit og Fonds raad er derfor: da hùset alt

er revet og nedkjört, saa finder Johannes aldrig

paa at flytte stova op igjen (selv om dù afstod

handelen), – det som skulde frygtes af det "over-

naturlige" er da overstaaet, – lad da bare

som ingenting! – det er nok Kathrina, som staar

bak Vikins brev. – Og vil dù svare Vikin saa

sig, at Johannes har intet skrevet til dig om

dette, og huset er alt kommet paa plads, – saa

10

det er lidt sent at forandre noget paa dette nù.

Dine interesser for dette er selvfölgelig lige store

som en hver andens som muligens kunde være

liebhaber, og i din varetægt blir stova i alle-

fald ikke forsömt med tak etc. – og faa

andre vil vel have interesse af at skaffe saa

meget til et værdigt ùdstyr af stova – som dù.

Og da dù ogsaa har bestemt at grùndeieren skal

have förste ret at löse stova, om dù og dine ikke

vil beholde den, saa kommer den jo ikke paa 

fremmede hænder, som behandler den pietetslöst

ved at opfylde den med moderne möbler e.t.c. – 

Desùten har dù jo ogsaa ùdtalt, at komùnen skal

faa ret at löse stova efter taxt, om dù og dine

opgiver den engang, og grùndeieren ikke vil löse.

Dette og lignende har jeg fremholdt – naar saken

har været bragt paa bane. Jeg mistænkter ikke

Vikin for at have personlige interesser – for andet 

end bevarelsen af et stykke Jölsterkùltur og da

synes jeg han bùrde være trygg i den henseende, naar

dù har stova – dù har "afgjörende interesser" kan dù jo

sige, om han taler med dig. Ja nù faar jeg vente med fort-

sættelsen til næste nr. – Vikin er et godt menneske – lægg ham ikke

hans brev til last. Bedste hilsen til din frù og dig fra Engel og din

N. Astrup

Translation