Letter
24 Pages
Transcription: Tor Martin Leknes
Translation: Francesca Nichols
Transcription
Aalhus den 8de oct 08
Kjære Hr. Eilif Peterssen!
Undskyld, at jeg plager Dem; – jeg er bleven
frataget mit stipendiùm paa grúnd af
helt ud lögnagtige sladderhistorier, som er
bleven lavet om mig af nogen forhenværen-
de venner i Christiania – historier som blev
lavet förend jeg endnú havde faet en öre
af Henrichsens legat; (de som har lavet
historierne har formodentlig staaet i den formening,
at jeg allerede havde faaet stipendiet údbetalt, og
de har derfor skyndt sig at lave historier i tide for
at skade mig).
Jeg reiste i slutten af december forrige aar
til England – og jeg arbeidede og studerede
meget flittigt til udover vaaren – og jeg
syntes selv, at jeg havde meget kunstnerisk
údbytte af min udenlandsreise – mine
daarlige lunger kom sig ogsaa meget, og jeg
glædede mig nú til at kunne faa stúdere
helt i ro en lang tid i údlandet; thi jeg stod i
den formening, at jeg som alle andre malere
skulde have stipendiet i mindst 2 aar (enkelte
har endog havt Henrichsens legat i 3 aar). –
Men da jeg havde en kone at ùnderholde og
lidt gjæld, som jeg krævedes haardt for – og da jeg
ikke fandt mig helt berettiget til at brúge
af stipendiet til at dække disse private
udgifter med, – saa fik jeg istand en udstilling i
Bergen i vaar i haab om, at jeg derved skúlde
faa dækket disse mine private udgiftsposter. –
Jeg tok mig da en snartúr til Norge for at
se min egen udstilling, – hvortil jeg med stor
bekostning havde faaet samlet omtrent alt,
hvad jeg havde malt af ældre og nyere billeder.
Jeg maatte lade andre besörge afhentning hos
billedeierne i Kristiania og omegn, og ligeledes maatte
jeg lade andre besörge afhentning og indramning
af billeder, som jeg havde staaende rúndt om paa
bygderne her paa vestlandet – medens jeg var i
udlandet – naar saa asúrance, fragt, lagring
i Bergen o.s.v. kom til blev det en noksaa dyr
udstilling for mig. – Da jeg saa kom til Bergen
ordnede jeg i hast mine private udgiftsposter og
solgte mesteparten af mine billeder – deriblandt
mange gode – til spotpriser, og jeg fik derved al min
gjæld betalt og saa meget til overs, at min kone
iallefald kúnde have levet deraf i ½ aar medens
jeg var i udlandet. Jeg glædede mig nú til, at jeg
endelig skulde faa stúdere en tid i údlandet i fred
for gjældskrav og ökonomiske sorger, – men jeg fik
ikke brúge min retoùrbillet til England, thi stipendet
blev mig frataget, uden at der blev givet mig nogen
grund derfor. Jeg gik hele mai og vented forgjæves
paa svar fra legatbestyrelsen om, hvorvidt jeg
fik legatet igjen – og endelig fik jeg gjennem
nogle bedrestillede slegtninge i Christiania
höre utvetydige udtalelser om at mit "private
liv" skúlde være af den beskaffenhed, at jeg
ikke kunde tilstaaes stipendiet saa længe
som andre –
Jeg har nú i sommer gaaet og ærgret mig syg
over dette – jeg har gaaet og studeret og spekúleret
paa, hvad jeg skal gjöre – jeg har skrevet til kjen-
dinge i Christiania forat faa greie paa, hvorledes
disse ondskabsfulde ord om mit "private liv" skúlde
tydes – og hvori dette mit private livs údskeielser
skulde bestaa. – Jeg synes jeg har fört et saa
skikkeligt liv, som det kan fordres af noget
menneske – jeg giftede mig rigtignok ifjor med
en lidt vel úng pige – hún var 15 aar – men
jeg synes ikke at dette skúlde være en i den grad
úmoralsk gjerning, at jeg af den grúnd skúlde næg-
tes at faa mit stipendiúm saa længe som andre.
Mine daarlige lunger har nægtet mig brúgen
af alkohol i de senere aar – saa nogen úd-
skeielser i den retning, skal det heller ikke
være – jeg stod i det norske totalafholdsforbúnd,
baade för og efter at jeg blev meddelt stipendiet,
og jeg lod mig först udskrive deraf, straks för jeg
drog til údlandet – I hele den tid jeg var i
údlandet nöd jeg et eneste glas spiritúosa i et
sygdomstilfælde. Jeg har skrevet og forespúrgt
II
flere af mine kjendinger i Christiania og
de veed kún at bekræfte, at der i Christiania
gaar adskillige rygter om mit "private liv",
der skal være saa slet, at stipendiet maatte
fratages mig – (dette skal ogsaa være bleven bekræftet
ved forespörgsel paa höiere hold).
Det er jo ærgerligt saaledes baade at blive sat
paa bar bakke efter at have gjort sit yderste
for at faa dækket sin gjæld og paa et tidspúnkt,
da man er afskaaret fra at söge noget
andet stipendiúm. Werenskiold sagde ifjor;
at jeg stod som nr. I til statens stipendiùm;
men da jeg samtidig allerede var indstillet
som nr. I Henrichsens legat, – saa blev
selvfölgelig statens stipendiùm givet til en
anden. – Det var da bedre, om jeg slet
ikke havde faaet Henrichsens legat, naar
dette atter skulde fratages mig, förend den
sedvanlige tid var úde; thi havde jeg ikke
stolet paa, at jeg nu havde Henrichsens
legat i aar, saa havde jeg selvfölgelig sögt et
andet stipendiúm ivaar enten "Hoùens" eller
"statens", og en af disse havde jeg da sikkerlig
faaet; thi jeg stod for túr til at faa en af dem.
Nú derimod fik jeg ikke engang underetning om,
at stipendiet var mig frataget, og jeg fandt saa-
ledes ikke paa at söge noget andet i tide – og
da jeg endelig ad privat vei fik vide, at en anden
var indstillet til mit stipendiúm – ja saa
var ogsaa de andre stipendier forlængst bortgivne
paa de sedvanlige 2 aar.
Nú kan jeg altsaa ikke faa noget andet stipen-
diúm paa 2 aar. – Men det ærgerligste af
det hele er, at man ogsaa skal faa sit gode
navn og rygte údskjæmt úden grúnd – saa at
jeg for fremtiden vel kan være sikker paa
ikke at faa nogen af de andre stipendier heller.
Atpaa til skal jeg faa ufortjente irettesættelser
af mine slegtninge som aldrig har hjúlpet
mig, men som nú dog finder grúnd til at harme
sig over at have i sin familie en person om
hvis "private liv", der kan tales offentligt; thi
alskens lögnagtige historier fortælles nú om mig
i Christiania – blandt andet en om, at jeg skúlde
ligge paa et (navngivet) hotel med en elskerinde
og brúge mit stipendiúm der i drik og svir.
Jeg boede rigtignok i 3 dage paa samme
hotel ("Vasenden"), som hverken havde öl-
eller vinret end sige brændvinsret. Min kone
var med mig der, og vi spiste 2 maaltider pr.
dag – (saa ingen skúlde beskylde os for nogen over-
daadighed) – drikkevarer blev ikke smagt (hotellets
eier har senere oplyst mig om at saadanne ikke
fandtes i hotellet paa den tid). Jeg har hverken
för eller senere boet paa samme hotel – og
dengang jeg altsaa boede der de 3 dage,
havde jeg endnù faaet en öre af stipendiet.
Jeg har overhovedet ikke boet paa noget andet
hotel i de sidste 4 aar úndtagen paa
Missionshotellet i Bergen – og der faar man
som bekjendt heller ingen spiritúöse drikke,
ja man har endog strenge forbud opslagne paa
alle vægge om ikke at medtage den slags
varer indenfor hotellet – ligesom hotellets besty-
rer er en ivrig totalist der nöie efterser, at
ingen der har smagt spritúöse drikke faar
komme indenfor hotellets vægge.
Angaaende historien om, at jeg skúlde havt
en "elskerinde" med mig, – saa kan det nok
tænkes, at min kones únge alder kan have givet
anledning til "snak"; men det har hidtil
syntes mig útroligt, at dette kúnde give anled-
ning til en slig lögnagtig historie. Men jeg
har nú faaet vide, at to únge malere, som har
været mine gode venner, med hvem jeg hidtil
aldrig har havt noget udestaaende – og som jeg
ofte har laant eller rettere sagt givet penge –
– den ene endog flere húndrede kroner – disse
2 venner, som har boet hos mig gratis i Jölster –
den ene endog aaret rúndt i flere aar – disse
to skal (som tak for at jeg altid har vist mig
som en god ven mod dem); nú have lavet en
skandalhistorie om mig –, at jeg skúlde ligge
paa "Vasenden" hotel og sætte mit stipendium over-
III
styr der (antagelig paa grúndlag af ovennævnte
historie). Den ene af disse to venner har
været uforsigtig nok til at fortælle denne
historie til en anden af mine venner og han
tilföiede samtidig, at han vilde benytte sig
af denne historie paa höiere hold – og derved
hindre mig fra at faa anden del af stipendiet
– og NB – dette sagde han förend jeg endnú
havde faaet en öre af stipendiet. Dette blev
mig först udbetalt af en bank i Bergen, da
jeg kom did for at reise til údlandet. Ingen af
disse mine forhenværende venner fik dog
stipendiet – sjönt de nok sögte det – mit sti-
pendiúm blev derimod givet til en (Karsten), hvis
"private liv" er saa offentligt kjendt, at
man nok kúnde hake sig ved det, om man
vilde.
Det er forresten ikke förste gang, jeg er bleven
uretfærdigt behandlet i Christiania –
saaledes ved Thaùlowprisens úddeling. Thaúlow
skrev til meg et par dage för han döde – ja
jeg har endnú hans brev, hvori han siger, at han
júst havde seet mine ting paa den norske
údstilling i Kjöbenhavn, og han siger om disse:
"Deres Udstilling i Kjöbenhavn var údmærket og
interesserede mig i höi Grad. Jeg holder Dem
og Solberg for de Betydeligste af vore Unge." –
Thaúlow skrev videre, at han önskede, at
jeg skúlde have den af ham opsatte Thaúlow-
pris, og han havde skrevet til Christiania og
gjort henstilling til komiteen, at jeg skulde
faa samme – og han tilföiede i sit brev, at
jeg kúnde være sikker paa at faa den. –
Imidlertid döde Thaúlow, og der blev intet
hensyn taget til hans önske ved den straks
paafölgende úddeling af Thaúlowprisen, som
de únge Christianiamalere delte sig imellem.
Jeg er for tiden daarlig i mine lúnger og
taaler ikke at arbeide úde – jeg har ogsaa,
som De vil forstaa, taget mig meget nær af
disse historier om mit "private liv" – de har
ikke alene betaget mig al arbeidslyst, men
ogsaa idetheletaget lysten til at befatte
mig med kúnsten – naar man forúden at
taale súlt i aarevis og paadrage sig sygdom for
kunstens skyld ogsaa skal risikere sit gode
navn og rygte.
Man skal ikke med nogen ret kúnne beskyl-
de mig for at have brugt af mit stipendiúm til
andet end mine stúdier, af sparsommeligheds
hensyn lod jeg endog min kone være igjen oppe
i en fjeldbygd, hvor hún kúnde leve billigt, medens
jeg var i údlandet. Jeg kan ogsaa skaffe bevidnelsen
fra samme hotel Vasenden, hvor sladderhistorierne
concentrerer sig om – og fra stedets prest, kirke-
sanger, lærer, postaabner o.s.v. eller hvem man
vil af troværdige mænd paa stedet om, at der
intet har været at udsætte paa mit "private
liv" i de 4-5 sidste aar, jeg har været fast
bosiddende her. Jeg havde forresten aldrig troet,
at Christiania magistrat, eller hvem der har
med legatúddelingen at gjöre – tog hensyn til alskens
lögnagtige sladderhanke og deres historier, úden at
úndersöge sagen nöiere. Dette har jeg ogsaa lyst
at sige rette vedkommende – naar jeg kún vidste
hvem disse var (ordene "privat liv" skriver sig fra
vel underrettet hold).
Jeg er lei af Christiania og af de únge
Christianiamalere, som ikke gjör andet end
at skúle til hinanden og være syge af mis-
undelse, hvergang en faar et stipendiúm, og da
de til stadighed opholder sig i Christiania har
de god anledning til at sidde paa Grand og
lave lögnagtige skandalhistorier, som bedst
kunde passe paa dem selv. – Jeg er lei af
dem – og derfor har jeg bestemt mig paa ikke
oftere at gaa dem iveien – jeg streiker herefter
og údstiller ikke i Christiania – da reiser jeg
i nödsfald heller ned til en af kobbergrúberne
her paa vestlandet og sliter som simpel arbeider
alt det jeg orker – saa længe mit daarlige
bryst taaler det – saa at min stakkars lille
kone ikke skal súlte saa længe jeg er i live.
For min families skyld og for mit eget gode
IIII
navns og rygtes skyld og for múlige senere
ansögninger af stipendier – har jeg tænkt at
söge retslig bistand, forat jeg iallefald kan
faa dementeret rygtet om mit "private liv"
og den lögnagtige historie fra hotellet o.s.v.
Hvis De skúlde have hört noget om
disse historier i forbindelse med mit
private liv og stipendiet, vilde jeg være
Dem meget taknemlig, om De vilde sende
mig nogle linier derom. Ligeledes vil-
de jeg være Dem meget taknemlig,
om De vilde give mig en anbefaling
til et lidet danskt-norsk stipendium,
hvoraf der hvert aar pleyer údeles 200 kr.
til to nordmænd – jeg har engang havt 125 kr
af dette stipendium – senere har jeg hört,
at man pleyer at at faa dette stipendiúm
i 3 paa hinanden fölgende aar – men da jeg
dengang ikke vidste det, sögte jeg det ikke oftere
Det heder vistnok "det Hjelmstjerne Rosencro-
neske legat." Det er múligt, at det er
forsent at söge dette legat i aar, men da
det er det eneste, jeg fortiden kan söge
maa jeg forsöge det, og jeg vilde da være Dem
meget taknemlig for en anbefaling, der
særlig tog sigte paa nævnte legat –
jeg skal, om De önsker det, ikke benytte
denne anbefaling til noget andet stipen-
diúm.
I det jeg beder Dem úndskylde, at jeg
har plaget Dem med mit lange og
vidtlöftige brev, haaber jeg snart at
faa höre fra Dem
Deres ærbödige og hengivne
Adr.
Aalhús
Söndfjord
P.S.
Jeg tillader mig at vedlægge katalog og nogle
avisúdklip fra min sidste údstilling nú ivaar. 5 af mine
gamle billeder blev af eierne solgt til over 4 dobelte
priser og flere af mine billeder er senere solgt af andre
med adskillig fortjeneste. D.S.
Katalog: I det følgende er kun Nikolai Astrups påskrift transkribert.
1 ---- solgt for 90.
2
3
4 ---- afbetaling paa gjæld
5 ---- do
6 ---- solgt for 100
7
8
9 ---- afbetaling paa
gjæld
10
11 ---- solgt for 50
12 – " – 50
13 – " – 50
14 – 100
15
16
17
18 50
19 50
20
21 50
22
23 100
24 100
25 10
26
27 givet bort
28 200
29 50
30
31
32 givet bort
33 50
34 200
35 25
36 50
37
38 200
39 givet bort
for skyldige
rammer
40
41
42
43
44
45 100
46 20
47
48 – afbetaling paa
gjæld
49
50
51 50 kr.
52
53
54
55
56
57
58
59
60
61
62
63
Translation
Aalhus 8th Oct. 08
Dear Mr. Eilif Peterssen!
Forgive me for disturbing You; – I have been
deprived of my stipend due to
outright spurious rumours, which have
been fabricated about me by some for-
mer friends in Christiania [Oslo] – rumours that were
created before I had received as much as one penny
of the Henrichsen endowment; (those who have fabricated
the rumours have presumably been of the conviction
that the stipend had already been paid out to me, and
they have consequently hastened to fabricate rumours in time
to harm me).
At the end of December last year I travelled
to England – and I worked and studied
very diligently throughout the spring – and I
felt that I had gained considerable artistic
benefits from my trip abroad – my
poor lungs also improved greatly, and I
was looking forward now to being able to study
in total peace for a lengthy period abroad; for I was of
the conviction that I, like all the other painters,
would have the stipend for at least 2 years (some
have even received the Henrichsen endowment for 3 years). –
But since I had a wife to support and
some debts, which I was pressed to repay – and as I
did not feel that I was totally justified in using
a portion of the stipend to cover these private
expenses, – I arranged an exhibition in
Bergen this spring in the hope that I could thereby
cover these private expenditures of mine. –
I then made a brief trip to Norway in order to
see my own exhibition, – for which at great
expense I had been able to collect more or less everything
that I had painted including older and more recent pictures.
I was forced to entrust to others the task of collecting [the pictures] at
the homes of the owners in Kristiania [Oslo] and the vicinity, and I likewise
had to allow others to collect and frame
the pictures that I had placed around various
villages here in Western Norway – while I was
abroad – when the insurance, shipping, storage
in Bergen e.t.c. was calculated it was a rather expensive
exhibition for me. – When I eventually arrived in Bergen
I hastily took care of my private expenditures and
sold most of my pictures – including
many good ones – very cheaply, and I was consequently able to
pay all of my debts and [had] so much to spare, that my wife
could have lived off it for at least half a year while
I was abroad. I now looked forward to being
able at last to study abroad for a while in peace
from debt claims and financial worries, – but I was
not able to use my return ticket to England, since the stipend
was taken from me, without my being given
any explanation. I spent all of May waiting in vain
for a response from the endowment trustees, whether
the endowment would be returned to me – and I finally
heard, via some well-to-do relatives in Christiania [Oslo],
unambiguous pronouncements claiming that my "private
life" was of such a nature, that I
could not be granted the stipend for as long
as others –
I have consequently spent the summer worrying myself sick
over this – I have spent time calculating and speculating
on what to do – I have written to acquaint-
ances in Christiania [Oslo] in order to find out how
these spurious rumours about my "private life" should
be interpreted – and what these private extravagances
might possibly consist of. – I believe that I have led as
proper a life, as can be expected of any
human being – it is true that I was wed last year
with a girl that was a bit too young – she was 15 years old – but
I do not believe that this is such an immoral
act that I should for this reason be de-
nied receiving my stipend for as long as others.
My poor lungs have prevented me from consuming
alcohol in the past years – so there have
been no excesses in that sphere
either – I was a member of the Norwegian total abstinence union,
both before and after I was granted the stipend,
and I only withdrew from the same, immediately before leaving to
travel abroad – During the entire time I was
abroad I partook of one single glass of spirits in a
situation where I was ill. I have written and inquired with
II
several of my acquaintances in Christiania [Oslo] and
they can only confirm that many rumours are in circulation
there in Christiania regarding my "private life",
which is supposedly so degenerate that I was deprived
of my stipend – (this has also been confirmed
in response to inquiries higher up).
It is therefore very frustrating both to be left
destitute after having done one’s utmost
in order to cover one’s debts, at the same time
that one is cut off from applying for any
other stipend. Werenskiold said last year;
that I was nominated as no. I for the government stipend;
but since I was simultaneously nominated
as no. I for the Henrichsen endowment, – the government
stipend was of course given to someone
else. – It would have been better had I not received
the Henrichsen endowment at all, when
it would be taken away from me again, before the
customary period had expired; for had I not
counted on the fact that I still had the Henrichsen
endowment this year, I would have obviously applied for
another stipend either "Hoùen’s" or
"the government’s", and I would have surely received
one of these; since it was my turn to receive one of them.
Now, on the other hand, I was not even informed
that the stipend had been taken away from me, and I thus
did not think of applying for another before the deadline – and
when I finally via private means found out that someone
else was nominated for my stipend – well by then
the other stipends had also been given away
for the customary 2 years.
Now I cannot receive any other stipend
for 2 years. – But the most irritating thing
of all, is that one shall have one’s good
name and reputation spoiled without reason – so that
I in the future can be certain
not to get any of the other stipends either.
In addition I have to be submitted to unwarranted
reprimands from my relatives, who have never helped
me, but who now nevertheless find reason to be indignant
over having a person in their family, whose
"private life", is subject to public discussion; for
all kinds of spurious stories are now being told about
me in Christiania [Oslo] – among other things one in which I was
supposedly staying at a (named) hotel with a lover
and using my stipend on drink and carousing.
It is true that I stayed 3 days at that same
hotel ("Vasenden"), which did not have a license
to sell either beer or wine not to mention spirits. My wife
was together with me there, and we ate 2 meals per
day – (so no one can accuse us of any extra-
vagances) – no drinks were tasted (the hotel’s
owner has since informed me that nothing of the kind
existed in the hotel at that time). I have neither before
nor since lived in the same hotel – and
at the time I lived there for those 3 days,
I had yet to receive one penny of the stipend.
I have not lived in any other hotel
in the past 4 years with the exception of
the Mission hotel in Bergen – and there as everyone
knows one is not offered any alcoholic beverage,
one is even met with strict admonitions on placards
on all the walls not to bring that type of
beverage into the hotel – just as the hotel’s man-
ager is an avid teetotaller, who takes great pains to ensure
that no one who has imbibed alcoholic drink is allowed
inside the hotel’s walls.
Apropos the story about how I supposedly had
a "lover" with me, – it could well
be that my wife’s young age may have provided
cause for the "gossip"; but I still
find it unbelievable that this could provide
cause for such spurious rumours. But I
have recently found out that two young painters, who have
been my good friends, whom up until now
I have never had a score to settle with – and to whom I
have often lent, or more precisely, given money –
– one of them as much as several hundred kroner – these
2 friends, who have lived gratis in my home in Jölster –
one of them indeed all year round for several years – these
two it seems (in gratitude for having always
behaved as a good friend towards them); have now fabricated a
scandalous rumour about me –, that I presumably slept
at "Vasenden" hotel and squandered my stipend
III
there (presumably based on the afore-mentioned
rumour). One of these two friends has
been careless enough to tell this
story to another friend of mine and he
added at the same time that he would make
this story known higher up – and thereby
prevent me from receiving the second half of the stipend
– and NB – he said this before I had yet
received one penny of the stipend. This was first
paid out to me by a bank in Bergen, when
I arrived there in connection with my departure abroad. Yet none
of these former friends received the
stipend – although they surely applied for it – my sti-
pend was given instead to a certain (Karsten), whose
"private life" is so publicly known, that
one could easily find fault with it, if one
had the desire.
It is by the way not the first time that I have been
treated unfairly in Christiania [Oslo] –
such as the case with the Thaulow prize. Thaúlow
wrote to me a few days before his death – in fact
I still have his letter, where he writes that he
had just seen my things at the Norwegian
exhibition in Copenhagen, and about these he writes:
"Your exhibition in Copenhagen was excellent and
interested me greatly. – I consider You
and Solberg as the most Significant among our Young [painters]." –
Thaúlow wrote further, that he wished for
me to have the Thaúlow prize, which he established
himself, and that he had written to Christiania [Oslo] and
made his recommendation to the committee, that I should
receive the said stipend – and he added in his letter that
I could count on receiving it. –
In the meantime Thaúlow died, and no
consideration was given to his wish at the immediately
ensuing awarding of the Thaúlow prize, which
the young Christiania painters distributed among themselves.
My lungs are at present in a poor state and I
am not in any condition to work outdoors – I have also,
as You can understand, been very offended by
these rumours about my "private life" – they have
not only robbed me of all my desire to work, but
even the desire to concern myself with
art at all – when in addition to
suffering hunger for years and incurring illness for
the sake of art, one must also risk one’s good
name and reputation.
One cannot with any amount of truth ac-
cuse me of having used my stipend for
anything other than my studies, for the sake of
frugality I even left my wife up
in a mountain village, where she could live inexpensively, while
I was abroad. I can also obtain proof
from the afore-mentioned hotel Vasenden, which the rumours
are concentrated around – and from the local priest, can-
tor, teacher, postmaster, e.t.c. or anyone at
all amongst the reliable men from the place, that there
has been nothing irregular about my "private
life" in the past 4-5 years that I have been living
here. In fact I would never have thought
that Christiania’s [Oslo] magistrate, or whoever is
responsible for delegating the endowment – paid heed to all kinds
of slanderous gossipmongers and their fabrications, without
investigating the matter more closely. This I would also like
to say to the persons involved – if only I knew
who they were (the words "private life" implies that they
must stem from well-informed sources).
I am tired of Christiania [Oslo] and of the young
Christiania painters, who do nothing more than
look at one another with suspicion and become sick with
envy, every time someone is awarded a stipend, and since
they are constantly staying in Christiania they
have ample opportunity to hang out at Grand [Café] and
fabricate scandalous rumours, which are
best suited to themselves. – I am tired of
them – and I have therefore decided that I will no
longer meet them halfway – from now on I am going to strike
and not exhibit in Christiania – at worst I will
go instead down to one of the copper mines
here in West Norway and toil like a common labourer
as hard as I can – for as long as my weak
lungs endure it – so that my poor little
wife shall not go hungry as long as I am alive.
For my family’s sake and for the sake of my
IIII
own good name and reputation and possible future
stipend applications – I have thought of
seeking legal assistance, so that I can at least
disprove the rumour regarding my "private life"
and the spurious story from the hotel e.t.c.
If You have by chance heard some of
these rumours regarding my
private life and stipend, I would be most
grateful to You, if You would send
me a few lines about it. I would
likewise be very grateful to You,
if You would give me a recommendation
for a little Danish-Norwegian stipend,
which normally awards 200 kroner annually
to two Norwegians – I once received 125 kroner
from this stipend – I have later heard,
that it is customary to to receive this stipend
3 years in a row – but as I
did not know this at that time, I did not apply for it again[.]
It is called "The Hjelmstjerne Rosencro-
nesk Endowment." It is possible that it is
too late to apply for this endowment this year, but since
it is the only one that I can apply for at present
I must make an attempt, and I would be most
grateful to You for a recommendation, which
is addressed in particular to the afore-mentioned endowment –
I shall not, if You so wish, make use of
this recommendation for any other sti-
pend.
As I beg Your pardon for
disturbing You with my long and
rambling letter, I hope to receive
a prompt reply from You
Your respectful and devoted
Addr.
Aalhús
Söndfjord
P.S.
I permit myself to enclose a catalogue and a few
newspaper clippings from my latest exhibition this past spring. 5 of my
old pictures were sold by their owners for over 4 times
their price, and several of my pictures have been sold by others
at a considerable profit. D.S.
Catalogue: In the following only Nikolai Astrup's handwriting is transcribed.
1 ---- sold for 90.
2
3
4 ---- debt repayment
5 ---- ditto
6 ---- sold for 100
7
8
9 ---- debt
repayment
10
11 ---- sold for 50
12 – " – 50
13 – " – 50
14 – 100
15
16
17
18 50
19 50
20
21 50
22
23 100
24 100
25 10
26
27 given away
28 200
29 50
30
31
32 given away
33 50
34 200
35 25
36 50
37
38 200
39 given away
for frames
owed
40
41
42
43
44
45 100
46 20
47
48 – debt
repayment
49
50
51 50 kroner
52
53
54
55
56
57
58
59
60
61
62
63