Kjære frk. Abrahamsen

  Jeg fik nettop Deres brev nù, og for

ikke at lade Dem vente et halvt

aar eller et helt kanske för jeg svarer,

saa er det bedst jeg forsöger med en gang

at skrive. Jeg er jùst ikke i hùmör

til at skrive – her er koldt som ved

nordpolen og næsten ^lige dödt baade i mig og

om mig. Jeg sad nettop og strævede

med at faa kogt mig en kop kaffe

ved hjælp af noget elendigt birkeris, da

posten kom; thi her er mærkværdig nok

posthus her, postskydsen havde havt

et elendigt före og kjört flere timer

med tom sæk; thi naar den endelig en-

gang naar hid ùdenfor folkeskikken, saa er

der lidet eller intet igjen i sækken.

Denne gang indeholdt den kùn Deres brev

og et "aviseblad". Her bor jeg paa posthù-

set; fortiden det eneste skikkelige hùs

paa stedet. Her er ingen, som kan stelle 

for mig, og jeg maa være min egen tjener

i alt, saa næsten hele dagen ^gaar med til

det hùslige stræv. Jeg har længtet saa

længe efter at komme bort fra folk og

faa være i fred, og nù har jeg da endelig

opnaaet det; men tror De det hjælper

en til at blive klarere over sig selv –

aa langt fra, – hele ens person gaar

op i tusinde smaating og stræv, om man

ikke vil fryse eller sùlte i hjæl og

freden – ja den skal man tale saa smaat

om – faa mennesker findes her paa stedet,

men de faa, som findes er desto mere

pratsomme og nysgjerrige, naar der dùm-

per en fremmed ned i blandt dem. De

staar over mig saa jeg knapt turde skrive

dette, om jeg ikke ikke vidste, at de ikke

kan læse et ord af, hvad jeg skriver. Og saa

gjör disse faa mennesker det næsten

endnùmere öde her, ligesom en to tre

store stener anl öger det öde paa fjeld-

vidden. Naar jeg nù ser over vandet og

ser præstegaarden, mit gamle hjem som

en liden hùsklynge, hvoraf jeg knapt kan

sjelne hvert hùs, saa forekommer den mig

rent som en liden landsby der borte

mellem fjeldene – ja rent som en stor-

by med sit pùlserende liv og sit sodoma

  Og jeg kjender alle de rænker, som der

spindes, alle de tanker som der tænkes og

all den sladder som der föres – jeg kjender

hvert menneske derborte ind og ùd, saa jeg rent

föler væmmelse ved at være derborte længer.

Men at ligge saadan lidt paa afstand, saa

man selv er sikker; og saa holde öie med dem

anbringe et lidet giftpulver hist og her

til gjengjæld for all den gift de har

spenderet paa mig. Faa en anbragt paa

straf kanske; – thi strafskyldige er de alle.

Det minder mig om, da jeg var smaagùt

og tilbragte mange dage ved en gam-

mel sùmp fùld af ùnderlige dyr, rùm-

petrold, vandkalver og öienstingere – jeg

var frygtelig bange for at komme dem

nær med hænder eller faa dem paa mig,

men det var saa frygteligt morsomt at

iagtage deres liv deres rovlyst og morderiske

anfald paa hinanden – Især var der et

frygteligt ùhyre af en öienstingerlarve,

som rendte efter alle rùmpetroldene, bed

snart en og snart en anden, indtil en fik

hùl paa maven og tarmerne kom ùd, da

styrtede ùhyret sig over den ulykkelige

og lod sig hale rùndt dammen nogle gange

efter rùmpetroldets tarmer –. Jeg havde

sympathi og anthipa antipathi mod

dem og sad altid med en liden pinde

færdig til at forpùrre deres forehavender.

Og naar uhyret var for dovent lokkede jeg

dets rovlyst frem ved at rive hul paa

et rumpetrold, saa det ^ùhyret fik se de hæn-

gende tarmer. Slig er det ogsaa her eller

derborte i gaardens ^hùsene om præstegaarden –

der er mest rùmpetrold, men ogsaa et par

rovdyr, som jeg næsten elsker, og ^jeg söger en-

hver leilighed til at hjælpe dem med at

faa kaste sig over rùmpetroldene. Men hæn-

der det, at et rovdyr söger at skade et

ander rovdyr, da blir jeg trist, thi alle

rovdyr skulde holde af hinande, ja de

er pligtige til at taale alt af hinanden;

II

alle virkelige kunstnere er rovdyr, de

skùlde derfor mest mùlig söge at fordele

sig udover fangstfeltene, aldrig gaa i veien

for hinanden, altid have sympathi for hin-

anden – ja om mùligt hjælpe hinanden; thi

rotterne söger at ringe katten nù for tiden.

De slaar sig sammen i tusinders i klùmper

da er deres frygt borte, og side om side stoler

den ene paa den anden og föler sig tryg; og hva

kan da staa sig mod en slig sammenhængende

masse. Kunsten skal dræbes nù – det er mit

indtryk af de sparsomme notiser, jeg ser i aviserne

Munthes decorering af Hokonshallen maa

selvfölgelig forbydes, – ja jeg vil ikke spen-

dere mit frosne blæk paa de övrige ting.

Dog en glædelig ting fik jeg höre – det

glædeligste jeg har hört i dette begiven-

hedsrige aar – Svarstad har faaet Houen's

legat!! Aa De tror ikke hvor glad

jeg blrev – Af alt, hvad jeg saa af

de ùnge i a vaar i Xania, var der

intet, som gjorde sligt indtryk paa

mig som Svarstads ùdstilling; jeg traf

Chr. Krohg i Bergen. – Han beklagede

sig over de ùnge kunstnere i landet – Der

var ingen nævneværdige ùden Krohgs store

geni Thornam, hvis store store Kristùs-

hode nettop var ùdstillet i Bergen dengang,

det var i slutten af october. Det var det

eneste nye og orginale, han havde seet af

de ùnge, Krohgs begeistring for Thornam

kjendte ingen grændser, jeg synes om

jeg ikke mindes feil, at have seet et

lignende kolosalhoved af samme torne-

kronede mand i luther stiftelsens boghandel

eller en lignende gùdelig indretning for ikke

at tale om, at her reiser i dusinvis af

lægprædikanter med laterna magicaer

og fremviser nogen skræmmelig store

kristùshoveder – saa vi skal tale saa

smaat om det orginale ved ideen.

Jeg sagde da til Krohg, at vi havde

i det mindste en stor kùnstner bland

blandt de ùnge, jeg nævnte

da Svarstad, som jeg ansaa for den störste.

Krohg havde ikke den ære at have hört

hans navn nævne, jeg mente, han

burde se til at stifte bekjendtskab med

Svarstads kunst, för han gjorde sig nogen

mening om den yngste kùnst i lan-

det. Forreste sagde jeg, at jeg skùlde

paatage mig at vise ham god kunst

endogsaa i Bergen af de yngste; og saa

fik jeg tag i den ùnge maler Aavang

som jeg har ùmaadelig stor tro paa

og mærkelig nok indrömmede Krohg

at Aavangs begavelse og sluttede för

vi skiltes med den bemærkning; at vi

have vist mange ùnge begavede malere

i Norge fortiden. Forresten skiltes

vi nærmest som ùvenner; – baade Krohg

og jeg havde forandret vore anskùelser,

siden vi skiltes i Paris – vi var ùenige

i alt næsten – men det er jo rimelig:

ùnge og gamle kan aldrig ret forstaa

hinanden, sjönt Krohg er den af de

gamle, man bedst kan tale med – jeg

beùndrer ham trods alt det, vi var i

disens om. Det gaar an at mod sige

ham, det kan man ikke ligeoverfor

de andre. Jeg er spændt paa at höre

hvor det gaar med Wigdehl. – Haaber

rigtig, det maa gaa ham godt. – Mellem

os sagt er jeg bange han ikke kommer stort

længer, men saa har han gjort noget og havt

en umaadelig hurtig ùdvikling. Det var sörge-

lig, at Frù Jacobsen var saa syg, – jeg har

desværre ikke skrevet paa længe til hende

jeg ventede paa brev thi jeg vidste ikke at

hùn var saa syg – aa den kjære snille

frù Jacobsen – jeg har altid været mere

glad i hende end i mine forældre –

hun kùnde da tildels forstaa os ùnge,

om hùn end vilde raade os vel meget.

Hvor ùdmærket De siger det om Henrik

Wergelands allè, jeg troede ikke det sted var

Dem saa kjært – mig har det altid været

som et sted hvor jeg engang har drömt noget

vakkert, og jeg længes ofte ùmaadelig efter

at se det igjen – birken ^birketrærne ude i alleen som

jeg kjender saa vel og de æld gamle syrin

buske – nei det er sandt de var jo hug-

get ned, da jeg ifjor saa stedet igjen.

Hvor enhver forandring i et kjært sted er

saar. Det gamle gjærde i bag gaarden

var ogsaa vække. Nei nu er jeg kommen

væk fra alt – jeg gaar ligesom og venter

paa en ny tid, som skal give mig noget

men den kommer vist aldrig för det

er forsent. Jeg er ikke frisk, bùrde reise

paa et sanatoriùm. Lev vel Deres hengivne Astrup