Kjære Holmboe!

Tusind tak for brevet og anbefalingen!

Jeg har saavidt faaet sendt ansögningen

til Danmark, men det er vist meget forsent.

Noget telegram fra Dem har jeg ikke modtaget.

Jeg er fortiden syg – ùndskyld mig derfor min

ùhöflighed, – at jeg ikke har besvaret Deres brev

för. Jeg fik idag ùnderretning fra min mor

om, at De havde skrevet til min far og

spùrgt efter mig – jeg maatte derfor nù tage

mig sammen og forsöge at faa skrevet straks.

Jeg maa ogsaa til min ùndskyldning anföre,

at jeg bor meget afsides, og at al post til

mig sendes hovedveien paa nord siden af

vandet, medens jeg bor paa sydsiden, og jeg faar

derfor oftest breve, som har ligget over 8 dage

her i bygden – (kùn en halv mil fra min

hytte, men det lange vand ligger imellem).

Det er forresten godt for mig nù, medens jeg er

^syg at bo saa afsides og fredeligt – uafhængig af nogen

thi jeg har min egen lille hytte – som jeg selv

eier, den er liden – knapt 4 alen i hver kant,

men saa slipper jeg da at leie hùs hos disse

bönder, hvis störste fornöielse det er at snyde

mig, naar de bare kan komme til – og som skat-

lægger mig som en millionær iaar, fordi jeg havde

et stort stipendiùm i fjor – men saa gjorde jeg

dem ogsaa et fandens pùds i fjor – jeg tog fra

dem den södeste pige i hele bygden – hùn er

en prægtig liden kone, som steller godt for sin

syge ùsling af en mand, der "er til forargelse i

menigheden" fordi han giftede sig med den 15 aarige

jentùngen. Jeg lider heller ingen nöd for tiden; jeg

har en halv ko hængende i kjælderen, og den

varer nok vinteren over – doktoren har ogsaa

været hos mig og tilseet mine tùbercler og

givet mig en sterk medicin, som skal renske

dem ùd – Som De ser, jeg bùrde være tilfreds og

ikke klage, om jeg ikke fik dette stipendiet.

Ja jeg har angret saa paa, at jeg skrev baade til

Dem og Werenskiold om dette skidt-stipendiet – det

var mine slegtninge, som var skyld i det, thi de stak

mig ùafladeligt med dette: at mit "private liv" var

skyld i, at jeg ikke fik stipendiet igjen. Saa blev jeg

ærgerlig og skrev et rasende brev til bestyrelsen for stipendiet

og et lignende til Dem, Werenskiold, Krohg og Eilif Peterssen –

og saa faar jeg nù et svar fra stipendiebestyrelsen "at der

"ikke er forebragt departementet noget rygte om Deres (mit)

private liv, og at departementets indstilling angaaende

uddelingen af stipendierne iaar av grosserer Theodor

Henrichsens legat fölgelig ikke har været paavirket av

noget saadant rygte." Som grùnd for at stipendiet ikke

blev givet mig igjen det andet aar anföres "at det

har været regelen at stipendiet kùn har været

utdelt en gang til samme ansöker." – Hvad skal

jeg tro? Hvem lyver? Mine slegtninge?, som fra

sikker kilde har erfaret, at dette om mit "private liv"

var aarsaken, eller lyver "det kongelige kirke og ùn-

dervisningsdepartement. Jeg er tilböielig til at tro det

sidste; thi en af komiteens medlemmer Egede Nissen har

iallefald hört rygtet om mit private liv, för legatutdelingen

fandt sted; desùden synes det mig allerede at være et

godt tillöb til en lögn, naar de fortæller, "at det har

været regelen at stipendiet kùn har været utdelt en gang

til samme ansöker" – Jeg veed i allefald ikke af, at det tid-

ligere har hændt nogen maler, at han ikke har faaet dette

stipendiùm i 2 aar. – Jeg har hört at Sohlberg gjorde vrövl, fordi

han ikke fik det i 3 aar. I legatets statùter staar der ogsaa

noget om, at legatet kan oppebæres i indtil 3 aar.

Kjære Holmboe, jeg takker Dem tusinde gange for Deres elsk-

værdighed og gode hensigt – men jeg er saa lei af dette stipendiet,

at jeg vil bede Dem om ikke at skrive noget i aviserne om saken.

Werenskiold har givet mig en skrape for mine i ærgrelsen ubetænkte

og dröie ùdtalelser om de ùnge Christianiamalere, og fordi jeg

ikke vil udstille mere i Christiania. Han har natùrligvis ret

og jeg skal gjerne ùdstille i Christiania, hvis jeg blir frisk

igjen – men jeg kan ikke hjælpe for, at jeg har större afsky

for Grande fx., end for mine egne tùbercelbacterier. Jeg har

jo en del gode billeder i Bergen, disse maa jeg forhaa-

bentlig faa anledning at laane ùd igjen for at holde

en ùdstilling i Christiania – men for tiden er jeg for <syg og>

II

træt til at gjöre forespörgsler hos billedernes

eiere desangaaende – saadanne underhandlin-

ger tager altid saa lang tid – en skal have

bryllup eller selskab og vil gjerne have bille-

derne paa sin væg til den og den tid – en anden

skal nettop flytte, en tredie har anskaffet

saa flott ramme paa billedet, at han ikke

kan laane det ùd, uden at jeg först skaffer

en simpel ramme at have paa billedet ùnder

udlaanet o.sv.

Jeg har heller ikke for öieblikket raad til at

faa en större udstilling i stand; thi jeg veed

nù af erfaring, hvad det koster at leie

folk til at reise baade 2 og 3 gange til de

forskjellige eiere, för man endelig kan faa

laane ùd sine billeder – og tilsidst faar man

kanske ikke alligevel laane ùd de vigtigste

billeder, tiltrods for alle sine forespörgsler og

udgifter for disses skyld. – Jeg har netop nù

faaet opfordring fra Christiania kunstforening

om sende ind nogle mindre billeder, som jeg

kunde sælge for 100 kr. men da de skal være

indsendte inden udgangen af november maaned,

og der nù ikke er 14 dage igjen af maaneden,

blir der ikke tid for mig at sende noget.

Jeg kan nemlig ikke faa fat i kasser eller

materialer dertil i en fart, da jeg bor langt

oppe i en trælös fjeldbygd, og der er 4 mil

til nærmeste dampskibsstoppested.

Men jeg blir vel nödt at forsöge at faa

istand en udstilling i Christiania engang i

febrùar eller martz, hvis jeg vil gjöre mig

noget haab, om at faa statens stipen-

diùm til næste aar – forresten veed jeg ikke,

om det er ledigt til vaaren – saa vidt

jeg veed har Ødegaard det i aar, og han skal

vel ogsaa have det til næste aar; ogsaa

thi det var vel det förste aaret, han hav-

de det i aar – i saa fald vil jeg for alt i

verden ikke söge det i aar til vaaren,

thi jeg vil ikke gaa i veien for en kolega,

selv om han som Ødegaard hörer til den

anden leir. Han er forresten den bedste

inden den klik "Pudretten", hvis hoved er

Ødegaard og hvis hale er Grande." Ingen

af denne "Pudretten" har dog gjort mig

personlig nogen fortræd – det har folk

gjort, som har staaet mig meget nær-

mere. Hvis ikke Svarstad har noget

stipendiùm, er det jo mere end rimeligt,

at han maa have Statens stipendiùm,

hvis det blir ledigt til vaaren – han er

jo den bedste blandt de ùnge. Werenskiold

holder ham ogsaa frem for mig som

et exempel paa, at jeg tager feil af de

unge Kristianiamalere – men det behö-

ver han ikke at gjöre; thi jeg var den förste

af de "ùnge" som anerkjendte Svarstad som

den betydeligste blandt de "ùnge", og jeg fik

dengang megen modsigelse – jeg husker, at

jeg for mange aar siden blev spurgt af

Christian Krohg om, hvem jeg ansaa som

den bedste blandt de ùnge norske malerne,

og jeg svarede da ùden betænkning – "Det

er Svarstad!" Krohg havde aldrig hört

navnet og var meget skeptisk – men

han lovede dog, han vilde mærke sig

navnet til senere – og nù er der vel

ingen norsk maler, hvem Krohg sætter

höiere end Svarstad. Forresten er der en

af de aller yngste som jeg sætter næsten

lige höit – ja jeg venter modsigelse – men vi

skal se – det er W. Frost, han kan male en

stemning lige saa raat som Brùno Liljefors eller som

Deres blodige isbjörne, som jeg skùlde havt stor

interesse af at faa seet efter den beskrivelse, en

bror af mig har givet mig af samme.

Med tak for Deres venlighed og med undskyld-

ning for dette rodede brev er jeg Deres

hegivne

Nikolai Astrup

Adr. Myklebust – Sandal

Söndfjord