Aalhùs 30/7 07

     Kjære Krogvig!

Tak for Deres brev. Frost er nylig

afreist herfra. De har formodentlig

allerede truffet ham för De modtager

dette brev. Angaaende de breve, jeg

sendte Dem, kjendte jeg intet til deres

indhold dengang – nù kjender jeg historien

– og jeg troede kun at gjöre vor ven Frost

en liden tjeneste ved at skrive ùdenpaa

til de forskjellige adressater – Frost

havde nemlig mistanke om at alle

hans breve blev aabnede et eller andet

steds ùnderveis – baade de han selv skrev

og de han modtog fra andre. Siden

har han altsaa fortalt mig historien,

men da jeg jo ikke veed, hvormeget

han har fortalt Dem derom, kan jeg jo

ikke beröre den nærmere her. Kùn saa-

meget tör jeg sige, at jeg hidtil har troet

at den var virkelig – det har ikke

för faldt mig ind, at den kanske kùn

existerede i hans egen indbildning – 

nù derimod, da jeg har læst Deres brev

synes dette mig ikke ùtroligt – da

Frost ligesom jeg selv i höi grad lider

af nervösitet, og denne hos ham ofte

her har ytret sig paa den maade, at

han indbilder sig have oplevet historier 

– ja til og med kan referere lange sam-

taler, som aldrig har existeret i virkelig-

heden. – Saaledes sagde han engang til

mig: "Dù hùsker den dagen, jeg blev

ùvenner med din far", – da jeg hertil svare-

de, at jeg ikke kjendte til noget ùven-

skab mellem ham og far, gjengav han

en lang samtale fuld af hidsige ord, som

skulde være forefaldt ved middags bordet 

under et besög i præstegaarden – han gjen-

gav lange sætninger, som jeg skulde have

brùgt til hans forsvar ude ùnder denne

indbildte ordstrid. Jeg kùnde selvfölgelig

bel berolige ham med, at det hele var

en indbildning af ham og da jeg kort

efter var i præstegaarden sammen med

ham, havde jeg god anledning til at

overbevise ham om, hvad han selv

indrömmede: "at hans indbildning havde

spillet ham et pùds". Senere spùrgte 

han mig ofte ùd, om dette eller hint

var virkelig hændt eller kùn var en 

af hans egen hjærne opdigtet historie, og

i de fleste tilfælder var det ogsaa saa.

Saaledes skulde jeg engang have skjældt

ùd den mand, han bor hos, – naar han er her

– denne mand er en af mine bedste 

venner blandt bönderne, og der har aldrig

været et ondt ord os i mellem. Det mær-

keligste ved hans opdigtede historier er den

mængde smaa-detailler, hvormed han gjör

den hele historie höist sandsynlig iallefald

for sig selv – ja jeg begyndte endog engang

tvivle paa min egen hùkommelse, da han

nöiagtig beskrev, hvor denne eller hin stod

og gik klædt o.s v, da han sagde dette 

eller hint; men heldigvis kùnde jeg bevise

ùmùligheden af flere af hans historier slig,

at han selv kom efter, at det kùn var "hjær-

nespind". Han indbildte sig ogsaa at der

havde været folk inde paa hùset, medens han

han var ùde – at hans kùfferter blev op-

brùdte og ùndersögte o.s.v. – han troede

i det hele taget at mange betragtede ham

som en mistænkelig person, hvem lovens haand

hævere holdt öie med – (en slags forfölgelsesmani

allsaa) Alt sammen skriver seg nok först

og fremst fra den sterke nervösitet, som jeg

har erfaring for har kùnnet frembringe

lignende fornemmelser hos mig selv, naar

jeg længe har boet alene – jeg for mit

vedkommende havde dog mere grùnd til slige

fölelser, da jeg maatte lide af brystsygdom

og onde bönders anonyme breve til min

                      II

far, som de ærgrede sig over paa grùnd

hans pietisme og derfor lavede stygge 

og lögnagtige historie om mig for at

gjore ham ondt – jeg har et par 

slige breve liggende – de er saa rafine-

ret onskabsfulde som kùn en ægte vest-

lændings fantasi kan være, ^{Brevskriverne} de vidste

at min far havde hjærtefeil og ikke

taalte sindsbevægelser – og de passede

altid paa at sende disse breve, naar jeg

ikke var hjemme og kùnde dementere

deres lögne – forat gamlingen skulde

blive gaaende nogle dage og "værke" thi

jeg maatte selvfölgelig hjem straks i slige

tilfælder og blev derfor ofte afbrudt i mit

arbeide – Jeg skal for morro skyld give Dem

en liden smagebid paa, hvorledes de kan

være ùdspekùlerede, naar det gjaldt at

skræmme en gammel præstemand – Et brev

begyndte saaledes:

"Hr. Sogneprest Astrup

"Vi har bedet gùd om ^at Sognepresten maa tage dette

stöd som et kors fra herren og at han vil være

al os behjælpelig med at hindre det onde som

nù truer bygden, thi vi kan ikke for vor sam-

vittigheds skyld holde det skjult for sognepresten

hvad vi nù i stor hast har fundet det ret

for gùd at gjöre, for vore börns skyld og for

at redde det som muligens kan reddes af

bygdens ungdom. Vi der selv har börn som er

os anbetroet af gud maa gjöre presten vitterligt

at han holder sine börn inde og passer vel 

paa sine dörrer (döre), da vi har skikket

bùd efter doktor og övrighed da det er vitterligt

og bevist af mange vidner at deres ældste

sönner har besmittet ungdommen her omkring

med veneriske sygdom af den horeri og drukken-

skab som deres ældste sön har lokket ungdom-

men til i prestens egne hùser om söndagen naar de andre

er i kirken. Vi har ogsaa beskikket doktoren og

lensmanden at reise op i prestegaarden at visitere

prestens andre börn som visselig ogsaa er smittede

af den frygtelige sygdom. Lensmanden vil tage

deres ældste sön i forvaring indtil doktoren har

visiteret ham. Herren være os naadig og standse

den frygtelige smitte som fordærver ùngdommen paa

sjæl og legeme o.s v."

For at forstaa, hvor rafineret ondskaben

her var, maa jeg fortælle, at lensmanden

var fars værste ùven og tillige min meden 

medens doktoren med familie var vore bedste 

venner – ligeledes maa jeg tilföie at far

söndagen i forveien havde talt i kirken om

den tiltagende usedelighed i bygden.

Far kunde jo ikke henvende sig til lensmand

eller doktor for at faa vide, om der var

noget sandt i det – jeg var ikke hjem-

me – min bror Peter var heller ikke

tilstede; men det blev da tilslut ham

som kom og bragte gamlingen ùd af sin

ùvished – men brevet havde dog gjort sin 

nytte: – "presten hadde faaet et af sine

hjærtetilfælder". Peter saa selvfölgelig sagen

fra dens komiske side, men jeg var 

rasende og fòr om og tok haandskrifter

af Per og Paal ùden andet resùltat end 

bortkastet tid, nye ùvenner og nye ano-

nyme breve – det ene verreeu end det andet.

Et par er af den beskaffenhed, at jeg vilde 

kvie mig for at gjengive dem til min bedste ven.

Sligt ef er forresten præstebörns sedvanlige 

lod her paa vestlandet – ja kanske alle

steder. I den tid disse breve og lignende

verserede leed jeg ogsaa af en slags indbildt

forfölgelse, og jeg kan derfor godt gjenkjende

symptomerne hos Frost. Jeg vilde ikke sagt

dette om Frost, hvis jeg ikke stolede paa

Deres taùshed, faar han höre noget af dette

igjen, vil han betragte mig som en sladder-

hank – noget han hidtil ikke har haft 

grùnd til – vi har hele tiden været de bedste

venner, og jeg sætter ham meget höit som kunst-

ner. Hvad angaar anden del af Deres 

bev, maa Werenskjolds ùdtalelse om, at jeg

kunde "mestre pennen" være bleven misforstaa-

et. – Werenskjold maa have ment "pennen"

i bogstavelig forstand – da jeg har tegnet endel

med pen – noget som faa af de unge male-

re kan. Skùlde jeg imidlertid komme til at

skrive noget, skal det være mig en for-

nöielse at sende det til Deres avis. I det 

jeg takker Dem for Deres venlige tilbùd, er

          jeg Deres i ærbödighed hengivne Nikolai Astrup