Letter
8 Pages
Transcription: Turid Hagelsteen
Transcription
Kjære frk. Abrahamsen
Jeg fik nettop Deres brev nù, og for
ikke at lade Dem vente et halvt
aar eller et helt kanske för jeg svarer,
saa er det bedst jeg forsöger med en gang
at skrive. Jeg er jùst ikke i hùmör
til at skrive – her er koldt som ved
nordpolen og næsten lige dödt baade i mig og
om mig. Jeg sad nettop og strævede
med at faa kogt mig en kop kaffe
ved hjælp af noget elendigt birkeris, da
posten kom; thi her er mærkværdig nok
posthus her, postskydsen havde havt
et elendigt före og kjört flere timer
med tom sæk; thi naar den endelig en-
gang naar hid ùdenfor folkeskikken, saa er
der lidet eller intet igjen i sækken.
Denne gang indeholdt den kùn Deres brev
og et "aviseblad". Her bor jeg paa posthù-
set; fortiden det eneste skikkelige hùs
paa stedet. Her er ingen, som kan stelle
for mig, og jeg maa være min egen tjener
i alt, saa næsten hele dagen gaar med til
det hùslige stræv. Jeg har længtet saa
længe efter at komme bort fra folk og
faa være i fred, og nù har jeg da endelig
opnaaet det; men tror De det hjælper
en til at blive klarere over sig selv –
aa langt fra, – hele ens person gaar
op i tusinde smaating og stræv, om man
ikke vil fryse eller sùlte i hjæl og
freden – ja den skal man tale saa smaat
om – faa mennesker findes her paa stedet,
men de faa, som findes er desto mere
pratsomme og nysgjerrige, naar der dùm-
per en fremmed ned i blandt dem. De
staar over mig saa jeg knapt turde skrive
dette, om jeg ikke ikke vidste, at de ikke
kan læse et ord af, hvad jeg skriver. Og saa
gjör disse faa mennesker det næsten
endnùmere öde her, ligesom en to tre
store stener anl öger det öde paa fjeld-
vidden. Naar jeg nù ser over vandet og
ser præstegaarden, mit gamle hjem som
en liden hùsklynge, hvoraf jeg knapt kan
sjelne hvert hùs, saa forekommer den mig
rent som en liden landsby der borte
mellem fjeldene – ja rent som en stor-
by med sit pùlserende liv og sit sodoma
Og jeg kjender alle de rænker, som der
spindes, alle de tanker som der tænkes og
all den sladder som der föres – jeg kjender
hvert menneske derborte ind og ùd, saa jeg rent
föler væmmelse ved at være derborte længer.
Men at ligge saadan lidt paa afstand, saa
man selv er sikker; og saa holde öie med dem
anbringe et lidet giftpulver hist og her
til gjengjæld for all den gift de har
spenderet paa mig. Faa en anbragt paa
straf kanske; – thi strafskyldige er de alle.
Det minder mig om, da jeg var smaagùt
og tilbragte mange dage ved en gam-
mel sùmp fùld af ùnderlige dyr, rùm-
petrold, vandkalver og öienstingere – jeg
var frygtelig bange for at komme dem
nær med hænder eller faa dem paa mig,
men det var saa frygteligt morsomt at
iagtage deres liv deres rovlyst og morderiske
anfald paa hinanden – Især var der et
frygteligt ùhyre af en öienstingerlarve,
som rendte efter alle rùmpetroldene, bed
snart en og snart en anden, indtil en fik
hùl paa maven og tarmerne kom ùd, da
styrtede ùhyret sig over den ulykkelige
og lod sig hale rùndt dammen nogle gange
efter rùmpetroldets tarmer –. Jeg havde
sympathi og anthipa antipathi mod
dem og sad altid med en liden pinde
færdig til at forpùrre deres forehavender.
Og naar uhyret var for dovent lokkede jeg
dets rovlyst frem ved at rive hul paa
et rumpetrold, saa det ùhyret fik se de hæn-
gende tarmer. Slig er det ogsaa her eller
derborte i gaardens hùsene om præstegaarden –
der er mest rùmpetrold, men ogsaa et par
rovdyr, som jeg næsten elsker, og jeg söger en-
hver leilighed til at hjælpe dem med at
faa kaste sig over rùmpetroldene. Men hæn-
der det, at et rovdyr söger at skade et
ander rovdyr, da blir jeg trist, thi alle
rovdyr skulde holde af hinande, ja de
er pligtige til at taale alt af hinanden;
II
alle virkelige kunstnere er rovdyr, de
skùlde derfor mest mùlig söge at fordele
sig udover fangstfeltene, aldrig gaa i veien
for hinanden, altid have sympathi for hin-
anden – ja om mùligt hjælpe hinanden; thi
rotterne söger at ringe katten nù for tiden.
De slaar sig sammen i tusinders i klùmper
da er deres frygt borte, og side om side stoler
den ene paa den anden og föler sig tryg; og hva
kan da staa sig mod en slig sammenhængende
masse. Kunsten skal dræbes nù – det er mit
indtryk af de sparsomme notiser, jeg ser i aviserne
Munthes decorering af Hokonshallen maa
selvfölgelig forbydes, – ja jeg vil ikke spen-
dere mit frosne blæk paa de övrige ting.
Dog en glædelig ting fik jeg höre – det
glædeligste jeg har hört i dette begiven-
hedsrige aar – Svarstad har faaet Houen's
legat!! Aa De tror ikke hvor glad
jeg blrev – Af alt, hvad jeg saa af
de ùnge i a vaar i Xania, var der
intet, som gjorde sligt indtryk paa
mig som Svarstads ùdstilling; jeg traf
Chr. Krohg i Bergen. – Han beklagede
sig over de ùnge kunstnere i landet – Der
var ingen nævneværdige ùden Krohgs store
geni Thornam, hvis store store Kristùs-
hode nettop var ùdstillet i Bergen dengang,
det var i slutten af october. Det var det
eneste nye og orginale, han havde seet af
de ùnge, Krohgs begeistring for Thornam
kjendte ingen grændser, jeg synes om
jeg ikke mindes feil, at have seet et
lignende kolosalhoved af samme torne-
kronede mand i luther stiftelsens boghandel
eller en lignende gùdelig indretning for ikke
at tale om, at her reiser i dusinvis af
lægprædikanter med laterna magicaer
og fremviser nogen skræmmelig store
kristùshoveder – saa vi skal tale saa
smaat om det orginale ved ideen.
Jeg sagde da til Krohg, at vi havde
i det mindste en stor kùnstner bland
blandt de ùnge, jeg nævnte
da Svarstad, som jeg ansaa for den störste.
Krohg havde ikke den ære at have hört
hans navn nævne, jeg mente, han
burde se til at stifte bekjendtskab med
Svarstads kunst, för han gjorde sig nogen
mening om den yngste kùnst i lan-
det. Forreste sagde jeg, at jeg skùlde
paatage mig at vise ham god kunst
endogsaa i Bergen af de yngste; og saa
fik jeg tag i den ùnge maler Aavang
som jeg har ùmaadelig stor tro paa
og mærkelig nok indrömmede Krohg
at Aavangs begavelse og sluttede för
vi skiltes med den bemærkning; at vi
have vist mange ùnge begavede malere
i Norge fortiden. Forresten skiltes
vi nærmest som ùvenner; – baade Krohg
og jeg havde forandret vore anskùelser,
siden vi skiltes i Paris – vi var ùenige
i alt næsten – men det er jo rimelig:
ùnge og gamle kan aldrig ret forstaa
hinanden, sjönt Krohg er den af de
gamle, man bedst kan tale med – jeg
beùndrer ham trods alt det, vi var i
disens om. Det gaar an at mod sige
ham, det kan man ikke ligeoverfor
de andre. Jeg er spændt paa at höre
hvor det gaar med Wigdehl. – Haaber
rigtig, det maa gaa ham godt. – Mellem
os sagt er jeg bange han ikke kommer stort
længer, men saa har han gjort noget og havt
en umaadelig hurtig ùdvikling. Det var sörge-
lig, at Frù Jacobsen var saa syg, – jeg har
desværre ikke skrevet paa længe til hende
jeg ventede paa brev thi jeg vidste ikke at
hùn var saa syg – aa den kjære snille
frù Jacobsen – jeg har altid været mere
glad i hende end i mine forældre –
hun kùnde da tildels forstaa os ùnge,
om hùn end vilde raade os vel meget.
Hvor ùdmærket De siger det om Henrik
Wergelands allè, jeg troede ikke det sted var
Dem saa kjært – mig har det altid været
som et sted hvor jeg engang har drömt noget
vakkert, og jeg længes ofte ùmaadelig efter
at se det igjen – birken birketrærne ude i alleen som
jeg kjender saa vel og de æld gamle syrin
buske – nei det er sandt de var jo hug-
get ned, da jeg ifjor saa stedet igjen.
Hvor enhver forandring i et kjært sted er
saar. Det gamle gjærde i bag gaarden
var ogsaa vække. Nei nu er jeg kommen
væk fra alt – jeg gaar ligesom og venter
paa en ny tid, som skal give mig noget
men den kommer vist aldrig för det
er forsent. Jeg er ikke frisk, bùrde reise
paa et sanatoriùm. Lev vel Deres hengivne Astrup