Letter
16 Pages
Transcription: Siri Katinka Valdez
Translation: Francesca Nichols
Transcription
Kjære Kramer!
Nei det gaar ikke an med alle dine foræ-
ringer, – jeg kommer mig i en bùndløs gjæld
til dig, – en taknemligheds gjæld, som jeg aldrig
kan betale – eller gjengjælde tilnærmelses vis.
Ja tùsend tak da kjære Kramer og frùe!
Jeg kan ikke takke i ord, som jeg gjerne
vilde, – det er bare saa altfor stor present,
og saa altfor fint for en saadan lazaron
som mig at gaa med gùldlorgnet. Jeg har
aldrig misùndt hverken Fond eller Flùge
at de "brillierede" med gùld – (Fluge har
kjöbt den af en tyv i Bergen for et par kr.)
og Fond har faaet sine, – saa jeg har ingen
ahnelse om værdien – men jeg har en bange
ahnelse om, at den maa skrives med tre-sifret
tal, – og da synes jeg dù har taget alt for dypt
ned i din pecùnia-beholdning. –––
Ogsaa har dù lagt ùd en hel del, som dù
ikke sender regning paa og som skal "staa til af-
betaling paa det billede dù har bestilt", siger dù,
men hvilket billede er det egentlig? – Jeg
er desværre saa slöv, at jeg ikke hùsker det, –
var det "rabarbrabilledet"? Eller var det
ikke noget bestemt af de paabegyndte? – "Rabar-
brabilledet var jo, som dù hùsker egentlig be-
stilt (af Meyer), – men naar han ikke tog det
den gang, men senere vilde ha det til en af sine venner,
saa er jeg egentlig ùden forpligtelse, – rigtignok
fik jeg spörgsmaal fra en Engelsen, som havde
bestilt – sa han – gjennem H. Meyer – men
han nævnte intet bestemt billede, – jeg lovede
ham da noget, naar jeg fik noget færdig, –
jeg kan jo ogsaa i nödsfald lave ham eller
Meyer en copi eller gjöre færdigt det andet,
som dù saa (i begyndelsen) paa Myklebust,
– det var rigtignok ikke tænkt at være det
samme ganske, – (egentlig et helt andet
landskab), – begge rigtignok fra gamle præste
gaardshaven men i forskjellig afstand fra "haùgen"
og ogsaa vendt mod en anden kant. –
det er jo ogsaa ùvist om nogen af billederne
blir saa gode, at jeg tör "slippe dem af haand",
men dù faar komme hid ofte og "korrigere"
eller sige din mening, indtil billedet blir godt,
kanske. "Javist"; – siger dù nok i dit indre:
"det blir dyre Jölstertùrer", – men hvorfor
skal dù stadig spendere saa meget paa os
naar dù kommer, – dù ser hvor tarveligt
vi har det og tar’ – det – naar dere kommer, –
og tager dù hùrtigrùten pr. dampskib til Förde
og vor komùnale bil hid, saa vil du ikke tabe
synderlig i tid og spare mere end halvdelen i
penge, – selfölgelig er det bekvemmere at tage
om Vadheim, – men tag iallefald "den komùnale" fra
Förde og hid! – Med tiden kommer der ogsaa komù-
nal bil fra Vadheim til Förde – "interkomùnalen"
som jeg vistnok nævnte i sidste brev, – ja dù
har vel faaet det, – jeg har ikke faaet ùdrette
noget i mellemtiden – kùn lidt "föling";
Thi jeg er bleven heftet væk nogle dage, som
IIII
"jùridisk konsulent" – her hændte nemlig et
stygt ùlykkestilfælde: – et barn som havde
lidt "engelsk syke" havde faaet en söd styr-
kende medisin fra doktoren – og var bleven
helt frisk, men var saa glad i den söde me-
dicin, at hendes snille bedstemor gav hende en dosis
daglig; – og barnets far havde en dag sat et glas
concentrerd kreaturvask (arsenik antagelig) i samme hylde som
bedstemoren havde barnets medicin og hùn tog da
feil og gav barnet giften saa det döde efter en
halvtimes frygtelige lidelser. Faren kjörte da
da til mig, for at jeg skulde komme og se om
noget var at gjöre, – han var rent fra sig af
fortvivlelse (ogsaa frygtedes baade straf og folke-
snak), – han tænkte at jeg kùnde male af barnet
for ham eller fotografere det, – og saa vilde
han faa mig til at ùnderhandle med lensman-
den. – Det var en snild mand, som har gjort
mig flere tjenester (tækkede mit hùstak her bl. a.), og
jeg syntes, jeg maatte hjælpe ham saa godt, jeg kùnde,
han troede det skùlde lade sig gjöre at opgive
"den engelske syken" som döds aarsag – men jeg
V
kom snart efter, at andre folk der i nærhe-
den havde faaet nyss i sakens sammenhæng, –
(der var mange smaabörn paa gaarden og sligt
kan ikke holdes hemmeligt); – jeg raadede
ham derfor til, at vi skùlde opgive alt for
lensmanden, – og jeg reiste med ham næste dag
til Øvrebö efter at jeg havde forsögt nogle
fotografioptagelser af barnet (et rigtigt vakkert
jentebarn). Øvrebö kjende heldigvis manden
som en hæderlig mand og telefonerede til politimes-
teren og fik ordnet det, saa manden slap nogen
viden ùleilighed end et lidet nödvendig politiforhör
af lensmanden selv – (loven kræver jo egentlig
sakkyndig "likaabning" o.s.v. i slige tilfælder)
–––
Saa har jeg havt en del mere ubehagelige ting at
pùsle med et uforskammet brev fra sykekas-
sens forretningsförer, – som antakelig tænker at
skræmme mig, – men han har været saa uheldig
at "gaa portofriheten for nær" og jeg arbeider paa
en spræng granat, som snart skal bringe ham til
taùshed, – saa kom jeg efter, at der er en af mine
VI
forbundsfæller, som er bleven "forræder" og er gaaet
over til fienden, – ham maatte jeg opsöke og give
ham en ordentlig "dùkkert", og manden blev saa
"ilde tilmode", at jeg tilslut syntes synd i ham;
han var villig til at erklære, at det var hans
virkelige mening at stemme imod videre forfölgel-
se af mig, men styret fremstillede saken slig for
styrets medlemmer, at han misforstod det hele
og stemte galt.
Nù kan jeg ogsaa fortælle dig, hvorfor jeg nù
er bleven saa ivrig for vor store fælleshandel,
som jeg oprindelig ikke interesserede mig
saa meget for, – jo "pakteren" er ophavsman-
den til hele forfölgelsen mot mig, – og da han
desuden forsögte at faa departementet til at
omstyrte handelen, som far havde gjort, da han
fik kjöbe den lille del af præstegaarden, –
saa har jeg nù en glimrende anledning til
hævn, som jeg længe har sökt etter, – en næsten
nöiagtig gjengjældelse af det han forsögte mod
far, – at han to gange har bedraget mig paa
större pengebelöb gjör heller ikke saken bedre for
VII
ham, – det skulde være mig en fryd at komme
ind i hans stùe den 14 april 1921 og sige: heraùs
med dit pikk og dit pakk.
Men derfor vil jeg selvfölgelig ikke give en
par hùndrede kroner mere for gaarden end den er
værd, – jeg talte med grùndeieren i gaar, og sa,
at jeg gaar ikke over 8500, – og jeg giver kùn det
ogsaa, hvis hùsene og rettighederne blir dyre
for grundeieren, – men 8000. kr. skùlde jeg
garantere ham i alle tilfælder for hele "greia"
uden heftelser og med hùsene og sæteren og öen.
Jeg fik ogsaa greie paa, hvordan det gik
med hans forhandlinger med bygselfolkene
hin dag, – da jeg skrev til dig, – det gik
forresten daarlig, – eller rettere ùden resultat,
da der er flere vanskeligheder, – blant andet
viser det sig, at det ikke er saa like til at komme
over til Amerika for bygselfolkene, – den Ameri-
kanske stat er jo lægger jo mange vanskelig-
heder i veien for indvandring, – men det gaar nok
med tiden, og nogen aùktion eller lösning af eiendom
VIII
bygselret og pakteret vil ikke bygselfolkene gaa
med paa, förend indvandringen til Amerika kan sikres,
– dette er jo rimelig talt af bygselsfolkene, – riktignok
kùnde de nok overlade pakter-retten, syntes jeg, og jeg
tænker nù paa at forandre lidt politik : jeg
vil (med straamand) optræde som liebhaber til
pakterstillingen og overbyde pakteren (han er fætter
af "bygdeskùrken" som dù saa – og han er verre end denne)
Skal pakteren faa sidde mere end et aar, kan
han blive ùmùlig at faa væk, – han har ogsaa
forstaaet gjöre sig saa inderlig fin og "tilvens" med
bygselsfolkene, og der er fare for, at han kan faa
kjöbe hùsene og sæteren af bygselfolkene (og selv-
fölgelig ogsaa pagterretten for en billig pris, – og
kanske förend – jeg faar komme ham i forkjöbet,
– altsaa gjaldt at forandre lidt politik,
og dù kan kanske i fremtiden tittelere mig
som "pakter" – – det gjaldt derfor nù
at handle snart, og da jeg fik greie paa at
bygselfolkenes rettigheder staar paa konens navn;
maatte hùn jo have en formynder (som alle
kvinder her maa have, – naar de eier noget), og jeg
9
fik ogsaa greie paa hvem formynderen var, –
og – – alt i denne sak lægger sig saa
forbandet godt tilrette for mig – jeg
maa for et öieblik have faaet "lykkens
ùsynlige kalosjer" paa mig (jeg mangler
sko kan dù skaffe mig et par amerikanske billige?)
Ja det var altsaa om lykkens kalosjer; –
jo formynderen viste sig tilfældigvis at være
en af mine aller bedste venner, – min enste
forsvarer i sykekassens styre, etter foræderiet og min bror Kristi-
ans svoger, – pakteren, som har sögt hver
leilighed til at forfölge mig, – passede paa, da
denne "formynder" var fraværende i et af syke-
kassestyrets möter og fik drevet igjennem,
at forfölgelsen mod mig skulde gaa til "höieste
ret", og paa grùnd af hin "forræders" "misforstaalese"
fik han saken drevet enstemmig igjennem.
Nù maatte jeg altsaa i en fart opsöke min ven
"formynderen", som jeg indviede i hele saken – og
han lovede mig at gjöre alt, hvad han kùnde, for
10
at bygselfolkene ikke skal sælge hùsene til
pakteren; – de maa jo ogsaa have ("formynderens") hans tilladelse
dertil ;– men pakterretten er givet paa et aar
(og kanske flere) til pakteren – (dette skulde "for-
mynderen nù faa ùndersögt) (pagterfolkene udtal-
te nemlig, da de i vaar flyttede ind i Øiene,
at det nù skulde være sidste gang, di flyttede;
– de har nemlig tidligere maatte flytte fra en
pagtning – og et sted fra et handelsted, som de
bestyret; begge steder antagelig ("sikkert") paa grùnd af
bedragersk forhold –). – Saa vilde min
ven "formynderen" ogsaa söke ùdvirket, at jeg
fik kjöbe hùsene billigt – eller eventuelt (egentlig) grùnd-
eieren – (thi vi tör forelöbig ikke "gaa bag
hans ryg"; – men da maatte vi have en
"straamand" (paa grùnd af bygselfolkenes hat
til mig eller rettere Engel – jeg var jo forlovet med
datteren i gamle dage). Fond er desværre reist
væk til Stardalen – maler af alle kræfter der, –
ellers vilde jeg faaet ham til at optræde som "straa-
forpagter" for mig, han er nemlig ogsaa god ven af "formynderen"
Fik i dette öieblik dit telegram –
11
Tak for telegrammet! – dù tog en sten fra
hjærtet, thi oprigtig talt var jeg lidt ræd
for, at dù kùnde synes, at jeg havde vovet
formeget; og som det fremgaar af begyndel-
sen af dette brev, – havde jeg allerede trùkket
mig 500 kr. tilbage, – dog betingelsesvis:– nù
har vi altsaa eiendommen paa haand omtrent
for 8000 Kr. med et svingetal af 500 opover
yderligere nedgang er vist ùmùlig, – da grùnd-
eieren er bùden næsten det samme – det vil sige
ca. 6000 ùden rettighederne og uden husene og ùden
öen, – (sæteren veed jeg ikke om var medtaget; men da
grùndeieren ikke eier den, var den neppe med)
og disse viktige tilhæng maa nok taxeres adskil-
ligt over 2000 , – saa vi har nù i virkeligheden
bùdet billigere end den anden, – jeg siger at "vi
har den paa haand"; det blir bok urigtigt, thi
det kan tage tid med ùnderhandlingerne om ùd-
vandringen til Amerika af bygselfolkene, men
jeg har da allerede opnaaet en del: först og fremst
at pakteren ikke faar kjöbe hùsene ifra os for en
12
billig pris, dernæst at grùndeieren ikke skal
tage mere end 8000 eller höist 8500, hvor dyre
end rettighederne og hùsene blir. Dernæst skal
jeg udvirke, af eller gjennem "Formynderen",
at bygselfolkene ikke faar pagte væk til "pakteren"
flere aar – (hvis det ikke allerede er gjort) – han
maa isaafald have ret til at bestemme (som
formynder), hvem der skal pakte. –––
Det er mùligt at Fond er ùvillig til at være "straa-
forpagter", – det blir jo lidt vanskelig at {…}
det ogsaa, – men hvis Amerika-tilladelsen og
ùnderhandlingerne derom tager lang tid (over et aar),
skal pagteren dog ikke faa lov at sidde der læn-
ger end et aar til (paa "aaremaal" altsaa).
Og helst bùrde formynderen söke at faa en anden
forpagter, – forresten kan det jo for handelens skyld
blive ligegyldig, hvem som sider der, indtil gaar-
den er fri, men jeg vil skynde paa, hvad jeg kan
for at faa "pakteren" væk – (den nùværende altsaa).
Der er en ting, som gjör mig lidt ondt ved handelen
13
og det er, at grùndeierens bror, som har været min
tjenestedreng,– den bedste jeg har havt, (paa en viss
maade dog kanske den nùværende ùndtaget) –
han har været og er min gode ven, – og han er
liebhaber til eiendommen ogsaa, – det er jo
ikke saa ùnderligt, om han önsker en flæk af
sin fædrens-jord, men han har ikke raad at betale
saa meget, og grundeieren vil gjerne have fuld
eller henimod fuld værdi for sin eiendom, – men
jeg antydede for grùndeieren, at der kùnde blive en
mùlighed for, at vi afstod en remse senere til ham,
og at vi kanske bare tog den indre del af gaarden
og öen ùnder og en 10–15 meter bred remse paa den
ytre side af elven ogsaa, – saa kunde kanske
grundeierens bror faa kjöbe resten for ca 5–6000,
men först efter at vi havde været der nogle aar,
saa vi "fik se, hvordan vi likte os", – og efter at
vi havde faaet bygget os hùser indenfor elven
(hvor der er den vakreste beliggenhed). Grùndeieren
vilde gjerne "tage mig paa ordet" – for sin bror, – det
blev da bare ca. 2000 vi betalte for den indre del med
öen og den omtalte remse, – jeg turde dog ikke
love noget sikkert om dette, förend jeg havde talt
14
dig – og jeg tror vi forelöbig ùndgaar at love noget –
enhver er jo sig selv nærmest – og dù faar sörge
for, at dù har tilstrækkelig sikkerhed paa mig og
en ordentlig kontrakt os imellem, thi nù ser dù
hvordan jeg kan være! Olina og Olaùs faar
nok föle det, nù thi grùndeieren har lovet
at meddele Olaùs det, hvor nogen byder over
ham for grùndretten, eller lade ham vide prisen
förend han sælger, – dette har han nù lovet mig
at vente med og saa nævne en sùm saa höi, at
det blir Olaus ùmùligt at löse den: 9–10 000
Derfor gjælder det om taùshed – Olina har mùligens
mistanke om noget; – fordi grùndeieren og jeg talte
saa meget sammen hin dag, og han nù har været her
to gange for at tale med mig (for at give mig be-
skjed om udfaldet af forhandlingene med bygselfolkene)
Hùn spùrgte Engel en dag om Kramer tænkte at
kjöbe hùsene i Øiene förend der blev aùktion –
hùn sa ogsaa at Olaùs vilde give 8000 for Øiene,
hvis han fik alt sammen (naturligvis da ùden öen,
som han ikke tænker paa engang, at den er udenfor gaarden, Øiene og som aldrig skal slippe
mig ud af hænderne). –––
15
Ja det er jo kjedelig at den amerika historien
skal stille sig i veien, saa vi ikke straks kan
faa tage eiendommen i besiddelse; men jeg
har tænkt at forsöke at faa formynderen til
at skræmme bygselfolkene med, at det blir
strengere og strengere med at komme over til
Amerika, – saa de maa skynde sig, – jeg
har nemlig nù forsket ud, at de tænker at vente
til en datter i Amerika kommer hid og tager
dem med sig over, – den yngste datter, som er
hjemme paa bygselbruket, kvier sig vistnok for
at reise, da hùn aldrig har "været ude".
Forelöbig veed jeg intet andet at gjöre med
saken. –––
Ja saa maa dù have tusend tak for alt, dù
har udrettet for mig, – men jeg vilde gjerne faa
betale det efterhvert, – jeg nævnte i brevet – sko
– amerikanske – billige – störste nùmmer
tænker jeg vil passe, men hvis dù har det travelt
16
saa lad det bare være, thi jeg har sendt mine
til skomakeren og klarer mig med træsko indtil videre
Derimod vil jeg være dig taknemlig, om dù ved lei-
lighed vilde lade indsætte glas i de lorgnetter,
som jeg sender i brevet – det er NO -4 jeg helst
vil have i lorgnetterne, – det {…} glas er NO -3,5 og det kan jeg
faa tilbage og have som et reserve glas ogsaa kan
jeg faa et glas til reserve af NO -4. – Det glas,
som blev sendt var for stort og retoùrneres, – jeg
maa have "tegnet" lorgnetten for stor.–––
Jeg har givet manden, som solgte skinkerne en
overhaling, fordi han havde skaaret dem stygt, og
jeg sa, at han faar ikke mere end 5,50 pr. kg. –
altsaa det samme, som Handelsmanden paa "Runna"
forlangte for sit (rigtignok daarligere flesk); – til at
spise speget, tror jeg ikke dù faar stort bedre flesk end det dù fik,– men
vil dù have det til at koge, kan jeg skaffe dig næsten
hvor meget, dù vil have, og da kanske endog til 5 kr.
pr. kg. delvis. Men han skal faa lov at skaffe os en
penere skinke næste gang, hvad tilskjæringen angaar.
Han vil kjöbe et hus af mig, – det staar paa hans grùnd,
saa jeg har lidt baand paa ham. Dù skal faa igjen det
dù har betalt formeget. Engel sa det var 81 kr.dù betalte Dù skal da ha 6,75
Lev vel! Bedste hilsen og tak fra alle her Din hengivne Astrup
Translation
Dear Kramer!
Well your many gifts are simply too
much, – I will fall into endless debt
to you, – a debt of gratitude, which I will never
be able to repay – or reciprocate in kind.
Well I thank you profusely dear Kramer and Mrs.!
I cannot thank you enough in words, as I would so
much like to, – it is simply too great a gift,
and far too fine for such a pauper
as myself to wear a gold lorgnette. I have
never envied either Fond or Flùge
the fact that they “glimmered” with gold – (Fluge has
bought his from a thief in Bergen for a couple of kr.)
and Fond was given his, – so I have no
idea of their worth – but my impression I fear,
is that it must be a three-digit
figure, – and I therefore believe you have dug far too deep
into your pecuniary coffers. –––
And in addition you have paid a good deal in advance, which you
do not send an bill for and which shall “represent a down-
payment for the picture you have commissioned”, as you say
but what picture is it actually? – I
am unfortunately so unfocused, that I cannot remember, –
was it the “rhubarb picture”? Or was it not
something in particular among the ones that are begun? – “The rhubarb
picture” was, as you remember actually commis-
sioned (by Meyer), – but since he did not take it [with him]
then, but later wished to have it for one of his friends,
I actually do not have any obligations, – admittedly
I received a request from a person named Engelsen, who had
commissioned something – he said – via H. Meyer – but
he did not mention any specific picture, – I therefore promised
him something, when I had something completed, –
I can also if necessary make him or
Meyer a copy or complete the other one,
which you saw (when it was begun) in Myklebust,
– it was not intended however to be
quite the same, – (actually a totally different
landscape), – however both from the old vicarage
garden but at different distances from “the hill”
and also facing another direction. –
III
there is also the question of whether any of the pictures
will be good enough, that I dare to “let them go”,
but you might come here often and “critique” them
or give me your opinion, until the picture is good,
perhaps. “Sure”; – you are probably saying to yourself:
“it will involve costly trips to Jölster”, – but why
should you treat us so generously
when you come, – you see how meagrely
and simply we are used to living – when you are here, –
and if you take the coastal express by steamboat to Förde
and our local motorcar service up to us, then you would not lose
very much time and would save more than half the
cost, – of course it is more comfortable to travel
via Vadheim, – but you should at least take “the local” from
Förde to us! – Eventually there will also be a local motor-
car service from Vadheim to Förde – a “long-distance” [service]
as I believe I mentioned in my last letter, – well you
have probably received it, – I have not been able to accomplish
anything in the meantime – only a little “sensing”;
Because I have been distracted for a few days, as
IIII
“legal adviser” – there’s been an
ugly accident: – a child that was slightly
ill with “the English flu” had been given a sweet restora-
tive medication from the doctor – and was
completely cured, but was so fond of the sweet me-
dicine, that her kind-hearted grandmother gave her a daily
dose; – and one day the child’s father had left a glass
of concentrated ointment against cattle lice (arsenic most likely) on the same shelf where
the grandmother had the child’s medicine and she made
the mistake of giving the child the poison so that it died after
half an hour of horrendous suffering. The father then drove
then to my place, to ask me to come and see if
there was anything we could do, – he was completely beside himself with
grief (was also afraid of being penalized and of gos-
sip), – he thought I might paint a portrait of the child
for him or photograph it, – and then he
wanted me to negotiate with the bail-
iff. – He was a kind man, who has done
me several favours (thatched my roof here for example), and
I felt, that I had to help him as best I could,
he believed it was possible to declare
“the English flu” as the cause of death – but I
V
soon learned, that other people in the neighbour-
hood had got wind of what had happened, –
(there were many small children on the farm and such a thing
cannot be kept secret); – I advised
him therefore, to reveal everything to
the bailiff, – and I went with him the next day
to Øvrebö after I had attempted to make a few
photographic documentations of the child (a beautiful
little girl). Øvrebö fortunately knew the man
to be an honest fellow and phoned the superintendent
of police and took care of it, so the man was spared no
more inconvenience than an obligatory police interrogation
by the bailiff himself – (the law actually requires
an expert “autopsy”, etc. in such cases)
–––
And then I have had a number of unpleasant things to
occupy me[,] an offensive letter from the health
insurance administrator, – who most likely intends to
scare me, – but he has been so unfortunate
as to “exploit the free postage exemption” so I am working on
an explosive grenade that will soon silence
him, – but then I remembered, that it are one of my
VI
allies, one who has become a “traitor” and gone
over to the enemy, – I was obliged to look him up and give
him a real “dunking”, and the man became so
“ill at ease”, that I eventually felt sorry for him;
he was willing to declare, that it was his
actual intention to vote against any further prosecu-
tion of me, but the board presented the case in such a way to
the members of the board, that he misunderstood the entire matter
and voted incorrectly.
Now I can also tell you why I have
become so enthusiastic about our great joint transaction,
which I was originally not so
interested in, – because the “leaseholder” is the man
behind the whole prosecution against me, – and when he
in addition attempted to get the Government office to
invalidate the transaction, which father had made, when he
purchased the little section of the vicarage, –
I now have the perfect opportunity for
revenge, which I have long sought after, – a nearly
exact replication of what he attempted to do to
father, – that he has twice cheated me of
a large sum of money does not improve the case for
VII
him, – it would be a delight for me to enter
his living room on 14 April 1921 and say: out of here
with your belongings.
Yet that is why I of course do not wish to give a
few hundred kr. more for the farm than it is
worth, – I spoke with the landowner yesterday, and said,
that I will not go above 8500. – and I will only offer
that much, if the buildings and rights will be costly
for the landowner, – but 8000. kr. I could
guarantee him in any event for the whole “mess”
without liens and with the cabins and the mountain grazing farm and the island.
I was also able to learn how things were progressing
regarding his negotiations with the cottars
the other day, – when I wrote to you, – things did
not go well, – or rather without result,
as there are a number of difficulties, – among other things
it appears, that it is not so easy to get over
to America for the cottars, – the Ameri-
can government is in fact puts many obsta-
cles in the way of immigration, – but it will be resolved
in time, and the cottars will not agree to any
auction or waiver of property
VIII
cottars’ rights, until immigration to America can be secured,
– this is reasonably spoken by the cottars, – admittedly
they might have relinquished the leaseholder rights, in my opinion, and I
am now thinking of changing my strategy a little: I
will (via a strawman) behave like one who fancies
the leaseholder post and outbid the leaseholder (he is the cousin
of “the village rogue” as you called him – and he is worse than that one)
If the leaseholder is allowed to sit for more than a year, he
can be impossible to get rid of, – he has also
been cunning enough to behave ingratiatingly courteous and “friendly” with
the cottars, and there is a danger that he can
purchase the cabins and mountain grazing farm from them (and of
course the leaseholder rights as well for a bargain, – and
perhaps in order – that I can beat him to it,
– it is necessary with a slight change of strategy,
and you may perhaps in the future address me
me as “leaseholder” – – it was thus a question
of acting swiftly, and when I heard that
the cottars’ rights are in the wife’s name;
she would have to have a guardian (as all
women are required to here, – when they own something), and I
9
was able to find out who the guardian was, –
and – – everything about this matter is falling
incredibly into place for me – I
must have stepped into “fortune’s invisible
galoshes” for an instant (I have no
shoes can you obtain a cheap American pair for me?)
Well it was indeed a case of fortune’s galoshes; –
because the guardian by chance turned out to be
one of my very best friends, – my only
defender on the health insurance board after the betrayal, and my brother Kristi-
an’s brother-in-law, – the leaseholder, who has sought every
opportunity to harass me, – made sure, when
this “guardian” was absent from one of the health
insurance meetings to drive through a decision
to have the prosecution against me go to “supreme
court”, and due to the afore-mentioned “traitor’s” “misunderstanding”
he was able to drive the case through unanimously.
Now I had to make haste and visit my friend
“the guardian”, whom I informed about the entire matter – and
he promised me that he would do everything he could, to
10
prevent the cottars from selling the cabins to
the leaseholder; – they had to have his (“the guardian’s”) permission
to do so;– yet the leaseholder rights are granted for one year
(and perhaps more) to the leaseholder – (the “guar-
dian” will investigate this) (the leaseholders in
fact said when they moved to Øiene this spring,
that it would be the last time, they would move;
– they have previously had to move from one
lease holding – and one place from one trading post, which they
managed; most likely both places (“surely”) due to
fraudulent arrangements –). – Then my friend
“the guardian” would also attempt to arrange it, so that I
might purchase the cabins cheaply – or alternately (actually) the land-
owner – (because we do not yet dare “go behind
his back”; – but then we will need to have a
“strawman” (due to the cotters’ hatred
towards me or rather Engel – I was engaged with
their daughter at one time). Fond has unfortunately left
for Stardalen – is painting for all he is worth there, –
otherwise I would ask him to perform as a “strawman
leaseholder” for me, he is in fact also a good friend of “the guardian”
Just this second received your telegram –
Thank you for the telegram! – you have lifted a stone from
my heart, because frankly speaking I was afraid,
that you might think, that I had been
foolhardy; and as it appears in the begin-
ning of this letter, – I had already
retracted 500 kr., – albeit contingent on certain conditions:– now
we have the property at hand for approximately
8000 kr. with a fluctuating sum upwards of 500
a further reduction is most unlikely, – since the land-
owner has bid nearly the same amount – that is to say[,]
around 6000 without the rights and without the cabins and without
the island, – (I don’t know if the mountain grazing farm was included; but since
the landowner doesn’t own it, it is most likely not included)
and these important additions will have to be appraised at consi-
derably more than 2000 , – so we have in reality
bid less than the other, – I say that “we
have it at hand”; that is not quite true, since,
negotiating the cottars’ emigration to
America can take time, but
I have already achieved a good deal: first and foremost
that the leaseholder cannot purchase the cabins from us for a
12
cheap price, secondly that the landowner shall not
accept more than 8000 or at most 8500, no matter how
expensive the rights and the cabins will be. Thirdly I
will see to it, by or via “the guardian”,
that the cottars do not grant a lease to “the leaseholder”
for additional years – (if it has not already occurred) – he
must in that case have the right to decide (as
guardian), who shall lease [the property]. –––
It’s possible that Fond is willing to be the “straw-
man leaseholder”, – it would be too difficult to {…}
that as well, – but if the American visa and the
negotiations pertaining to it take a long time (more than a year),
the leaseholder shall nevertheless not be allowed to sit there long-
er than one additional year (a fixed-term contract in other words).
And the guardian should preferably seek to find a different
Leaseholder, – incidentally it might be irrelevant as far as the transaction
is concerned, who sits on the property, until the farm
is freed up, but I will hurry, as best I can
to get rid of the “leaseholder” – (the present one that is).
There is one thing, which pains me about the transaction
13
and that is, that the landowner’s brother, who has been my
farmhand,– the best I have had, (in a certain
sense perhaps with the exception of the present one) –
he has been and is a good friend of mine, – and he
also desires the property, – it is
not so strange, if he desires a piece of
his forefathers’-land, but he cannot afford to pay
very much, and the landowner would like to get the full
or nearly full value for his property, – but
I suggested to the landowner, that there might be a
possibility, that we gave a strip of land to him later,
and that we perhaps only took the interior part of the farm
and the island below and a 10–15 metre broad strip on the
far side of the river as well, – in that way perhaps
the landowner’s brother might purchase the rest for around 5–6000,
but not until we have been there a few years,
so that we “could see how we liked it”, – and after
we had built cabins on this side of the river
(the most beautiful location). The landowner
would gladly “take my word for it” – for his brother, – then
it would only be around 2000 we would pay for the inner plot with
the island and the mentioned strip, – I did not dare to
promise anything for certain regarding this, before I had spoken
14
[with] you – and I think we can avoid promising anything for the time being –
for everyone has their own best interests at heart – and you must make
sure, that you have enough collateral from me and
a proper contract between us, because now you have seen
how I can be! Olina and Olaùs will
surely feel it, now that the landowner has promised
to inform Olaùs, if someone bids above
him for the land rights, or will let him know the price
before he sells, – this he has now promised me
he will wait to do and then mention a sum so high, that
it will be impossible for Olaus to redeem: 9–10 000
It is thus a question of confidentiality – Olina may
suspect something; – because the landowner and I spoke
at such length the other day, and he has now been here
twice to talk with me (to let me know
about the outcome of the negotiations with the cottars)
He asked Engel one day whether Kramer thought about
buying the cabins on Øiene before there was an auction –
she also said that Olaùs was willing to give 8000 for Øiene,
if he could have everything (naturally without the island,
which he has not even considered is not part of the farm. Øiene, which I will never let slip
through my fingers). –––
15
It’s a pity that the America business
shall get in the way, so that we cannot immediately
take possession of the property; but I
have thought of trying to get the guardian
to frighten the cottars by claiming, that it will
become more and more difficult to get over to
America, – so that they must make haste, – I
have now found out, that they are planning to wait
until a daughter in America comes here to take
them with her over there, – the youngest daughter, who is
at home on the cottar’s farm, is evidently reluctant
to travel, as she has never been “away from home”.
At present I do not know what else to do about the
matter. –––
And then I must thank you profusely for everything, you
have done for me, – but would very much like to
pay for it ultimately, – I mentioned in the letter – shoes
– American – cheap – the biggest size
I think will fit, but if you are busy
then just let it be, I have sent mine
to the shoemaker and can manage with my wooden clogs for now
On the other hand I would be grateful, if you might
at your convenience have glass [lenses] inserted in the lorgnettes,
which I will send in the letter – it is No -4 that I would
like to have, in the lorgnettes – it {…} glass is No -3,5 which can be
returned to me to keep as reserve glass may I
also have a No -4 glass [lens] in reserve. – The glass,
which was sent was too large and is being returned, – I
must have “drawn” too large a lorgnette.–––
I have given the man, who sold the ham a
dressing-down, because he had sliced them unappealingly, and
I said, that he would not get more than 5.50 pr. kg. –
in other words the same that the Grocer in “Runna”
took for his (although admittedly inferior pork); – for
eating it cured, I don’t think you can get better pork than what you received,– but
if you want to boil it, I can obtain for you nearly
as much, as you want, and then even for 5 kr.
pr. kg. for some of it. But he will have to get hold of a nicer
looking ham for us next time, when it comes to the slicing.
He wants to buy a cabin from me, – it is situated on his land,
so I have some leverage over him. You shall have what
you paid in excess in return. Engel said you paid 81 kr. You shall have 6,75 back
Live well! Best wishes and thank you from everyone here Your devoted Astrup