Letter

Astrup, Nikolai to Abrahamsen, Birgit
1904-10-16

Transcription:

Turid Hagelsteen

Translation:

Francesca Nichols

Page

  • 1,
  • 2,
  • 3,
  • 4,
  • 5,
  • 6,
  • 7,
  • 8,
  • 9,
  • 10,
  • 11,
  • 12,
  • 13
Transcription
Translation

Letter

Astrup, Nikolai to Abrahamsen, Birgit
1904-10-16
Brevs.295-10129, Nasjonalbiblioteket

13 Pages

Transcription: Turid Hagelsteen

Translation: Francesca Nichols

Transcription

                         Aalhùs Den 16de <oct.> 04.

Kjære frk. Abrahamsen.

Nù er det længe siden jeg hörte noget

fra Dem, – det kùnde være paa tide at

skrive et brev igjen; – sjönt jeg er saa tom,

at jeg helst bùrde lade det være, – jeg sy-

nes næsten det er rart, at dere endnù erin-

drer mig derinde i Xania, – det var rime-

ligere at dere ansaa mig for en död mand;

thi det er jeg nærmest iallefald aandelig. –

Först maa jeg desværre meddele Dem, den

ùbehagelige kjendsgjerning at jeg ikke har

noget mönster, som jeg tror, De kan brùge;

de mönstre min mor vævede efter, da

hùn fik 1ste præmien paa Bergens ùdstillingen,

de mönstre kan jeg snart ikke længer kal-

de mine, da de forlængst er brùgt af andre

baade her og der, – deriblandt ogsaa af hùs-

fliden i Xania, – ùden at nogen længer veed

at det er jeg, som har tegnet dem, og det kan

ogsaa være mig ligegyldigt; – men havde

jeg havt tid, skùlde jeg gjerne forsögt at lave

Dem nogle nye, sjönt mine interesser i den

retning længst er forbi, – i detheletaget

er næsten alle mine interesser flöine;

jeg er, som De siger "bleven en vissen olding,

som sidder og mimrer og hvisk<er> i en

krog. Saa begyndte jeg at skrive paa en

slags bog, – den er heldig vis gaaen i ovnen.

Er bleven nærmest en haand værker, –

laver faner til christelige ùngdomslag

for at faa lidt penge at drikke op.

Ikke nù ligevel; lei af alt har jeg holdt

op med det ogsaa, og det er ikke vanskeligt,

naar man aligevel er tom. Thi det har

jeg mærket, at naar man er tom og for-

tvivlet, har man aldrig den trang til

vinen, som naar man endnù har lidt le-

vende tanker i sig. At drikke paa grùnd

af fortvivlelse forstaar jeg ikke; – det kan

nok være, at man da er mere tilböielig

til at blive en vanedrikker; men man

maa da have drùkket paa forhaand, – saa

med mig i allefald, – da jeg var kommen til

tomheden og fortvivlelsen – drak jeg nok

fremdeles ja kanske mere end för; men

det var bare fordi, jeg i den tomme og

slappe tilstand var mere afhængig af den

vane jeg engang var kommen i, – det var

iallefald ikke af nogen trang. Nei denne

drikke-snak kan ikke intresere Dem.

At begynde med lange taksigelser for

alt det De har gjort for mig, – alle

Deres breve, nei det dùer jeg ikke til, det

faar være til vi mùligens kùnde træffes.

Jeg kan kùn sige, at jeg skylder Dem

og Deres broder ùendelig meget, I har

bare kastet væk for meget paa mig.

Breve skylder man jo at besvare, i

det mindste skylder man en kvitering

for modtagelsen; men jeg har desværre

ingen af delene gjort, men jeg kviede

mig den förste tid paa at svare – jeg var

ræd for kritik, nù er jeg ikke ræd no-

get i allefald ikke paa papiret, og jeg skùl-

de gjerne tale om alt, som hændte i hine

vaardage anno 1901, baade om mig selv

Dem og andre, hvis jeg ikke troede at

det var Dem ùbehageligt, jeg erindrer

meget fra hin tid saa minùtiost, at det

ofte gjör mig trist. Og her er tristhed

nok, jeg behöver ikke mere; her paa

vestlandet er igrùnden alt trist; men-

neskerne, farverne og selve natùren, –

naar menneskerne ler, er det som

Galgenhùmor, og naar solen skinner,

föler jeg det som om natùren var fylde-

syg. Den kan tiltale èn denne trist-

hed – til en tid, för man endnù har gjen-

nemlevet den og kjender den tilbùnds,

förend den endnù er gaaet èn i blodet.

Jeg tror det er farligt at opholde sig

længe her paa vestlandet; – Elster taler

lidt om det en steds; men jeg syntes,

dengang jeg læste det, at det var noget

nonsens; men nù synes jeg, jeg mærker

noget til de "kùlryggede fjeldlinier's"

indflydelse paa mig selv. De förer dùnkle

talemaader siger De selv kjære frk. Abra-

hamsen, – jeg vil ogsaa gjöre det "der kan

være sandhed i dem" siger De; hvorfor kan

jeg ikke sige det samme, – man skal ikke

altid være orginal sagde Krogvig. –

Altsaa da vi var midt i ùdviklin-

gen, kom ogsaa jeg med i toget, – lidt

forsent rigtig nok; – men jeg tog lange

skridt og naaede de andre igjen. –

Det gik en stùnd – vi ùnge ja. – saa

standsede hele fölget, – hvad de mödte

for hindring, veed jeg ikke; thi jeg var

jùst et öieblik i forveien faldt ùd af

rækkerne, jeg blev törst og fandt ved

veien en bæk, hvor jeg blev liggende og drikke

til jeg sovned. Og jeg laa i drömme og

saa billeder altid nyere altid deiligere,

– male dem – hvorfor? för jeg var halv-

færdig med at male dem, vilde fölelsen

været borte og mindet visnet, ja för

jeg fik begyndt paa et af dem, var der

faret {...} forbi; – nei videre, lad dem

fare videre, sagde jeg, – og de strömmede

gjennem mig ùstandselig, daglig, stadig

hver time, saa det ofte kùnde være en

pine, – kanske det var en fölge af drikken

– det vrimlede af dem, saa det ene billede

ofte trængte sig halvt ind paa det andet,

haardt ùden overgange, – skaaret tvert

af, og dog kùnde jeg nyde disse billeder,

– jeg lagrede dem i min hjerne, – de som

vilde ligge, – jeg var saa gjærrig, tùrde

ikke tabe det mindste af dem. Skùlde

jeg ikke male dem, kom min onde

samvittighed og sagde, hvorfor? nù nyder

jeg dem intenst og faar saa mange paa

en kort tid, skùlde jeg male dem blev

det jo det samme som at sætte stop

for strömmen, – nei lad mig bare drömme

videre; – saa da jeg endelig vaagnede,

havde jeg næsten glemt hele drömmen. –

I fortvivlelsen greb jeg efter det sidste

billede for dog at beholde noget; men

selv det var for ùdvisket, og i kampen

for at fastholde mest mùligt af dem

alle sammen mistede jeg det hele.

Saa greb jeg efter alt og var taknem

lig for den mindste fölelse; men alt

skùlde blive taget fra mig; – thi den

som lidet har, ham skal endog det, han

har, fratages ham. – Ja det var det

mönsteret De talte om, havde jeg bare

noget fra tidligere dage, – nù kan jeg ikke

lave noget, – havde jeg enda fred og tid, saa

kùnde jeg jo forsöge; men her er slig ùro

om dagene, – far og mor har nettop holdt

sölvbryllup, og saa er her stadig flytning,

– vi flytter nemlig op i et nyt hùs og

den gamle rare deilige prestegaarden

skal nedrives. Jeg gaar oppe her om

nætterne og ser paa den, naar jeg ikke

kan sove, thi min onde aand plager

mig stadig. – Hvor ofte De har glædet

mig med Deres a joùr meddelelser fra

Kristiania. Kristiania ja, det har en

ùnderlig klang for mig nù, det minder

mig om noget af mùsikken i Trilby –

jeg længes ofte forfærdelig til Kristiania.

De taler om Ibsen – jeg forstaar ikke

andet, end at han er en genial; men

gjevn borgerlig mand i sit syn. Hans

personer er ogsaa gjevne hverdags mennesker

tagne lige ùd af livet som de almindelig

er – selv personer som Brand er ikke sjeldne

han har ingen eiendommelige typer og

ingen sære stemninger – jo det sidste

findes kanske i Per Gynt, men i alminde-

lighed, synes jeg, han er vel fornöiet med

de sedvanlige theaterkùlisser. En storartet

eiendommelig type har han dog i Rosmer 

Holms forhenværende lærer; men han er jo

ogsaa kùn en biperson. – {... ...}

{... ... ...}, – jeg skùlde önske, De

kjendte Tranaas, – det minder mig saa om

ham de ord, han er forresten en mærkelig

mand, – jeg synes nù der er mange deilige

ting i hans böger, trods den ùvilje hvormed

de i almindelighed er blevne modtaget.

Kan hænde jeg forstaar ham bedre end de

fleste andre, fordi vi er opvokse ùnder

samme forholde; – (begge vestlændinger og

begge embedsmænds sönner her i Söndfjord,

vi var ogsaa meget sammen som gùtter

– han var mit ideal dengang.) Som

maler sætter jeg ham ikke saa svært höit

forresten, formeget dansk paavirkning; –

men han kan ogsaa have egne fine

smaastemninger blandt sine skisser; – det

er nù væsentlig bare hans skisser, jeg har

seet, saa jeg kan ikke godt dömme om

hans kùnst forövrigt. Han skal forrest

forresten med det förste holde ùdstilling

i Xania over billeder her fra de vest-

landske fjorde. Tranaas's bog Fossen

betitlet en "hilsen til Björnson" skùlde

De læse, de vilde faa et glimt af

hvordan menneskerne blir her paa vest-

landet. – Jeg hadde nettop skrevet

dette, saa kom posten, og jeg læste an-

meldelsen af Björnsons nye bog, – det

slog mig med en gang, at den jo maa

være som et fuldstændig mod svar til

Tranaas, skjönt det ùmùlig kan tænkes,

at Björnson har værdiget Tranaas'es bog

saa meget, at han har villet give ham

[Siden er klippet av] bog; men et mærkeligt

Resten av siden er klippet av

jeg faar kanske en anden opfatning, naar

jeg faar læst bogen. Og nù er jo statens

ùdstilling aabnet, – det ærgrer mig, at

jeg ikke skal faa se den, og især

at jeg ikke skal faa se Solbergs billede,

– det maa være storartet, – jeg

kan formelig se det og tænke mig

det. Han er dog den förste blandt

malerne i Norge. Han er den

nye – den ùnge gùd, som kan

skabe her i norden, alle de

andre (Mùnch ikke ùndtagen) har

hentet sit andet steds fra. Jeg kùnde

have lyst at reise til Xania nù en

tùr, sjönt jeg er mynt lös, bare for at

kùnne faa se Solberghs billede,

hvor jeg misùnder dere, som bare

behöver gaa ned paa statens ùdstil-

ling for at se det. [Siden er klippet av]

Resten av siden er klippet av

Hvad De siger om menneskerne, at

hvis man skal give menneskerne noget,

maa deres gamle syn tages fra dem,

og det er som at tage hjertet ùd af livet

paa dem", det kjender jeg vel og er

fùldt enig; men man kan ogsaa

smùgle ind i dem meget, ùden at de

ahner det selv; – det kjender jeg til

fra mit lange samvær med Wiigdehl,

– men ogsaa der kom jeg til at tage

noget fra ham: – havet. Dog tror jeg

ingenlunde, at de mister det man er

nödt at tage fra dem, – det er kùn

saalænge, de er ùnder en's indflydelse; –

– men intet videre herom, er De snild

Nù mindes jeg ofte de hyggelige timer

oppe hos Dem i Oslo, naar vi sad og

talte om kùnst og om de ùnge, og hvem

vi ventede os meget af, hvor er de henne

nù de bedste af dem, og hvad gjör de?

Thorsteinson er jo bleven decorations maler i Ber-

lin, har jeg hört, og Robert Wik, hvad gjör han?

den störste sto naturbegavelsen paa malerskolen,

eller Thornam for at tage den kontrære begavelse

det var dog en mærkelig mand den Thornam

eller den ùnge Robert Ditrichs – den eneste

större begavelse, vi hadde blandt de ùnge

billedehùgger, – ja blandt de ældre med, naar

vi ùndtager Emanùel Wiigeland. Eller forat

vende tilbage til malerne: Karl Johan Holter og

Schirmer – den intelligenteste af dem alle.

Nei jeg ved nok, hvem som gjör noget nù, og

som ogsaa er kommen i höisædet, det er nettop

disse forbandet kjedelige halvkùnstnere: Harald

Brùn, Grande o.s.v. al den Zartman nachahm-

ùng, som endog den kjære frk. Röed var inde

paa lidt. Og de selv frk. Abrahamsen – det 

er vel linjeretningen De endnù holder Dem til,

– ja den er ikke den værste, den vil da noget

videre; men jeg snynes den smager lidt meget

af Japanisme. Kan hænde De synes det er 

noget slùdder; men jeg tror nù kùnsten altid

maa gaa i retninger og strömninger og at for öie-

blikket endnù gjælder: "Japan eller Hellas". Nei

nù faar jeg slutte dette kjedelig brev; naar, eller

rettere hvis jeg vaagner op af denne döde tilstand

skal De höre fra mig.

Deres altid hengivne Astrup

Konvolutt, framside:

Til

    Malerinde frk. Birgit Abraha<msen>

Adr. Enkefrù Anna Jackobsen

Henrik Wergeland

Bogstadveien No 35 III

Kristiania

Translation