Kjære frk. Abrahamsen!

Ja, jeg har egentlig intet at skrive om;

men da det er söndag, og jeg intet andet

har at bestille, kan jeg ligesaagodt

skrive lidt. Her er ikke fùldt saa

trist nù her som for en tid siden –

en ùng maler Aavang fra Bergen bor

fortiden hos mig – Han er meget be-

gavet synes jeg – han kommer til at

gjöre noget her fra vestlandet. De

taler om en ùng maler Nilsen fra Nord-

land og spörger, om jeg kjender ham. Jo-

da jeg kjender ham – en slig tro paa alt

i den fyren, en optimist – saahvidt jeg

forstod – begavet ogsaa. Her er fùld

vaar; men jeg er ikke istand til at ma-

le – det er ren fortvivlelse at se

alting staa saa vakkert og ikke kùnde

gjöre noget. Jeg har havt brevkort

fra Wik og Svarstad – de er, som De

naturligvis veed, i ùdlandet – först i

England – siden i Paris. De var be-

geistrede over engelsk kùnst.

Tak for den lille stjerneblomsten,

jeg hùsker godt dengang, vi

spadserede oppe i Vestre Aker og

saa paa alt, som grodde i leir-

bakkerne langs en liden bæk.

Her vokser ingen slige stjerner, men

her er vakkert nù, naar aftenen og

natten kommer, og de hvide sne-

flekker i fjeldene begynder at

lyse, og vandet ligger stille og

lyst af all den smeltende sne

rent melkeblaat – opalblaat.

Wigdehl har jeg havt brev fra

nylig – han er ùviss, om han

skal komme til Jölster, eller

om han skal reise til Nordland

i sommer, – jeg skùlde ogsaa

have lyst at tage mig en tùr

til Nordland i sommer, hvis

jeg blev saa frisk, men des-

værre, jeg bliver nok siddende

fast her. Tranaas ligger i För-

de – 3 mil herfra – og maler

og skriver böger – jeg tror han

kommer til at gjöre noget med

tiden – jeg forstaar ikke den anti-

pathi, som er mod ham i Kristi-

ania – Jeg synes han maler

godt – Jeg saa en katalog

over den store aarlige ùdstilling

i Rom og der var Thranaas rigt

representeret – ja hans billeder

var endog reprodùctseret i kata-

logen, og en hel spalte handlede

om ham (paa italiensk, som jeg

ikke forstod selvfölgelig).

I Kristiania er man jo mærkelig

afhængig af moden i kùnst, og

i Bergen forstaar man overhovedet

ikke nogen kùnst. Blir jeg frisk

vil jeg se til at komme mig væk

fra dette land saa snart som

mùligt. Jeg vilde helst komme

mig en tùr til Italien; – men det

er ùmùligt at faa mig saa

megen mynt. Kùnde man

först komme ind i forholdene,

tror jeg nok man kùnde leve af

sin kùnst i ùdlandet. Her er

det iallefald aldeles ùmùligt.

Nù maa De snart skrive og fortæl

le mig lidt fra Kristiania. Jeg

har forelöbig intet at skrive om,

men saasnart, jeg begynder at

arbeide, skal De höre fra mig.

  Deres hengivne Astrup