Letter
12 Pages
Transcription: Tor Martin Leknes
Translation: Francesca Nichols
Transcription
Kjære Hr. Meyer!
Tusend tak for Deres venlige brev
og for pengene! Ja, jeg veed ikke, hvad
jeg skal sige om Deres genereùsitet –
Det var jo kùn min kones træsnit De
skùlde betale og saa sender De 150 kr
extra. "Maimaane" ("Vaarmaane" og "Vaarnat arbeide
i haven" – har jeg ogsaa kaldt det, – det er forresten mine
venner som i almindelighed har sat navn paa mine
ting ved ùdstillinger e.t.c.) – dette lille træsnit
var jo en foræring til Dem – ligesaa Alger-
billedet, som egentlig skùlde været sendt Dem
fra Alger. – "Sandalstrand" var jo ogsaa ment
som foræring, – dà jeg jo selv tilböd Dem det.
Jeg bùrde jo altsaa som ærlig mand egentlig
sende Dem de 150 Kr. tilbage, men da jeg stadig
lever i en evig krig med min gjæld, – saa har
man jo ùnder slige omstændigheder vanskeligt
2
for at lade fra sig igjen "krigsmaterialer", –
som saaledes falder i ens hænder.
Nù har jeg altsaa imidlertid snart antagelig
"opfyldt" Deres vægge med mine mer eller
mindre gode prodùkter; – og at sende Dem
noget, som jeg paa forhaand ikke veed, om
De vilde like, – gaar jo heller ikke an; – (jeg
veed selv af erfaring, – hvor ærgerligt det er
at "maatte" spendere væggeplads paa en af sine
venners daarlige prodùkter, – bare fordi man
har faaet et billede; som man misliker – til
foræring. – Desùten har De jo, som De siger, –
ikke plads til mer, – det maatte altsaa helst
være smaa ting, – om jeg skulde sende Dem
noget, – og jeg har vistnok endnù nogle mindre
træsnit, som De ikke har seet – for exempl.:
"Plognatten" (af störrelse som "Vaarmaane"), den
blev desværre – mellem os sagt – aarsak til
en viss "misstemning" mellem de to venner
Dr. Kreyberg og Kramer: – Kreyberg havde bestilt
et sligt træsnit, og jeg sendte 5-6 tryk til
(P.S. Dette nærmer sig kanske – det man kalder "sladder")
3
Kramer og sa da samtidigt, at Kramer kùnde
vælge sig ùt et af trykkene til sin samling,
og han valgte straks ùt et og lod det indramme
og anbringe paa sin væg. – Da saa Kreyberg
kom for at vælge ùd et tryk, fik han se
Kramers tryk paa væggen – og vragede da
straks det tryk, han alt havde "taget ùd", og
som han fra först af var meget begeistret for; –
thi da han fik se Kramers tryk; fandt han
det at være saa meget bedre end alle de andre; –
ja det var et "digt" en dröm o.s.v. – Kramer
beklager bare at alle hans sùperlativer og fanta-
sifulde ord og poetiske udtryk ikke kùnde
blevet nedskrevne; thi han skapte paa staaende
fod selv et digt saa storartet, at det var langt
bedre end træsnittet, – sa Kramer. – Jeg tvivler
heller ikke paa, at det var saa; thi de poesi-
fyldte digt, som han af og til sender mig
er af den art, at jeg kùnde have lyst at sende
ham alt det lille, jeg eier af kunst; ja, bare jeg havde
raad til det, – forærede jeg ham gjerne alt det, jeg
kunde prodùcere. – Men han er en vanskelig
4
mand – nærtagende og reserveret – ömfindtlig
og hensyns fuld til det yderste – og med alt
dette meget sympathisk. – Saa ofte – har jeg
paa grùnd af min forbandede "opositionstrang"
"stödt" den virkelig "fine" mand, – (jeg kan ikke
hjælpe for det: der render ofte en djævel i
mig ved höitidelige anledninger, – som dengang
ved festmiddagen i anledning aabningen af
"Meyers samling": – alle de pene taler i anledning
dagen havde bragt mig i kamp hùmör, – og min
svartale til direktör Bögh bragte ved sin
barokhed og krasshed hele salen til at bröle
af latter paa Böhgs bekostning – professorerne
(Brögger og Schetelig samt dr. Hjalmar Christen-
sen klappet endog i hænderne, – det var stygt
gjort af mig overfor den gamle fine mand,
som bare havde sagt pene ord om mig.) –
Engang var jeg særlig "krass" overfor Kreyberg, –
det var næsten ufrivillig – han holdt en "bedre
middag i anledning en gebùrtsdag; – der var særlig
ùdsögte retter og vine, – og da vi havde spist
5
en særlig delikat sùppe, – spurgte han mig, om
jeg havde smagt en bedre sùppe (ja han sagde det
naturligvis paa en meget finere maade), – jeg svarede
at, jo, det havde jeg en eneste gang; – han vilde
vide, hvad det var slags sùppe, – jo, svarede jeg
det kan kanske interessere Dem som mediciner:
"den var kogt paa en bændelorm". Det gav
formelig et "sjokk" i Kreyberg, og han blev siden
taùs ùnder hele maaltidet, – enten han nù tabte
appetitten, eller han optok det som en fornærmelse.
"Bændelormssuppen" havde forresten sin rigtige
historie: Min bror Kristian og jeg fangede en
nat en örret paa 6½ kg., – den var saa tyk
over ryggen – som en liden grisùnge, og havde over
en halv tommes hvidt spæk ùnder skindet; det
skùlde blive en herlig rökelaks af den, sa vi, og
skyndte os hjem med den og gav os til at
stelle den efter alle kunstens regler: – blev lagt
i sterk saltlake, saa sterk at fisken den flöt næsten,
og efter 2 timers forlöb blev den taget op og spilet
ùd med træspiler og indgnedet med kognak og sit
eget blod (fra ryggaaren), – og saa hængte vi den
op til koldrokning med ener. Imidlertid var vi
i nattens löb blevne frygtelig sùltne; – lidt af
6
kognakken havde vi vel ogsaa smagt ùnder ar-
beidet med "indgnidningen" og det forögede nok ogsaa
appetitten. – Vi fandt da ùd, at nù vilde vi lave
os noget rigtigt godt at spise; – i den fattige præste-
gaard var vi jùst ikke "forvænnet" med god mat. –
Kristian gik i haven i fandt rædikker, græslök
og andre gröntsaker, og jeg satte fiskehodet i vand
paa ilden, og da Kristian kom tilbake med gröntsa-
kerne, opdagede han at örretten havde en ùsed-
vanlig stor lever, – noget som er sjælden hos örret; –
det var endnù mörkt – lysnede saavidt af dag, – og
i halvmörket saa han, at der hang en masse hvidt
fedt i utallige bùgtninger langs leveren. Det maa
være ùdmærket at have med i suppen, sa han.
Det blev den bedste suppe, vi havde smagt, – og vi
spiste flere talerkener hver, – men imidlertid var
det bleven helt lyst; – "slig sùppe maa vi lave
oftere", sa Kristian – "jeg tror endog at dù har
spenderet makaroni paa sùppen"; – jeg skùlde
se efter, og ganske rigtig sùppen var fùld af smaa
flate makaronistykker, – og vi opdagede da, at
det var hùndredvis af bændelorms-"led", som var
gaaet fra hinanden ùnder kogningen, – og vi
7
forstod da, at det "hvide fedt" som fulgte med
leveren havde været en særlig stor bændelorm.
Der blev ikke spist mere af sùppen, – vi havde
forresten spist den omtrent op, – men naar min
bror og jeg nù senere træffes, taler vi altid om, at
bedre suppe har vi aldrig smagt.
Nei jeg forvilder mig paa vidderne i erindringer,
som saa ofte, naar jeg skal skrive til venner og
kjendinger. Det var altsaa Kreyberg og "plognatten".
Ja, Kramer tilböd Kreyberg sit tryk; – men det
vilde han ikke tage imod. – Kramer mente, at
jeg kunde skaffe ham maken til det; – "nei, et
sligt tryk ("digt") kùnde ikke gjentages", – og naar Kramer
havde "taget det ùd" skùlde han og have det, – basta.
Men noget andet tryk kùnde Kreyberg ikke have;
thi han vilde altid mindes det bedste.
Nù har Kramer bedt mig forsöke at lave et
lignende nyt tryk, – men det er ùmùligt for mig
at erindre "hvilket var hvilket" af de 5-6 tryk.
Jeg har da tænkt at forsöke at tage en "copi"
eller rettere trykke en copi: – jeg tager platerne
8
med til Bergen, naar jeg i slutten af febr. eller
begyndelsen af martz tager en tùr til Bergen,
og saa faar jeg forsöke; – (og "laver" 5-6 stykker sig da
nogenlùndle gode, tùrde jeg kanske tilbyde Dem ogsaa
et tryk, – jeg har jo ogsaa andre smaa træsnit,
som De vistnok ikke har seet – eller har i Deres
samling, – ting, som jeg da ogsaa kanske turde
tilbyde Dem som vederlag for pengene, som
De har sendt formeget). –
Jeg er nù "flyttet op" i mit nye atteliere – og har
et ypperligt arbeids lys, – jeg har jo hidtil arbeidet
i "mörke" næsten, – bare jeg nù ogsaa kunde gjöre
bedre kùnst – og mere – eller större prodùktion; – thi
det trænges, – gjælden vokser mig snart over hovedet,
og der skal meget til, naar man har 7 ùnger (og den
8de i vente); – jeg har endnù gjæld fra "Algerturen" –
vi var jo hele 9 maaneder paa reise dengang –
gjennem Tyskland, Østerrike – Italien – Tunis
Alger – Spanien Frankrike og tilbake over Tyskland,
og med kone og et lidet barn, blev det jo dyrt, da
man jo blev nödt at tage ind paa bedste og dyreste
hoteller; – da jeg kom hjem, havde jeg det förste aar
9
ikke engang raad at kjöbe farver, som jo var
det nödvendigste til en ny "start". Bygningen af
attelieret kostede jo ogsaa meget, og det er ikke
helt færdig indrettet, men jeg magtede ikke mere
forelöbig; – bygdens brandtaxt, – som aldrig er for
höi – har taxeret det til 7000, men banken her
vilde ikke laane mig mere end 2000 paa det, –
den synes vel, at jeg har laant nok, – jeg har
nemlig tidligere faaet laane 3000 paa gaard
og hùser i banken, – nogen anden pantegjæld
har jeg ikke paa min eiendom, men jeg skylder
desværre en hel del til arbeidere endnù, og det
piner mig, at jeg ikke kan klare at betale dem ud,
endnù. Under krigen var jeg bùden 8000 kr.
for gaard og hùser, – da var attelieret og tilhörende
hùs og kjældere endnù ikke bygget, – jeg bùrde
kanske solgt dengang – og bygget andensteds.
De skulde vel ikke hr. Meyer kjende nogen rik-
mand, som kùnde laane mig ca. 2000 kr. mod
sikkerhed i gaard og hùser – altsa 1ste prioritet næst
bankens 5000 kr. – ja gjerne 1ste prioritet i hvad
her maatte findes af malerier og andet indbo –
10
vi har jo for ca. 1200 i gamle tepper, – som naar-
somhelst kan sælges til den pris og mere, (vi har
solgt nogle ùden fortjeneste til Dr. Bydahl, – men det
gjör os mere ondt at skille os af med de gamle
tepper (aaklæder), end at skille sig med malerier).
Banken har intet med vort indbo at gjöre,
saa den del af vor eiendom blev da helt 1ste prio-
ritet. – De maa ùndskylde, at jeg plager
Dem med mine ökonomiske sorger og bekym-
ringer, – men jeg veed, at De kjender adskillige
rikfolk. – Kramer vil jeg nödig spörge om
sligt, da han lett opfatter det, som om jeg
vil faa ham til at kaùtionere, – og det vil
jeg ikke, da han har tapt paa Maleren Tùnold,
som han kaùtionerede for – ùden "sikkerhed"; –
desuten "taber" man saa lett en "ven", naar han
blir ens kaùtionist. – Nù kan det hænde, jeg
ikke behöver noget laan, – med tiden haaber jeg
at kùnne löse mine forpligtelser, – men mit
spörgsmaal gjaldt for det tilfælde, at en eller
anden af mine kreditorer skùlde blive saa utaal-
modig, at han forlangte mig "pantet", – det var
da godt at vite, at man havde en "tilflùgt".
11
Ja jeg er skamfùld over mig selv, – at jeg har
kùnnet faa mig selv til at spörge Dem om sligt.
Haaber De ikke blir sint paa mig eller opfatter
mig slig, – som om jeg vilde faa Dem til at kaùtionere.
Som sagt – venner bör man ikke vælge til kaùtio-
nister, – men det kùnde jo hænde, at jeg henvend-
te mig til en ven, hvis jeg blev pantet for et
belöb paa 7-800 kr., som jeg i farten ikke kunde
skaffe, – og i et sligt tilfælde, kùnde jeg ogsaa
kanske komme til at henvende mig til Dem ogsaa,
og jeg vilde ikke blive det mindste fornærmet
eller like Dem mindre godt end för, om De sa
bent ud "nei". – Thi, – De har jo altid været
den bedste og hensynsfùldeste af alle mine de
kjöbere, jeg har havt gjennem længere tidsrùm, – og
jeg har meget at takke Dem for, – og jeg har vist
ikke altid været "sjönsom", og har sikkert ofte
"stödt" Dem, – jeg opdager sligt oftest efterpaa – forsent.
Men De har altid været overbærende med mig. –
Saa vil jeg da önske Dem og familie "Et godt aar"!
Hils Deres sön hjærteligst og vær selv bedst hilset
fra Deres
Translation
Dear Mr. Meyer!
Many thanks for Your kind letter
and for the money! Well, I don’t know what
to say about Your generosity –
It was only my wife’s woodcut that You
should have paid for and then You send 150 kroner
extra. "The moon in May" ("Spring moon" and "Spring night working
in the garden" – I have also called it, – it is incidentally my
friends who have generally given names to my
works when I have had exhibitions, etc.) – this little woodcut
was a gift to You – likewise the Algiers
picture, which actually should have been sent to You
from Algiers. – "Sandalstrand" was also intended
as a gift, – as it was I who offered it to You.
I should actually being an honest man
return the 150 kroner to You, but when I constantly
live in eternal combat with my debts, – then
under such circumstances one finds it difficult
2
to let go of the "ammunition", –
which falls into one’s hands in this manner.
In the meantime I have now most likely
"completely filled" Your walls with my more or
less good products; – and to send You
something, which I don’t know in advance, whether
You might like, – is also out of the question; – (I
know from experience, – how irritating it is
to "have to" offer wall space for a
friend’s inferior products, – just because one
has received a picture; which one dislikes – as
a gift. – In addition You have, as You say, –
not room for more, – it would preferably have to
be small things, – if I should send You
something, – and I do still have some smaller
woodcuts, which You have not seen – for example:
"Night ploughing" (the size of "Spring moon"), it
unfortunately – just between us – became the root of
a certain "ill-feeling" between the two friends
Dr. Kreyberg and Kramer: – Kreyberg had ordered
one such woodcut, and I sent 5-6 prints
(P.S. This perhaps verges on – what one calls "gossip")
3
to Kramer at the same time saying, that Kramer could
choose one of the prints for his collection,
and he immediately chose one and had it framed
and placed on his wall. – When Kreyberg later
arrived to select a print, he saw
Kramer’s print on the wall – and instantly
discarded the print, he had already "picked out", and
that to begin with he was very enthused about; –
until he saw Kramer’s print; he found
it to be so much better than all the others; –
it was no less than a "poem" a dream, etc. – Kramer
regretted that all of his superlatives and imagi-
native words and lyrical expressions had not
been written down; for he created on the spot
a poem so magnificent, that it was far
better than the woodcut, - Kramer said. – Nor do I
doubt, that it was true; for the lyrical
poems, which he occasionally sends me
are of such an order, that I might be inclined to send
him the little, that I have of art; well, if only I could
afford to, – I would gladly present him with everything, I
could produce. – But he is a difficult
4
man – touchy and reserved – sensitive
and considerate to the extreme – and in all
this very sympathetic. – Very often – I have
due to my cursed "rebellious urge"
"offended" the exceptionally "fine" man, – (I cannot
help it: I am often possessed by a demon
on solemn occasions, – like that time
during the banquet to celebrate the opening of
"the Meyer collection": – all of the speeches on the
occasion had brought me into a combative spirit, – and my
rejoinder speech to director Bögh with its
baroqueness and crassness caused the entire room to roar
with laughter at Böhg’s expense – the professors
(Brögger and Schetelig together with Dr. Hjalmar Christen-
sen even clapped their hands, – it was not nice
of me to do this to that fine old gentleman,
who had only said nice things about me.) –
I was once especially "crass" towards Kreyberg, –
it was almost involuntarily – he held a "fine"
dinner to celebrate a birthday; – there were particularly
exquisite dishes and wines, – and when we had eaten
5
a particularly tasty soup, – he asked me, whether
I had tasted a better soup (well he said it
of course in a much more refined manner), – I responded
that, yes, I had once; – he wished
to know, what kind of soup it was, – well, I responded
it might perhaps interest You as a man of medicine:
"it was made from a tapeworm". It gave
Kreyberg a veritable "shock", and he remained
silent throughout the rest of the meal, – whether through loss
of appetite, or because he took it as an insult.
"The tapeworm soup" incidentally had a true
history: One night my brother Kristian and I caught
a trout weighing 6½ kilos, – its back was
as thick – as a little piglet, and had more than
half an inch of white fat under its skin; it
would make a fantastic smoked salmon, we said, and
hurried home with it and began to
prepare it according to all the rules of the game: – was put
in a strong brine, so strong that the fish practically floated,
and when 2 hours passed it was taken up and stretched
out with wooden chips and rubbed in cognac and its
own blood (from the dorsal vein), – and then we hung it
up for cold smoking with juniper. However in the
course of the night we became terribly hungry; – we had most
6
likely also tasted a little of the cognac while work-
ing on "the rubbing" process and that had increased our
appetite. – We thus decided, that we would make
ourselves something really good to eat; – in the humble vicar-
age we were not exactly "pampered" with good food. –
Kristian went into the garden and found radishes, chives
and other vegetables, and I put the fish head in water
over the fire, and when Kristian returned with the vege-
tables, he discovered that the trout had an unu-
sually large liver, – which is rare in a trout; –
it was still dark out – the first light of day barely visible, – and
in the semi-dark he saw, that there hung a lot of white
fat in countless folds alongside the liver. It would
be perfect to include in the soup, he said.
It was the best soup, we had tasted, – and we
ate several servings each, – but in the meanwhile it
had become light out; – "we have to make this soup
more often", said Kristian – "I think you have even
added macaroni to the soup"; – I looked
closer, and sure enough the soup was full of small
flat pieces of macaroni, – and then we discovered, that
there were hundreds of tapeworm "links", that had
separated during the cooking; – and we
7
understood then, that the "white fat" that came with
the liver had been an especially large tapeworm.
No one ate more of the soup, – we had
incidentally eaten most of it, – but when my
brother and I meet each other since then, we always talk about, how
we have never tasted a better soup.
Well now I am getting lost in memories,
as I often do, when I write to friends and
acquaintances. We were talking about Kreyberg and "night ploughing".
Well, Kramer offered Kreyberg his print; - but he
did not want to accept it. – Kramer thought, that
I might be able to obtain one exactly like it for him; – "no, such a
print ("poem") could never be repeated", – and since Kramer
had "picked it out" he should also have it, – basta.
But Kreyberg would not have any other print;
for he would always be reminded of the best one.
Kramer has now asked me to attempt to make a
similar new print, – but it is impossible for me
to remember "which was which" among the 5-6 prints.
I have planned to try to make a "copy"
or rather print a copy: – I will bring the blocks
8
with me to Bergen, when at the end of February or
beginning of March I make a trip to Bergen,
and then I will make an attempt; – (and if 5-6 duplicates "turn out"
rather well, perhaps I will offer You
a print, – I also have other small woodcuts,
which You evidently have not seen – nor have in Your
collection, – things, which I might perhaps dare to
offer You as compensation for the money, that
You have sent in excess).
I have now "moved up" to my new studio – and have
excellent light to work in, – I have until now worked
almost in "the dark", – if only I can make
better art – and more – or a larger production; – for
it is necessary, – I will soon be up to my neck in debts,
and it takes a lot, when one has 7 children (and the
8th on its way); – I still have debts from "the Algiers trip" –
we travelled for an entire 9 months then –
through Germany, Austria – Italy – Tunisia
Algeria – Spain France and back again through Germany,
and with a wife and infant, it was expensive, as
one was forced to stay in the best and most expensive
hotels; – when I returned home, I could not afford
9
to buy paints during the first year, which obviously was
the most essential thing for a new "start". Construction of
the studio has also been costly, and it is not
completely furnished, but I could not afford more
for the time being; – the building’s estimated fire insurance valuation, – which is never too
high – has been assessed at 7,000, but the bank here
would not lend me more than 2,000 on it, –
they most likely feel, that I have borrowed enough, – I have
in fact previously borrowed 3,000 on the farm
and buildings from the bank; – I do not have any other mortgage
debts on my property, but I still owe
a great deal unfortunately to the workers, and it
pains me, that I cannot pay them in full,
yet. During the war I was offered 8,000 kroner
for the farm and the buildings, – at the time the studio and the surrounding
buildings and cellars were not yet built, – I probably
should have sold it then – and built somewhere else.
Do you by any chance Mr. Meyer know any wealthy
person, who might lend me about 2,000 kroner with
collateral in the farm and buildings – that is 1st lien after
the bank’s 5,000 kroner – and gladly 1st lien on whatever
is found here of paintings and other household goods –
10
we have old woven carpets valued at about 1200, – which can be
sold anytime for that price or more, (we have
sold a few without profit to Dr. Bydahl, – but it
is more painful for us to part with the old
carpets (aaklæder), than to part with paintings).
The bank has no claim on our household furnishings,
so that part of our property is thus absolutely a 1st
lien – You must forgive me, for bothering
You with my financial woes and wor-
ries, – but I know, that You are acquainted with many
wealthy people. – Kramer I would loathe to ask about
such things, as he tends to think, that I
wish for him to provide collateral, – and that is
not what I wish, as he suffered losses due to the Painter Tùnold,
who he guaranteed for – without "security"; –
and in addition one can easily "lose" a "friend", when he
becomes one’s guarantor. – Now it may be, that I
will not need a loan, – in time I hope
to be able to settle my obligations, – but my
request applies in case one or
another of my creditors might be so im-
patient, as to demand my "security", – it would
be good to know, that one had an "escape route".
11
I am ashamed of myself, – that I can
bring myself to ask You for such a thing.
Hope You do not become angry with me or
think, – that I wish for You to become a guarantor.
As mentioned – one should not choose friends as guaran-
tors, – but it is possible, that I might turn
to a friend, if I was required to settle a pledge for a
sum of 7-800 kroner, which I could not obtain on the spur
of the moment, – and in such a situation, I might
perhaps also consider approaching You as well,
and I would not be in the least insulted
or like You less well than before, if You said
"no". – For, – You have always been
the best and most considerate of all my the
collectors, I have had for a long time, – and
I have a lot to thank You for, – and I have probably
not always been "reasonable", and have surely often
"offended" You, – I often discover this afterwards – too late.
But You have always been lenient with me. –
Finally I wish You and Your family a "Happy New Year"!
Warmest greetings to Your son and to You best wishes
from Your