Priseld

Jonsokbålet eller St. Hansbålet er eit av dei mest sentrale motiva i bileta til Nikolai Astrup. Motivet framstiller midtsommarnattsfeiringa den 23. juni i Jølster med den store priselden som hovudmotiv. Eldtungene dansar og leikar, medan menneska samlast til spel og dans i sommarnatta. Feiringa var forbunden med heidenske tradisjonar, og fleire ritual var prega av ein fruktbarheitssymbolikk.

Den første - og ukjende - varianten måla Astrup allereie ungdomsåra, altså før han tok til på måleriskulen i Kristiania i 1899. Gjennom den nesten 30 år lange karrieren måla Astrup 19 eller 20 versjonar med priselden som motiv, i tillegg til at han skar ein versjon i tresnitt som han trykte i både fargar og svart-kvitt. Kjeldene er førebels veldig usikre på to av dei tidlegaste jonsokmåleria, og som var eigd av kunstnarane Augusta Waaler (f. 1872) og Henrik Lund (1879–1935).

Henrik Lund kjøpte sin versjon for 100 kroner på Astrups separatutstilling i Bergen i 1908. Her omtala Astrup det som ein «Studie til ‘Jonsoknatten’», og det er rimeleg å tenkje at motivet har ein relasjon til Waaler sitt bålmåleri. Augusta Waaler, som var del av kretsen kring kunstnaren Hans Ødegaard (1875–1943) i Kristiania (Oslo), kjøpte måleriet «St. Hansnat i Fjeldbygden» for 150 kroner på Astrup si første separate utstilling i 1905. Måleriet dukkar vidare opp i ei utstilling i København i 1906 og i Astrup si separate utstilling i 1908, før både Waaler og måleriet forsvinner i historia. I 1927 skriv Astrup at han forgjevast har forsøkt å opprette kontakt med Waaler, og det har heller ikkje lukkast dette forskingsprosjektet å finne ho. Dermed er også spørsmålet om historia til måleriet uavklart.

Dette var i følgje Astrup hans «bedste St.Hansbaalstemning», og i eit brev til borgarmeisteren i Arendal, Edvard Waldemar Aslaksen (1868–1938), skriv Astrup ei gripande historie om opphavet til nettopp dette bålmotivet, som danna utspringet for serien av jonsokmåleri han utforma:

Kjære Hr. Aslaksen!

Idet jeg takker Dem for den venlighed, De viste mig ved at laane mig den lille skisse, som De havde kjöbt af mig, saa tör jeg samtidig bede Dem ùndskylde, at jeg tillader mig at skrive til Dem tiltrods for, at jeg er Dem personlig ùbekjendt.

Men det har længe været mig en trang at skrive til Dem og takke Dem for Deres hjertlige brev, som De sendte mig nù i vaar, da jeg var i London. Det har gjort mig godt mange gange at læse Deres brev igjennem, naar jeg har været træt og lei af hele «kùnsten». Naar jeg har tænkt at «give op» – har det været en stor tröst at se, at der virkelig findes mennesker, som man har kunnet glæde med sin kùnst.

Hvor det kan gjöre godt lige ind i sjælen at træffe paa et menneske, der vil sige et godt ord om en, naar man ellers kùn hörer, at man er gjenstand for lögn, bagvaskelse og misùndelse af sine ondskabsfulde medmennesker.

Jeg har sögt at faa ùdtrykt noget af den naturfölelse, som kommer over en, naar man færdes i Jölsternaturen – denne òs og mùlddamp af gammelt hedenskab og ùr-religion – denne sagnrike jord – disse ofte raa farver har mere værd[i] for min kunst end bare som, object for mine billeder. Og det er det min mening, at motiværne skùlde have for alle malere – at de med andre ord skùlde være mere jordbùndne – da vilde de ogsaa blive mere fri for daarlig paavirkning af fremmed kunst.

Jeg er kanske en af de mest sted- og jordbùndne malere i landet – og har sat min ære i at være upaavirket af alle retninger i kùnsten – men ikke desto mindre blir jeg beskyldt for at være paavirket af Egidiùs i et billede som «St. Hansnat» – et billede som jeg havde malet længe för jeg havde seet noget af Egidiùs.

Og nù efterat jeg har seet omtrent alt hvad Egidiùs har gjort, kan jeg ikke finde et eneste billede af Egidiùs som har end den fjerneste lighed med mit billede «St. Hansnat». Egidiùs var jordbunden ligesom jeg, nogen anden lighed findes der ikke mellem os.

De nævner mit billede «St. Hansnat» som det, De erindrer bedst fra min ùdstilling, og som De vilde have kjöbt – jeg skal derfor faa lov at fortælle Dem dette billedes historie, skjöndt De er mig helt fremmed og derfor kanske vil synes, at jeg bliver for intim og paatrængende – men det er ikke for at indlede noget bekjendtskab, jeg skriver dette. De skal være tryg for noget «[paaklæng]» af mig senere. Men det er saa skjelden et fremmed menneske saa aabenlyst giver en sin anerkjendelse som De overfor mig – at jeg tror, jeg tör tillade mig at fortælle om dette bilede – især da De synes at have havt særlig interesse af dets mystik. Det er jo ikke mit dygtigste billede rent malerisk seet – men kùnst ligger ofte udenfor de rent maleriske begreber – det er mystikken – kunstkjenderen föler det instinktsmæssig, naar han staar over for det ùden at kùnne angive de maleriske midler – eller hvori mystikken ligger.

Han kan kun föle at der er noget intimt oplevet – med hændelser bag – i et billede som er af den gode kùnst.

Billedet St.Hansnat hörer til noget af det förste, jeg malte – jentùngen som stirrer paa ilden og störstedelen af landskabet havde jeg malt, förend jeg kom paa malerskolen i Christiania, förend jeg havde seet noget af kunst – denne barneprofil hörer til mine intenseste barndomserindringer. – Jeg forsögte den gang med simple vægmalingsfarver saa ærligt ligetil og intenst som mùligt at male efter min barndomserindring en liden bondejente fra nabogaarden. Jeg kommer til at male hende igjen – hvis jeg faar leve en tid.

Hùn maatte ligesom jeg selv og mange andre börn her paa vestlandet lide ùnder den fanatiske religiösitet, som en tid herjede blandt de ældre her, – alt var synd – (ligetil det at rende paa kjælke.)

Og St.Hansnatten naar baalene brændte rùndt i fjeldene og mennesker myldrede som sorte pùnkter op over fjeldsiderne, og de rödklædte jenter med de hvide skjorteærmer ringede sig som lyse prikker og gnister om blùssene – da var det synd for kristne folk at være med – da matte den lille jentùngen og jeg staa paa afstand bag gjærdet og se og höre, hvorledes de andre dansede om baalet og hùiede af natùrglæde – den sidste rest af ùrreligion som ùbevidst blussede op; – jeg fik en forestilling om at dette med baalet var noget syndigt – stygt, som blev bedrevet i det grönskende halvmörke – noget hedensk – og dette blev end mere forstærket ved jalùxien som grov i brystet – naar de andre börn
fik være med, og jeg maatte staa ùdenfor.

Og slig saa jeg min lille lidelsesfælle og den stygge gùle ilden, som ikke lyste i sommernatten; men som dog lokkede og drog mig, nettop fordi den var omgivet med mystik, ùgùdelighed og raat hedenskab – og tilsidst vovede jeg mig ùd blant de ùgùdelige, men den lille pige stod igjen og saa paa med det blege ansigtet og de store sorte öinene som sùgede ilden i sig; – og slig er det, jeg oprindelig har billedet inde i mig. –

Jeg havde vel ikke hùsket noget af dette billede, hvis der ikke senere havde hændt mig noget som friskede det op. –

Tidlig en morgen sent paa hösten gik der bùd rùndt alle gaardene – folk maatte op paa fjeldene og lede – min lille pige var forsvùndet.

Hele dagen vrimlede der af mennesker som ledte paa fjeldet. Ud paa kvelden drog alle nedover mod vandet, og medens vi hvilede paa en bakke lige over vandet og sad og saa ùd over dette, skimtede vi en bleg lysning langt ùde paa marebakken, der hvor vi ikke længere saa bùnden. – Jeg fik en af bondegùtterne med mig ùd paa en baad – jo det var hende – hùn havde drùknet sig; thi der var langgrùndt ùd did hùn laa. Jeg dùkkede ned paa bunden – der var dybt ned og store ùhyggelige stener omkring hende, som hùn holdt sig fast i – jeg rev hende lös, og medens jeg steg op gjennem vandet med hende, fik jeg se hendes store sorte öine, som stirrede paa mig – da hùskede jeg St. Hansnatten.

Mine förste billeder malte jeg med simple vægmalingsfarver og et af de förste forsög traf sig
en St.Hansnat og da forsögte jeg at male denne lille pige og ilden, landskabet malte
jeg lidt omigjen senere, da jeg havde faaet tag i bedre farver; men ilden, gjentùngen og
gjærdet staar der endnù som dengang, jeg malte det, jeg tùrde aldrig röre det senere.

[…]

Idet jeg atter beder Dem ùndskylde mit lange brev, er jeg Deres i taknemlighed forbùndne.

Nikolai Astrùp

Adr: Aalhus – Jölster – Söndfjord

Brev fra Astrup, Nikolai (1880-1928) til Aslaksen, Edvard Waldemar (1868-1938), 10. oktober 1908
Brevs.295, Nasjonalbiblioteket. URL: ​https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digimanus_331567