Letter
36 Pages
Transcription: Turid Hagelsteen
Transcription
Det har længe været mig en
trang at faa takke Dem af
<aft> mit inderste hjærte for det,
De har gjort mod mig – for den
tro paa min kunst, som De
viste ved at tildele mig Deres
legat ved den förste ùddeling.
Det er kùn en "fattig tak", jeg
kan sige Dem, – jeg haaber næste
gang jeg udstiller, – at De da vil tage
imod et eller andet av mine ting –
som en liden tak fra mig.
Jeg kan ikke sige pene ting eller ord, men
jeg veed, at mange andre – ùdenforstaa-
ende – beùndrer Deres personlige mod
til at have en selvstændig mening
om, hvem der skal have legatet –
Forfatteren Kinck skrev saaledes
til mig, idet han gratulerede mig
med legatet: "Dette gik da den
rette vei – – – ja ogsaa
for forfatternes vedkommende
viste Hr. Mohr selvstændighed
ligeoverfor indstillingen". –
Lignende har flere andre ùd-
talt sig. – Jeg blev forresten
meget overrasket, da jeg kom
hjem fra en studiereise og fik
meddelelsen om legatet, – jeg var
forbauset; – thi jeg har været
saa bagtalt af misùndere i an-
ledning et tidligere stipendiùm,
(og det ikke mindst af vestlandske
malere), at jeg havde bestemt
mig paa ikke at söke Deres legat; –
jeg vilde ikke paadrage mig yder-
ligere forfölgelse og troede desuden,
at der var nok af dem, som vilde
hindre, at jeg fik det, – og jeg havde
heller ikke sögt det, hvis ikke
overlærer Höst havde sendt mig
et telegram, hvori han formelig
kommanderede mig til at söge det.
Jeg tænker nù paa at reise til Paris
og Italien, og glæder mig til
det store udbytte, som jeg haa-
ber at faa baade for min kunst
og for mine daarlige lùnger, –
jeg er saa glad for, at jeg blev
saa "seiglivet", at jeg fik
opleve dette; – i höst og i
vinter var det en tid, – da jeg troede,
at jeg ikke skùlde faa opleve
at benytte legatet, – da "den
spanske" sygdoms eftervirknin-
ger slog sig sammen med mine
tidligere lùnge lidelser af forskjel-
lig art, – men nù föler jeg, at
livet seirer, – og det skylder jeg
ikke mindst at takke Dem for, –
thi den sjælelige stimùlance, –
som De gav mig ved at vise, at De
troede paa mig og min kùnst, – er det
som har holdt mig oppe, saa jeg
har kunnet faa arbeide en hel
del – trods sygdom. –
Jeg har stadig tænkt paa at
reise, siden jeg fik meddelelsen om
legatet, – men det var for det
förste vanskelig at vide, hvor man
skulde reise hen – paa grùnd
af de urolige forhold ude i verden,
og for det andet var der en be-
stemmelse ved ùddelingsterminerne
af legatet, som har gjort, at jeg
maa pröve at skaffe noget mynt
selv ogsaa for at klare det förste
fjerdingsaars ophold i ùdlandet, –
thi saavidt jeg forstaar departemen-
tets skrivelse, – faar jeg kun udbe-
talt ¼ af legatet baade til reisen,
reisepenge og ophold i et fjerdings-
aar i ùdlandet – da jeg tænker
at reise over Tyskland, Holland og
Belgien for at se Gallerier og samlin-
2
ger og saa et kortere ophold i
Paris og derfra til Italien, – saa
vil denne kvartration næsten
gaa med til reisepenge, – og jeg
har da intet at leve af det
förste fjerdingsaar i Italien, – og
der er vel gjerne dyrtid der som
andre steder nù.
Jeg er jo vant til at klare mig med
lidet penge i ùdlandet; – jeg reiste
engang rùndt til alle de större byer
i Tyskland og brugte paa en maa-
neds tid ikke mere end Kr. 100; – lige-
ledes boede jeg ½ aar i Paris for Kr. 1200,
men det var i de billige tider; – nù har
jeg ingen erfaring om forholdene – har
siden krigens begyndelse kùn været
en tùr i Kjöbenhavn og en tùr i Stok-
holm, – den sidste var dyr nok.
Naar man först var kommen til
reisens maal eller endepùnkt og
havde slaaet sig ned i ro et sted,
vilde man kanske ved störste
sparsomhed kùnne leve af
en saadan kvartration i et
fjerdingsaar ogsaa nù i dyrtiden;
men det förste og sidste kvartal
af aaret vil det være ùmùligt
at klare sig med det, – naar man
af samme kvartration ogsaa
skal betale reisepenge (frem og
tilbage); – til hjemreisen kùnde
man kanske spare op af de 2 andre
kvartalsrationer (af anden og tredje);
<men> det förste kvartal blir det
vanskeligst at komme igjennem.
4500 Kr er jo mange penge, –
det störste stipendium i landet –
men fordelt paa 4 kvartal med
¼ pr. kvartal, blir det vanskeligt
at udnytte det paa bedste maate,
hvis man skal reise lidt om og
se mest mùligt og studere ved flere
akademier et.c. Den förste ration
burde være störst, – da ùdreisen
koster mest; – man skal se alle
gallerier, udstillinger og se sig
om efter steder; hvor man finder
noget at male, og hvor man se-
nere kan slaa sig tilro for at
studere og samle sine indtryk.
Men ordningen med denne kvart-
deling, lader sig vel ikke æn-
dre (til tredeling?) naar departementet
har bestemt det saaledes, og
nù har jeg ogsaa arbeidet mig
op nogle hùndrede kr. og har
laant lidt, saa jeg kanske kla-
rer det, – – jeg maa jo rigtignok
ogsaa sörge for kone og 4 börn,
medens jeg er borte. ––
Men der er noget andet (af
af stor betydning for mig),
som jeg gjerne vilde faa bede
Dem om, – idet jeg paa forhaand
beder Dem ùndskylde, at jeg op-
holder Deres tid.
Det har altid været fast
skik baade her og i andre land,
at ethvert stipendiùm blev
givet til en og samme maler
i mindst 2 paa hinanden
fölgende aar (af hensyn til
et sammenhængende stùdiùm),
– om dette er en departe-
mental bestemmelse her i Norge
eller kùn fast Cotùme – veed
jeg ikke, men det er en fast
regel, som hidtil altid er
bleven fùlgt med ùndtagelse
af en gang, da der var kom-
men nogle nye folk i departe-
mentet, – folk der skulde vise,
at de kùnde reformere eller
revolutionere – ogsaa stipendierne;
– alt skùlde deles, slig at alle,
som kaldte sig malere fik lidt.
3
Til en begyndelse fandt disse
folk ùd, at det naturligvis
var formeget at lade en ma-
ler have et stipendiùm i 2
aar, og saa tog de ùden videre
stipendiet tilbage det andet aar
fra dem, som paa forhaand havde
faaet dem, – og uden varsel; –
og det gik tilfældigvis ud
over maleren Nils Dal, mig (og
en til (Karsten) – der hadde arvet lidt) –
Vi havde dengang tilfældigvis sti-
pendier, og vi tænkte mindst af
alt paa, at man kùnde finde
paa at gjöre nogen ùndtagelse
for vort vedkommende, naar
intet derom var bestemt paa
forhaand – (da vi fik stipendierne),
og vi blev – uden at ahne noget –
– rolig boende i udlandet – hver
paa sin kant, hvor vi brùgte
pengene op efterhvert – i sikker for-
ventning om den anden termin
eller rettere det andet aars stipendi-
ùm; – ingen meddelelse blev givet,
og der gik lang tid hen, för
nogen af os ahnede, at stipen-
dierne var os fratagne og givet
til andre. –
Da malerne i Kristiania fik
greie paa denne fratagelse, – (der
længst mùligt hemmeligholdtes),
blev de forargede paa "standens"
vegne, og der kom et rent "rama-
skrig" fra Nils Dals venner, – saa
at stipendiebestyrelsen maatte
ordne det slig, at Nils Dals fik
sit stipendiùm igjen – (og ùd den
sedvanlige tid – altsaa det andet
aar ogsaa) –, jeg derimod havde
ingen bekjendskaber, der ùnder-
rettede mig, – (kùn min slegt kjendte
min adr. – forùden stipendiebestyrelsen),
og jeg levede derfor videre i ud-
landet i god tro, og kùnde fort-
sat slig, til jeg havde sultet ihjæl,
hvis ikke et for mig meget
forsmædeligt brev fra en rig
slegtning havde ùnderrettet
mig om forholdene. Denne
rige slegtning havde lovet mig,
för jeg reiste, at han vilde stötte
mig eller yde "tilskùd", om jeg
vilde forlænge mit studieophold,
eller om stipendiet skulde
blive for knapt. Han skrev
da til mig, – at da han
havde erfaret, – at mit stipen-
diùm var mig frataget, – saa
bortfaldt ogsaa "af sig selv"
det "tilskud", som han havde
lovet mig; – thi han gik ùd fra,
at en saa alvorlig ting som at
fratage en mand hans stipendi-
ùm – ikke lod sig gjöre, uden
man havde en meget alvorlig
grùnd, – og han havde da ogsaa
forhört sig i departementet
desangaaende, – men havde
först kùn faaet ùndvigende
svar, – siden havde han, "fra
vel ùnderrettet hold" i departe-
mentet faaet vide, at der blev
skùmlet noget (nederdrægtigt)
om, at mit "private liv" ikke
maatte være i orden, naar der
blev gjort en slig ùndtagelse
med mig;
jeg var mig ingen bröde
bevidst. – – rigtig-
nok havde jeg giftet mig straks
forùd med en lidt vel ùng pige,
der kùn var 15 aar, – men dog fuldt
voksen. – (Vi blev forlovede kort
för jeg reiste til udlandet, – og vi blev
da enige om at lade os vie – et par
dage förend jeg drog til ùdlandet; –
4
thi da jeg skùlde blive saa
længe borte, – vilde vi paa denne
maade sikre os mod en anden
fræk persons tilnærmelser mod
hende; – hùn kùnde da flytte
til mine forældre ùden folkesnak
og være trygg for sin forfölger, –
min far var præst og billigede
vort foretagende – og viede os –
trods en reprimande fra de-
partementet. Vort ægteskab er
fremdeles meget lykkeligt, – vi har
4 börn, – og jeg har aldrig angret
vort foretagende, trods megen fattig-
dom.) Men det ùsedvanlige ved
dette ægteskab gav nok folk
anledning til lidt sladder, – men
jeg troede dog ikke, at dette
kunde sætte nogen plett paa
en mands "private liv"! –
Jeg kan ikke fortælle hvor-
ledes dette brev fra min rige
slegtning virkede – som "et slag
i ansigtet" – paa mig
jeg havde optaget kredit paa
mit hotel, medens jeg ventede
paa pengene, da jeg trængte mine
kontanter til farver, – jeg
arbeidede nemlig med nogle
billeder, – som jeg da maatte
forlade halvfærdige – tænkte
at komme tilbage – laante i
hast lidt penge – solgte alle
i hast alle mine ùngdoms-
arbeider for næsten ingenting, –
og alt det lille jeg eiede for
at klare nogle hùndrede kroners
gjæld i ùdlandet og for at faa
reisepenge hjem.
Jeg ùnderrettede Werenskiold og
Holmboe om sagen, da de sad
i kunstnerstyret. – De var begge
meget forargede over, at mù-
ligheden af sligt kùnde hænde,
men de fandt det aldeles "utro-
ligt" og troede, at jeg havde
maattet lade mig narre af
"falsk allarm," – "sligt er
ùmùligt", skrev Werenskiold,
"sligt kan man ikke tillade
sig", skrev Holmboe, – og de
mente begge, at jeg kùn skùl-
de forblevet "rolig" i udlandet
og fordret mit stipendiùm
i to aar, saaledes som alle
andre havde havt det för
mig. – "Reis ùd og forsög om
man tör nægte Dem resten," – skrev
Holmboe; – – "forsöget" havde
jeg nok gjerne gjort, hvis jeg
ikke alt var "kommen paa knæ-
rene" (ökonomisk). At "reise en
sak" mod departementet var
ikke saa like til, – naar man
ikke eiede "naalen i væggen". –
syntes begge, at saken var
saa grei, – og de mente begge,
at jeg bare skùlde gjöre de-
partementet ansvarlig for
udtalelserne om mit "private
liv"; – det gjorde jeg da
ogsaa – og gav mit ret-
færdige raseri frit löb; men
i departementet smùttede man
ùndaf hele historien ved at
henvise til "nye bestemmelser
ved stipendieùddeling" ("bestem-
melser", som endnù aldrig
er traadt i kraft – udenfor mit
vedkommende). Men "noget
ùfordelagtigt om min person
eller mit "private liv", – det
5.
havde man aldrig hört i
departementet, og de beklage-
de, hvis nogen formodning
derom skulde være fremsat";
– og de kùnde <da> endelig for-
tælle, at stipendiet var givet
til en anden.
(Jeg kom i fiendskab med min
slegtning, som jeg ogsaa gjorde
ansvarlig for udtalelsen og
fik flere og flere ùbehageligheder)
Jeg var samtidig indstillet
som Nr. 1 til "statens stipen-
diùm", – men dette stipendiùm
blev da givet til en anden,
fordi stipendiekomiteen for dette
stipendiùm "troede mig vel
forsörget med det andet sti-
pendiùm", (comitemedlem proff.
Halvdans Ström’s ord), – denne
komite ahnede nemlig ikke
fratagelsen af stipendiet, – men
naar det nù engang var bort-
givet til en anden, bùrde ved-
kommende selvfölgelig have
det i 2 aar, – ellers var det at
"föie ùretfærdighed paa uretfær-
dighed".
Jeg havde intet andet at gjöre
end at resignere – jeg
haabede paa, at man vilde
rette det – om ikke næste aar –
(det frabad jeg mig af hensyn til
den som havde faaet mit stipendiùm), –
saa dog 2 aar efter, – men
da dette slog feil, – tog det
haardt paa mig, – især
da stipendiefratagelsen stadig
gav aarsag til skùmlerier
om mit "private liv"; – "thi
noget maatte jo ligge bag
en slig stipendiefratagelse"
mente sladderen, –
jeg blev beskyldt baade for
det ene og det andet: "jeg
skùlde havt en mindreaarig
elskerinde" – ja jeg blev
endog beskyldt for drùk-
kenskab, – endskjönt jeg
dengang var totalist og havde
været det i flere aar.
Jeg vidste ikke, hvorledes jeg
skùlde forsvare mig mod
pakket – jeg blev "menneske-
sky", – da jeg havde vanskeligt
for at at skjùle mit indre
afmægtige raseri over
den uretfærdige behandling,
som blev mig til del. –
Det gik samtidig nedover
med min helbred ogsaa i den tiden,
og det tog lang tid, förend
jeg klarte at "trodse" mig
op igjen – ved hjælp av mit ar-
beide, – og imens levede jeg og
min familie i den yderste
armod.
Jeg kùnde godt blevet en "rig
mand", hvis ikke Kùnsten
havde været en samvittigheds
sag for mig, – jeg har faaet
bestillinger i hùndredevis, –
og har afslaaet dem fordi
de fristede mig ùdover græn-
serne for mit kunstneriske
studiùm, – jeg har da ofte
heller "givet bort" billeder til
folk som "forstod".
Jeg har plaget Dem med alt
dette – for at retfærdiggjöre og
6
begrùnde det, som jeg nù
vil bede Dem om: nemlig:
At De paa forhaand
maa bestemme og lade
bekjendtgjöre legates
love,: – ifald Deres legat –
i modsætning til andre
stipendier – skal ùddeles
som et særskilt stipendiùm,
der kùn er enaarigt. –
Og jeg skal forklare nöi-
ere, hvorfor jeg har til-ladt
mig at fremkomme med
dennne bön til Dem. –
Det er nemlig slet ikke
min hensigt nù at bede
Dem om at anvende Deres
rett og indflydelse overfor
stipendie komiteen til fordel
for mig, – jeg vil altsaa ikke
bede om at faa stipendiet
eller legatet (igjen) i de sed-
vanlige 2 aar, (endskjönt jeg
har faaet indstændig opfordring
fra "Bildende kùnstneres styre",
om at söge Deres legat
igjen for det andet aar ogsaa.)
Deres legat er nemlig saa
stort, – at om der nogen-
gang skùlde gjöres ùndtagelse
fra regelen, – saa maatte
det være med Deres legat –
trods dyrtiden, – (man har jo
forhöiet et par stipendier af hensyn
til denne); men
en slig eventùel en-
aarlig ùndtagelse med
Deres legat bör da være
tilstrækkelig bekjendtgjort
paa forhaand – (gjennem
legatets love), – og det ikke
bare for min skyld; thi
enhver maler, som faar
legatet vil ellers
gaa ud fra som en given
sak, at han faar le-
gatet i 2 paa hinanden –
fölgende aar, – og han
vil indrette sig derefter
med hensyn til reiseplanen:
reisens længde og maal,
opholdets længde, studi-
er – efter landskaber og paa
akademier (som ofte maa
forùdbetales) ––
Pengene vil man jo altid
"komme tilkort" med, naar
man er i udlandet, – selv
om man har noget sikkert
at holde sig til, – man
kan jo ofte gaa i flere ùger
og spare paa alt – (næsten
pengelös), – medens man
7
venter paa næste termin, –
men en saadan ventetid
föles aldrig ond, – selv om
man sùlter lidt, – naar
man bare er aldeles
sikker paa at pengene
er i vente – (man faar jo
i reglen lidt kredit i udlandet
ogsaa), – men værre er
det, naar man (som jeg)
mod sikker forventning –
pludselig en dag staar der –
"paa bar bakke" i fremmed
land, – frataget sit stipendiùm
– ùden noget forhaandsvarsel
og uden nogen selvforskyldt
grùnd – jùst som man har
sparet som bedst og "pint" sig
og kanske været nödt til at
stifte gjæld – i sikker for-
ventning om, at pengene
kom i nær fremtid. – –
Denne skùffelse, – denne
lamslaaende fornem-
melse – glemmer ikke
den, som engang; som en
gang har oplevet den –
den kommer stadig igjen
i ens drömme senere
i livet – som pinende ma-
reridt.
Det er ikke rart, – man "staar
jo fast" i fremmed land, –
man blir i fortvivlelsen
nödt at "lyve" paa
hotellet, hvor man bor, –
man maa lyve, at stipen-
diet er "ventendes" hver
dag fremdeles; – man har
jo sagt det för i god tro,
– nù siger man det
bare for at vinde tid til
at söke andre ùdveie, (man
er for patriotisk til at ville
blamere sine landsmænds
nederdrægtighed), men man
maa jo vinde tid – til at
skrive hjem forexempel, –
kanske man kan faa
laane lidt hjemmefra,
saa man kan faa betale
sin hotelregning og faa
komme sig hjem i allefald;
men det kunde hænde,
at man ikke havde
gode venner eller –
– kjendinger, – som öie-
blikkelig kùnde eller vilde
"laane", – og der kunde
være dem, som endog blev
blev nödt til at bedrage
eller "snyde" sine ùdenlandske
venner og saaledes ödelægge
andre nordmænds kredit, –
(det har hændt); – nordmænd
pleier at have god kredit i
udlandet i modsætning til "dan-
8
skerne, hvis kredit er öde-
lagt af deres "globe(t)rotter",
som en dansk kùnstner
selv sagde til mig, da han
bad mig laane ham lidt
penge – (forresten "snöd" han
mig alligevel selv trods sin
forargelse over "globe(t)rotterne")
Jeg vilde gjerne gjöre
mit til at andre ùnge
norske malere skùlde
ùndgaa slige oplevelser,
som jeg dengang blev udsat
for, – man faar let en
"knæk" for levetiden, sær-
lig, hvis man "atpaa" skal
lide ùnder andres "mistanke",
og forsmædelige sladder og
ùfortjente bagtalelse som
fölge af en slig stipendie-
fratagelse.
Derfor er det altsaa, at
jeg har vovet at komme
med denne bön til Dem,
om at lade det blive
bekjendt (i legatets love) paa
forhaand, – ifald Deres legat,
i modsætning til de andre
stipendier, skal være enaa-
rigt.
En saadan bekjendtgjörelse
og forùd fastsat bestem-
melse vilde særlig
være af betydning for mig
overfor sladderen; thi
den vilde paa for-
haand forebygge at
jeg atter (ligesom hin gang)
blir ùdsat for mistan-
ke og bagtalelse efterpaa
– selv om jeg ikke skùlde
faa legatet (igjen) i de sed-
vanlige 2 aar; thi efter
en saadan fast bestem-
melse derom, kùnde
ingen have noget at
sige med grùnd; men
hvis det nù, ogsaa
anden gang skulde
hænde mig det samme
som sidst, – dette som ikke
tidligere er hændt nogen
norsk maler, – saa vilde
jeg straks af sladderen blive
stemplet som den, der ikke
kan betroes et stipendiùm
i de sedvanlige 2 aar, –
og den gamle lögn og
sladder om mit "private liv"
vilde vaagne til live igjen og faa
ny næring, – ja formelig faa
et skin af sandhed, – naar
jeg saaledes gang paa gang
skulde blive staaende der som
et ondt exempel paa som den eneste
ùndtagelse blandt norske malere,
9
der var bleven frataget
sit stipendiùm 2 gange,
særlig hvis departementet
senere, – (efterat jeg havde
havt legatet), skùlde
ombestemme sig – eller
maatte böie sig for et
eventuelt krav fra kùnst-
nerstyret om, at dette legat
i lighed med andre skùlde
tildeles samme maler i 2
paa hinanden fölgende aar.
Da vilde jeg for altid blive
stemplet, som den eneste
som man baade för og nù
maatte gjöre en ùndtagelse
med. – Der er kanske
ingen grùnd for mig at
frygte en saadan gjenta-
gelse, – men det
skùlde ikke ùndre
mig, om departementet
fandt paa noget sligt
som atter at gjöre en
ùndtagelse med mig; –
jeg og min gren af As-
trup slegten har faaet föle
det flere gange, at vi har
hemmelige fiender der –
endskjönt jeg for min
part ikke veed af, at jeg
har fornærmet nogen
der; – men kanske
det er fordi jeg er vest-
lænding, – eller
kanske det skriver
sig fra nogen af mine
"dùmme" misùndere –
ja jeg siger "dùmme", for-
di jeg synes, – at jeg skùl-
de være lidet at misùnde,
som stadig er syg og stadig
"slider" med min kunst –
i ren fortvivlelse ofte –
(og ùlykkelig, fordi jeg slet ikke
magter det jeg vil i min kunst.)
Men nù glæder jeg mig
altsaa til at komme ùd
og maaske naa, hvad jeg længe
har strævet med i min kunst.
Da De har vist saa megen
interesse og og tro paa min kunst,
tænkte jeg, at De ogsaa mùligens
kùnde have interesse af at
se, hvad norske kùnstkritikere
og andre kjendte mænd har
skrevet om min kùnst, – og jeg
tillader mig derfor at vedlægge
nogle avis-udklip.
I haab om, at De ikke tager
mig min bön ilde op, – jeg beder jeg
Dem ùndskylde min vidtlöftige
skrivelse – og modtag atter
min inderligste tak! Et par
ord vilde glæde mig meget!
Deres taknemlige
Sandal i Jölster 1919.