Letter

Astrup, Nikolai to Mohr, Conrad
1919-03-25

Transcription:

Turid Hagelsteen

Page

  • 1,
  • 2,
  • 3,
  • 4,
  • 5,
  • 6,
  • 7,
  • 8,
  • 9,
  • 10,
  • 11,
  • 12,
  • 13,
  • 14,
  • 15,
  • 16,
  • 17,
  • 18,
  • 19,
  • 20,
  • 21,
  • 22,
  • 23,
  • 24,
  • 25,
  • 26,
  • 27,
  • 28,
  • 29,
  • 30,
  • 31,
  • 32,
  • 33,
  • 34,
  • 35,
  • 36
Transcription
Translation

Letter

Astrup, Nikolai to Mohr, Conrad
1919-03-25
Brevs.829-54182, Nasjonalbiblioteket

36 Pages

Transcription: Turid Hagelsteen

Transcription

Hr. Konsùl Mohr

Det har længe været mig en

trang at faa takke Dem af

<aft> mit inderste hjærte for det,

De har gjort mod mig – for den

tro paa min kunst, som De

viste ved at tildele mig Deres

legat ved den förste ùddeling.

     Det er kùn en "fattig tak", jeg

kan sige Dem, – jeg haaber næste

gang jeg udstiller, – at De da vil tage 

imod et eller andet av mine ting –

som en liden tak fra mig.

Jeg kan ikke sige pene ting eller ord, men

jeg veed, at mange andre – ùdenforstaa-

ende – beùndrer Deres personlige mod

til at have en selvstændig mening

om, hvem der skal have legatet –

Forfatteren Kinck skrev saaledes

til mig, idet han gratulerede mig

med legatet: "Dette gik da den

rette vei – – – ja ogsaa

for forfatternes vedkommende

viste Hr. Mohr selvstændighed

ligeoverfor indstillingen". –

Lignende har flere andre ùd-

talt sig. – Jeg blev forresten

meget overrasket, da jeg kom

hjem fra en studiereise og fik

meddelelsen om legatet, – jeg var

forbauset; – thi jeg har været

saa bagtalt af misùndere i an-

ledning et tidligere stipendiùm,

(og det ikke mindst af vestlandske

malere), at jeg havde bestemt

mig paa ikke at söke Deres legat; –

jeg vilde ikke paadrage mig yder-

ligere forfölgelse og troede desuden,

at der var nok af dem, som vilde

hindre, at jeg fik det, – og jeg havde

heller ikke sögt det, hvis ikke

overlærer Höst havde sendt mig

et telegram, hvori han formelig 

kommanderede mig til at söge det.

                

Jeg tænker nù paa at reise til Paris

og Italien, og glæder mig til

det store udbytte, som jeg haa-

ber at faa baade for min kunst

og for mine daarlige lùnger, – 

jeg er saa glad for, at jeg blev

saa "seiglivet", at jeg fik

opleve dette; – i höst og i

vinter var det en tid, – da jeg troede,

at jeg ikke skùlde faa opleve

at benytte legatet, – da "den

spanske" sygdoms eftervirknin-

ger slog sig sammen med mine 

tidligere lùnge lidelser af forskjel-

lig art, – men nù föler jeg, at

livet seirer, – og det skylder jeg

ikke mindst at takke Dem for, – 

thi den sjælelige stimùlance, – 

som De gav mig ved at vise, at De

troede paa mig og min kùnst, – er det

som har holdt mig oppe, saa jeg

har kunnet faa arbeide en hel

del – trods sygdom. –

Jeg har stadig tænkt paa at 

reise, siden jeg fik meddelelsen om

legatet, – men det var for det

förste vanskelig at vide, hvor man

skulde reise hen – paa grùnd

af de urolige forhold ude i verden,

og for det andet var der en be-

stemmelse ved ùddelingsterminerne

af legatet, som har gjort, at jeg

maa pröve at skaffe noget mynt

selv ogsaa for at klare det förste 

fjerdingsaars ophold i ùdlandet, –

thi saavidt jeg forstaar departemen-

tets skrivelse, – faar jeg kun udbe-

talt ¼ af legatet baade til reisen, 

reisepenge og ophold i et fjerdings-

aar i ùdlandet – da jeg tænker

at reise over Tyskland, Holland og

Belgien for at se Gallerier og samlin-

2

ger og saa et kortere ophold i

Paris og derfra til Italien, – saa

vil denne kvartration næsten

gaa med til reisepenge, – og jeg

har da intet at leve af det

förste fjerdingsaar i Italien, – og

der er vel gjerne dyrtid der som

andre steder nù.

Jeg er jo vant til at klare mig med

lidet penge i ùdlandet; – jeg reiste

engang rùndt til alle de större byer

i Tyskland og brugte paa en maa-

neds tid ikke mere end Kr. 100; – lige-

ledes boede jeg ½ aar i Paris for Kr. 1200,

men det var i de billige tider; – nù har

jeg ingen erfaring om forholdene – har

siden krigens begyndelse kùn været 

en tùr i Kjöbenhavn og en tùr i Stok-

holm, – den sidste var dyr nok.

Naar man först var kommen til 

reisens maal eller endepùnkt og

havde slaaet sig ned i ro et sted,

vilde man kanske ved störste

sparsomhed kùnne leve af

en saadan kvartration i et 

fjerdingsaar ogsaa nù i dyrtiden;

men det förste og sidste kvartal

af aaret vil det være ùmùligt

at klare sig med det, – naar man

af samme kvartration ogsaa 

skal betale reisepenge (frem og 

tilbage); – til hjemreisen kùnde

man kanske spare op af de 2 andre

kvartalsrationer (af anden og tredje);

<men> det förste kvartal blir det

vanskeligst at komme igjennem.

4500 Kr er jo mange penge, – 

det störste stipendium i landet –

men fordelt paa 4 kvartal med 

¼ pr. kvartal, blir det vanskeligt

at udnytte det paa bedste maate,

hvis man skal reise lidt om og 

se mest mùligt og studere ved flere

akademier et.c. Den förste ration

burde være störst, – da ùdreisen

koster mest; – man skal se alle

gallerier, udstillinger og se sig 

om efter steder; hvor man finder

noget at male, og hvor man se-

nere kan slaa sig tilro for at 

studere og samle sine indtryk.

Men ordningen med denne kvart-

deling, lader sig vel ikke æn-

dre (til tredeling?) naar departementet

har bestemt det saaledes, og

nù har jeg ogsaa arbeidet mig

op nogle hùndrede kr. og har

laant lidt, saa jeg kanske kla-

rer det, – – jeg maa jo rigtignok

ogsaa sörge for kone og 4 börn,

medens jeg er borte. ––

Men der er noget andet (af

af stor betydning for mig),

som jeg gjerne vilde faa bede 

Dem om, – idet jeg paa forhaand

beder Dem ùndskylde, at jeg op-

holder Deres tid.

Det har altid været fast 

skik baade her og i andre land,

at ethvert stipendiùm blev 

givet til en og samme maler 

i mindst 2 paa hinanden

fölgende aar (af hensyn til

et sammenhængende stùdiùm), 

– om dette er en departe-

mental bestemmelse her i Norge

eller kùn fast Cotùme – veed

jeg ikke, men det er en fast

regel, som hidtil altid er

bleven fùlgt med ùndtagelse

af en gang, da der var kom-

men nogle nye folk i departe-

mentet, – folk der skulde vise,

at de kùnde reformere eller

revolutionere – ogsaa stipendierne;

– alt skùlde deles, slig at alle,

som kaldte sig malere fik lidt.

3

Til en begyndelse fandt disse

folk ùd, at det naturligvis

var formeget at lade en ma-

ler have et stipendiùm i 2

aar, og saa tog de ùden videre

stipendiet tilbage det andet aar 

fra dem, som paa forhaand havde

faaet dem, – og uden varsel; – 

og det gik tilfældigvis ud 

over maleren Nils Dal, mig (og

en til (Karsten) – der hadde arvet lidt) – 

Vi havde dengang tilfældigvis sti-

pendier, og vi tænkte mindst af

alt paa, at man kùnde finde

paa at gjöre nogen ùndtagelse

for vort vedkommende, naar

intet derom var bestemt paa

forhaand – (da vi fik stipendierne),

og vi blev – uden at ahne noget –

– rolig boende i udlandet – hver

paa sin kant, hvor vi brùgte

pengene op efterhvert – i sikker for-

ventning om den anden termin

eller rettere det andet aars stipendi-

ùm; – ingen meddelelse blev givet,

og der gik lang tid hen, för

nogen af os ahnede, at stipen-

dierne var os fratagne og givet 

til andre. –

Da malerne i Kristiania fik

greie paa denne fratagelse, – (der 

længst mùligt hemmeligholdtes), 

blev de forargede paa "standens"

vegne, og der kom et rent "rama-

skrig" fra Nils Dals venner, – saa

at stipendiebestyrelsen maatte

ordne det slig, at Nils Dals fik

sit stipendiùm igjen – (og ùd den

sedvanlige tid – altsaa det andet 

aar ogsaa) –, jeg derimod havde

ingen bekjendskaber, der ùnder-

rettede mig, – (kùn min slegt kjendte

min adr. – forùden stipendiebestyrelsen),

og jeg levede derfor videre i ud-

landet i god tro, og kùnde fort-

sat slig, til jeg havde sultet ihjæl,

hvis ikke et for mig meget

forsmædeligt brev fra en rig

slegtning havde ùnderrettet

mig om forholdene. Denne 

rige slegtning havde lovet mig,

för jeg reiste, at han vilde stötte

mig eller yde "tilskùd", om jeg

vilde forlænge mit studieophold,

eller om stipendiet skulde

blive for knapt. Han skrev

da til mig, – at da han

havde erfaret, – at mit stipen-

diùm var mig frataget, – saa

bortfaldt ogsaa "af sig selv"

det "tilskud", som han havde 

lovet mig; – thi han gik ùd fra, 

at en saa alvorlig ting som at

fratage en mand hans stipendi-

ùm – ikke lod sig gjöre, uden

man havde en meget alvorlig

grùnd, – og han havde da ogsaa

forhört sig i departementet

desangaaende, – men havde

först kùn faaet ùndvigende

svar, – siden havde han, "fra

vel ùnderrettet hold" i departe-

mentet faaet vide, at der blev

skùmlet noget (nederdrægtigt)

om, at mit "private liv" ikke

maatte være i orden, naar der

blev gjort en slig ùndtagelse 

med mig;

jeg var mig ingen bröde 

bevidst. – – rigtig-

nok havde jeg giftet mig straks

forùd med en lidt vel ùng pige,

der kùn var 15 aar, – men dog fuldt

voksen. – (Vi blev forlovede kort 

för jeg reiste til udlandet, – og vi blev

da enige om at lade os vie – et par

dage förend jeg drog til ùdlandet; –

4

thi da jeg skùlde blive saa

længe borte, – vilde vi paa denne

maade sikre os mod en anden 

fræk persons tilnærmelser mod

hende; – hùn kùnde da flytte

til mine forældre ùden folkesnak 

og være trygg for sin forfölger, –

min far var præst og billigede

vort foretagende – og viede os –

trods en reprimande fra de-

partementet. Vort ægteskab er

fremdeles meget lykkeligt, – vi har 

4 börn, – og jeg har aldrig angret 

vort foretagende, trods megen fattig-

dom.) Men det ùsedvanlige ved

dette ægteskab gav nok folk

anledning til lidt sladder, – men

jeg troede dog ikke, at dette

kunde sætte nogen plett paa

en mands "private liv"! –

Jeg kan ikke fortælle hvor-

ledes dette brev fra min rige

slegtning virkede – som "et slag

i ansigtet" – paa mig

jeg havde optaget kredit paa

mit hotel, medens jeg ventede

paa pengene, da jeg trængte mine

kontanter til farver, – jeg

arbeidede nemlig med nogle

billeder, – som jeg da maatte 

forlade halvfærdige – tænkte 

at komme tilbage – laante i

hast lidt penge – solgte alle 

i hast alle mine ùngdoms-

arbeider for næsten ingenting, – 

og alt det lille jeg eiede for

at klare nogle hùndrede kroners

gjæld i ùdlandet og for at faa

reisepenge hjem.

Jeg ùnderrettede Werenskiold og

Holmboe om sagen, da de sad

i kunstnerstyret. – De var begge

meget forargede over, at mù-

ligheden af sligt kùnde hænde,

men de fandt det aldeles "utro-

ligt" og troede, at jeg havde

maattet lade mig narre af

"falsk allarm," – "sligt er

ùmùligt", skrev Werenskiold,

"sligt kan man ikke tillade

sig", skrev Holmboe, – og de

mente begge, at jeg kùn skùl-

de forblevet "rolig" i udlandet

og fordret mit stipendiùm

i to aar, saaledes som alle

andre havde havt det för

mig. – "Reis ùd og forsög om

man tör nægte Dem resten," – skrev

Holmboe; – – "forsöget" havde

jeg nok gjerne gjort, hvis jeg

ikke alt var "kommen paa knæ-

rene" (ökonomisk). At "reise en

sak" mod departementet var

ikke saa like til, – naar man

ikke eiede "naalen i væggen". – 

Werenskiold og Holmboe

syntes begge, at saken var

saa grei, – og de mente begge,

at jeg bare skùlde gjöre de-

partementet ansvarlig for

udtalelserne om mit "private

liv"; – det gjorde jeg da

ogsaa – og gav mit ret-

færdige raseri frit löb; men

i departementet smùttede man

ùndaf hele historien ved at

henvise til "nye bestemmelser

ved stipendieùddeling" ("bestem-

melser", som endnù aldrig

er traadt i kraft – udenfor mit

vedkommende). Men "noget

ùfordelagtigt om min person

eller mit "private liv", – det

5.

havde man aldrig hört i

departementet, og de beklage-

de, hvis nogen formodning

derom skulde være fremsat";

– og de kùnde <da> endelig for-

tælle, at stipendiet var givet

til en anden.

(Jeg kom i fiendskab med min

slegtning, som jeg ogsaa gjorde

ansvarlig for udtalelsen og

fik flere og flere ùbehageligheder)

Jeg var samtidig indstillet

som Nr. 1 til "statens stipen-

diùm", – men dette stipendiùm

blev da givet til en anden,

fordi stipendiekomiteen for dette

stipendiùm "troede mig vel

forsörget med det andet sti-

pendiùm", (comitemedlem proff.

Halvdans Ström’s ord), – denne

komite ahnede nemlig ikke

fratagelsen af stipendiet, – men

naar det nù engang var bort-

givet til en anden, bùrde ved-

kommende selvfölgelig have

det i 2 aar, – ellers var det at 

"föie ùretfærdighed paa uretfær-

dighed".

Jeg havde intet andet at gjöre

end at resignere – jeg

haabede paa, at man vilde

rette det – om ikke næste aar – 

(det frabad jeg mig af hensyn til

den som havde faaet mit stipendiùm), –

saa dog 2 aar efter, – men

da dette slog feil, – tog det

haardt paa mig, – især

da stipendiefratagelsen stadig 

gav aarsag til skùmlerier

om mit "private liv"; – "thi

noget maatte jo ligge bag 

en slig stipendiefratagelse"

mente sladderen, –

jeg blev beskyldt baade for

det ene og det andet: "jeg 

skùlde havt en mindreaarig

elskerinde" – ja jeg blev 

endog beskyldt for drùk-

kenskab, – endskjönt jeg 

dengang var totalist og havde

været det i flere aar.

Jeg vidste ikke, hvorledes jeg

skùlde forsvare mig mod 

pakket – jeg blev "menneske-

sky", – da jeg havde vanskeligt

for at at skjùle mit indre

afmægtige raseri over

den uretfærdige behandling,

som blev mig til del. – 

Det gik samtidig nedover

med min helbred ogsaa i den tiden,

og det tog lang tid, förend

jeg klarte at "trodse" mig

op igjen – ved hjælp av mit ar-

beide, – og imens levede jeg og 

min familie i den yderste

armod.

Jeg kùnde godt blevet en "rig

mand", hvis ikke Kùnsten

havde været en samvittigheds 

sag for mig, – jeg har faaet 

bestillinger i hùndredevis, – 

og har afslaaet dem fordi 

de fristede mig ùdover græn-

serne for mit kunstneriske

studiùm, – jeg har da ofte

heller "givet bort" billeder til

folk som "forstod".

Jeg har plaget Dem med alt

dette – for at retfærdiggjöre og

6

begrùnde det, som jeg nù 

vil bede Dem om: nemlig:

At De paa forhaand 

maa bestemme og lade 

bekjendtgjöre legates

love,: – ifald Deres legat –

i modsætning til andre

stipendier – skal ùddeles

som et særskilt stipendiùm,

der kùn er enaarigt. –

Og jeg skal forklare nöi-

ere, hvorfor jeg har til-ladt

mig at fremkomme med 

dennne bön til Dem. –

Det er nemlig slet ikke

min hensigt nù at bede

Dem om at anvende Deres

rett og indflydelse overfor

stipendie komiteen til fordel

for mig, – jeg vil altsaa ikke

bede om at faa stipendiet  

eller legatet (igjen) i de sed-

vanlige 2 aar, (endskjönt jeg

har faaet indstændig opfordring

fra "Bildende kùnstneres styre",  

om at söge Deres legat

igjen for det andet aar ogsaa.)

Deres legat er nemlig saa

stort, – at om der nogen-

gang skùlde gjöres ùndtagelse

fra regelen, – saa maatte

det være med Deres legat – 

trods dyrtiden, – (man har jo

forhöiet et par stipendier af hensyn 

til denne); men

en slig eventùel en-

aarlig ùndtagelse med

Deres legat bör da være 

tilstrækkelig bekjendtgjort

paa forhaand – (gjennem

legatets love), – og det ikke

bare for min skyld; thi

enhver maler, som faar

legatet vil ellers

gaa ud fra som en given 

sak, at han faar le-

gatet i 2 paa hinanden

fölgende aar, – og han 

vil indrette sig derefter

med hensyn til reiseplanen: 

reisens længde og maal,

opholdets længde, studi-

er – efter landskaber og paa

akademier (som ofte maa

forùdbetales) ––

Pengene vil man jo altid

"komme tilkort" med, naar

man er i udlandet, – selv

om man har noget sikkert

at holde sig til, – man

kan jo ofte gaa i flere ùger

og spare paa alt – (næsten 

pengelös), – medens man

7

venter paa næste termin, – 

men en saadan ventetid

föles aldrig ond, – selv om

man sùlter lidt, – naar

man bare er aldeles 

sikker paa at pengene

er i vente – (man faar jo

i reglen lidt kredit i udlandet

ogsaa), – men værre er

det, naar man (som jeg)

mod sikker forventning – 

pludselig en dag staar der – 

"paa bar bakke" i fremmed

land, – frataget sit stipendiùm

ùden noget forhaandsvarsel

og uden nogen selvforskyldt

grùnd – jùst som man har

sparet som bedst og "pint" sig

og kanske været nödt til at

stifte gjæld – i sikker for-

ventning om, at pengene

kom i nær fremtid. – – 

Denne skùffelse, – denne

lamslaaende fornem-

melse – glemmer ikke 

den, som engang; som en

gang har oplevet den – 

den kommer stadig igjen 

i ens drömme senere

i livet – som pinende ma-

reridt.

Det er ikke rart, – man "staar

jo fast" i fremmed land, – 

man blir i fortvivlelsen

nödt at "lyve" paa

hotellet, hvor man bor, –

man maa lyve, at stipen-

diet er "ventendes" hver 

dag fremdeles; – man har

jo sagt det för i god tro, 

– nù siger man det 

bare for at vinde tid til

at söke andre ùdveie, (man

er for patriotisk til at ville

blamere sine landsmænds

nederdrægtighed), men man

maa jo vinde tid – til at 

skrive hjem forexempel, – 

kanske man kan faa 

laane lidt hjemmefra,

saa man kan faa betale

sin hotelregning og faa

komme sig hjem i allefald;

men det kunde hænde,

at man ikke havde

gode venner eller – 

– kjendinger, – som öie-

blikkelig kùnde eller vilde

"laane", – og der kunde

være dem, som endog blev

blev nödt til at bedrage

eller "snyde" sine ùdenlandske

venner og saaledes ödelægge

andre nordmænds kredit, – 

(det har hændt); – nordmænd

pleier at have god kredit i

udlandet i modsætning til "dan-

            8

skerne, hvis kredit er öde-

lagt af deres "globe(t)rotter",

som en dansk kùnstner

selv sagde til mig, da han

bad mig laane ham lidt

penge – (forresten "snöd" han

mig alligevel selv trods sin

forargelse over "globe(t)rotterne")

Jeg vilde gjerne gjöre

mit til at andre ùnge

norske malere skùlde

ùndgaa slige oplevelser,

som jeg dengang blev udsat

for, – man faar let en

"knæk" for levetiden, sær-

lig, hvis man "atpaa" skal

lide ùnder andres "mistanke",

og forsmædelige sladder og

ùfortjente bagtalelse som 

fölge af en slig stipendie-

fratagelse.

Derfor er det altsaa, at 

jeg har vovet at komme

med denne bön til Dem,

om at lade det blive

bekjendt (i legatets love) paa

forhaand, – ifald Deres legat,

i modsætning til de andre

stipendier, skal være enaa-

rigt.

En saadan bekjendtgjörelse

og forùd fastsat bestem-

melse vilde særlig

være af betydning for mig

overfor sladderen; thi

den vilde paa for-

haand forebygge at

jeg atter (ligesom hin gang)

blir ùdsat for mistan-

ke og bagtalelse efterpaa

– selv om jeg ikke skùlde

faa legatet (igjen) i de sed-

vanlige 2 aar; thi efter 

en saadan fast bestem-

melse derom, kùnde

ingen have noget at

sige med grùnd; men

hvis det nù, ogsaa

anden gang skulde

hænde mig det samme 

som sidst, – dette som ikke

tidligere er hændt nogen

norsk maler, – saa vilde

jeg straks af sladderen blive

stemplet som den, der ikke

kan betroes et stipendiùm 

i de sedvanlige 2 aar, – 

og den gamle lögn og

sladder om mit "private liv"

vilde vaagne til live igjen og faa

ny næring, – ja formelig faa 

et skin af sandhed, – naar

jeg saaledes gang paa gang

skulde blive staaende der som 

et ondt exempel paa som den eneste

ùndtagelse blandt norske malere,

9

der var bleven frataget

sit stipendiùm 2 gange, 

særlig hvis departementet

senere, – (efterat jeg havde

havt legatet), skùlde

ombestemme sig – eller

maatte böie sig for et

eventuelt krav fra kùnst-

nerstyret om, at dette legat

i lighed med andre skùlde

tildeles samme maler i 2 

paa hinanden fölgende aar.

Da vilde jeg for altid blive

stemplet, som den eneste

som man baade för og nù

maatte gjöre en ùndtagelse

med. – Der er kanske

ingen grùnd for mig at 

frygte en saadan gjenta-

gelse, – men det

skùlde ikke ùndre

mig, om departementet

fandt paa noget sligt

som atter at gjöre en

ùndtagelse med mig; – 

jeg og min gren af As-

trup slegten har faaet föle

det flere gange, at vi har

hemmelige fiender der –

endskjönt jeg for min 

part ikke veed af, at jeg

har fornærmet nogen

der; – men kanske

det er fordi jeg er vest-

lænding, – eller

kanske det skriver

sig fra nogen af mine 

"dùmme" misùndere –

ja jeg siger "dùmme", for-

di jeg synes, – at jeg skùl-

de være lidet at misùnde,

som stadig er syg og stadig 

"slider" med min kunst –

i ren fortvivlelse ofte –

(og ùlykkelig, fordi jeg slet ikke

magter det jeg vil i min kunst.)

Men nù glæder jeg mig 

altsaa til at komme ùd

og maaske naa, hvad jeg længe

har strævet med i min kunst.

Da De har vist saa megen

interesse og og tro paa min kunst,

tænkte jeg, at De ogsaa mùligens

kùnde have interesse af at

se, hvad norske kùnstkritikere

og andre kjendte mænd har

skrevet om min kùnst, – og jeg

tillader mig derfor at vedlægge

nogle avis-udklip.

I haab om, at De ikke tager 

mig min bön ilde op, – jeg beder jeg

Dem ùndskylde min vidtlöftige

skrivelse – og modtag atter 

min inderligste tak! Et par

ord vilde glæde mig meget!

Deres taknemlige

Nikolai Astrup

Sandal i Jölster 1919.

Translation