jeg gik paa landeveien og Solen var kvalm. Rundt om mig paa begge sider af <veien> stod <stabesteiner> {…}

som gamle kjærringer paa vei til kirke. Veien förte over en sùmp {… … … … … … … …} mandshöide over vandet. Sol kan

jeg aldrig like – den {…} mig altid i en fornemmelse af sygdom og nù var jeg desùden træt Hvorfor gik jeg der

gik jeg der egentlig og trasket langs landeveien – altid spörgsmaal sagde jeg – hold dog op for fanden at spör-

ge naar det ikke er nödvendigt. Jo jeg vidste jo igrùnden saa god hvorfor jeg gik der – jeg ledte jo efter min

egen vilje for satan – og jeg som nù hadde glædet mig til engang at faa være fri en stund og fölge min egen vilje en stùnd at faa

være fri en stund – nù plaget deg mig nù var det og en p nù gjaldt det jo bare at finde den men det var ùmùligt

Naar man ingen frihed har – se da vil man alt mùligt – naar man saa endelig var bleven fri saa vil man ikke

lenger det man trodde at man ville. Nù hadde jeg arbeidet saa ihærdigt slidt mig igjennem i et arbeide som

minded var mig lige modbydeligt som solskinnet, og nù da jeg endeligt hadde sparet mig sammen nogen lusede skillinger og saa jeg kùnde

<ænke> mig fri en maaned's tid kanske, nù vidste jeg ikke hvad jeg vilde brùge friheden til. Alle de tanker og ideer og forsætter der

som söde ahnelser drog mig gjennem <sjælen> medens jeg sled tùngt i arbeidets forbandelser, de var flöine

{…} det jeg vilde gjöre all den energi der ophobede sig i mig ùnder den lange tid da jeg var nödt at være

borte fra min kùnst – det var borte altsammen nù da jeg endelig kùnde aabne mine {…} og nyde det

af den opsparede skat. Det drog mig i <minde> fra tidligere tider – at jeg med hjærteklap drog ùd i skog og mark

med malerkassen og skidsebrættet der var saa meget at hvor jeg fradsed i alt {…} vrage og vælge i alt maatte jeg der var en alt for stor ödselhed om mig

{…} alle kanter, hadde naturen været mindre rig hadde jeg kanske været hældigere lykkligere tænkte jeg – saa havde

jeg ikke seet saa meget som jeg ikke kùnde faa. Men det var det nettop det som jeg sögte kùnde jeg ikke {...} finde

alt maatte jeg nyde alt maatte jeg male hver farve som klang i mig og hver linje som vibrerede saa

det kriblede inde i mig og jeg var saa lykkelig da naar jeg om kvelden sad i min haùg af laser og lapper og saa

paa mine flekkede skisser smaabitter alt sammen, jeg nöd {…} det jeg hadde seet op igjen i natùren gjennem disse farveflekker

{…} gjenkaldte alt og gav mig endog en intensere fölelse end det ved förste indtryk af naturen. Men jeg mindedes og

naar jeg jeg var fri; da jeg blev fri og saa turde jeg ikke jeg hengive mig til de deiligste af dem straks, nei först den ringere vin

og saa tilslut den bedste, nei saa blev det bare det ringeste som blev mig til del og det viste sig til slut

at det bedste endog var forsent at faa tag i længer.

Manuscript fragment

Transcription:

Page